Storbritannien har ikke ’bare’ fået en ny konservativ premierminister, efter at Theresa May 11. juli afløste David Cameron som britisk regeringschef. Storbritannien har heller ikke ’bare’ fået en ny Margaret Thatcher, selv om Theresa May er kvinde, konservativ og i færd med at føre briterne ud af Den Europæiske Union.

Tværtimod har Theresa May på bare en måned markeret sig som en stærk, velforberedt, selvstændig og hårdtarbejdende socialkonservativ leder, der på afgørende områder skiller sig markant ud i forhold til den relativt ikke-ideologiske kostskoledreng David Cameron og den skarpt profilerede nyliberale jernlady Margaret Thatcher.

May har siden sin tiltrædelse gennemført en veritabel paladsrevolution i Storbritanniens politiske ledelse. Den 59-årige May har udrenset stort set alle hovedpersonerne fra Cameron-æraen, og hun har sat sine hold af både ministre og toprådgivere med en sådan konsekvens og beslutsomhed, at det står klart for alle i London, at landet efter Brexit-resultatet 23. juni har fået en fuldstændig ny regering med et helt nyt politisk projekt for landets 66 millioner indbyggere.

Ikke mindst fyringen af George Osborne, der var finansminister i alle Cameron-regeringerne 2010-2016, markerer ifølge den seriøse del af britisk presse, at magten for alvor er flyttet fra Downing Street 11, hvor finansministeren har sin embedsbolig, til Downing Street 10, hvor premierministeren som bekendt residerer. Theresa May, der var indenrigsminister i hele Camerons regeringstid, sendte således med stor brutalitet den nyliberale budgetbisse Osborne ud i det politiske mørke, hvorefter hun gjorde det klart, at den britiske stat bør spille en væsentlig mere proaktiv vækstpolitisk rolle. May vil øge de offentlige investeringer i infrastruktur, og hun har givet sin nye erhvervsminister besked om at udarbejde en decideret industripolitisk strategi. Begge dele smed Cameron og Osborne over bord, da de efter valgsejren i 2015 kunne sige farvel til midterpartiet Liberaldemokraterne, som man sad i koalition med 2010-2015.

Tim Page, Senior Policy Officer med ansvar for økonomisk politik og industripolitik i det britiske svar på LO, TUC, lægger ikke skjul på, at man hidtil har været positivt overraskende over den nye premierminister.

”Vi har været overraskede over, hvor meget Theresa May har talt om emner som arbejdsløshed, social utryghed og nødvendigheden af en aktiv industripolitik, siden hun er tiltrådt. Det er meget positivt,” siger Page og fortsætter:

”Om May ligefrem går ind for at styrke fagforeningerne i Storbritannien, er for tidligt at sige, men set fra vores side er det meget positivt, at hun taler om at inkludere fagforeningsrepræsentanter i virksomhedernes ledelser, sådan som der er tradition for at gøre det i lande som Tyskland og Danmark.”

Den britiske fagforeningsmand påpeger også, at det er et meget positivt træk, at den nye premierminister taler offensivt om nødvendigheden af at have en proaktiv industripolitik, der sikrer job til britiske arbejdere.

”Der er fortsat områder i landet, der ikke er kommet sig over Thatchers lukning af kulminerne i 1980’erne. Og vi står samtidig over for en nedgang i olie- og gassektoren, så det er helt centralt, at staten engagerer sig i at skabe vækst og arbejdspladser andre steder end i Londons finanscentrum,” siger Page til Mandag Morgen.

Brexit er Chefsache

Theresa May var – indtil hun nærmest pludseligt blev premierminister i en ekstremt vigtig periode for Storbritannien – ganske diskret om sine holdninger til emner som økonomisk politik, erhvervspolitik, udenrigspolitik og meget andet. Men det betød ikke – har det siden vist sig – at hun ikke havde klare holdninger til disse emner og konkrete ideer til, hvordan de skulle føres ud i livet.

På samme måde som May har taget magten over den økonomiske politik og vækstpolitikken med fyringen af George Osborne, har hun også hurtigt taget rorpinden i henseende den britiske Europapolitik, der har fået helt central betydning, efter at et flertal af befolkningen 23. juni stemte for, at Storbritannien skal forlade det europæiske samarbejde.

