Politik er intet andet end et spil, der handler om at vælte modstanderens korthus og i stedet bygge sit eget så stabilt som muligt. Lovforslag er noget man handler med, og folkets skæbne afgøres af intrigante strateger, hvis eneste mål er at sætte sig på de mest magtfulde taburetter. Sådan portrætteres det politiske liv i hvert fald i den meget populære dramaserie House of Cards, der har trukket alle med hang til politiske intriger hen foran skærmene.

Men er det den virkelige politiske verden, serien viser? Flere har peget på, at serien har mange genkendelige aspekter fra virkeligheden, men som tidligere særlig rådgiver med daglig gang på Borgen kan jeg sige, at der trods alt er langt fra dansk politik til House of Cards.

Danske politikere bliver ikke rige, og den enorme magt, som hovedpersonerne i den amerikanske serie tillægges, har meget få i den virkelige verden – i hvert fald i Danmark.

Samtidig har danske politikere, når deres politiske karriere afsluttes, ikke udpræget let ved at finde nye prangende job. Så det er trods alt ikke grådighed efter penge og magt, der driver vores hjemlige folkevalgte frem. Min oplevelse er, at idealer og troen på, at de kan gøre verden bedre, spiller en afgørende rolle for et altovervejende flertal af de danske politikere. Det er vælgerne dog langtfra klar over, fordi politikerne sjældent trænger igennem med denne side af dem selv.

I den politiske verden, som de fleste danskere præsenteres for, huserer derimod korthusene. Her bruges skatte- og bilagssager som kasteskyts, der kæmpes for at uddele næser nok til at vælte ministre, og mærkesager fordufter i bytte med den rette taburet. Det, alle snakker om, er alt andet end indhold.

Medierne og folketingsmedlemmerne går i selvsving over Den Hemmelige Socialdemokrat, mens erhvervsuddannelsesreformen forhandles i baggrunden, da gættelegen om den nye Mefisto giver flere læserklik end den politiske diskussion.

Stor opbakning til fløjene

Politikerne hopper med på legen, fordi meningsmålingerne ofte er det, der står tilbage, i en politisk hverdag, hvor de reelle holdninger ligger tæt op ad hinanden. Det skyldes ikke, at politikerne ikke længere er idealistiske, eller at journalisterne ikke er interesserede i at oplyse befolkningen. Der er bare få, der bryder fri og skaber rum til refleksion – dels fordi det kræver mod til at gøre noget andet end alle andre, dels fordi kampen om tallene presser både politikere og medier.

Det gamificerede portræt af det politiske liv påvirker tilliden til vores politikere, der er på sit laveste siden jordskredsvalget i 1973. Det viser en netop offentliggjort undersøgelse, som Wilke har foretaget for Jyllands-Posten.

Mistilliden afspejler sig i befolkningens holdning til de politiske forslag, der virker til at overlade mere magt til politikerne. Vi ser eksempelvis en voksende modstand mod EU’s nye patentdomstol, fordi folk hellere vil have ”mere demokratisk kontrol med domstolene end mere magt til EU-politikerne,” som der står på Facebook-siden Nej til EU’s patentdomstol. Her udtrykkes en generel frustration over ikke at kunne gennemskue tingene – en frustration, som måske spiller en større rolle end selve patentdomstolen.

Derfor er der også en sjældent stor opbakning til de partier, der positionerer sig i opposition til magteliten – især Dansk Folkeparti og Enhedslisten og i lidt mindre grad Liberal Alliance. Dansk Folkeparti står i den nyeste meningsmåling fra YouGov på vegne af Metroxpress til at høste 23,8 pct. af stemmerne og 42 mandater i Folketinget. De er således kun marginale 0,5 procentpoint fra at overhale Venstre som Danmarks største parti.

Lad den bedste ide vinde – og vind vælgerne

Opbakningen kommer blandt andet, fordi Dansk Folkeparti i øjeblikket er det parti, der mest konsekvent viser vilje til pragmatisk at samle gode ideer op fra begge sider af det politiske spektrum og samtidig udtrykker klar protest mod etablerede magtbastioner som f.eks. økonomiske eksperter eller EU. Denne form for pragmatisme ser vi ikke fra de etablerede partier på midten.

De nuværende vælgerstrømninger efterlader muligheder for de politikere på midten, som trods deres placering har lyst til at udfordre strukturerne og gamificeringen af dansk politik. Den, der har modet og tør sætte sig ud over slagsmålet, har vælgere at vinde, fordi han eller hun kan vise, at politik stadig handler om idealer og visioner for samfundet.

Bill Clinton gjorde det i 1991, da han kæmpede for at nå præsidentposten i primærvalgene. I en debat i New Hampshire roste han sin modstanders ide med en pointe om, at man i politik ikke må afvise de bedste ideer, bare fordi man ikke selv fik dem.

Nok blev Clinton ikke præsident i to valgperioder på grund af den udmelding, men hans præsidenttid var kendetegnet ved, at han gang på gang viste, at han som leder først og fremmest søgte gode løsninger og var åben for andres ideer – uanset hvilken politisk side ideerne kom fra.

I Danmark vil vælgerne være lige så lydhøre over for en politiker, der viser det samme mod. For det kræver mod at give sin modstander ret. Man skal turde tage førerhatten på og alliere sig med dem, der har de bedste ideer uanset partifarve. Men den politiker, der tør bryde med den nuværende spil-logik og de evige kampe om selvprofilering på andres bekostning, kan vise, at politik stadig handler om sagerne og ikke om politiske point.

Spørgsmålet er, om der er nogen i den lune midte, der for alvor tør sætte sig ud over spillet og melde sig ind i kampen for de bedste løsninger. Det er ikke sikkert, at det vil være populært internt i partierne – men det vil til gengæld være det hos befolkningen.

Læs flere af Peter Golls indlæg her.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.