Det vigtigste ledige topjob, der skal besættes i 2019, er ikke stillingen som administrerende direktør i Danske Bank. 

Med al respekt for den indflydelse, der forbindes med den position, overstråles den af jobbet som Dansk Industris førstemand. At stå i spidsen for Danmarks måske største og stærkeste lobbyvirksomhed har altid været ensbetydende med magt og prestige.

Men DI’s betydning kan blive langt større de kommende år, alt afhængig af hvem der udpeges til stillingen. Det skyldes, at Danmark – på linje med andre nationer – befinder sig midt i en dramatisk transformation, hvor vi skal omstille os til markant anderledes vilkår.

Politiske institutioner og værdier er i opbrud; demokratierne er under pres. Klimaforandringer og FN’s verdensmål varsler opbrud med gængse økonomiske teorier og forretningsmodeller, og virksomhederne skal nytænke deres rolle og ansvar for udviklingen i samfundet og bl.a. forsvare sig over for en stigende mistillid til erhvervslivet, forstærket af en næsten endeløs serie af bankskandaler.

Det er de udfordringer, DI skal forholde sig til og bidrage med løsninger på. Det stiller helt andre krav til den nye direktør end dem, forgængerne skulle leve op til. 

Inden navnelegen om mulige og umulige kandidater går i gang, ville det være formålstjenligt at nytænke organisationens rolle og ansvar. Organisationen repræsenterer virksomheder, der skal ’disruptes’ indefra for at overleve det næste årti eller to. Derfor er det også naturligt, at DI indtager samme medicin.

Der er med andre behov for at disrupte, hvad en stor interesseorganisation som DI skal leve af. Hvad er dens fremtidige kerneydelser, og over for hvem? Hvilken forskel skal DI gøre?

Ny relation til fagbevægelsen

Der har været megen debat om fagbevægelsens evne til at forny sig, herunder om risikoen for at ende som arbejdsmarkedets forstenede dinosaur, fordi man ikke i tide omstillede sig til nye behov.

Det samme kan også blive en trussel for virksomhedernes interesseorganisation. Derfor ville det være spændende, nyttigt og innovativt, hvis DI benyttede anledningen til at nytænke sin strategi og position i samfundet – hvilke nye dagsordener og mål organisationen skal forfølge, f.eks. de næste fem år.

Det ville være skuffende og uforståeligt, hvis man ikke kom med nye bud. Måske har man allerede gjort det, men så skylder DI at fortælle det.

Organisationen skal afspejle, at erhvervslivet nødvendigvis må spille en langt mere fremtrædende rolle i udviklingen af morgendagens samfund og løfte et bredere samfundsansvar.

Når det årlige VL-døgn i juni 2019 handler om, hvordan FN’s verdensmål skal forme fremtidens konkurrenceparametre, er det vel udtryk for samme erkendelse. Hvis den erkendelse signalerer erhvervsledernes seriøse engagement, bør DI samtidig udvide sin interessesfære og ikke kun varetage virksomhedernes snævre interesser men se sig selv som en central katalysator for en ny, konkurrencedygtig samfundsmodel. 

Det ville ikke alene forny og forstærke DI’s rolle og position men også forny relationerne til en fagbevægelse, der har den samme egeninteresse, blot set fra medarbejdersiden. Tænk, hvis så stærke parter kunne finde sammen om en fælles dagsorden, der var vigtigere og  mere fremsynet end at bruge alle ressourcer på udmarvende kampe om marginale forbedringer på overenskomsterne.

Hvor vigtige de aftaler end måtte være, ville store og langsigtede samfundsgevinster kunne høstes, hvis landets toneangivende interesseorganisationer på alle sider af bordet ville sætte sig sammen om at forme overbygningen på den berømmede danske arbejdsmarkedsmodel, nemlig “Samfundsmodel 2030”, med inspiration fra bl.a. verdensmålene.