Ganske vist udpegede May – overraskende for mange – Brexit-bannerføreren Boris Johnson til udenrigsminister, ligesom hun satte to andre Brexiteers, Liam Fox og David Davies, til at varetage posterne som henholdsvis handelsminister og såkaldt Brexit-minister. Men samtidig rejste May ugen efter sin udnævnelse til først Berlin og siden Paris for at drøfte sagerne med Tysklands kansler, Angela Merkel, og Frankrigs præsident, François Hollande. Begge besøg blev gennemført i fordragelighed.

May konstaterede, at ’Brexit er Brexit’ – altså ikke nogen slinger i valsen, ikke nogen fiflen med et afstemningsresultat, der efterlod den pragmatiske proeuropæer May på taberholdet. Siden har Theresa May haft samtaler med en række europæiske regeringsledere – herunder statsminister Lars Løkke Rasmussen i sidste uge. På samme måde har hun haft samtaler med politiske ledere i Skotland, Nordirland og Irland, hvor der alle steder er betydelig uro, i henseende til hvilke konsekvenser briternes udmeldelse af EU vil få for dem.

Sammenfattende står det klart, at Theresa May på den ene side har placeret de konservative EU-modstandere Johnson, Fox og Davies på politiske poster, hvor de selv så at sige skal rage kastanjerne ud af ilden, alt imens det på den anden side står klar, at det er May selv, der som premierminister har det sidste ord på Storbritanniens vegne, når det gælder det fremtidige forhold til EU og Europas centrale magter, Tyskland og Frankrig. Europapolitikken er og bliver Chefsache i Storbritannien, sådan som den også er det i Danmark og de andre EU-lande.

Et stille opgør med Thatcher

Selv om Theresa May som konservativ flere gange har udtrykt beundring for Margaret Thatcher, partiets legendariske premierminister 1979-1990, har hun også spillet en central rolle i partiets opgør med arven efter netop Thatcher, der i høj grad handlede om, at partiet var brutalt og ufølsomt over for små mennesker i dets neoliberale opgør med statsstøtte til diverse industrier og med de engang så magtfulde fagforeninger.

Tilbage i 2002, da Theresa May var blevet partiets første kvindelige organisatoriske formand, og Tony Blair var en populær Labour-premierminister, opfordrede hun sine partifæller til aktivt at fralægge sig partiets image som The Nasty Party – det grimme eller ondskabsfulde parti – og i stedet at søge ind mod den politiske midte med politiske bud til mindre privilegerede briter og til etniske og andre minoritetsgrupper.

”Der er mange ting, vi bliver nødt til at gøre i vort parti. Vores base er for snæver, og det er vore sympatier også nogle gange. I ved godt, hvad nogle mennesker kalder os: ’the Nasty Party’,” sagde Theresa May dengang.

Siden har hun blandt andet i et glimrende interview med BBC forklaret, hvad hun mente med sine udtalelser om the Nasty Party.

Dette opgør med partiets fortid var – uden at May sagde det direkte – også et opgør med arven fra Margaret Thatcher. Og der går en lige linje fra udtalelserne i 2002 til Theresa Mays udtalelser i juli 2016, da hun ved præsentationen af sin regering gjorde det klart, at hun agter at være premierminister for alle briter og ’ikke kun for de få’.

Thatcher var nærmest religiøs i sin tro på individet. Hun var stærkt liberal i sin kritik af staten og af statsindgreb i økonomien, og hun var – ifølge selv konservative kritikere – en ukritisk tilhænger af verdensomspændende frihandel, omfattende privatiseringer og et hårdt opgør med fagforeningerne. Theresa May er på disse områder ganske anderledes indstillet, hvilket hendes udmeldinger om nødvendigheden af at være et parti for de mange, om en aktiv industripolitik og om fagforeningsrepræsentation i aktieselskabsbestyrelser understreger.

Højre hånd er hård nyser

Ifølge avisen Financial Times er Theresa Mays måske vigtigste politiske rådgiver den kun 36-årige Nick Timothy, som avisen ligefrem kalder Mays politiske hjerne. Timothy er fulgt med May fra Indenrigsministeriet til Downing Street 10, hvor han deler posten som stabschef med den kvindelige kollega Fiona Hill i inderkredsen af rådgivere, hvor der i øvrigt er klart overtal af kvinder.

Timothy er opvokset i et arbejderklassehjem i Birmingham. Han stemte for Brexit, og han er kendt for at være hovedkraften i Theresa Mays linje som en hård nyser i hendes tid som indenrigsminister. Her kom May blandt andet i stiv modvind i forbindelse med en kampagne, hvor regeringen hyrede reklamevogne til at køre rundt i indvandrerdominerede kvarterer med et meget klart budskab til illegale indvandrere, ’Go Home’. Og May har i skarpe vendinger flere gange beklaget sig over de begrænsninger, som Den Europæiske Menneskerettighedskonvention pålægger Storbritannien i udlændingepolitikken.

