Nyrup-regeringerne forsøgte i flere omgange. Det samme gjorde de borgerlige regeringer under både Fogh og Løkke. Ingen af dem med nævneværdig succes. Nu skal uddannelsesminister Morten Østergaard vise, om han er ministeren, der kan levere resultater i med endnu et regeringsforsøg på at fremme innovationen for at sætte fart i væksten i Danmark.

Til oktober vil han løfte sløret for en innovationsplan, der bedømt på de foreløbige udmeldinger ser ud til at blive en af de mest ambitiøse hidtil. Han lægger op til voldsomme forandringer i måden, det offentlige finansierer forskning på, og et skift for de offentlige indkøberes rolle, så de fremover i langt højere grad skal bruge deres budgetter til at presse innovationen i landet frem. Og så skal aktiviteterne styres ind efter et sæt af globale samfundsudfordringer, som kan forventes at skabe efterspørgsel på nye produkter og løsninger. Alt sammen med et mål for øje: flere job og mere vækst.

Østergaard selv skal træde i karakter i rollen som Danmarks Chief Innovation Officer, der kan styre skibet sikkert gennem et minefyldt farvand, for det kræver en hidtil uset grad af samarbejde mellem ministerier, kommuner, regioner og forskningsverdenen, hvis ambitionerne skal føres ud i livet.

Morten Østergaard har ellers holdt forholdsvis lav profil, siden han blev uddannelsesminister, og det er ikke gået ubemærket hen blandt politiske iagttagere. Men det vil ændre sig nu, forklarer han:

“Jeg har ikke noget behov for at vise noget i første kvartal. Min opgave er at vende en supertanker.”

Det er denne supertanker-manøvre, han nu er ved at lægge an til.

Morten Østergaard er ikke nogen typisk mand på posten. Modsat sine forgængere i ministerstolen, sidder han i regeringens magtfulde koordinationsudvalg. Samtidig er han Margrethe Vestagers fortrolige og Det Radikale Venstres uofficielle kronprins. Det er denne centrale placering, han nu skal omsætte til politiske resultater, når han vil foretage det hidtil mest markante opgør med måden, hvorpå de offentlige forskningsmidler tildeles, og gøre det offentlige til en stærk innovationspartner for det private erhvervsliv.

Strategien er Morten Østergaards hjertebarn, som han skal flaske op. Ifølge iagttagere ikke det dårligste bud på en mand til den opgave, men opgavens størrelse taget i betragtning er risikoen for at knække halsen overhængende. En række vækstinitiativer fra forskellige regeringer fra 1990’erne og frem har – som en analyse i Mandag Morgen tidligere har dokumenteret – ikke haft den tiltænkte effekt. Se MM37 fra 2010. Og Østergaards plan har den akilleshæl, at den efter de foreløbige udmeldinger at dømme vil kræve, at en række myndigheder, organisationer, virksomheder og institutioner bryder gamle barrierer ned og etablerer et velsmurt samarbejde.

Som tidligere minister og nuværende uddannelsesordfører Karen Ellemann (V) siger:

“En kæde er aldrig stærkere end det svageste led, og han vil ikke være det svageste led. Men når et så stort projekt skal lykkes, kræver det politisk vilje og en stærk ministerhånd, fordi der arbejdes med et statsapparat, der meget ofte er præget af silotænkning.”

Behov for paradigmeskifte

Først i løbet af efteråret præsenterer Morten Østergaard detaljerne i regeringens innovationsstrategi, men allerede nu tyder meget på, at den langtfra vil ligne de tidligere vækststrategier. Den rummer et grundlæggende opgør med de eksisterende støtteordninger til forskning og udvikling, og den vil i løbet af udmøntningen få konsekvenser for handlen og ageren i samtlige ministerier, kommuner, regioner og forskningsinstitutioner.

Innovationsstrategien er et paradigmeskifte, og det er særdeles tiltrængt. Som analysen “Danmark som innovativ frontløber” i dette nummer af Mandag Morgen viser, er det nødvendigt at tænke radikalt anderledes, hvis en innovationsstrategi anno 2012 skal have effekt. Ikke mindst af den banale grund, at mange andre lande f.eks. Finland, Holland og Storbritannien, allerede er langt fremme på dette felt – med gode resultater – og altså allerede har et forspring.

Skærer man ind til marven, har det danske innovationssystem nemlig ikke den ønskede effekt i form af jobskabelse og vækst, på trods af veldokumenteret højt vidensniveau og store investeringer i forskning og udvikling. Danmark nåede i 2010 målene i Lissabon-traktaten om at kanalisere tre procent af BNP (en procent fra det offentlige og to fra det private erhvervsliv) til forskning og udvikling. Danmark er på dette område en duks inden for EU, hvor flere lande ligger endog et godt stykke fra målet.

Væksten i forskningsmidlerne er sket over de seneste ti år, men den danske vækst i samme periode været blandt de laveste i EU-landene.

Uddannelsesminister Morten Østergaard mener, at vi underpræsterer:

“Vi har et videnmiljø i verdensklasse, men formår ikke at få vækst og udvikling ud af det,” siger han.

Ser man på de danske innovationsaktiviteter, ser det også umiddelbart udmærket ud for Danmark. Ifølge Innovation Union Scoreboard, har Danmark i en årrække ligget helt i top, og ifølge opgørelsen fra 2011 lå Danmark på andenpladsen efter Sverige.

Når advarselssirenerne alligevel hyler, skyldes det andre faresignaler. I førnævnte Innovation Union Scoreboard ligger Danmark ganske vist i toppen målt på den samlede score, men målt på nogle de underliggende parametre som teknologieksport og nysalg rangerer Danmark lavt. Og igen kommer de grundlæggende problemer med at skabe vækst og øge produktiviteten frem på scenen.

Danmark har i de seneste 15 år haft den næstlaveste vækst i produktiviteten blandt OECD-landene, ligesom det halter med jobskabelsen.

Men som Morten Østergaard tørt konstaterer:

“Selv om vi klapper os selv på skulderen, er det jo rimeligt overskueligt, hvor mange store virksomheder, vi har skabt de seneste 10 år. Det har vi helt mistet evnen til. Når man bruger så mange penge på forskning og udvikling, så skal det også være i stand til at give jobs. Det er min opgave at få demonstreret, at det godt kan lade sig gøre,” siger han.

Innovationen halter i Danmark

Forklaringerne på den manglende vækst og jobskabelse ligger selvfølgelig ikke alene i vores manglende evne til at omsætte viden til innovation. Blandt andet er det danske lønniveau steget markant mere end i de lande, som vi konkurrerer med og eksporterer til. Men det danske innovationssystem har en umiskendelig slagside. De relativt store midler til forskning og udvikling akkumulerer læssevis af viden. Det sker dels i universitetsverdenen, dels i virksomhederne, bl.a. når de får adgang til penge målrettet udviklingsprojekter gennem den store mængde puljer som eksempelvis Udviklings- og Demonstrationsprogrammerne (EUDP, MUDP, GUDP), Fornyelsesfonden og Vækstfonden. Men puljerne har også et indbygget problem. Gang på gang oplever virksomhederne og forskningsinstitutionerne et rungende tomrum, når projekterne slutter. For selv om de har udviklet nye teknologier eller nye processer, står det frie marked ikke altid parat til at aftage resultaterne og omsætte dem til nye produkter og ydelser.

Denne mangel på efterspørgsel i markedet ærgrer Ragnar Heldt Nielsen, der leder brancheforeningen. for GTS-institutterne, der har til opgave at knytte forskerverdenen sammen med især små og mellemstore virksomheder.

“Hvis du eksempelvis tager 20 virksomheder med i et projekt, der handler om at udvikle nye metoder til at få succes i Kina, vil netop de 20 virksomheder være klædt bedre på, når projektet slutter. Men hvad med resten af de danske virksomheder? Vi er nødt til at have nogle flere markedsmekanismer i spil, så projekterne lever videre i stor skala,” siger han.

Det er blandt andet her, regeringen ønsker at sætte ind. Hvis indkøberne inden for f.eks. velfærdsområdet i højere grad skal leve op til et mål om nytænkning i de ydelser og produkter, de køber, vil de automatisk kigge efter nye og innovative løsninger. Det vil øge efterspørgslen på innovative løsninger. Det er ikke nogen ny tanke. Takket være en stram miljølovgivning er det præcis, hvad der er sket inden for klima- og miljøområdet i Danmark, hvilket har medvirket til, at flere danske virksomheder inden for grønne teknologier har et forspring og er blevet markedsledere globalt.

Men mens Danmark i de senere år ikke har skruet synligt op for den efterspørgselsdrevne innovation, har man flere steder i udlandet set det smarte i metoden. I England arbejder man meget intenst med det offentliges udbudsrolle, fordi der er tale om en tung indkøber, og i Sverige, der også i rigt omfang arbejder med metoden, er et vigtigt parameter i udbuddene i energisektoren eksempelvis energieffektivet.

Men selv om det er et afprøvet middel, som Morten Østergaard vil tage i brug, er det langtfra sikkert, at det er effektivt, vurderer Susana Borrás, der er institutleder på CBS og ekspert i forskellige nationers innovationsstrategier. Hun fortæller, at efterspørgselsdrevet innovation i stigende grad indgår i landes vækststrategier, men at det sker med skiftende held. Det er ofte svært at få de ønskede effekter, for det kræver et helt nyt sæt kompetencer hos myndighederne og risikovillige politikere.

“Det kræver embedsmænd og udbudseksperter, der har en stærk fornemmelse for visse nye teknologier, eller som ved, hvor staten kan skaffe banebrydende viden. Og det er ikke alle, der er enige om, at embedsmænd kan udvikle disse højt specialiserede kompetencer, eller i det hele taget, at staten skal satse på disse type efterspørgselsaktiviteter i bredt omfang,” siger hun.

Uddannelsesminister Morten Østergaard medgiver, at det bliver en udfordring. Han peger på, det bl.a. bliver vigtigt, at de store globale og samfundsmæssige udfordringer, som er innovationsstrategiens sigtelinjer, defineres korrekt.

”Det bliver rigtigt vigtigt, hvad vi efterspørger,” siger ministeren, der til det formål blandt andet har rådført sig med ledere fra erhvervslivet.

Kun pengene tæller

Ønsket om bedre efterspørgselsdrevet innovation findes også i danske erhvervsliv, der gerne vil støtte om regeringens tilskyndelser til at udvikle bedre løsninger. Men måske er det ikke så enkelt endda, fortæller adm. direktør for medicoproducenten Coloplast, Lars Rasmussen. Det forudsætter, at de offentlige – ofte kommunale – indkøbere rent faktisk er på jagt efter de innovative løsninger. Det er langtfra tilfældet i dag, i hvert fald ikke på sundhedsområdet, fortæller han. Her har de kommunale indkøbere, som Coloplast sælger til, ofte kun et mål, og det er at købe de billigste produkter.

“Jeg er glad for, at jeg ikke er afhængig af Danmark på afsætningssiden – vi sælger kun 1-2 procent her i landet. Danmark er et af de hårdeste markeder at operere i. For indkøberne handler det alene om at finde det billigste produkt, og ikke om at stille brugeren godt. Det lyder måske umiddelbart som en god løsning for skatteyderne, men det er det ikke nødvendigvis” siger han.

Et eksempel: På markedet findes der forskellige typer katetre. Nogle er lette at bruge og gør derfor brugeren i stand til at have en mere behagelig hverdag. Men der findes også modeller, der er mere besværlige, men som til gengæld er billigere. På trods af at de dyrere katetre efter al sandsynlighed vil kunne lette hverdagen for folk og måske få dem ud af den fastlåste og dyre rolle som kronisk syge, går kommunerne i dag konsekvent efter den billigste model.

“Men det er jo yderst relevant at se på kronisk syge i det samlede økonomisk billede. Innovation kunne eksempelvis handle om, at man efterspøger løsninger, der gør personer mere selvhjulpne – til gavn for arbejdsmarkedet, samfundet og den enkelte patient. Men det er i Danmark overladt til de kommunale indkøbere, der ikke har den faglige indsigt,” siger Lars Rasmussen.

Han er ikke ene om at pege på, at en alvorlig udfordring for regeringens strategier, at en lang række kommuner og institutioner skal bakke op, hvis den skal have den ønskede effekt. Under den bombastiske overskrift “Danmark i en tilstand af innovationschok” skriver de 19 af universiteternes 22 innovationsnetværk, hvis rolle er at stille meget specifik faglig viden til rådighed for virksomhederne, at “der skal skabes sammenhæng og synergi mellem flere politikomra°der, ikke bare i Uddannelsesministeriet og Erhvervs- og Vækstministeriet, men ogsa° i sektorministerierne. Innovationsstrategien skal udgøre en samlet strategi for, hvordan blandt andet vores forsknings-, uddannelses-, arbejdsmarkeds-, skatte-, miljø- og erhvervspolitik kan understøtte innovationskapaciteten.”

Opgør med puljer

Foreløbig har Morten Østergaards innovationsstrategi kun været igennem en høringsfase, men meldingen, han har fået, er ofte den samme: ”Vi har mange små og fine og innovative projekter i Danmark, men de render ud i sandet, når projektmidlerne udløber.”

Derfor vil vi også komme til at opleve et opgør med de mange forskellige puljer, som virksomheder og forskningsinstitutioner i dag kan hente støtte fra, siger ministeren. Frem for, som det sker i dag, at støtte forskellige projekter ud fra eksempelvis et teknologisk udgangspunkt, skal det strategiske mål være at løse klare og foruddefinerede samfundsmæssige og globale udfordringer, siger Morten Østergaard:

“Puljer er hver især skabt i den bedste mening, men folk ender med at lave projekter, der passer til puljebeskrivelsen, frem for redskaber, der passer til projekterne,” siger han.

Hvordan den store fejekost præcist skal svinges, ser vi først i løbet af efteråret. Her vil Morten Østergaard også præsentere sit bud på, hvilke globale og samfundsmæssige udfordringer det kan svare sig at sigte efter i en innovationsstrategi. Ifølge Morten Østergaard kunne det f.eks. handle om kronisk syge, nedbringelse af CO2 i transportsektoren eller noget helt tredje – alt sammen i øvrigt uden for hans eget ressortområde.

De første af disse store programmer, som Morten Østergaard kalder dem, forventes klar i 2013.

“Først og fremmest bliver det afgørende, om vi er i stand til at lave en arkitektur, der kan favne de brede programmer. Skal det have succes, skal det løftes op på et niveau, hvor det gennemsyrer det hele, og det stræber vi efter,” siger Morten Østergaard.

Eksemplet med de kronisk syge, viser potentialet i at tænke innovation og opgaveløsning sammen. Mere end 70 procent af de samlede offentlige sundhedsudgifter relaterer sig i dag til behandling eller forebyggelse af kroniske sygdomme. Kan man gøre dette bedre, kan der ligge en kæmpe besparelse på det felt, ligesom det kan forøge livskvaliteten for mange mennesker.

En metode kan være at sætte et mål om at nedbringe antallet af kronikere med 10 procent over fem år og lade det gælde for alle relevante spillere: kommuner, regioner, staten, forskningsinstitutionerne og virksomhederne, for at alle bidrager til at nå målet. Det vil skabe et behov for at forbedre processer, virksomheder vil kunne byde ind med nye løsninger, og udenlandsk ekspertise – virksomheder og forskere – vil få en god grund til at rejse til og investere i Danmark.

“Forestiller vi os, at vi bliver dét land, der tager toppen af udgifterne til kroniske patienter, så vil man jo valfarte hertil fra andre lande,” siger Morten Østergaard og betoner den dobbelte gevinst:

“Vi får løst et samfundsmæssigt problem, og samtidig får vi skabt grundlaget for, at virksomheder får et fantastisk udstillingsvindue,” siger han.

Den rette mand på svær mission

Ambitionerne mangler således ikke hos Morten Østergaard. Spørgsmålet er, om han kan løfte opgaven som Danmarks nye Chief Innovation Officer. Meget tyder på, at han ikke har de ringeste kort på hånden.

Morten Østergaards placering i regeringen er stærk – og i hvert fald langt stærkere end de tidligere ministre i hans embede, Helge Sander (V) og Charlotte Sahl Madsen (K). Morten Østergaard flankerede Margrethe Vestager under de lange forhandlinger om regeringsgrundlaget i Crown Plaza-tårnet, og han sidder med i regeringens koordinationsudvalg. Alene dét gør ham stærk, mener ekspert i politisk kommunikation fra RUC, Rasmus Jønsson.

“Det er en kæmpe styrke, og han har forudsætningerne for at kunne fylde mere. Margrethe Vestager lytter til ham, han sidder som kronprinsen i regeringens stærkeste parti. Det er også derfor, at man har placeret ham i det ministerium. Han er en stærk mand, der skal kunne tale området op,” siger Rasmus Jønsson.

Margrethe Vestager siger selv om Morten Østergaards centrale rolle:

”Han er en politiker, der kan sit håndværk, og vil derfor gå målrettet efter at få udviklet en innovationsstrategi, hvor en stærk offentlig sektor med uddannelsessystemet i ryggen, bliver en drivkraft for innovation. Derudover kan Morten skabe et samspil mellem love og regler – og den egentlige indsats, der skaber innovationen: andre tilgange, nye måder at organisere sig på, uvante samspil.”

Hun medgiver udfordringens kaliber:

”Det vil kræve en ekstraordinær indsats for at sikre, at det offentlige bliver en innovationspartner i samspil med det private erhvervsliv. Men uanset sværhedsgraden er det afgørende for at løse problemer og frem for alt skabe nyt, så vi får en bæredygtig vækst og flere kommer i arbejde. Det er for mig at se en afgørende forudsætning for, at strategien får succes,” lyder det fra økonomiministeren.

Blandt Morten Østergaards styrker synes også at være, at han faktisk er temmelig vellidt på Christiansborg. Af iagttagere betegnes han som godt begavet, og god til at skabe kompromisser, og så har han et sælgergen.

