Finanstilsynet accepterede ikke bestyrelsens interne kandidat, chef for wealth management Jacob Aarup-Andersen, som ny topchef i Danske Bank.

Uagtet mandens kvalifikationer og evne til efter bestyrelsens opfattelse at videreføre hvad der – inden hvidvaskskandalen i Estland dukkede op – har været gode år for Danske Bank, er det formentlig en klog beslutning. Nogle begivenheder er af en sådan kaliber, at et ’undskyld’ ikke er nok.

En ny udefrakommende chef samt en anseelig udskiftning i bestyrelsen ser ud til at være nødvendig, hvis Danske Bank på troværdig vis skal kunne lægge sagen bag sig. Af langt større betydning for Danmark er det imidlertid, hvilken effekt hvidvaskskandalen vil have for vores nationale forhold til resten af EU, til bankunionen og i sidste ende til den fælles valuta, euroen.

Sagen er nemlig den, at denne skandale blot er én i en række af begivenheder i de senere år, som gør det klart, at Danmark på sigt fortsætter i det samme (slæbe)spor i Europa.

10 år efter at staten måtte redde Danske Bank, illustrerer skandalen, at en bank af den størrelse og med en balance på flere gange Danmarks BNP og med en bestyrelse, der uvægerligt består af den danske forretningsverdens spidser, ikke på troværdig vis og i realtid kan reguleres fra København. Banken og dens bestyrelses politiske indflydelse i Danmark er for stor til, at Finanstilsynet i tide, og inden pressen (måske) via afsløringer skubber til den folkelige opinion og dermed politikernes fokus, kan forventes at kunne sige stop til topfolkene fra Holmens Kanal.

Derfor bør denne skandale give det sidste skub til, at Danmark i 2019 søger optagelse i den europæiske bankunion, hvorefter et mere afpolitiseret tilsyn med Danske Bank vil ske fra ECB i Frankfurt.

Det taler også for et hurtigt dansk medlemskab, at de seneste års bankkriser i eurozonen klart viser, at risikoen for, at skatteborgere i andre medlemslande kommer til at betale for et medlems bankkrak, er meget lav. Det er i altoverskyggende grad ejerne og kreditorernes penge, som står på spil i den europæiske banksektor.

Trump og Brexit peger samme vej

Det er imidlertid to andre internationale begivenheder, som gør, at danske politikere med interesse for regeringsansvar ikke længere kan fortsætte den danske forbeholdskurs i Europa: Valget af Donald Trump til amerikansk præsident og Brexit.

Donald Trumps mangel på hæmninger, moral og fokus på USA's historiske og langsigtede nationale interesser sætter i hidtil uset grad det regelbaserede system af internationale organisationer etableret efter Anden Verdenskrig under pres. Denne udvikling er specielt farlig for små åbne økonomier som den danske, der, nu hvor regulerede normer i international politik og økonomi tæller for mindre, nemmere vil kunne komme under pres fra store nationer som USA eller Kina.

I en global økonomi, hvor samhandlen i stigende grad foregår inden for tre store handelsblokke – EU, Nordamerika og Asien med Kina i centrum – vil et fuldgyldigt medlemskab af en fuldt regelbaseret klub med egen uafhængig domstol som netop EU være af stadig større værdi for et land som Danmark.

USA's enorme statsgæld, Donald Trumps hyppige politiske og økonomiske angreb på USA’s allierede og ikke mindst det faktum, at han i dag fortsat har omkring 85 pct. opbakning fra de republikanske vælgere, gør det samtidig klart, at Danmarks sikkerhedspolitiske hjørnesten siden 1949, nemlig NATO’s artikel 5, ikke længere har den værdi, den havde indtil november 2016. Små europæiske lande er i stigende grad nødt til at søge deres sikkerhed i nye regionale sikkerhedspolitiske strukturer. Det vil i realiteten sige fuldt medlemskab af EU’s nye militære klubber og projekter.

Indlysende politisk svar

Mens Donald Trump øger værdien af Danmarks EU-medlemskab markant, skaber Brexit en række fundamentale forandringer i EU’s interne magtbalancer og måde at fungere på.

Brexit vil betyde, at de 19 lande i eurozonen med nu omkring 85 pct. af EU's samlede BNP vil dominere EU økonomisk. Det vil specielt kunne mærkes i den finansielle sektor, hvor Londons finanscentrum ikke længere vil være så let tilgængeligt fra Danmark, og de mindre finanscentre i Frankfurt, Paris og andre byer i eurozonen pludselig vil spille en større rolle.

