Det danske uddannelsessystem og især folkeskolen har igennem en lang årrække svigtet store grupper af børn og unge.

Vi har nordisk rekord i andel af unge, som ikke har en ungdomsuddannelse som 21-årige. 40 procent står uden ungdomsuddannelse. I Sverige er det 20 procent. 70.000 unge i Danmark havner i den uddannelsesmæssige restgruppe, det vil sige, at de som 30-årige hverken er færdige med en ungdomsuddannelse, i gang med uddannelse eller i arbejde – de såkaldte NEET (Not in Education, Employment or Training). Det svarer til mere end seks procent af en ungdomsårgang. 

Alt for mange børn og unge oplever fiasko i dagtilbud og i folkeskole, og derfor kommer mange ikke igennem en ungdomsuddannelse. Fiasko rammer de børn og unge, som har særlige udfordringer, fordi de har en funktionsnedsættelse, fx et kommunikativt handicap som ordblindhed, har en psykisk disposition, fx ADHD eller autisme, eller har sociale udfordringer, for eksempel børn anbragt uden for hjemmet eller af anden etnisk herkomst end dansk.

Det er et kæmpe samfundsmæssigt problem, som sætter sine spor langt op i voksenlivet i form af manglende beskæftigelse, et liv på overførselsindkomst og manglende mulighed for at blive herre i eget liv.

Velfærdssamfundet sender mennesker i samfundsmæssigt udenforskab.

Hvorfor er vores velfærdsinstitutioner så dårlige til at løfte netop dem, som har særlige udfordringer? Hvorfor giver folkeskolen ikke netop de børn, som har særlige udfordringer i livet, det skub, som sikrer dem mulighed for at få fodfæste i livet? Det burde være det centrale spørgsmål, hver gang der drøftes reform af uddannelser af fagprofessionelle i Danmark. Men det sker ikke.

Det kan man senest forvisse sig om ved at læse rapporten fra uddannelsesministerens ekspertgruppe om læreruddannelsen af 2013: ’Kvalitet og relevans i læreruddannelsen’ fra december 2018. Det stå heller ikke øverst i uddannelsesministerens nye kommissorium for fremtidens læreruddannelse. Her burde det overordnede fokus være på betydningen af det store "spild" af menneskelige ressourcer, som velfærdsinstitutionerne producerer. Her burde en bekymrende udvikling i psykisk sårbarhed for de unge være et centralt emne. Men det er det ikke.

Når dertil kommer, at der ikke er nogen eksperter i kommissionen, som på nogen måde har viden inden for special- eller socialpædagogik, kan det kun gå galt igen.

Der er overvægt af økonomer, og det afspejler nok mere den rådgivning, som ministerens nærmeste embedsmand er i stand til at levere med sin mangeårige baggrund i Finansministeriet. Samlet betyder det, at vi heller ikke denne gang kan forvente nogen væsentlig ændring i læreruddannelsens fokus på middelklassens børn frem for dem, som har særlige behov.

Når skolen ikke har fokus på dem, som har særlige behov, vil det kun være dem, som har ressourcer hjemmefra, der klarer sig. Derfor er det afgørende, at målsætningen vendes på hovedet.

Som velfærdsinstitution skal folkeskolen netop give støtte til dem, som ikke kan få støtten derhjemme. Det kræver, at læreruddannelsen giver den fremtidige lærer konkret viden om, hvilke forhold der fremmer et uddannelsesmæssigt løft for alle med særlige behov. Det kan kun ske gennem en intensiv vidensopbygning om praktiske, pædagogiske værktøjer og strategier for de grupper af elever, som har funktionsmæssige, psykiske eller sociale udfordringer.

Det kræver et nyt stærkt fokus på specialpædagogikken hos den almindelige danske folkeskolelærer. Og i den kommission, der skal rådgive politikerne om en ny læreruddannelse.