Af Rasmus Højbjerg Jacobsen og Hans Hummelgaard, hhv. projektchef og forsknings- og analysechef i VIVE

Karsten Storgaard Bjerre havde under overskriften 'Socialministeriets regnemodeller er ikke retvisende' tidligere i denne måned en kritisk kommentar om Den Socialøkonomiske Investeringsmodel (SØM), som VIVE og Incentive har udviklet for Socialstyrelsen.

I dette indlæg vil vi gerne fortælle om de faglige overvejelser, der ligger bag, at modellen ser ud, som den gør.

Målet med SØM er, som Karsten Storgaard Bjerre korrekt skriver, at give et bedre grundlag for at træffe klogere valg inden for socialpolitikken. Det er en vigtig pointe, når man diskuterer både modellen som helhed og dens præcise indhold.

Det er således vigtigt at påpege, at SØM ikke er tænkt til at være beslutningsgrundlag, men beslutningsstøtte i forbindelse med konkrete indsatser. En SØM-beregning bør således ikke stå alene, idet der er en række grunde ud over de økonomiske, der skal tages hensyn til i beslutningerne.

Vi mener, at det også er vigtigt at understrege, at vi med SØM har taget et stort skridt fremad, når det gælder viden om de økonomiske konsekvenser af sociale indsatser – en viden, som før SØM var stort set ikkeeksisterende. Dette faktum udelukker naturligvis ikke, at SØM kan og bør forbedres i de kommende år.

En af hovedpointerne i Karsten Storgaard Bjerres kommentar er, at den nuværende version af SØM vil skævvride de socialpolitiske beslutninger. Grunden hertil skulle være fravalg af målgrupper for helt unge børn (0-5 år) i SØM’s vidensdatabase.

I forhold til fravalg af de alleryngste målgrupper, så skyldes dette ikke, at vi anser sociale indsatser for børn under 6 år for ubetydelige, tværtimod. Derimod skyldes det, at datagrundlaget for at estimere de økonomiske konsekvenser af de sociale indsatser er for mangelfuldt og usikkert for de helt små børn. Der er to hovedårsager til det.

For det første er der ikke tilstrækkeligt detaljerede data for dagtilbudsområdet. Der findes ikke registerdata om det specialiserede dagtilbudsområde, brug af sundhedsplejerske eller pædagogisk psykologisk rådgivning.

For det andet er de fleste grupper af socialt udsatte børn under 6 år heldigvis meget små, og de bruger også de forskellige offentlige ydelser i et begrænset omfang. Det betyder, at det kun i ringe udstrækning er muligt at estimere konsekvenser for målgrupperne med den statistiske sikkerhed, der kræves i SØM.

VIVE har, som Karsten Storgaard Bjerre også fremhæver, i forskellige analyser set på risikofaktorer for at havne i sociale problemer. Det er korrekt, at det ville være teknisk muligt at definere målgrupper til SØM ud fra sådanne risikofaktorer og herefter gennemføre estimeringer på samme måde som for de eksisterende målgrupper i modellen.

Imidlertid mener vi ikke, at det vil være rimeligt at opfatte børn og unge som socialt udsatte, alene fordi de er behæftede med nogle risikofaktorer. Dertil kommer, at blot fordi man er udsat  for risikofaktorer, betyder det ikke nødvendigvis, at man rent faktisk havner i sociale problemer.

Faktisk er der mange, der er i stand til at bryde den sociale arv og opnå et livsforløb, der med hensyn til forbrug af offentlige ydelser ikke er dyrere end mange andre. Og omvendt er der også eksempler på, at mennesker ender som socialt udsatte uden at have haft en eneste af de såkaldte risikofaktorer.

En væsentlig inspirationskilde for SØM har været den økonomiske model udviklet af Washington State Institute of Public Policy (WSIPP). Karsten Storgaard Bjerre mener, at SØM i endnu højere grad burde have anvendt samme metoder som denne model. Han fremhæver for eksempel, at det kunne føre til en længere tidshorisont i beregningerne.

Vi anerkender, at der i sociale indsatser for udsatte børn og unge potentielt er mulighed for en livslang gavnlig effekt. Problemet med at medtage disse livslange effekter er, at der med dette tidsperspektiv kun er data til rådighed for ret få områder. Dertil kommer, at det ikke nødvendigvis vil være de rigtige personer, der ville være i målgruppen for en eventuel indsats. Man kunne eksempelvis forestille sig, at kriterierne for, hvilke børn og unge der bliver anbragt uden for hjemmet, har ændret sig over tid.

En sidste grund til, at WSIPP-modellens metode ikke direkte kan anvendes i SØM, handler om kontekst. WSIPP-modellen bruger estimater fra forskellige empiriske studier, for eksempel hvad det at få karakterer over et vist niveau i grundskolen betyder for at gennemføre en high school-eksamen, og hvad dette igen har af betydning for beskæftigelse og indkomst som voksen. Desværre findes der kun ret få af den type studier i dansk kontekst.

Som Karsten Storgaard Bjerre også anerkender, så er den nuværende version af SØM et resultat af et ganske omfattende udviklingsarbejde. Vi har undervejs truffet en række faglige valg, som sikrer, at modellen lever op til nogle kvalitetskrav med hensyn til statistisk signifikans, dækning af væsentlige offentlige udgiftsområder og præcision i afgrænsningen af målgrupperne.

Det har betydet, at nogle områder desværre endnu ikke er med i modellen. Heldigvis er SØM ikke en statisk størrelse, så det er oplagt, at der sker ændringer i modellens indhold, når der i fremtiden står yderligere data og viden om effekter til rådighed.

Vi ser også frem til videreudviklingen af modellen.