Nick Timothy er en flittig skribent på det konservative partis blog, Conservative Home, og i et blogindlæg fra april langede han med udgangspunkt i blandt andet udlændingepolitikken kraftigt ud efter de dengang ledende politikere i Storbritannien, som efter hans opfattelse helt havde mistet kontaktet til almindelige mennesker i det britiske samfund. Her slog han til lyd for, at liberal politik, hvad angår frihandel, indvandring og jobskabelse, ikke er en uomgængelig ’nødvendighedens politik’.

”Globaliseringens kræfter gør ikke regeringer magtesløse, og når det handler om mange af de problemer, som nærer den folkelige utryghed – som indvandring, internationale handelsregler og fraværet af en industriel strategi – er regeringens inaktivitet et resultat af beslutninger, som bevidst er truffet af politikere,” skrev Timothy og fortsatte:

”Vore regerende klasser bryder sig måske ikke om det, men det er på tide, at de genoptager kontakten med det folk, de tjener, og at de sætter spørgsmålstegn ved den bevidstløse liberalisme i de politikker, de støtter.”

Centralt placerede proeuropæere

Mens Theresa Mays nærmeste politiske rådgiver således er en socialkonservativ EU-modstander, har hun primært udpeget proeuropæiske ministre til det centrale regeringsudvalg, Udvalget for Økonomisk og Industriel Strategi, som skal føre hendes tanker om en proaktiv vækstpolitik ud i livet. Helt central i dette arbejde bliver den nye erhvervsminister Greg Clark, der også får ansvar for energi og industriel strategi og for den britiske klimapolitik.

Grønne politikere og klimaaktivister har beklaget, at klimaforandringerne ikke længere figurerer eksplicit i erhvervsministerens titel, sådan som de hidtil har gjort. Ikke desto mindre har Greg Clark beskæftiget sig indgående med klimaspørgsmål, og han er en overbevist tilhænger af, at Storbritannien fortsætter sin omstilling til det fossilfattige økonomiske paradigme, som skiftende britiske regeringer har forpligtet sig til gennem EU i mere end 10 år.

”Han har indset, at økonomisk vækst og bekæmpelsen af klimaforandringer går hånd i hånd og ikke er hinandens modstandere. Han har nu muligheden for at koordinere britisk industripolitik, energipolitik og klimapolitik på en måde, som det aldrig er sket før,” sagde Richard Black, tidligere mangeårig miljø- og klimakorrespondent hos BBC og nuværende leder af tænketanken Energy and Climate Intelligence Unit, i forbindelse med Clarks udnævnelse.

Tim Page, toprådgiveren fra fagforeningen TUC, har netop stået bag udgivelsen af den omfattende rapport Powering Ahead, der handler om, hvad britiske industri og erhvervsliv kan lære af Tyskland og Danmark i henseende til at gøre den grønne omstilling til drivkraften i en proaktiv industri- og vækstpolitik.

”Tyskland og Danmark er de førende nationer i Europa på dette område, og med det, vi har hørt og set fra Theresa May indtil videre, har vi god grund til at tro, at hun vil være mere europæisk, når det gælder beskæftigelses- og vækstpolitik, end Cameron-regeringerne har været,” siger Page.

I rapporten opfordrer TUC den britiske regering til at tage ved lære af den såkaldte Energiewende, der har været hjørnestenen i Angela Merkels erhvervs- og vækstpolitik, siden hun tiltrådte som kansler i 2005.

Theresa May er ligesom Angela Merkel datter af en protestantisk præst og barnløs, og hun er flere gange blevet sammenlignet med Tysklands konservative kansler, fordi hun både i sin talemåde og i sit udseende opfattes som kedelig og som en politiker, der ikke bryder sig om det rampelys, som eksempelvis Margaret Thatcher helt åbenlyst nød at befinde sig i.

Både May og Merkel er, hvad man vil kalde no nonsense-politikere, og uanset hvilke ligheder og forskelle man kan finde i deres personligheder, står det klart, at Storbritanniens konservative premierminister og Tysklands konservative kansler i de kommende år ikke ’bare’ er Europas to vigtigste kvindelige politikere. De er Europas to mest magtfulde politikere. Punktum.