Kampen mod velfærdens sociale smertensbørn står højt på den politiske dagsorden, når Folketinget samles igen efter sommerferien. Regeringen har en stribe planer i støbeskeen i håb om at få bugt med nogle af udfordringerne.

Milliarder af skattekroner skal bruges på indsatser, der giver mest værdi for borgerne, og ikke ud fra stive regler og gamle rutiner. Innovationsminister Sophie Løhdes (V) drejebog til den formentlig største reform af den offentlige sektor i 10 år begynder at tage form, og den vil blive en af den kommende politiske sæsons helt store slagmarker. De mange uløste problemer inden for psykiatrien forsøger regeringen også at knuse med sin kommende plan på området.

Hvor vidt regeringen så får succes med sine planer, er en helt anden sag. Og trods ambitioner adresserer regeringen ikke hovedproblemet: at indsatser for milliarder af kroner år efter år ikke skaber fremgang og udvikling hos de borgere, der har allermest brug for det. På en række områder går udviklingen endda den forkerte vej.

Mandag Morgen udpeger i denne analyse Danmarks syv sociale dødssynder, hvor udgifter i milliardklassen ikke hjælper udsatte borgere til et bedre liv, og hvor problemerne fortsat tårner sig op. Analysen bygger på samtaler og interview med forskere, analytikere og andre eksperter på området. Se tekstboks.

Den ophedede politiske diskussion af, hvor meget eller hvor lidt udgifterne til velfærd må stige, har det med at stjæle fokus fra en langt mere afgørende diskussion, nemlig hvordan velfærdsmilliarderne kan bruges bedre. Trods den astronomiske regning gentages den samme type indsats år efter år. Der bliver alt for ofte trykket på repeat, når politikerne bevilger, og når sagsbehandlerne går i gang.

Mette Deding, udviklingsdirektør i VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, formulerer det således:

”Vi spørger alt for sjældent om, hvad det er for et liv, vi gerne vil være med til at skabe for de borgere, vi hjælper. Det er virkelig, virkelig vigtigt at stille det spørgsmål, for svarer vi ikke på det, ender indsatsen tit som korttidsbehandling og ikke som langsigtede investeringer i bedre liv.”

Sisyfosarbejde

Danmarks syv sociale dødssynder spænder lige fra problemer med integration af ikkevestlige indvandrere, hvor særligt kvinderne hænger fast på overførselsindkomst, til problemer med gruppen af særligt udsatte unge, der trods gode konjunkturer hverken er i uddannelse eller har et job. Se øvrige historier i temaet.

Fælles for dem alle syv er, at det trods mange års kamp ikke er lykkedes at få bugt med problemerne, og at de hver især koster samfundet milliarder af skattekroner hvert eneste år.

Tag nu bare et eksempel som anbragte børn og unge. Normalt er et 100-års jubilæum altid værd at fejre, men når Danmark hvert eneste år siden 1918 har anbragt ca. 1 pct. af en ungdomsårgang uden for deres familie, er der mere grund til eftertanke end til fest. På trods af at samfundet hvert år bruger milliarder på at hjælpe disse unge, dokumenterer talrige forskningsundersøgelser, at anbragte børn får et markant dårligere liv end andre børn.

Et andet eksempel er psykiatrien. Her tårner problemerne sig også op. Næsten 700.000 danskere er i dag i medicinsk behandling med psykofarmaka, og antallet af patienter med kontakt til et af de psykiatriske sygehuse er steget med næsten 30 pct. bare siden 2010. Stigningen er størst i børne- og ungdomspsykiatrien. Samtidig skrider regeringens mål om at reducere brug af tvang i psykiatrien.

Et tredje eksempel er den store gruppe af unge, der ikke kommer i gang med en ungdomsuddannelse, når de forlader folkeskolen, og som 25-årige stadig ikke er kommet i gang. Denne gruppe udgør en rimelig stabil andel på 7-8 pct. af hver eneste ungdomsårgang, og selv de seneste års gode økonomiske konjunkturer har ikke kunnet trække dem ind på arbejdsmarkedet.

Mette Deding understreger, at der er tale om tunge problemer, som ville have vokset sig endnu større, hvis samfundet blot havde ladet stå til. Men når udviklingen område efter område ikke rigtig flytter sig, er der behov for eftertanke og også behov for at spørge, om den nuværende tilgang er den rigtige. Og det spørgsmål stiller man alt for sjældent. 

”Vi hænger fast i bestemte måder at løse problemer på og tænker alt for ofte ikke i alternative muligheder. Derfor er det befriende at høre, at Roskilde og Københavns kommuner sammen med Rockwool Fonden skubber ønsket om at uddanne udsatte unge lidt til side og først fokuserer på at få dem i arbejde,” siger Mette Deding.

Hun henviser dermed til et projekt, hvor de to kommuner går helt nye veje i forsøget på at få flere af de udsatte unge i gang, så de ikke ender i et langt liv på samfundets sidelinje.

Systemfejl udbedres ikke

Nytænkning af velfærden kan ellers have svære kår i en offentlig organisation, hvor frygten for at begå fejl gennemsyrer hverdagen. Derfor er der behov for at opbygge en kultur, der tillader forsøg og også tillader fejl, lyder opfordringen fra eksperterne.

Bare det at fejle kan lyde dramatisk, når der er tale om mennesker. På den anden side fejler hele indsatser, når de ikke skaber udvikling eller fremgang for borgerne. I diskussionen af nulfejlskulturen overser man alt for ofte, at den største fejl kan være at fortsætte som hidtil. Den næststørste fejl er, at ingen råber vagt i gevær, når en indsats år efter år ikke skaber forandringer.

”Vi er ved at skabe et system, hvor kontanthjælpsmodtagerens børn også bliver kontanthjælpsmodtagere. Udviklingen går ovenikøbet i den gale retning, og vi spørger ikke hinanden om, hvad vi gør forkert,” siger Knud Aarup, en af landets førende eksperter i socialpolitik og tidligere direktør i Socialstyrelsen.

Man spørger heller ikke, om den udbredte adskillelse mellem bestiller og udfører på det sociale område er den rigtige. Adskillelsen af de to funktioner er en central del af new public management og betyder, at en myndighedsperson i forvaltningen visiterer en borger til bestemte ydelser, som så bestilles hos en anden del af forvaltningen, der udfører opgaven.

Adskillelsen af de to funktioner komplicerer feedbackmekanismerne mellem praktikere og bestillere, en mekanisme, der ofte er forudsætningen for at lære af eventuelle fejl eller mangelfulde indsatser.

På sundhedsområdet har en læge oftest begge opgaver, så han eller hun både diagnosticerer og bagefter sætter gang i en behandling.

”Men på det sociale område er der langt fra de sagsbehandlere, der møder problemerne hos borgerne, og dem, der bagefter behandler problemerne,” konstaterer Knud Aarup.

Øget fokus på forebyggelse 

De reelle sociale udgifter til udsatte unge og voksne udgør ifølge Børne- og Socialministeriets seneste socialpolitiske redegørelse fra 2017 cirka 46 mia. kr. om året og berører næsten 170.000 personer. Det er imidlertid kun en del af de udgifter, der anvendes til udsatte borgere. Derudover findes der milliardposter i fire andre ministerier: Beskæftigelses-, Integrations-, Sundheds- og Undervisningsministeriet. Derfor er posten på de 46 mia. kr. kun toppen af isbjerget.  Se figur 1.

Der er altså mange milliarder i spil på det sociale område, men kun en meget lille del går til forebyggelse. Langt de fleste penge går til ’behandling’ af sociale problemer, når skaden er sket. Mette Deding opfordrer til at nytænke forebyggelse, så den rammer de rigtige grupper mere præcist, end tilfældet er i dag. 

”Vi prøver at løse problemerne, når de er opstået, i stedet for at sætte ind lidt før. Det er selvfølgelig svært, fordi man først bagefter ved, hvem man skulle have sat ind over for. Men som samfund fokuserer vi ikke nok på, hvad det vil sige at forebygge sociale problemer. Det er så nemt at sige ’mere forebyggelse’. Det svære er at afgøre, hvad forebyggelse kan indebære og for hvilke grupper,” siger hun.