I FODBOLDENS VERDEN ER RIVALISERINGEN mellem Barcelona og Madrid det ypperste drama på kloden, med argentinske Lionel Messi som anfører for FC Barcelonas ’våbenløse hær’ og portugiseren Cristiano Ronaldo som ridderen i spidsen for kongeklubben Real Madrid.

I virkelighedens verden er den aktuelle strid mellem den velstående havneby ved den nordvestlige del af Middelhavet og centralmagten i hovedstaden på den castilianske højslette en moderne politisk tragedie – en tragedie, der kan føre til økonomisk tilbagegang og skadelig politisk uro, hvis ikke Europas mest magtfulde politikere viser sig deres ansvar voksent. EU’s paroler om at være forenet i mangfoldighed og tildelingen af Nobels fredspris i 2012 til EU forpligter EU til at komme på banen med andet end den ynkelige strudsepolitik, man fører i øjeblikket i forhold til Catalonien.

EU-systemet har i årtier optrådt i rollen som de europæiske regioners rare onkel, der fra Bruxelles har udskrevet større og mindre checks til de 98 regioner, som de 28 EU-lande består af. Alt fra motorveje og lufthavne til beskyttelse af sjældne dyrearter i lokale vandhuller har kunnet regne med støtte fra EU’s store regional- og socialfond. Det er på den baggrund, at regionalister og selvstændighedsforkæmpere i Skotland, Belgien, Spanien, Italien, Frankrig og andre EU-lande har elsket det Europa, der aldrig har forspildt en chance for at kalde sig regionernes Europa. Men nu er maskerne faldet. Kærligheden er ikke gengældt.

EU er kun regionernes ven, så længe grænserne ligger fast. EU er en klub af nationalstater, og det faktum er der ingen af topfolkene i de europæiske institutioner i Bruxelles, der tør udfordre. Derfor har der været fuld opbakning fra EU-præsident Donald Tusk og EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, til Spaniens regering, selv om magthaverne i Madrid ikke lige frem kan roses for en elegant håndtering af de uregerlige cataloniere. Hverken skotter, flamlændere eller norditalienske lombarder i Lega Nord skal regne med, at EU er deres ven, når det kommer til regulær selvstændighed.

JUNCKER SAGDE I SIDSTE MÅNED LIGEUD, AT ET EU MED 28 medlemslande er mere end rigelig kaotisk. ”Jeg ønsker mig ikke en europæisk union med 98 stater om 15 år,” sagde kommissionsformanden. Det ville naturligvis aldrig komme på tale, at så mange regioner ønsker selvstændighed, men omvendt er det givet, at EU i det kommende tiår ikke kommer uden om at forholde sig til eksempelvis flamlændere og skotter, der gerne vil ud af det nationale fællesskab, de befinder sig i nu, men samtidig gerne vil være del af det EU, som de også er en del af. Hvorvidt flamlændere, skotter og cataloniere skal have lov til at etablere nye selvstændige stater, som, hvad økonomi og befolkningstal angår, vil minde en hel del om Danmark, er et delikat spørgsmål, som der ikke gives enkle svar på.

Til gengæld kan det siges meget enkelt, at vi borgere i EU forventer, at politikere på regionalt, nationalt og europæisk niveau optræder ansvarligt og fører deres politik på baggrund af en sober analyse af virkeligheden. Hér har den catalanske selvstyrepræsident, Carles Puigdemont, og mange af hans allierede svigtet. De har udnyttet den generelle politikerlede, der opstod efter finanskrisen, til at stikke catalonierne blår i øjnene med urigtige beskyldninger mod centralregeringen i Madrid og med helt urealistiske udlægninger af, hvordan fremtiden for et selvstændigt Catalonien vil tage sig ud.

Der er ikke langt fra de usandheder, som Puigdemont og hans venner har bragt til torvs, til de løgne fra de ledende britiske politikere Boris Johnson og Michael Gove, som var med til at overbevise et flertal af briterne om, at Storbritannien vil kunne klare sig bedre uden for EU. Et selvstændigt Catalonien ville eksempelvis aldrig kunne blive medlem af EU, eftersom regeringen i Madrid – med støtte fra ikke mindst Frankrig, som har stærke regionale kulturer i Baskerlandet, Bretagne og andre steder – ville nedlægge veto.

OMVENDT VILLE DET VÆRE PÅ SIN PLADS, OM DE EUROPÆISKE institutioner i Bruxelles fik forklaret nationale magthavere i lande som Spanien, Frankrig og Italien, at de har et betydeligt ansvar for, at det ikke kun er de nationale hovedstadsregioner, der vokser. Tag f.eks. den såkaldte Middelhavsbanan, der krummer sig fra Valencia i Spanien hen over Barcelona til Marseille i Frankrig og videre til Genova i Italien.

Denne kyststrækning har alt, hvad der skal til for at kunne blive et europæisk Californien med innovative vækstvirksomheder og en meget fordelagtig geografi og livsstil. Catalonierne har i mange år drømt om et højhastighedstog på strækningen mellem Valencia og Barcelona, der er Spaniens største byer efter Madrid. En sådan bane giver rigtig god mening, når man kigger på et europakort, men den er åbenbart mindre vigtig, hvis man sidder i Madrid.

Hvis EU skal være en troværdig global aktør – hvilket Mandag Morgen er en stærk tilhænger af – så forudsætter det, at politikere på europæisk og nationalt niveau sørger for, at alle regioner i Europa har optimale betingelser for vækst, demokrati og kulturel udfoldelse. Og derfor nytter det ikke noget, at man på europæisk niveau bare lukker munden og lader regeringen i Madrid håndtere krisen med den nationale forfatnings jernhånd. EU er et fællesskab af flere end 500 millioner borgere, som har krav på, at deres politiske ledere på alle niveauer arbejder for folkets bedste.

Den spanske krise har brug for en europæisk løsning.