Den offentlige sektors innovative helte

Det danske velfærdssamfund skal finde en måde at balancere mellem større krav, stigende behov og højere forventninger fra borgerne på den ene side, og færre hænder og ressourcer til at løfte opgaverne på den anden. Der er derfor stort behov for innovative velfærdsløsninger. Mandag Morgen giver her fire gode eksempler på, hvordan gode løsninger kan se ud i praksis.

Selv om den offentlige sektor er udfordret fra mange sider findes der stribevis af eksempler på gode, innovative løsninger på de velfærdsudfordringer, som kommunerne, regioner og staten står overfor. Der er dog et stort behov for at skabe yderligere opmærksomhed og fokus på succeserne – både for at andre kan få glæde af dem og for at motivere til fortsat nytænkning i velfærdssamfundets frontlinje.

Alle danskere har siden september 2009 haft mulighed for at fortælle Mandag Morgen om innovative velfærdsløsninger inden for fem centrale velfærdsudfordringer. Det har været en overvældende succes, idet der er nomineret over 160 interessante løsninger på hjemmesiden.

Mandag Morgen giver her fire udvalgte eksempler på, hvordan innovative velfærdsløsninger kan se ud i praksis.

Det gode køkken

I Holstebro oplevede kommunen, at kommunens ældre borgere stillede større og større krav til kommunens madservice. De ældre ønskede bl.a. højere kvalitet, større fleksibilitet og flere valgmuligheder. Derfor blev servicedesignprojektet ”Glad for mad” igangsat med henblik på at forbedre kvaliteten og serviceniveauet i kommunens madservice. Projektet har resulteret i markante kvalitetsforbedringer – ikke kun for kommunens ældre, men også for kommunens medarbejdere. Kommunen har nu flere og mere tilfredse kunder, større brugerforståelse, større synlighed, og bedre dialog og samarbejde mellem forskellige faggrupper, der er i kontakt med kommunens madservice og de ældre.
Holstebro Kommunes madservice for ældre »Det Gode Køkken« modtog derfor også KL’s innovationspris i efteråret 2009. Den uddeles til et initiativ, der med små midler har skabt innovativ merværdi. I begrundelsen for tildelingen sagde KL’s direktør Torben Kjærgaard: ”Det Gode Køkken er et godt eksempel på, at den kommunale service kan skabes med borgeren i centrum. Det har skabt god service, stor kundetilfredshed og masser af merværdi for borgere, medarbejdere og Holstebro Kommune.”

Bring Minoriteterne i Spil – Skak på Skoleskemaet

Skak er kommet på skoleskemaet på en række skoler i både København og Århus. Det er organisationen Dansk Skoleskak, der støttet af bl.a. Indenrigs- og socialministeriet, står bag. Dansk Skoleskaks har ikke som mål at få flere børn til at spille skak. Det vigtigste for organisationen er at gøre en social og intellektuel forskel for børn og unge og dermed fungere som brobygger, der overvinder barrierer og introducerer de unge for det danske foreningsliv. For når unge bliver aktive medspillere i foreningsdanmark og tilknyttes rollemodeller, resulterer det ikke blot i positive resultater for den enkelte, men for samfundet generelt.

Skakspillet træner også hjernen og det kan smitte af på børnenes evner i andre sammenhænge og f.eks. forbedre deres matematik- og læsefærdigheder. Og det er ofte lettere at få børnene til at spille et spil skak med forældrene derhjemme om aftenen end at lave almindelige lektier. Det fælder ikke mindst i de to-sprogede hjem.  Skakspillet anses nemlig for at være højkulturelt i mange arabiske lande.

Midtvask – Innovation hen over vaskemaskinen

Firmanavnet emmer mere af våde, hvide hospitalssokker end af kreativitet. Og Midtvasks administration ligner heller ikke en farverig idebank, men ligger gemt af vejen i et hjørne af Århus Sygehus. Men skindet bedrager. For bag den prunkløse facade ligger et af Danmarks største og mest effektive sygehusvaskerier, der tilmed skovler priser ind for nytænkning og vellykket integration af nydanskere.

I virksomheden, der ordner vasketøjet for sygehusene i det tidligere Århus Amt, mener man at mangfoldighed skaber innovation. Ikke blot vasker de 165 ansatte, som fordeler sig på 21 nationaliteter, 21 ton vasketøj hver dag. De skaber også innovative løsninger, der sparer tid og penge og samtidig er med til at integrere de ansatte. Det er således en grundregel på Midtvask, at alle let gennemførlige forslag fra medarbejdere skal implementeres. En medarbejder stod og eksperimenterede med en maskine, der lægger tøj sammen, og opdagede at ved at lægge tøjet anderledes ind i maskinen kunne det gøres hurtigere og mindre belastende for den, der betjener maskinen.

Mobil vagtordning på miljøklager

Københavns Kommune modtager dagligt flere klager over støj, røg og møg fra byens mangeartede aktiviteter. For at skabe en bedre og hurtigere sagsbehandling etablerede kommunen for tre år siden en mobil vagtordning, som kører rundt i byen. Vagten har til opgave at visitere henvendelserne, og ofte kan problemerne løses på stedet. Vagtordningen har skabt større tilfredshed både i frontlinjen og i kommunen. Ofte lykkes det at løse problemerne, inden de vokser sig alt for store. Papirarbejdet er reduceret væsentligt, og borgerne oplever en mere “menneskelig” forvaltning.

De nye greb om opgaverne har fået kritik højere oppe i systemet, men ved systematisk at bede de tilfredse kunder om at sende positiv feedback direkte til politikerne på rådhuset, har de nye arbejdsmetoder opnået anerkendelse og skabt handlerum for yderligere udvikling. En af medarbejderne blev for nyligt udråbt til ”en vaskeægte helt” i Politiken af den kendte DJ og barejer Thomas Madvig, der med stor hjælp fra kommunens medarbejder er kommet på god fod med barens naboer igen.

De fire cases bliver alle præsenteret på ”Velfærdens innovationsdag 2010” – en national netværksdag med fokus på velfærdsinnovation, der onsdag den 27. januar samler 500 ledere og frontmedarbejdere fra den offentlige, private og frivillige sektor på Docken i København.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu