Sommeren er forbi, siger kalenderen. Sjældent har en fyringssæson været mere omtalt end den kommende. Borgere, politikere og virksomheder overalt i Europa er i gang med at forberede sig på et hårdt vinterhalvår i de uldne sokkers tegn.

Og der er meget på spil, lyder analysen fra Christian Zinglersen, der er direktør for EU’s energiagentur, Acer. Det er ikke bare en kamp for at undgå kolde stuer. Det er en kamp for hele Europas energi- og klimapolitik.

”De næste seks måneder er make or break,” siger Christian Zinglersen, da Mandag Morgen møder ham i Indre By i København, godt 1.500 kilometer fra den slovenske hovedstad Ljubljana, hvor han har kontor.

Zinglersen deltog for nylig i Østersøtopmødet, hvor statsledere fra Letland, Estland, Litauen, Finland, Polen og EU-Kommissionsformand Ursula von der Leyen var inviteret til Marienborg af den danske regering. I den såkaldte Marienborg-Erklæring forpligter landene sig til at syvdoble produktionen af havvind i Østersøen frem mod 2030.

Den nye aftale kommer tre måneder efter Esbjerg-Erklæringen, der blev født på Nordsøtopmødet med besøg fra Holland, Tyskland og Belgien.

Erklæringerne er en god mulighed for at vise politisk handlekraft, men de kan også forstås som et løfte. De tilsammen ni lande forpligter sig til at forsyne EU med energi. Det er et løfte om at blive eksportør. Og dermed et bud på, hvem Europa i fremtiden skal være afhængige af. Fra russisk gas til vesterhavs- og østersøvindkraft.

Når Christian Zinglersen siger, at den kommende vinter er make or break, så henviser han til den europæiske energi- og klimapolitik. Hvis ikke de lande, som skal importere fremtidens grønne strøm, stoler på deres leverandører på grund af dårlige erfaringer i vinteren 2022, så får vi et problem.

Faktisk vil det ifølge Zinglersen være tæt på umuligt at løse klimakrisen og den grønne omstilling gennem europæisk samarbejde, hvis ikke alle EU’s medlemslande går igennem de næste seks måneder med en villighed til at være gensidigt afhængige. Kodeordene bliver solidaritet og fællesskab.

”Det er sådan noget, man kan holde skåltaler om. Men det er i krisetider, man beviser, om det rent faktisk holder. For hvis de andre skrotter en, når man har allermest brug for dem, hvorfor i alverden skulle man så gå med på et fælles projekt i fremtiden?”

Det første halve år af krigen har givet os samlingens Europa, lyder vurderingen fra Lykke Friis, der er direktør i Tænketanken Europa. ”Men nu kommer testen: Hvem kender de europæiske vælgere bedst? Er det Putin eller EU’s stats- og regeringschefer?”

Frihedens pris

Er man på udkig efter grunde til at være pessimistisk, skal man ikke lede længe. Nylig erfaring med pandemien viser, at politiske reaktioner på eksistentielle kriser sjældent er udpræget solidariske. I marts 2020 indførte både den franske og tyske regering eksportrestriktioner på ansigtsmasker, hvilket blandt andet betød, at der kom mangel i det italienske sundhedsvæsen, som var ved at bryde sammen under presset fra virussen. Og da vaccinen kom på markedet, blev nationalisme og hamstring den nye normal.

Selv for EU’s kernelande kan det være svært at leve op til alle sine idealer, når krisen presser på.

Denne gang kan vi se krisen komme. Men så meget desto værre.

I hvert fald hvis man skal tro Frankrigs præsident Emmanuel Macron, der i august valgte at starte sit første ministermøde efter den franske sommerferie for åbne døre. Foran et kamerahold steg præsidenten op på den helt store retoriske klinge og begyndte en 12 minutter lang tale.

Vi har krig, voksende illiberalisme i verden og en accelererende klimakrise. Vi står ved afslutningen på en æra, hvor vi har haft overflod, været skødesløse og taget ting for givet. ”Frihed har en pris,” konkluderede Macron.

Et halvt år efter krigen i Ukraine er de europæiske lande nu for alvor ved at omstille sig til regulære krigsøkonomier. I den henseende var Macrons tale at betragte som en generals forsøg på at motivere sine tropper til det forestående slag.

Vi er ikke på vej til at rykke ind i Ukraine for at slås mod russerne. Men frihedens pris kan allerede nu mærkes i de europæiske husholdninger.

Ifølge Kristian Ruby, direktør ved de europæiske elselskabers brancheorganisation Eurelectric, har Europa været ramt af for mange kriser i de seneste år til, at man kan tillade sig at være pessimistisk hver gang, de bryder ud –  så kunne man ikke lavet andet. Men der er alligevel god grund til at forberede sig på en hård tid.

”Vi ved, at det her skal blive værre, før det bliver bedre,” siger han.

Isoleret set er der for elektrificeringens aktører ikke kun dårlige ting at sige om den nuværende situation. Ideen om at kappe båndene til fossil energiproduktion gennem elektrificering har kun fået endnu flere ben at gå på i løbet af 2022.

Det er bare ikke noget, der hjælper på den korte bane. ”Vi kan ikke stille 40 millioner varmepumper op frem mod november,” som Kristian Ruby siger.

Fra russisk gas til alt muligt andet

Det, man til gengæld kan gøre, er at gå i gang med at fylde gaslagrene. 80 procent lyder det mål, EU har sat for alle medlemslande inden den 1. oktober. Og kigger man på den øjeblikkelige status, ser det for de fleste EU-medlemmer ganske lovende ud. 

Men selv hvis lagrene blev fyldt 100 procent, ville det kun være nok til at dække mellem 22 og 30 procent af gasforbruget henover vinteren. Der kan med andre ord ikke spares nok.

En ting er dog energispareplaner og fyldte gaslagre. Hvad Christian Zinglersen især bruger sine vågne timer på at tænke over og bidrage til løsninger på, er hvordan EU finder en ny energibalance. Som leder af et EU-agentur kan Zinglersen ikke træffe beslutninger på vegne af medlemslande. Men han og Acer overvåger markederne, spotter fejl, mangler og behov og kigger på hvilke steder, der kan skrues op for energiproduktionen.

”Europa skal have en ny dimensionering med en anden infrastruktur, hvor mindre kommer fra øst og mere flyder på tværs af landene i forskellige retninger,” siger Christian Zinglersen. Lige nu er EU’s energiinfrastruktur sat op til at fordele en stor mængde russisk gas.

Og det er ganske enkelt et stort problem, særligt når en af hovedfærdselsårerne for den russiske gas, Nord Stream 1, skifter mellem at køre på lav kraft og være helt slukket.

I Tyskland ser man de første ansatser til, hvad der kan blive en ubehagelig debat på hele kontinentet. Ifølge Wolfgang Kubicki, næstformand for Tysklands parlament og medlem af det liberale regeringsparti FDP, er det ikke en påmindelse om tysk strategisk uformåenhed, men et bevis på, hvorfor den reparationsplagede gasrørlednings kontroversielle efterfølger, Nord Stream 2, er nødvendig.

”Vi bør hurtigst muligt åbne Nord Stream 2 for at fylde vores gasreserver op inden vinteren,” lød Kubickis argument. Nord Stream 2, der blandt andet krydser 147 kilometers dansk farvand på sin vej fra Rusland til Tyskland, har kostet 82,5 milliarder kroner og har aldrig været i funktion. Men den står i princippet klar.

”Debatten kører virkelig på de høje nagler i øjeblikket,” siger Lykke Friis, der netop er hjemvendt fra et besøg i Tyskland. Krisen er ifølge Friis tæt på det eneste, der diskuteres i medierne, og alle forslag er oppe at vende. Etagevask, kortere bade, færre lys til julemarkederne og muligheden for at skrue ned for radiatorerne i offentlige bygninger.

