Det er med blandede følelser, at Mathias Beyer Petersen åbner brevet fra rektors sekretær i det store spisefrikvarter. Rundt om ham står en kødrand af gymnasieelever klar til at fælde dom. Der er undren, grin og tumult. “Det her er ikke noget for mig,” er Mathias’ første indskydelse, da han skrålæser indstillingen til Akademiet for Talentfulde Unge – et tilbud til gymnasieelever, der har lyst til og behov for ekstra intellektuelle udfordringer ved siden af den almindelige skolegang. I 1.g på Mulernes Legatskole på Fyn giver det ikke point at være “talent”, tænker han.

Alligevel vælger han i sidste ende at takke ja. For at dygtiggøre sig og møde andre, der ligesom ham er nysgerrige, ambitiøse og kan lide at række fingeren op. I denne uge er han i selskab med 139 ligesindede til akademiets årlige camp. Siden Akademiet for Talentfulde Unge åbnede dørene i 2007, er interessen steget eksponentielt.

Allerede i 2005 gjorde den borgerlige regering talentpleje til et af sine indsatsområder – for at fremme danske virksomheders konkurrenceevne, så der kan opretholdes og udvikles velstand og velfærd. Siden er der sprunget en lang række initiativer frem målrettet børn og unge med såkaldt “særlige forudsætninger inden for et eller flere områder, lysten og viljen til yde en særlig indsats og muligheden for at blive en af de bedste, hvis potentialet stimuleres”. Der er talentkonkurrencer på tv, talentkrig i erhvervslivet og politiske målsætninger om, at det danske uddannelsessystem skal ligge i den internationale top-5.

At dømme ud fra interessen for de nye talentprogrammer på folkeskole-, ungdomsuddannelses- og universitetsniveau, er talentdagsordenen for længst blevet accepteret af de unge. 86 pct. af befolkningen vurderer, at det i Danmark er accepteret at omtale andre personer som dygtige og talentfulde, viser en undersøgelse fra konsulenthuset Niras. Omkring halvdelen mener tilmed, det er accepteret at hæfte disse prædikater på sig selv. Se figur 1.

Alligevel er talentbegrebet stadigvæk omgærdet af politisk tabu og polemik.

“Man kan ikke sige talent, uden at man falder i en politiseret diskussion,” siger Stefan Hermann, rektor på professionshøjskolen Metropol og formand for den tidligere regerings arbejdsgruppe for talentudvikling. “Selv om isen langt hen ad vejen er brudt, er der stadig en betydelig skepsis. Hårene rejser sig, når man siger talent – ikke mindst på dem, som er med til at definere debatten.”

Ifølge ham er konsekvensen, at indsatserne for at spotte og stimulere talentfulde børn og unge stadig fastholdes i reservaterne for kunst, sport og science – områder, hvor der er klare præstationsstandarder at måle sig mod og en længere tradition for konkurrencer. Det fører ikke alene til en smal talentdefinition, der risikerer at overse en stor gruppe af potentielle højdespringere. Det betyder også, at vi forsømmer at udvikle og hæve niveauet i en række professioner og sektorer i samfundet.

En kortlægning af de danske talentprojekter viser, at tiltag rettet mod humanistiske, praktiske og andre typer talenter er i massivt undertal. Og trods den politiske interesse er talentudviklingsinitiativerne langtfra konsolideret i det danske uddannelsessystem. På langt de fleste uddannelsesinstitutioner mangler der slet og ret en fælles forståelse af, hvad talentbegrebet indebærer, og dermed hvad der egentlig skal “spottes”. Mange steder er der stadig en uvilje mod at italesætte nogen som talenter.

Unge foran meningsdannere

På Akademiet for Talentfulde Unge er det de akademiske talenter, der er i fokus. I denne uge står programmet på robotworkshop, nanovidenskab og litterær tekstanalyse. Mens de udvalgte elever i begyndelsen gik stille med dørene, er der flere og flere, der stolt fortæller vennerne, at de er med. Da 17-årige Estrid Faltum fra HTX i Hillerød blev udvalgt af sin lærer, blev navnene slet og ret lagt ud på skolens intranet. Der var klassekammerater, der rullede øjnene og undrede sig over, at hun gad bruge endnu flere timer på skolearbejde. Men der var ikke nogen, der følte sig forbigået eller stillede spørgsmålstegn ved rimeligheden i, at hun blev kaldt talent.

“Jeg kan ikke se, man skal gå og gemme sig, fordi man er god til noget,” siger Estrid Faltum.

Ifølge projektleder Nynne Afzelius er de unge gymnasieelever i mange tilfælde langt mere åbne for talentprogrammer og konkurrencetiltag end de ældre meningsdannere, der definerer den offentlige debat. De bærer nemlig ofte rundt på et både personligt og politiseret forhold til talentdagsordenen. Det gjorde Nynne Afzelius også selv. Født i 70’erne, opvokset i kollektiv og undervist på lilleskole var hun spændt på at høre, hvordan omgangskredsen ville reagere på projektet. Og hvad de unge vil sige til at blive udvalgt og kaldt talenter.

“Men det blev hurtigt klart for mig, at jordskreddet har været der,” siger hun. De unge er med på, at nogle har større talent inden for visse områder end andre, ligesom forældrene er uhyre opmærksomme på, at deres børn har forskellige behov. Accepten af talentdagsordenen er sunket ind hos dem, der er i centrum for tiltagene. “Det er først og fremmest politikerne og det administrative system, der er præget af angst og tabu,” siger Nynne Afzelius.

Da den forrige regerings arbejdsgruppe for talentudvikling i foråret udsendte sin talentudviklingsstrategi, var eksperter og organisationsrepræsentanter på banen med kritik af elitedyrkning og alt for snævert fokus på de udvalgte få. Selv om rapporten med flere formuleringer understreger, at talent er komplekst og ikke kun omfatter “den kvikke elev i klassen”, men også findes blandt de skoletrætte og utilpassede børn, snævrer den samtidig feltet af talentfulde børn og unge ind til 10-15 pct. af hver årgang. Det er ikke alle, men kun hver tiende barn, elev eller studerende, der har talent, lyder arbejdsgruppens skøn. En sådan segmentering er stadig kontroversiel.

Egalitær skepsis

Talent-tænkningen er oppe mod en lang institutionel historie. Den udbredte skepsis over for initiativer, der giver associationer til elitedyrkelse, har dybe rødder i den egalitære danske uddannelseskultur. For 100 år siden tænkte man vertikalt og elitært i uddannelsessystemet. Der var de dygtige elever og studerende, og så var der resten. Uddannelsessystemet var kompetitivt og ekskluderende i sin natur. Med velfærdssamfundets fremmarch blev tænkningen langt mere horisontal og egalitær. Det har sat dybe spor i synet på pædagogikken blandt politikere, administratorer og undervisere.

Uddannelsesinstitutionernes opgave var ikke længere at sortere folk efter intelligens, men at demokratisere læringen, med henblik på at fremme lighed og opstigning og overvinde klassesamfundets skel. Ikke mindst de store velfærdsprofessioner er etableret med målsætningen om at arbejde for det fælles bedste. Ifølge Stefan Hermann gennemsyrer det den kultur, som de uddannede pædagoger, lærere og socialrådgivere bærer med sig, når de kommer ud i børnehaverne, folkeskolerne og på ungdomsuddannelserne.

Så længe talenttænkningen ikke bliver en indlejret del af de store velfærdsprofessioners måde at gå til deres eget fag, er det vanskeligt for alvor at forankre talentarbejdet i uddannelsessystemet, mener Stefan Hermann. “Den egalitære skepsis er simpelthen indbygget i de store professioners dna – på godt og ondt,” siger han.

Holdningen bed sig hurtigt fast i grundskolen. I stedet for at tale om kloge eller dumme blev skolesystemets mantra, at der var mange forskellige former for intelligenser, evner og talenter. Det var succespædagogikkens logik at alle havde ret til medvind, forklarer forskningsdirektør og professor i pædagogisk filosofi, Lars-Henrik Schmidt: “Alle var verdensmestre i noget – om ikke andet i at være sig selv.” Ønsket om at demokratisere uddannelserne betød, at vi mistede ærbødigheden over for talent, mener han.

Det er denne årelange uddannelsestradition, der i dag gør det vanskeligt for især de ældre generationer i uddannelsessystemet at italesætte forskellen i elevers evner.

Misforstået talentbegreb

Modviljen mod talentbegrebet er ikke isoleret til uddannelsessystemet. En del af skepsissen bunder i ordets slægtskab med et andet og i dansk sammenhæng endnu mere omstridt begreb: elite. Den gængse opfattelse af talent er nemlig, at det er noget medfødt – noget unikt, der er forbeholdt de få. Men det er en alvorlig fejlopfattelse i vores kultur, mener Claus Buhl, ph.d. og forfatter til bogen “Talent – Spørgsmålet er ikke om du har talent, men hvordan”.

Der er ingen videnskabelig evidens for, at talent skulle være en sjælden egenskab, nedarvet gennem generne. Tværtimod peger al forskning på, at talent handler mere om udholdenhed og vilje til at arbejde med sit potentiale end en passiv ressource, som nogle udvalgte få er så heldige at besidde. Mens elitebegrebet trækker på forestillingen om en gruppe, der reproducerer sin position i samfundet gennem privilegerede uddannelsesveje og stillinger, handler talent om individers potentiale – og hvad de faktisk gør ved det.

Ifølge Claus Buhl har misforståelsen ikke kun betydning for vores skepsis over for talentbegrebet. Den blokerer samtidig for, at vi får øje på uforløste potentialer, fordi vi sætter lighedstegn mellem talent og præstationer. Når man f.eks. taler om de bedste 10-15 pct. af en årgang, vil det oftest være dem, der kan løse opgaverne hurtigst, de selvstændige og de selvkørende. Dem, der har nemt ved tingene – i uddannelsessystemet og på arbejdspladsen.

“Jeg har selv drevet virksomhed ud fra den tanke,” siger Claus Buhl. “Men forskningen viser, at talent ikke er et spørgsmål om solo-præstationer, hurtighed og lethed. Det er meget mere et spørgsmål om bestemte omstændigheder, fællesskaber og ledelse.”

Ser man på dem, som har forløst deres talent og er blevet de bedste inden for deres felt, går to træk igen: De har sjældent haft nemt ved det, og de har altid haft nogen til at hjælpe sig på vej. Frem for at kanonisere de dygtige elever, der uden de store anstrengelser kan løse skolens opgaver, skal uddannelsessystemet være opmærksom på og stimulere alle elevers indre motivation, mener Claus Buhl. Det er nemlig den, som er forudsætningen for at kunne arbejde systematisk og hårdt med sine egne evner – også når det er svært.

Lektor i pædagogik på DPU, Jesper Stilling Olesen, har forsket i talentbegrebets vandring fra sportsverdenen til uddannelsesinstitutionerne. I elitesporten har fokus i mange år været på den enkelte, det talentfulde individ og individuelle præstationer. Men det tankesæt kan ikke uden omkostninger overføres til et uddannelsessystem, der i lige så høj grad handler om miljøet, fællesskabet og udviklingen af sociale kompetencer, argumenterer han: “Forestillingen om det iboende talent er med til at skabe et massivt individfokus, der overser betydningen af relationer med andre,” siger Jesper Stilling Olesen.

Det er netop her, svaghederne ved den eksisterende talentpolitik ligger: Dens undertoner af individualisering og udvælgelse møder hård modstand i uddannelsessystemet. Men forskningen viser netop, at talentudvikling handler om at stimulere den indre motivation og i øvrigt etablere miljøer, hvor elever, studerende eller sportsudøvere bliver guidet og hjælpes ad.

Det har de for længst fanget på campen for talenfulde gymnasieelever i København. Her afviser Mathias Beyer Petersen og Estrid Faltum al snak om de udvalgte få. De betragter ikke sig selv som talenter, men alene som nogle der gør, hvad man bør: interessere sig for skolen, holde motivationen højt og hele tiden presse sig til at gøre en anelse mere end det, der er forventet. Det er det, de har søgt programmet for at få hjælp til. I denne uge er de glade og lettede over at være sammen med jævnaldrende, der har det ligesådan.