Da Dong Energy i denne uge solgte sine olieaktiviteter til spotpris, blev det med syvtommersøm slået fast, at Danmark som land og som hjemsted for Dong Energy og Maersk-koncernen har truffet en strategisk beslutning om, at vedvarende energi er fremtiden.

Olie og gas er noget, vi overlader til andre som Schweiz-baserede INEOS, der nu køber Dongs olieaktiviteter, og til Gazprom, som i de kommende mange år skal levere gas til Danmark.

Dongs koncernchef Henrik Poulsen sagde lige ud, at salget markerer en milepæl i den strategi, som hans forgænger, Anders Eldrup, valgte, da han for 10 år siden lagde grunden til at gøre Dong Energy til verdens førende grønne energiselskab.

”Vores identitet er nu, at vi er et rendyrket vedvarende energiselskab. Vores omstilling fra at være et fossilt selskab for nogle få år siden til at være et rendyrket grønt selskab er tilendebragt,” sagde Dong-chefen og tilføjede, at vejen fremad handler om grøn vækst gennem en ekspansion af havvindforretningen og af bioenergien.

Endemålet er ifølge Henrik Poulsen, at Dong Energy skal have, hvad han kalder grønne sammenhængende energisystemer.

Danske erhvervskommentatorer hæftede sig ved to forhold i forbindelse med salget. For det første, at Dong fik en relativt lav pris på 8,7 mia. kroner for sine olieaktiviteter, som nu bliver en del af INEOS-koncernen med alt, hvad det indebærer af usikkerhed for de ansatte.

60 pct. af INEOS ejes fortsat af virksomhedens grundlægger, briten James Ratcliff, der er en omdiskuteret forretningsmand med smag for store handler, aggressiv skatteplanlægning og konsekvent omstrukturering af tilkøbte aktiver.

For det andet reagerede analytikere og kommentatorer med overraskelse over, at Maersk ikke købte Dongs olieaktiviteter. Det har i flere år været ventet, at Dong ville afhænde sine olieforretninger, og at disse aktiviteter ville lande hos Maersk.

Kursskiftet i Maersk

Men sådan gik det altså ikke. Og det skyldes formentlig, at Maersk-ledelsen med den kontrollerende ejerfamilie bagved har ladet sig inspirere af den udviklingstrend, som Mandag Morgen har beskrevet over de seneste år: At udvinding og salg af olie er blevet en risikabel industri præget af svingende priser og på langt sigt faldende efterspørgsel. I september 2016 skrev Mandag Morgen en analyse, som på baggrund af interviews med fem uafhængige eksperter indikerede, at Maersk er på vej ud af olieindustrien.

Selskabet er i realiteten en gigant på to lerfødder, eftersom både global containertransport og olieudvinding er forretningsområder under pres. I en tid, hvor verdenssamfundet er gået til kamp mod den globale opvarmning, og hvor Kina ikke længere kan levere de lave lønninger, som i årtier har gjort det til verdens gigantiske fabrikshal, er det ikke rart for Maersk at være engageret i olieudvinding og i transport af industrivarer fra Asien til Europa og USA.

Et par dage senere, i september 2016, meddelte Maersk, at man ville splitte det gamle konglomerat op i en transport-division og en energi-division omkring olieforretninger i Maersk Oil, som skulle koncentreres omkring selskabet nordeuropæiske forretninger, efter at man ikke havde fået profitable koncessioner i Qatar forlænget.

Når Maersk i maj 2017 siger nej tak til at købe Dongs aktiviteter, som Maersk i alle henseender vil være en oplagt køber af, kan det dårligt læses anderledes, end at Maersk-koncernen ser olieudvinding, som noget man vil ud af, og altså ikke som et attraktivt fremtidigt forretningsområde.

All green

Dong Energy og Maersk-koncernens strategiske fravalg af fossile energiforretninger er en understregning af de dybe forandringer, som i disse år finder sker i Danmarks energi- og industrimæssige konfiguration.

Nye energikilder bygger på nye teknologier, som leveres af nye og af omstillingsparate gamle virksomheder. Det stiller nye krav til uddannelse, innovation og forskning, og det skaber ny vækst i nye sektorer.

Mens Dong melder klart ud, at man går all green, har Maersk-koncernen endnu ikke meldt andet ud, end at transportforretningen er kerneforretningen, og at det er energiforretningerne ikke. Men med valget af Jim Hagemann Snabe som bestyrelsesformand har Maersk-familien markeret, at man er på vej ind i en ny tidsalder. Snabe, der er tidligere global topleder i tyske SAP og også kommende bestyrelsesformand i Siemens, er it-mand og stærkt optaget af begreber som digitalisering og bæredygtighed. Det rimer rigtig dårlig med olieudvinding, men er til gengæld bærende søjler i den grønne omstilling.

Hverken hos Dong eller Maersk vil man formentlig bryde sig om at indrømme det. Men begge steder synes man at have indset, at vindkraftavantgarden hos Tvind og Socialdemokraternes tidligere formand, Svend Auken, havde ret, da de i 1970’erne råbte: ”Hvad skal ind? Sol og vind!”.

LÆS OGSÅ:

Danmark lægger planer for den sidste olie

Efter PSO-forliget skal regeringen nu have styr på rammevilkårene for de næste tre-fire årtiers udvinding af olie og gas, inden Danmarks fossile guldæg i Nordsøen går på pension. Det er i det perspektiv, man skal se den aktuelle armlægning mellem Mærsk og Finansministeriet om det meget omtalte Tyra-felt.

Kursen er sat: Maersk på vej ud af olieindustrien

Maersk er en stenrig kæmpe på to lerfødder. Global containertransport og olieudvinding er begge solnedgangsindustrier truet af disruptive kræfter. Industrikonglomeratet vil inden 2025 være ude af olieindustrien og i stedet satse på bæredygtige erhvervssektorer, vurderer eksperter.

Oliekollaps truer finansgiganter