Formand for Uddannelsesudvalget, Rasmus Prehn (S), betrådte Folketinget første gang i 2005, samtidig med at Morten Østergaard fik sin folketingsdebut. De begyndte begge som boligordførere.

“Morten er god til at samarbejde. Han tænker skævt, og er ikke bange for at lytte til folk med anderledes idéer. Han er generelt meget afholdt internt i regeringen,” siger Prehn og vurderer, at Østergaard besidder evnerne til at skabe de nødvendige alliancer på kryds og tværs, der kan skabe sammenhold om at løse de store fælles udfordringer frem for nidkær kassetænkning i de enkelte institutioner.

“Han er meget samarbejdsorienteret, tager ting alvorligt og er god til at skabe kompromisser. Andre politikere har rundsave på albuerne og er meget aggressive, og så føler man, at man bliver snydt efter en aftale,” siger Rasmus Prehn.

De positive skudsmål går også igen fra en politisk modstander som Karen Ellemann (V), der sidder i Folketingets Uddannelsesudvalg.

“Jeg har kun pæne ord tilovers for Morten Østergaards evne til at være samarbejdsvillig, til at være i dialog og være velforberedt. Senest mødtes vi i forhandlinger om læreruddannelsen, og han er inde både i sine ting, og en god sælger. Det skal man ikke underkende i det politiske arbejde, og det er der, han vil kunne have en fordel,” siger hun.

Men selv om Morten Østergaard formenlig er et af regeringens bedste bud på en minister, der kan skabe store forandringer i det danske innovationssystem, betyder det ikke, at han kommer til at sejle i smult vande. Som frontmand for innovationsstrategien skal Morten Østergaard navigere uden om flere miner. Blandt de største udfordringer er:

• En kæde er som bekendt ikke stærkere end det svageste led, og hvis kommunerne eller regionerne ikke kan se den samme fordel i at følge regeringens stort anlagte innovationsprogrammer, kan Morten Østergaard meget hurtigt kravle slukøret tilbage til skrivebordet og begynde forfra.
• Internt i regeringen skal gejsten også holdes oppe. Morten Østergaard får brug for at have hænderne helt nede i maskinrummer og nidkært følge op på innovationsstrategien. I statsapparatet er der altid en risiko for, at sådanne ting kan blive syltet på 4. kontor.
• Hele det offentlige indkøbssystem skal styrkes, og der skal gøres op med tankegangen om, at den billigste løsning nødvendigvis er den bedste. Og så kommer spørgsmålet: Hvem skal så dække de huller, der dukker op i de kommunale budgetter?
• Reformen risikerer at sygne hen i lyset af andre politiske sager, fordi det ikke har så meget medietække som en skattereform, der berører danskernes privatøkonomi. Set med de optimistiske briller er der dog plads, hvis Morten Østergaard evner at tale sagen op. Ifølge ekspert i politisk kommunikation fra RUC, Rasmus Jønsson, plads til en ny og stor dagsorden, efter at vi ikke længere taler om skattereform.

Ikke overraskende erklærer Morten Østergaard sig indtil videre fortrøstningsfuld. Han har endnu ikke mødt nogen “mure”, måske fordi reformen i hvert fald på regeringsniveau er en del af den samlede ambition i regeringsgrundlaget.

Så han tror på, at opgaven nok skal lykkes, men erkender også udfordringens tyngde og den svære politiske svendeprøve, han står over for:

“Derfor har det fået en fremtrædende placering i regeringsgrundlaget. Vi er udmærket klar over, at vi skal have implementeringssiden med, og at der er mange ting, der skal spille sammen,” siger han.

“Der er en ekstrem lydhørhed over for den nye tilgang, hvor vi laver en innovationsarkitektur, der kan rumme programmer, der har en stor skala, og som for alvor kan gøre en forskel. Opgaven er at få lavet en organisering, der kan matche det ambitionsniveau. Det bliver næste fase,”siger han.

“Heldigvis droppede vi at skære ned på forskningsbudgetterne, så der er mange penge i spil. Og det plejer at skærpe interessen.”

Uddannelsesminister Morten Østergaard kalder opgaven med at skabe et velfungerende innovationssystem for sit hjertebarn, og han er parat til at kæmpe og spille på alle sine tangenter. Om det er nok, det må tiden vise, men han bringer i hvert fald sig selv i spil og ved, at det kan koste på eftermælet, hvis det kikser.

“Så vil folk endnu en gang trække på skuldrene af blålys-snak om innovation,” som han konstaterer.