Når den tidligere socialdemokratiske minister Karl Hjortnæs gør regnebrættet op for Socialdemokratiets rejse fra Anker Jørgensen til Mette Frederiksen, så ligner det én lang jagt på magten, på den herskende politiske tænkning og på midtervælgerne.

Det er samtidig en rejse væk fra rødderne og den arbejderklasse, som var partiets fundament, og væk fra den ideologi, som gjorde det til andet og mere end et mellemstort parti uden større indflydelse og uden mere værdipolitisk substans end andre mellemstore partier, konstaterer Hjortnæs.

Debatbogen ”Kampen om Socialdemokratiet” er en blanding af personlige erindringer og politisk analyse fra en person, der sad 21 år inde i det Socialdemokratiske maskinrum i Folketinget fra 1971 til 1994 og med erfaringer fra tre ministerposter som justitsminister, skatteminister og fiskeriminister.

Læseren får interessante anekdotiske øjebliksbilleder fra Anker Jørgensens, Svend Aukens, Poul Nyrups og Mogens Lykketofts perioder i spidsen for partiet og fra Ritt Bjerregaards mangeårige påvirkning af Socialdemokratiets kurs og politik.

Lige bortset fra en beskrivelse af et personligt opgør mellem Auken og Hjortnæs – begge valgt i Aarhus – så er stilen i skildringerne omhyggelig, til tider nænsom, afbalanceret og ind i mellem direkte rosende i karaktergivningen til tidligere kolleger.

Det samme kan man på ingen måde sige om de ord, der tildeles Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon. Hjortnæs beskylder dem for at have flyttet partiet fra at være et politisk parti med en ideologi til at være et teknokratparti uden andet projekt end magten.

Ros til Wammen, ris til Sass

Når det gælder den nuværende ledelse, så er der forventningsfuld tiltro til Mette Frederiksens evner til at give Socialdemokratiet nyt politisk indhold, og der er ros med på vejen til den politiske ordfører Nicolai Wammen. Til gengæld skriver Hjortnæs om Henrik Sass, at ”hans mange ideologiske udsagn mere bærer præg af vrede mod nogen eller noget end af en positiv vision for fremtiden”.

Hjortnæs skriver også, at Sass har svært ved at finde ”grænsen mellem det kontante og det intrigante”, og at han endnu ikke har demonstreret flid, dygtighed og format på niveau, der tåler sammenligning med Heinsen, Svend Jakobsen og Mogens Lykketoft, hvis han skulle blive tiltænkt opgaven som kommende finansminister.

Selvfølgelig er det interessant at læse, hvad Karl Hjortnæs har af personligt skudsmål til de socialdemokratiske topfolk. Men måske mere interessant er hans politiske analyse af partiets rejse efter magten og de knæfald for en ændring af det socialdemokratiske ståsted, som er sket på den tur.

Han taler om statslige selskaber, der blev privatiseret, og kommunale velfærdsopgaver, der blev udliciteret. Om styringen af den offentlige sektor, der blev præget af markedstænkning. Om strafferammer, der blev skærpet. Om udviklingsbistanden, der blev reduceret. Om skæve skattelettelser til de rige. Om en aktivistisk udenrigspolitik og stigende forsvarsudgifter. Om en udlændingepolitik, hvor de medmenneskelige synspunkter er blevet nedprioriteret. Om en samfundssnylterdebat, der handler om personer på overførselsindkomster og ikke om skattesvindlere og skattesnyd. Om en debat om, at det skal kunne betale sig at arbejde, der ikke handler om at øge lønniveauerne, men at sænke dagpenge og kontakthjælp.

EU, udlændinge og kapitalismen

I Hjortnæs’ øjne har Socialdemokratiet reageret for defensivt på det politiske skred, der er sket de seneste to-tre årtier, og man har fejllæst opbruddet i vælgerskaren. Når det gælder den kommende valgkamp, så har Hjortnæs også et par gode råd til sit gamle parti. Ud over klimaet mener han, der er tre opmærksomhedspunkter, det bør fokusere på.

Det første handler om EU’s mål og indhold. Hjortnæs kom oprindeligt i Folketinget i sin tid som EU-modstander, og hans interesse for EU træder stadig stærkt frem. Det er nu, det må afklares, på hvilke områder EU’s institutioner skal have tilført mere beslutningskraft for ikke at halte videre som en vingeskudt organisation, og på hvilke områder beslutningskraften skal føres tilbage til medlemslandene, fordi der ikke er en stemning for en vidtgående suverænitetsafgivelse.

Det andet opmærksomhedspunkt er udlændingepolitikken, hvor Hjortnæs faktisk anerkender den stramning af kursen, som der nu synes skabt ro omkring i partiet, efter at debatten har martret det i mange år. Han tilføjer dog, at Socialdemokratiet bør afholde sig fra at deltage i ”pjattet symbollovgivning” som smykkelov, tildækningsforbud og håndtrykskrav.

Det tredje og sidste opmærksomhedspunkt på Hjortnæs’ huskeliste har han kaldt ”Kapitalismens udfordringer”. Det er finanskrisen, grådighedskulturen i erhvervslivet, som han kalder det, voksende ulighed og selskabskonstruktioner med henblik på skattesnyd, der får ham til at opfordre til et skarpere politisk fokus på den finansielle sektors ageren, på kontrol med kapitalstrukturerne og ekstra beskatning af de store bonusser i erhvervslivet.

Om Mette Frederiksen sætter sig og tager bestik af analysen fra en meget forhenværende kollega som Hjortnæs, er nok tvivlsomt, men på en række punkter er hendes eget udgangspunkt tættere på Hjortnæs end på forgængeren, Helle Thorning-Schmidt, og hun har selv været en del af den rejse fra venstre mod højre, som han skildrer.

Vil man studere de politiske brudflader i Socialdemokratiet fra Anker Jørgensen til Mette Frederiksen, så er Karl Hjortnæs’ bog en meget let tilgængelig, men også meget personlig og subjektiv vejviser gennem afgørende perioder i nyere, dansk politisk historie.

Kampen om Socialdemokratiet – erindringer om magt og politik. Forfatter: Karl Hjortnæs. Forlag: Momenta. Udkommer 11. oktober 2018. 240 sider. 299,95 kr.