Det grønlandske dilemma

Hvad der umiddelbart skulle ligne en velsignelse for Grønlands og hele Rigsfællesskabets økonomi – en undergrund, der bugner af værdifulde råstoffer – truer med at udvikle sig til et mareridt for regeringen, der med statsminister Helle Thorning-Schmidt i spidsen er havnet i et alvorligt dilemma. 

Med Selvstyreaftalen i 2009 hjemtog Grønland rettighederne til sin egen råstofpolitik og dermed også til at indgå aftaler med kommercielle aktører om efterforskning og udvinding. De seneste år har selvstyret accelereret processen for at tiltrække udenlandske investorer, og i disse uger forhandles den første storskalakontrakt på plads med selskabet London Mining, der har kinesiske investorer i ryggen. 

Den danske regering bakker op om indsatsen og har gennem længere tid arbejdet på udkast til en særlov, der skal gøre det muligt for selvstyret at importere udenlandsk arbejdskraft uden om den danske udlændingelovgivning. “Når man har Selvstyreloven, er hele spørgsmålet om råstoffer, løn og arbejdsvilkår noget grønlænderne tager sig af selv,” lød det fra statsministeren, da hun den 10. januar mødte pressen sammen med landsstyreformand Kuupik Kleist.

Med et BNP pr. indbygger, der ligger mere end 40 pct. under Danmarks, er den grønlandske økonomi under enormt pres. Og det er forståeligt, at regeringen stiller sig positiv over for Selvstyrets forsøg på at opdyrke nye erhvervsområder, der kan bidrage med flere indtægter og arbejdspladser. 

Problemet er bare, at det ikke er tekstiler eller turisme, som selvstyret er ved at sætte på eksportformel, men derimod strategisk betydningsfulde råstoffer som olie, sjældne jordarter og uran, der spiller en stadig større rolle i de globale stormagters kamp om at positionere sig i det økonomiske og militære magtspil. 

Uanset hvordan man vender og drejer det, er Selvstyrets beslutning om at opbygge en råstofindustri mere end en isoleret erhvervspolitisk beslutning, der kun vedrører Grønland. Det er starten på en udvikling, der i betydeligt omfang griber ind i den udenrigs- og sikkerhedspolitik, der favner hele Rigsfællesskabet og styres fra København.

Globalt magtspil

Som Mandag Morgen tidligere har beskrevet, udgør råstofsektoren en stærk geopolitisk magtfaktor, der vil skabe nye spændinger og konflikter de kommende årtier. Ressourcerne koncentreres på stadig færre hænder. Mens Rusland i dag er den største producent af råolie og naturgas, sidder Kina tungt på kulproduktionen og har, trods stor kritik fra OECD, opbygget et reelt monopol på udvindingen af flere sjældne jordarter.

Sidste sommer advarede EU’s industrikommissær, Antonio Tajani, direkte om, at kineserne havde fået et uheldigt forspring i kampen om de grønlandske råstoffer, herunder især de sjældne mineraler, der er af kritisk betydning for bl.a. den europæiske cleantech-sektor.

“De er allerede deroppe – de købte et britisk selskab og sendte bud efter 2.000 kinesiske arbejdere,” udtalte han til AP. 

Det er langtfra et tilfælde, at de investorer, der har været hurtigst til at vise økonomisk interesse for den grønlandske undergrund, kommer fra Kina, Australien, Canada og Sydkorea. Det er nationer, der i forvejen har store investeringer på spil i den globale magtkamp om råstofferne.

Selv har landsstyreformand Kuupik Kleist givet udtryk for, at de storpolitiske analyser er overdrevne. I et interview, som Weekendavisen bragte i sidste uge, skød han bekymringen til hjørne med den ironiske kommentar: “Jeg er rystende nervøs.” 

I samme ånd har han for nylig afvist et ønske fra EU om at begrænse kinesernes adgang til de grønlandske ressourcer.   

Mange ubekendte 

Regeringen kan ikke i længden slippe for at forholde sig til de udenrigspolitiske spørgsmål, der følger med at være råstofeksporterende nation.

I sidste uge kunne Mandag Morgen således berette, at Grønland er langt med et storskalaprojekt, der kan gøre Danmark til uraneksportør, med de store sikkerhedspolitiske udfordringer, det skaber. Men rolle- og ansvarsfordelingen blæser i vinden. Hvem skal forhandle kontrakterne? Og hvem skal kontrollere, at de overholdes?

Danmark har ingen erfaring med at administrere udvinding, kontrol og salg af radioaktivt materiale, der – hvis der opstår svigt – kan ende med at blive anvendt til fremstilling af kernevåben eller falde i hænderne på fjendtlige stater. Fordi Grønland har selvstyrestatus og bl.a. står uden for EU, er det desuden uklart, om de ikke-spredningsaftaler, som Danmark har tilsluttet sig, også gælder for Grønland. 

Et andet åbent spørgsmål handler om, hvem der skal træde til i tilfælde af ulykker, og det gælder ikke kun projekter med radioaktivt materiale. 

Råstofudvinding er i det hele taget forbundet med store miljø- og sundhedsrisici. Med realiseringen af det grønlandske råstofeventyr følger også en betydelig stigning i tung skibstrafik til bl.a. Kina. Imidlertid er det grønlandske hav- og landbaserede sikkerhedsberedskab begrænset og ikke afstemt til at kunne håndtere en situation, hvor et skib forulykker og udleder olie eller andet skadeligt materiale i de grønlandske farvande. 

I den situation bliver det svært for Danmark at fralægge sig ansvaret for evakuering og den teknisk meget besværlige oprydning, der kendetegner miljøkatastrofer i arktiske farvande. Også selv om projekterne som udgangspunkt var selvstyrets eget ansvar. 

En tiltrængt debat

I kølvandet på den ophedede debat i forbindelse med storskalalovens vedtagelse i det grønlandske landsting i december, har Venstre og Enhedslisten indkaldt til intet mindre end seks samråd og en forespørgselsdebat. Den første finder sted 1. februar, hvor beskæftigelsesminister Mette Frederiksen skal forsvare Danmarks støtte til den grønlandske storskalalov trods risikoen for social dumping. Derefter følger samråd i udenrigs-, erhvervs-, forsvars- og sundhedsudvalget. 

De mange samråd har fået Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, til at anklage Venstre for at gå i selvsving og udnytte situationen til at få medvind i meningsmålingerne. 

Men uanset oppositionens motiver, er det tiltrængt med en diskussion om de mange ubekendte, der knytter sig til de grønlandske råstofprojekter. Og regeringen bør anstrenge sig for at sikre, at spørgsmålene bliver besvaret så præcist og detaljeret som muligt. Debatterne vil uden tvivl blive fulgt med stor interesse fra både dansk og grønlandsk side og i sidste ende blive afgørende for, hvorvidt regeringen får flertal for den særlov, der skal gøre det muligt for Selvstyret at importere udenlandsk arbejdskraft. 

Sovet i timen

Når det er sagt, klinger det lidt hult, når Venstres Lars Løkke Rasmussen er “dybt, dybt bekymret”, idet kuglerne til den storskalalov, som han nu kritiserer, blev støbt i hans egen regeringstid.

Beslutningen om, at Grønland skal hjemtage råstofområdet, kom i stand i forbindelse med Selvstyreloven, der blev stemt igennem i 2009 af et stort flertal i Folketinget. Kun Dansk Folkeparti var imod. Venstre var altså selv med til at lave de rammer for grønlandsk råstofaktiviteter, som regeringen nu skal stå på mål for.

Samtidig tyder flere ting på, at Venstre i sine ti år ved regeringsmagten ignorerede den udvikling, der foregik på Grønland, hvad angår råstofudvinding. Op gennem 00’erne er der udstedt adskillige prøveboringslicenser til udenlandske selskaber, herunder en licens til at efterforske en forekomst med store mængder uran. Det skete, uden at den daværende regering på noget tidspunkt tog initiativ til at indlede en dialog med selvstyret om, hvordan dansk erhvervsliv og investeringer kunne blive bragt i spil. 

Da råstofområdet overgik til selvstyret i 2009, undlod regeringen at nedsætte en arbejdsgruppe, der kunne følge udviklingen på tættere hold. Det var først, da den siddende regering trådte til, at Danmark fik sin første arktiske ambassadør. Og ifølge Mandag Morgens oplysninger er det også først inden for det seneste år, at Udenrigsministeriet er begyndt at kortlægge de udenrigs- og sikkerhedsmæssige udfordringer, der opstår, hvis Grønland f.eks. vælger at bryde med sin hidtidige nultolerance over for udvinding af uran. 

Ingen lykkelig slutning

Debatten om, hvorvidt Danmark skal blande sig i de grønlandske råstofprojekter eller ej, er dybt ubehagelig for regeringen, der hurtigt kan blive anklaget for koloniherrementalitet. I det grønlandske landsting hersker en stærk ambition om at få styr på økonomien og skabe et projekt, der kan gøre Grønland attraktiv i omverdenens øjne. 

Skulle regeringen, f.eks. under pres fra EU, få kolde fødder, er det svært at se, hvordan man kan bremse processen, uden at det tager sig ud som et brutalt forsøg på at sabotere selvstyrets vej til økonomisk uafhængighed.  

Hvis et flertal skulle vælge at stemme nej til den omstridte særlov, kan Grønland sagtens vælge at gå videre. Godt nok bliver det besværligt, når omkring 3.000 arbejdstilladelser skal sagsbehandles enkeltvis, men arbejdsbyrden bliver nok værst for den danske Udlændingestyrelse. Også i det tilfælde lander problemerne i sidste ende på Danmarks bord.   

Kuupik Kleists opfordring til at bringe danske virksomheder og investorer i spil er sympatisk. Problemet er bare, at løbet i høj grad allerede er kørt, dels med den licensuddeling, der har fundet sted de seneste årtier, dels med vedtagelsen af Storskalaloven og Råstofloven, der giver grønlandske, men ikke danske, virksomheder og arbejdstagere visse fordele. Danske virksomheder, medarbejdere og investorer, der måtte have relevante kompetencer eller risikovillig kapital, må konkurrere på samme betingelser som kinesiske.   

Selv om mulighederne for at rette op på mere end 10 års dansk søvngængeri synes udtømte, bliver regeringen nødt til at gøre op med den reaktive holdning, der har kendetegnet statsministerens håndtering af Storskalaloven.  Den officielle linje – at Danmark først tager stilling, når Grønland henvender sig – er farlig for samarbejdet i Rigsfællesskabet. 

Hvis Grønland vælger at bryde med sin nultolerance over for uran, vil det uundgåeligt blive Danmarks hovedpine i sidste ende. Det virker helt uforståeligt, at Danmark frivilligt vælger at sidde i baghånd på et område, hvor vi har store udenrigs-, sikkerheds- og miljøpolitiske interesser på spil – interesser, som vi har opbygget et dygtigt og omfattende diplomatisk apparat til at varetage i resten af verden. 

I sidste ende kan det heller ikke være i Grønlands interesse at stå alene med ansvaret for beslutninger, der kan få vidtrækkende konsekvenser for hele Rigsfællesskabets interesser. 

Forrige artikel Gyldent årti venter fødevaresektoren Gyldent årti venter fødevaresektoren Næste artikel Frankrig fører Europas ressourcekrig i Afrika