Sandheden er ofte ilde hørt, ikke mindst når det gælder det europæiske samarbejde. Sådan var det også i månederne forud for den britiske folkeafstemning om fortsat EU-medlemskab i sommeren 2016.

Eksperter fra stort set alle hjørner af britisk samfundsliv advarede om, at det ville skade Storbritannien at forlade EU. Fra finanssektoren, atomkraftindustrien, de store universiteter, bilindustrien, sundhedseksperter og folk fra fødevaresektoren lød advarslerne med udgangspunkt i deres egen virkelighed, at det ville skade deres medlemmers interesser at melde sig ud af Den Europæiske Union.

Men eksperternes udsagn blev afvist af Brexit-tilhængerne med betydelig arrogance. Det mest markante udsagn kom fra den daværende justitsminister, Michael Gove, der på tv skråsikkert konkluderede: ”Folk i dette land har fået nok af eksperter.”

15 måneder efter afstemningen står det nu klart, at eksperterne havde ret, og det i et omfang der langt overgår indholdet af deres advarsler fra 2016.

Eksemplerne er utallige. Et af dem kom i sidste uge fra de store detailhandelskæder i British Retail Consortium, der har konstateret stigende indkøbspriser og nu frygter for tomme hylder i butikkerne.

”Derfor er det afgørende nødvendigt, at regeringen sætter hensynet til de britiske husholdninger øverst på dagsordenen, når man går ind i forhandlinger om vores fremtidige handelsrelationer med EU,” lød advarslen, der understreger, at man frygter højere toldsatser og administrative omkostninger.

Spøgelsesskibet May

Men der er ingen trøst at hente for hverken de store britiske detailhandelskæder eller forbrugerne. Tværtimod har Brexit medført et veritabelt politisk kaos i London, hvor premierminister Theresa May er svækket i et sådant omfang, at Financial Times’ politiske analytiker kalder hende et politisk spøgelsesskib.

Samtidig står det klart, at regeringen og hele statsadministrationen er overbebyrdet i forhold til overhovedet at håndtere de svære Brexit-forhandlinger med de øvrige 27 EU-lande.

I sidste uge konstaterede EU-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker således, at den britiske regerings udspil til de egentlige skilsmisseforhandlinger, som skal være på plads, før man kan forhandle om fremtidige handelsrelationer, var ”ikke-tilfredsstillende”. Og det er vel at mærke ikke en kritik, Juncker står alene med.

Tværtimod beklager en række erhvervsorganisationer sig over, at man efter i månedsvis ikke har kunnet komme i kontakt med de embedsmænd, der har forberedt de britiske forhandlingspositioner, pludselig er blevet oversvømmet af en række hvidbøger, hvor det ikke er til at skelne fugle på taget fra seriøse vurderinger af de forestående forhandlinger. EU’s chefforhandler, Michel Barnier, der kan glæde sig over en samlet front blandt de 27 øvrige EU-lande, bad i sidste uge den britiske chefforhandler, David Davies, om at begynde at ”forhandle seriøst”.

Spindoktor amok på Twitter

Det er ikke kun i Bruxelles, at man er frustreret over den manglende seriøsitet fra den britiske regering. Sådan forholder det sig også i det politiske mikrokosmos omkring Westminster, Londons svar på Slotsholmen.

Det fik man syn for i midten af august, da en absolut insider valgte at sige sin uforbeholdne mening i 250 rasende tweets på mindre end 24 timer. Den 40-årige James Chapman har som politisk redaktør på den konservative avis Daily Mail og siden som spindoktor for finansminister George Osborne og dernæst Brexit-minister David Davies i 2016 været udpeget til at høre til i den snævre kreds af de ti mest magtfulde personer i Londons politiske miljø.

Men i sommer fik Chapman, der er konservativ EU-tilhænger, nok. Han kvittede jobbet som stabschef hos Brexit-minister David Davies, fik sig et formentlig velbetalt lobbyistjob, og derefter begyndte han at sige sin mening. Og det gik ikke stille af.

For det første beskyldte Chapman David Davies for at være doven, fordrukken, mandschauvinistisk og uforskammet over for andre europæiske politikere. For det andet erklærede han, at ”Brexit er en katastrofe” og for det tredje bekendtgjorde Chapman, at han ville stifte et helt nyt pro-europæisk midterparti i britisk politik. Den tidligere spindoktor, der har arbejdet for konservative medier og politikere gennem hele sin karriere, har nu indgået en aftale om at skrive en fast klumme hos den pro-europæiske centrum-venstre avis The Guardian.

James Chapman er både konservativ og tilhænger af fortsat britisk medlemskab af EU, og han arbejder nu på at samle pro-europæiske konservative og pro-europæiske Labour-medlemmer af Underhuset i en aktion, der skal tvinge premierminister Theresa May og Labour-leder Jeremy Corbyn til at finde en politisk løsning, der minimerer skaderne af landets beslutning om at forlade EU.

Sandheden er den, at stridighederne i Westminster om Storbritanniens europapolitik ved parlamentsvalgene i 2015 og 2017 og ved Brexit-afstemningen i 2016 ikke alene har ført til den skadelige beslutning om at forlade EU. Den hårde infight har samtidig undergravet det politiske lederskab i begge de to store partier.

Ryggesløse politikere

Det konservative parti er ledet af Theresa May, der har mistet al autoritet, efter at hun i juni i år kun med det yderste af neglene kunne fastholde den regeringsmagt, hun overtog, da pro-europæeren David Cameron fratrådte efter sit Brexit-nederlag i 2016. De konservative Brexit-sejrherrer Boris Johnson og Michael Gove, der ikke turde tage magten, da de havde vundet afstemningen og sendt Cameron på tidlig pension, sidder nu på posterne som henholdsvis udenrigsminister og miljø- og fødevareminister. Johnson og Gove er lysende eksempler på ryggesløse politikere, der er mest optagede af at tjene deres egne snævre interesser, alt imens de skyer det politisk ansvar, når udfordringer bliver for uoverskuelige.

Hos oppositionspartiet Labour havde man allerede i 2015 oplevet en intern nedsmeltning, da partiets delegerede valgte den venstreorienterede EU-modstander Jeremy Corbyn som partiets formand, selv om et flertal af partiets parlamentsmedlemmer var og fortsat er modstandere af ham. Parlamentsvalget tidligere i år førte til en markant styrkelse af Corbyn, som imidlertid fortsat er ildeset af en stor kreds af partiets parlamentsmedlemmer.

Hvad europapolitikken angår, tog Labour og Corbyn i forrige weekend et markant skridt i retning af en politik, der forholder sig realistisk til de problemer, det britiske samfund står med efter beslutningen om at forlade EU. Kernen i Labour-udspillet er, at man indser, at det simpelthen er umuligt for Storbritannien at forlade EU så hurtigt, som den konservative regering fortsat lægger op til. Labour mener nu, at Storbritannien reelt skal forblive medlem af EU’s indre marked, den europæiske toldunion og det europæiske retssystem i den periode, det vil tage at lave en egentlig handelsaftale mellem EU og Storbritannien.

Forhandlingerne om denne aftale vil de øvrige 27 EU-lande først indlede, når man er nået til enighed om selve skilsmissen mellem de to parter. Selv om EU-landene næppe mener dette helt så kategorisk, som det bliver udtalt, har Labour nu gjort det klart, at man går ind for en endnu ikke tidsmæssigt defineret overgangsperiode, hvor man i realiteten udsætter effektueringen af Brexit, indtil man er enige om de fremtidige handelsrelationer.

Tragisk for den brede befolkning

Jeremy Corbyn har kun udtalt sig ganske kort om kursændringen, der er blevet fremlagt af partiets skygge-Brexit-minister Keir Starmer. Men han gør det klart, at det sker af hensyn til britiske lønmodtagere, der arbejder på virksomheder, som indgår i europæiske værdikæder. En abrupt forandring i handelsrelationerne med EU – et såkaldt hard Brexit – vil koste job i Storbritannien, og det vil Labour-lederen modarbejde. Han understreger samtidig, at man i Storbritannien ikke kan undvære de titusinder af EU-borgere, der arbejder på sygehuse og andre steder i den offentlige sektor.

Labour-udspillet ses af nogle analytikere i britiske medier som en reaktion på udspillet fra den vrede spindoktor James Chapman, der arbejder tæt sammen med en gruppe af yngre pro-europæiske og businessorienterede Labour-medlemmer af Underhuset.

Uanset hvordan de komplicerede Brexit-forhandlinger kommer til at forløbe i de kommende måneder og år, står det stadigt mere klart, at Storbritannien på en lang række områder fortsat vil være nært forbundet til EU. Det gælder både EU-domstolens jurisdiktion, EU-borgernes og briternes muligheder for at bo og arbejde hos hinanden, og det gælder britiske og europæiske virksomheders muligheder for at arbejde sammen.

Virkeligheden er, at verdens nationalstater anno 2017 er så tæt forbundne – ikke mindst når geografien er, som den er på det europæiske kontinent – at Boris Johnson og ligesindedes slagord i forbindelse med Brexit-afstemningen om at ”tage kontrollen tilbage” og trække vindebroen op ikke giver nogen mening.

Det ændrer dog ikke på, at det er dybt tragisk, at den brede britiske befolkning, der i forvejen ikke forkæles af politikerne i London, nu skal leve med konsekvenserne af, at egenrådige politikere ikke ville lytte til fornuftens mange stemmer.