Socialt bedrageri er virkeligt kommet på dagsordenen. En ny opgørelse fra KMD Analyse har beregnet det årlige omfang til mellem 7 og 12 mia. kr., svarende til 3-5 pct. af de sociale ydelser.

Rapporten fik en flot lancering i DR Søndag og trak de efterfølgende dage masser af omtale og kommentarer fra centrale kommunalfolk. Selveste beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, måtte rykke ud og sige, hvad der må siges i denne situation:

”Svindel er en fornærmelse af ordentlige borgere og en trussel mod velfærden. Derfor må der strammes op nu.”

Men hvordan kan man egentlig gøre den slags tal op? KMD har lavet et rundspørge til befolkningen.  Her oplyser 3,2 pct.,  at de ”ved en fejl (har) modtaget ydelser og beholdt pengene.”  Denne gruppe kan betegnes som sociale bedragere, og det bliver de så i KMDs analyse.

Spørgsmålet er så, hvor meget hver især snyder for. KMD har her foretaget et andet rundspørge til kommunale kontrolenheder, der oplyser, at de i snit sparer 83.000 pr. fanget socialbedrager, hvis man medregner, hvad deres bedrageri ville have kostet, hvis det havde stået på hele året.

Nu er der nok grund til at tro, at de kommunale kontrollanter især går efter de grove tilfælde. Hvis man også fangede alle de mindre fisk, ville gevinsten nok snarere ligge mellem 48.000 og 69.000 pr. sag, gætter KMD Analyse.

Det er så disse to tal, der ganges med de 3 pct. socialbedragere. Hvis man uberettiget har scoret sociale ydelser på et eller andet tidspunkt i sit liv, så snyder man nok for mellem 48.000 og 69.000 kr. om året. Én gang bedrager – altid bedrager, ikke sandt?  Det giver 7-12 milliarder i offentlige ekstraudgifter hvert evig eneste år.

Rapporten medgiver selv, at der er tale om ”et skøn med usikkerhed, som giver en indikation på, hvilken økonomisk ramme det sociale bedrageri befinder sig indenfor.” Sådan et skøn, der giver indikation på en ramme, skulle man måske tage lidt forsigtigt på, men det mener KMD øjensynlig ikke, at vi behøver.

I pressemeddelelsen, som den 28 sider lange rapport er sendt ud i verden med, er det lidt uldne forbehold således ikke med. Her konstateres blot:

”En ny rapport fra KMD Analyse viser, at der hvert år i Danmark begås socialt bedrageri i milliardklassen. Kontrolarbejdet i kommunerne opdager kun 4-7 pct. af bedraget.”

Pressemeddelelsen fortsætter:

”Kommunerne efterlyser flere muligheder for at kontrollere og overvåge borgerne. Danskerne ønsker også mere kontrol – men de fortrækker dog de digitale muligheder, herunder registersamkøring, frem for mere fysisk overvågning, viser analysen. Den metode bakkes op af københavnske erfaringer med kontrolarbejdet. ”

Den overvågning af borgerne vil naturligvis blive skærpet nu, takket være det øgede fokus, som KMD’s Analyse har skabt.

Et andet spørgsmål er, hvor kommunerne skal finde de egnede digitale metoder, herunder registersamkøring, som danskerne ønsker. Det spørgsmål berøres ikke i denne sammengæng, men en nærliggende mulighed er vel at kigge grundigere i produktsortimentet hos KMD, der før hed Kommunedata. Her kan man nemlig finde ”en it-løsning, der via intelligent sammenstilling af data hjælper kontrolmedarbejderne til at kvalificere, målrette og effektivisere sagsbehandlingen. ”

”Vi regner med, at den nye it-løsning på landsplan kan spare kommunerne et pænt trecifret millionbeløb bare ved at effektivisere og udbygge kontrolmulighederne for de ansatte, der er i kommunerne i dag. Hvis man udvider staben, vil potentialet naturligvis følge med,” som det hed i pressemeddelelsen sidste år.

Og det må man medgive. Der er jo langt fra et trecifret millionbeløb til et tocifret milliardbeløb, selvom det sidste måske kun er et skøn, der giver indikation af en ramme.

Man må også medgive, at der er rigtig mange, der gerne vil have fingrene i kommunekassen. Og at de sommetider bruger metoder, der er så snedige, at de umuligt kan gennemskues af f.eks. en ganske almindelig redaktionschef på DR Søndag.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.