Men det forudsætter, at DI udvider og fortolker, hvad konkurrenceevne dybest set handler om, på ny og indser, at der er andre veje end blot at sænke skatter og afgifter og skære ned på velfærdssamfundet.

Behovet for en ny profil

Hvis man tager et hurtigt og overordnet blik på organisationen Dansk Industris rolle og udvikling det sidste halve århundrede – tilbage til omkring 1970 – har de gradvist, men sikkert, opbygget en stadig stærkere position for i dag at være den helt dominerende erhvervsorganisation. 

I spidsen for den udvikling har stået fire markante direktører, der hver til sin tid og hver på deres måde har bidraget til den succes. Det gælder Wigo Theilgaard, Ove Munch, Hans Skov Christensen og nu senest Karsten Dybvad. Trods deres eventuelle forskelligheder er der enkelte vigtige fællestræk.

De har bygget DI’s position på en håndhævelse af de klassiske erhvervsøkonomiske dyder og et entydigt fokus på at styrke virksomhedernes konkurrenceevne her og nu. Her har netop lavere skatter, mindre offentligt forbrug, styrkelsen af Danmark som produktionsland osv. været kardinalpunkter.

Det er og har været vigtige dagsordener, men mange af disse dyder fortjener at blive udfordret og i hvert fald nyfortolket og udvidet. Lidt forenklet kan det siges, at de klassiske dagsordener er de fundamentale men ikke de vindende forudsætninger for at udvikle morgendagens konkurrenceevne.

Hvad dén så handler om, bliver det DI’s og den kommende direktørs opgave at identificere og udfolde. Her kunne der også være behov for at bryde med et fællestræk hos de tidligere direktører. De er alle rekrutteret fra og formet af organisatoriske og offentlige bureaukratier, det være sig arbejdsgiverorganisationer eller departementer. Måske er tiden inde til også at bryde det mønster.

Navnelegen er i fuld gang, og stort set alle kandidater har det til fælles, at de enten er tidligere politikere eller sidder i departementerne. Der er ingen tvivl om, at de alle har stærke kvalifikationer, imponerende netværk og kan cementere DI’s hidtidige position som vogter af de traditionelle erhvervsøkonomiske dyder.

Men spørgsmålet er, om de også evner at disrupte og forny DI’s rolle ud fra de krav, som morgendagens markant anderledes vilkår stiller til en organisation, der skal være en dominerende katalysator for omstillingen af vores samfund.

Her skal ikke tilføjes nye navne, blot påpeges at det kunne være en ide at udvide det potentielle søgefelt til andre græsgange, f.eks. til markante og nytænkende ledere fra den private sektor.

Start med topmødet

Det første udtryk for en ny direktørs evne til at nytænke sin egen og DI’s rolle kunne være det årlige topmøde i september.

Topmødet er blevet en stærk tradition, der år efter år fylder de største konferencecentre med medlemmer og inviterede politikere og andre indflydelsesrige gæster. Men med al respekt for det arrangement er det stort set altid skåret efter samme traditionelle og forudsigelige læst:

Indlæg af den siddende statsminister og oppositionsleder, udenlandsk gæst, paneler med indbudte eksperter m.v. – alt sammen indrammet af et overordnet tema, der fortolkes bredt.

Det er ikke just en begivenhed, der udfordrer holdninger, ændrer mindset eller sætter nye fremadrettede dagsordener. Her er der rum for kreative forbedringer. Det kunne blive et interessant signaturprojekt for en ny direktør, hvis DI tør.

Af ovennævnte grunde bliver valget af en ny direktør også DI’s valg af organisationens fremtidige rolle og profil – et valg, der signalerer, om organisationen blot ønsker mere af det samme, eller om man har læst udviklingen i omverdenen og er indstillet på at udfordre og disrupte den traditionelle kerneydelse.

DI ved sikkert godt, at de medlemsvirksomheder, der ikke evner at nytænke kerneydelsen, næppe er medlemmer om 5-10 år. Spørgsmålet er, hvilke refleksioner det giver anledning til på Rådhuspladsen.