Det vil Obama gøre for klimaet, hvis han vinder

For første gang har vi fået et troværdigt bud på, hvordan Obamas klimapolitik vil forme sig, hvis han vinder over Romney. Glem alle drømme om en mammut-lov, der indfører cap-and-trade i USA – og dermed en COP-agtig, global klimaaftale med USA.

Denne blog har ofte beskæftiget sig med republikanernes kulørte klima- og miljøpolitik og de rædselsscenarier, det vil medføre, hvis Romney vinder. Men hvad hvis Obama kommer først over målstregen? Hvad vil han gøre på klimafronten?

Det har indtil videre været en velbevaret hemmelighed, eftersom klima og miljø har fyldt endog meget lidt i valgkampen. Selv ikke på Demokraternes nylige konvent blev der talt meget om det. Dog mere end på Republikanernes, hvor Romney – til de grønnes forargelse – reducerede klimapolitik til en vits med sætningen:

”Obama lovede, at han ville bremse stigende vandstand i havene. Og hele planeten. Mit løfte er at hjælpe dig og din familie”.

Romney gjorde nar af Obamas forfejlede klimapolitik på Republikanernes konvent – til stor moro for tilskuerne.

 

Obama replicerede i sin tale på Demokraternes konvent, at klimaændringer ikke er en joke, men handler om tørke, skovbrande, storme – og vores børns fremtid.

 

 

 

 

 

 

 

Nu har en af Obamas nærmeste klimarådgivere, den tidligere ”klimazar” Carol Browner, imidlertid løftet sløret i et interview med miljøsitet Grist.

Carol Browners udtalelser faldt på Demokraternes Konvent, hvor hun optrædte som uafhængig talskvinde for valgkampagen. Browner er ikke fru hvemsomhelst. Hun var i otte år en meget højt profileret direktør for Miljøstyrelsen i USA, og havde en fremtrædende post som direktør for klima- og energipolitik i Obamas administration fra 2008 til 2011. Hun forlod sin post i 2011, da det stod klart, at klimapolitikken ikke ville være et større indsatsområde for Obama.

Browner er ligeså populær blandt ”de grønne”, som hun er upopulær blandt republikanerne i kongressen og senatet, hvor hun personificerer Obamas forsøg på at indføre en cap-and-trade-lovgivning. Hun tilhører dog fortsat den absolutte inderkreds omkring præsidenten hans energimister, fysiker og nobelpristager Steven Chu.

Hendes seneste udmelding indeholder interessant nyt.

Obama vil i de første to år sætte klima- og energipolitik højere på dagsordenen, men han dropper ideen om en cap-and-trade-lov. En sådan mammut-lov, som vil påvirke store dele af USA’s erhvervsliv, er ganske simpelt utænkelig efter balladen om den sidste mammut-lov, nemlig Obamacare.

Læs tidligere blogs om valgkampen her

Obama vil i stedet for søge at sætte mål og loft over udledningerne sektor for sektor, hvor hver lov tilpasses f.eks. energisektoren, industrien, bygninger osv. Det, mener Browner, vil få klimamålene til at glide nemmere ned uden at udløse det ramaskrig, som cap-and-trade pr. automatik gør i Repræsentanternes Hus og industrien. Læs f.eks. her The New Yorkers gennemgang af Obamas lidelser, da han forsøgte at presse sin store klimalov igennem i 2009-2010.

Denne trinvise tilgang lover ikke umiddelbart godt for Europas drømme om en global klimaaftale med klare målsætninger og loft over nationale emissioner. I hvert fald ikke i den form, som p.t. diskuteres i regi af COP-forhandlingerne. En sektor-for-sektor-tilgang vil formentlig tage tid. Lang tid. Og den vil gøre det svært for Obama at forpligte sig til en specifik, national målsætning.

Obama vil også i sin anden periode være oppe imod en kongres, hvor Demokraterne er i mindretal. Derfor vil han være tvunget til at gennemføre visse tiltag gennem såkaldte ”executive orders”. Og et vil han gøre, siger Browner, med henvisning til, at han gentagne gange før har gjort det på klimaområdet.

Debatten om naturgas og ”fracking”, dvs. udvinding af naturgas i porøse lag i undergrunden gennem højtryksspuling med vand og kemikalier, kører på høje nagler i USA. Obama har tydeligvis skiftet standpunkt her, efter at det i de seneste par år er blevet klart, at USA råder over enorme naturgasreserver, hvis fracking tillades. Og Obama vil tilade fracking – dog under skarp myndighedskontrol fra Miljøstyrelsen.

[quote align="left" author=""]At naturgas er et fossilt brændstof, der medfører CO2-udledning, er fortsat en bekymring for Obama, men ikke en stor nok bekymring til ikke at udnytte ressourcerne.[/quote]

Fracking er særdeles kontroversielt - ikke kun i et amerikansk perspektiv. De naturgasreserver, der hermed bliver tilgængelige, vil solidt undergrave den nuværende businesscase for vedvarende energi. Hvis både USA og Kina udnytter bare nogle af deres reserver vil investeringer i vindkraft, solenergi og geotermi blive voldsomt konkurrenceudsat.
 
I USA debatteres det, hvor store reseverne er. Olie- og gasindustrien taler om forsyninger, der svarer til 100 års forbrug af naturgas på det nuværende niveau. Kritikere siger, at der nærmere er tale om 20 års forbrug. Men under alle omstændigheder er der tale om gigantiske mængder.

Samtidig er der store miljømæssige spørgsmålstegn ved fracking-teknologien. Bl.a. frygter mange miljøforkæmpere, at de kemikalier, der benyttes vil trænge ind i drikkevandsreserver, ligesom de frygter, at intensiv fracking vil medføre små jordskælv. I England er to jordskælv i Blackpool-området således sat i forbindelse med fracking-projekter i nærheden.

Romney har lagt op til et historisk skifte i amerikansk miljøpolitik ved at foreslå, at flytte myndigheden over ressourceudnyttelse fra den føderale regering til staterne. Det vil, mener demokraterne, resultere i et uhæmmet ”oil and gas rush”, hvor lokale erhvervsinteresser sættes over naturbeskyttelse.

At naturgas er et fossilt brændstof, der medfører CO2-udledning, er fortsat en bekymring for Obama, men ikke en stor nok bekymring til ikke at udnytte ressourcerne. Naturgas vil være ”en bro” frem mod USA’s fremtidige udnyttelse af alternativ energi, siger Browner, der fremhæver Obamas hidtidige succes med mål for bedre brændstofudnyttelse i biler, energibesparelser i offentlige bygninger samt milliardtilskud til grønne teknologier og alternativ energi.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.

Forrige artikel Tre bud på en intelligent offentlig sektor Næste artikel Kooperativer: en gammel model for fremtiden