Endnu har den tyske regering ikke nået samme konklusion som Kubicki. Siden april er Europas folkerigeste nation gået fra at basere godt en tredjedel af sin gasforsyning på Rusland til i august at være nede under en tiendedel. Og det i en periode hvor de har købt al den gas, de overhovedet kunne komme i nærheden af, så lagrene kan fyldes mest muligt. 

Frihed til ti gange normalprisen

Tyskland og resten af Europa skal fortsætte med at skrue ned for de russiske forsyninger. Det betyder, at alle EU’s 24 specialiserede havneterminaler – de såkaldte LNG-terminaler – skal tage imod al den flydende naturgas, de kan.

På både kort og længere sigt vil den fossile, hundedyre teknologi udfylde en stor del af det hul, den russiske gas efterlader. Europæiske regeringer er blandt andet i kontakt med Algeriet, Qatar og Nigeria. Men også lande som Australien og Canada er på listen over mulige fremtidige samarbejdspartnere.

I de første fire måneder af 2022 eksporterede USA tre fjerdedele af sin flydende naturgas til Europa; en eksplosiv stigning fra 2021 hvor det kun var en tredjedel. Det har blandt andet været muligt, fordi vi på dette kontinent har været villige til at betale.

”Frihed har en pris” kan lyde som højstemt heroisme. Men det er ganske konkret. Flydende naturgas er steget med 1.000 procent i pris over de seneste to år. Prisen for at erstatte Nord Stream 1 vil ifølge beregninger foretaget af kapitalforvalteren Investec lyde på 375 milliarder kroner – ti gange højere end normalprisen.

Det er dyrt for europæerne. Men vi mærker ikke kun selv omkostningerne af vores manglende forsyningssikkerhed.

Rationering og flere timers strømafbrydelser om dagen har længe været hverdag i verdens femte mest befolkningsrige land, Pakistan. Prisstigningerne er i sig selv nok til at slå den økonomisk trængte nation ud i torvene, men manglen på energi skyldes også banal overbudstaktik. Europæiske lande er nemlig villige til at byde så meget mere for den LNG, som producenterne ellers har aftalt at forsyne Pakistan med, at der er forretning i at betale bøden for at misligholde aftalen med Pakistan og i stedet sende sit produkt til et europæisk land.

Kampen for energi er brutal. Ligesom pandemien udstiller og forstærker energikrisen de gældende politiske og økonomiske styrkeforhold. Det viser sig på globalt niveau. Men kampen mellem de økonomisk stærke og svage kan også risikere at bryde ud i lys lue inden for EU’s grænser.

Europas løse gasforbindelser

Alle er nemlig ikke lige i det europæiske energisystem. Bekymringer om ‘balancen’ og ‘dimensioneringen’ af varmeforsyningerne, er ikke bare teknisk nørderi. Det handler om de politiske konsekvenser ved en skæv fordeling af energien: Nedlukkede fabrikker, kolde stuer og i værste fald døden.

Sommerens store europapolitiske aftale ’Save gas for a safe winter’ har opsat mål for, hvor meget EU-landes gaslagre skal fyldes, og hvor meget de skal spare. Med nødplanen har EU’s medlemmer også forpligtet sig til at hjælpe. For Danmarks vedkommende betyder det for eksempel, at vi har en liste på godt 50 virksomheder, herunder Arla, Novo Nordisk og Carlsberg, som kan få lukket gastilførslen, hvis husholdninger eller sygehuse i et andet EU-land står med akut mangel.

Denne selvopofrelsesmekanisme kræver dog, at gassen rent faktisk kan komme fra et EU-land til et andet. Og det kan man ikke tage for givet.

I både danske og europæiske medier får Tysklands situation stor omtale, og. Og landets eksponering for russisk gas er bekymrende. Det har dog den fordel, at Tyskland er et vesteuropæisk land med en stærk forbindelse til sine nabolande. Det samme kan man ikke sige om EU’s østeuropæiske medlemmer.

”Vi har ikke en fuldstændig forbundet infrastruktur i Europa,” forklarer Kristian Ruby fra Eurelectric.

