Hvad skal der til, for at de nye superhospitaler også er super om 10, 20 og 30 år?

I byggeriet af Nordsjællands nye hospital søger vi ofte svar i nye teknologier og krydsningen imellem dem. Men de nye ”hårde” tendenser kalder også på ”bløde” modreaktioner, og det er temaet for dette blogindlæg.

Natur, helende arkitektur og kunst vækker noget i os. Det er bløde elementer, der giver os en følelse af ro og balance. Noget, som mennesker altid har haft brug for. Især i vanskelige situationer.

Når vi er indlagt på hospitalet, bruger vi ca. 90 procent af tiden alene uden personale. Her venter vi på at blive tilset, på at få svar eller måske på at blive opereret.

Hvis den tid skal være behagelig, kræver det meget af omgivelserne. Alligevel er hospitaler stadig lige institutionelle, imens resten af samfundet efterhånden har indrettet sig hjemligt. Hvem ønsker i dag at bo ligesom på et hospital?

På Nyt Hospital Nordsjælland har økonomiske prioriteringer medført, at vi forrige år måtte vinke farvel til nogle af de midler, der var øremærket til ting, der gør bygninger rare at være i, som kunst og udsmykning. 39 mio. kr. blev til 13. Nu arbejder vi på at få støtte til kunst via fonde.

For vi står fast på værdien af bløde elementer og på vores ambition: at skabe et hospital, der hverken ligner eller føles som et hospital. Men det slogan kan have svære vilkår i trange tider.

Rum til de svære tanker

I den sundhedspolitiske logik er det ting som behandlingsgarantier, diagnosegarantier og second opinions, der ofte slår igennem som mærkesager.

Dels bidder medierne på dem, fordi det er konkrete enkeltsager, hvor der kan optegnes skæbner og udpeges syndebukke. Dels indebærer de et løfte om, at det hele nok skal gå. At vi som vælgere kan forsikre os mod risici. Og det vil vi gerne.

For det ligger i menneskets natur, at vi vægter tab tungere end gevinster. Det ved vi fra adfærdsvidenskaben. På et hospital bidrager den risikobias til overforbrug af undersøgelser, overdiagnosticering og overbehandling. Og til garantier imod det meste.

Men virkeligheden er, at uanset hvor dygtige læger og sygeplejersker vi møder, så undslipper de færreste mennesker sygdom – og ingen døden. Det er faktisk den eneste garanti, vi har.

Men ingen af os kan lide at tale om døden. Heller ikke politikere. Ifølge Kirkegaard er døden dog det mest alvorlige, der findes. ”Vil man nævne ret en Gjenstand for Alvor, da nævner man Døden, og ’Dødens alvorlige Tanke’”, skriver han.

Den alvor rammer ofte mig som vicedirektør på et hospital, ligesom den rammer os alle, når vi er pårørende eller selv bliver alvorligt syge. Det skal et hospital kunne rumme.

Derfor skal vi skabe omgivelser, der indbyder til ro og refleksion, så vi kommer patienter, pårørende og personale i møde som hele mennesker. Og tager deres situation alvorligt.

Design forandrer hospitalsoplevelsen

Forskere har dokumenteret, at gode designoplevelser på et hospital kan mindske stress og angst samt behovet for medicin. Faktisk kan omgivelserne medvirke til at forkorte indlæggelsestiden med flere dage.

I et amerikansk studie sammenlignede forsker og psykolog Roger S. Ulrich to grupper af patienter: én med udsigt til træer og én med udsigt til nøgne vægge. Med klinisk data viste han, at patienter med kig til naturen lå kortere tid på hospitalet efter operationen.

De oplevede bedre feedback fra sygeplejerskerne, tog mindre moderat til stærk smertestillende medicin og havde færre, mindre komplikationer efter operationen. Et andet studie fra University of Berkeley viste, at 95 pct. af mennesker, der passerede en hospitalshave, mærkede en positiv terapeutisk effekt.

Et tredje studie, her fra Danmark, har dokumenteret effekterne af kunst. I en tid, hvor ensomhed er blevet en folkesygdom, har hospitalerne i Hjørring og Glostrup vist, at kunst på væggene fik patienterne til at føle sig velkomne.

Termiske kameraer, målinger af hjerneaktivitet og interviews viste, at patienterne kom hinanden mere ved og oplevede, at det var lettere at tale om andre ting end sygdom. Mødet med kunsten fik dem med andre ord til at føle sig som hele mennesker, ikke ’gemt væk’ eller umyndiggjort.

I Nordsjælland har vi samme ambition om at nedbryde grænserne mellem hospitalet og resten af samfundet. Målet er at skabe en bygning og et område, der med kunst, materialer og helende arkitektur også kan lokke folk til på en søndagsudflugt.

For arkitektur, design og kunst har netop dokumenterede effekter på et hospital. Eller rettere videnskabelige effekter, for de tæller ikke nødvendigvis i et system drevet af new public management.

Dertil udelukker systemet, at noget har værdi sig selv. F.eks. at kunne dø i eget hjem eller have glimt til naturen og rolige omgivelser på sin sengestue.

Tid til at stå fast

Men nu står vi altså med hospitalsprojekter til en samlet sum af 50 mia. kr. og en særlig mulighed for at gøre noget helt andet, lære af andre brancher og nytænke gamle dyder.

Vælger vi mere af det samme, forspilder vi årtiers chance for at skabe fremtidens velfærdsinstitutioner.

Da vi for syv år siden præsenterede visionen for det nye hospital i Nordsjælland, var det med en klar ambition om at bygge et hospital, der både i form og funktion bryder med oplevelsen af et hospital i traditionel forstand. Et sted, der føles mere som en kolonihave eller et sommerhus end som end en institution.

Det var et stort øjeblik at se begejstringen fra et enigt dommerpanel for et projekt med en klar vægtning af brugernes behov for funktionalitet og korte gåafstande, men også for æstetik og valg af materialer. Et helt nyt hospitalsparadigme på tegnebrættet med anerkendelse af bløde, gamle dyder. Ideen om det helende hospital.

Et sted, der er rart være, og hvor patienterne et kort sekund kan glemme, de er på hospitalet. Med uvurderlig opbakning fra regionens politikere gør vi alt, hvad vi kan, for at give borgerne i Nordsjælland sådan et sted.

Og håber, at vi sammen holder fast. Uanset at vi ikke har nogen garantier at tilbyde vælgerne.