Brexit er derfor i sig selv endnu en grund til, at Danmark snarest bør melde sig ind i bankunionen, fordi det er i det forum, at danske mærkesager som vores realkreditmodel effektivt kan forsvares. Politisk vil 8 EU-medlemslande stadig stå uden for euroen efter Brexit, men de vil kun udgøre ca. 23 pct. af EU’s samlede befolkning og dermed langt under de krævede 35 pct. (fra mindst 4 medlemsstater), der kan blokere for beslutninger taget med kvalificeret flertal i EU’s ministerråd. Risikoen for, at ikke-euromedlemmerne stemmes ned langt oftere efter Brexit, er derfor forøget.

Derfor bør en ansøgning om dansk medlemskab af bankunionen være det indlysende politiske svar efter det kommende folketingsvalg. Danmark har behov for at søge tættere tilknytning til EU’s kernelande. På Christiansborg kan man ikke være blind for, at de seneste års begivenheder gør det stadig mere fordelagtigt for Danmark på mellemlangt sigt at melde sig ind i euroen.

Danmark kan ændre på EU’s kurs

Her er det vigtigt at forstå, at en eventuel dansk indtræden i euroen fundamentalt vil kunne ændre EU, idet Sverige (ganske som med bankunionen i øvrigt) relativt hurtigt ville følge efter. Da den danske krone allerede er låst fast til euroen, vil de makroøkonomiske effekter af en dansk adoption af euroen være minimale, hvorfor det synes naturligt, at den generelt stigende tiltrækning til den fælles valuta efter Brexit først viser sig i Danmark.

Hvis både Danmark og Sverige går med – og Storbritannien er ude – vil alle EU’s ’gamle’ medlemmer være med i den fælles valuta. Det forhold vil gøre det politisk uholdbart for Polen, det største ’nye’ medlemsland og ikke-euroland, at forblive udenfor. Og hvis først Polen går med, vil resten af de østeuropæiske EU-medlemmer hurtigt følge efter.

Et EU, hvor alle medlemmer om måske ti år er med i euroen, kan synes optimistisk i en tid, hvor ikke-eurolande som Ungarn, Polen og måske snart også Rumænien anklages for fundamentale brud på EU’s retssikkerhedsmæssige principper. Men her skal man huske, at den måske største effekt af Brexit er at vise alle, at man reelt ikke kan melde sig ud af EU (Grønlands relativt smertefrie afgang i 1985 var en enlig svale) uden meget store negative økonomiske konsekvenser.

Det er blevet forstået i både Warszawa og Budapest, hvor hverken Polens stærke mand, Jaroslaw Kaczynski, eller Ungarns premierminister, Viktor Orbán, taler om at melde sig ud af EU. Og hvis et EU-exit i praksis er politisk umulig, vil alle resterende ikke-euromedlemmer efter Brexit påvirkes af de samme pro-euroeffekter som Danmark. En euro med (mindst) 27 medlemmer er derfor mindre usandsynlig, end man skulle tro.

Kædereaktion vil styrke handlekraft

Samtidig vil Brexit som et startskud for yderligere udbredelse af eurozonen få stor betydning for de igangværende forhandlinger om institutionelle reformer – i ikke mindst netop eurozonen. Umiddelbart giver det stadig god mening at fuldende implementeringen af bankunionen, herunder at etablere en paneuropæisk indskudsgarantifond. Men det er åbenlyst, at diskussionerne om en ny finanspolitisk kapacitet i eurozonen vil blive overhalet indenom i et sådant scenario, hvor det pludselig giver mere mening at reformere EU’s eksisterende budget til bedre at understøtte den økonomiske udvikling i et EU, hvor alle benytter euroen.

Samtidig er det givet, at hvis Emmanuel Macrons tanker om ’et mere suverænt Europa’ skal blive til virkelighed, vil udbredelsen af eurozonen til hele EU udgøre det bedste politiske og institutionelle fundament. Det er således et absolut minimum for euroens mulighed for på et tidspunkt at blive et realistisk reservevalutaalternativ til den amerikanske dollar, at alle EU's eksisterende institutioner også er euroens.

Derfor skal man ikke blive overrasket, hvis Macron efter Brexit nedtoner sit reformkrav om et nyt eurozonebudget og i stedet satser på at udbrede euroen til hele EU.

En sådan strategi fra Élysée-palæet vil logisk inkludere, at man vælger en kommissionsformand fra et ikke-euroland – som f.eks. Danmark – for derigennem at øge den nødvendige folkelige opbakning til relativt hurtigt at tilslutte sig euroen. Det vil kunne starte en politisk kædereaktion henimod et nyt og mere handlekraftigt EU.

---

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.