”Og vi har det problem i dele af Østeuropa, at de ikke har andre muligheder end russisk gas.”

Den ubehagelige konsekvens ved de løse forbindelser i Europas energiforsyning er, at vi kan komme til at have kolde europæiske stuer, selvom der egentlig er energi nok.

Det måske bedst stillede land op til den kommende krise, Spanien, har en blandet sammensætning af gas: Dels via LNG, dels via rørledninger fra Nordafrika. Spaniens sårbarhed over for en lukning af russisk gas er begrænset, og den interne forbindelse mellem de spanske regioner gør, at ubalancer kan fikses hurtigt.

Men forbindelsen til resten af Europa, gennem Pyrenæerne til Frankrig, sker via kun to mindre gasrør. Det betyder ifølge Acers Christian Zinglersen, at vi kan risikere at stå i en situation til vinter, hvor der er slukket for varmen i bulgarske husstande, mens der er rigeligt at tage af i Spanien.

”Det er et meget nærliggende scenarie,” siger han.

Netop Bulgarien er blevet lagt under stadig hårdere pres, mens krigen i Ukraine og den truende energikrise er skredet frem. Til oktober afholder landet sit fjerde parlamentsvalg på to år. Den seneste regering lagde en hård kurs over for Rusland og en mere EU-venlig linje, end bulgarerne har været vant til, men blev væltet i juni efter et mistillidsvotum. Energiministeren i overgangsregeringen har lagt noget anderledes fra land, blandt andet ved at åbne diskussioner med Gazprom om levering af gas.

”Man må sige, at de går noget imod trenden,” som Lykke Friis konkluderer og peger på valget i Italien som et andet bekymringspunkt. Bliver Giorgia Meloni fra det yderste højre valgt som premierminister, og baserer hun en del af sit parlamentariske grundlag på den notorisk Putin-venlige Matteo Salvini, kan Italien hurtigt blive en politisk joker.

Solidaritet og godt købmandskab

Samlet set kan man altså identificere indtil flere svage punkter i det europæiske sammenhold, og dem vil Rusland uden tvivl forsøge at udnytte. Alligevel er Christian Zinglersen optimistisk.:Europa kan komme helskindet igennem vinteren uden russisk gas.

”Men ikke uden rationering, og ikke uden at man tilbageholder gas fra nogen, der ellers gerne ville have den.”

Kan det lade sig gøre, uden at nogen dør af kulde?

”Det tror jeg godt, det kan, i hvert fald i princippet,” siger han.

I princippet?

”Det er jo et spørgsmål, om husholdningernes forsyning beskyttes rundt omkring i Europa,” siger Zinglersen og uddyber, at det kræver vilje til at lukke industriproduktionen ned og tage de økonomiske tæsk, det i sig selv medfører.

Han nævner også muligheden for at rationere internt i husstande, så nogle måske kan få varme nok til at varme dele af sit hus op, men må slukke for radiatoren på gæsteværelset. Mange bække små. Måske kræver det ligefrem en mentalitetsændring.

”En positiv ting ved den her situation er, at vi en gang for alle kan lære, hvor værdifuld en ressource energi er,” siger Kristian Ruby.

Går det helt galt det næste halve år, kan EU ifølge Zinglersen tabe hele sit energi- og klimaprojekt på gulvet. Men vi kan også finde en ny erkendelse af, at vi faktisk kan stole på hinanden, når det gælder.

Er man ikke til skåltaler om tillid, fællesskab og solidaritet, kan man måske overtales med lidt forretningslogik. Det kan godt være, at vi i Danmark kan klare os igennem vinteren uden de store problemer.

Men vi vil også gerne have, at der er nogen, som vil købe vores grønne vindmøllestrøm de næste 20, 30, 40 og 50 år. Den solidariske strategi er også den mest langtidsholdbare.

”Derfor er der også noget at kæmpe for de næste seks måneder,” siger Christian Zinglersen.

”Vi skal klare den, for det har stor betydning for, hvad for et samarbejde vi kan skabe i fremtiden.”