Hvis der er et tal, som er gået igen i de fleste politiske analyser den seneste uge, så er det tallet 47 pct., der viser afstanden mellem rød og blå blok. Tallet har statsminister Helle Thorning-Schmidts nærmeste rådgivere defineret som ét af fire såkaldte fikspunkter, der skal hakkes af, før hun udskriver folketingsvalg.

Første punkt er signalet om tryghed om udlændingepolitikken. Jo strammere udlændingepolitik, desto mindre kant til Dansk Folkeparti. Og det er nødvendigt, lyder analysen, som Socialdemokraternes stærkeste minister, justitsminister Mette Frederiksen, nu skal forsøge at få styr på. Så er der løftebrudsdiskussionen, som skal forsvinde fra danskernes bevidsthed ved overbevisende tale om nødvendighedens politik og økonomisk ansvarlighed. Det er forsøgt i tre år, men det er ikke desto mindre punkt nummer to.

Tredje punkt ser straks bedre ud for statsministeren. Hun står personligt væsentligt bedre end Lars Løkke Rasmussen, som ikke alene må se sig overhalet, hvad angår form, tillid og troværdighed, men også hvad angår en række væsentlige politiske kriterier. De personlige tal skal vokse yderligere, inden valget udskrives. Og så er der punkt nummer fire, hvor rød blok samlet set skal have mindst 47 pct. tilslutning. Sker det, er der en meget realistisk mulighed for genvalg, lyder vurderingen. For det var jo det, Lars Løkke Rasmussen var lige ved at gøre, lyder et bærende argument, når man har læst analyserne i dagspressen. Her glemmer man dog, at det var Socialdemokraterne og SF, som tabte pusten til netop Lars Løkke Rasmussen i 2011, men når valget udskrives inden for et år, så skal Socialdemokraterne altså bare gøre det, som ikke lykkedes ved sidste valg, kan man forstå.

Jeg har selv været med til at kigge meget dybt i tallene sammen med Venstres ledelse og rådgiverkreds. Og man kigger dybt, når man er bagud. Der bliver talt om såkaldt stærke og svage tvivlere. Om nye flok-tendenser, flygtige og illoyale vælgergrupperinger, som ofte tillægges alt for stor betydning, når man er bagud. Op mod valget i 2011 definerede Venstre 48 pct. tilslutning til blokken som et realistisk scenarie for en kneben valgsejr. Det skete blandt andet ved at spørge ind til danskernes andet partivalg, hvor der tegnede sig en svag tendens i Venstres favør. Dansk Folkepartis vælgere var nemlig så småt begyndt at svare, at de ville sætte krydset ved Venstre og ikke ved Socialdemokraterne, hvis de ikke skulle stemme på Dansk Folkeparti. Samme tendens for danskernes andet partivalg kunne man spore hos de socialdemokratiske vælgere. Også tvivlertallene så gode ud. Jo, der blev kigget dybt – også på en anden statistik, som der ikke blev talt så højt om.

Statikken over samtlige folketingsvalg siden 1984, hvor ingen regering samlet set har formået at få fremgang. Se, den statistik var der også en lille undskyldning for. VK-regeringen havde Dansk Folkeparti, som jo ikke talte med i statistikken over regeringernes samlede tilbagegang. VK-regeringen havde så at sige et parti i den blå familie, som kunne hente stemmer over midten – og så pyt med, at regeringen samlet set skulle gå lidt tilbage. Og så var der Liberal Alliance, som naturligt nok ville tage en del af de konservative stemmer, men som omvendt var ligegyldige, når det kom til at få stemmer fra rød til blå blok.     

Når Helle Thorning-Schmidt sidder med sin nærmeste regeringstop og rådgiverkreds, så er hverken Enhedslisten eller SF til megen hjælp på blokregnestykket. Regeringspartneren De Radikale lå ved valget i 2011 på et radikalt maksimum på 9,5 pct., så pilen peger entydigt på statsministerens eget parti. Det er med andre ord her, stemmerne skal flyttes fra blå til rød, hvis statsministeren fortsat vil være statsminister.

Og her kommer analysen af Venstres valg i 2011 statsministeren en lille smule i møde. For uagtet Lars Løkke Rasmussens formandskrise før sommer så fik Venstre et – også i europæisk perspektiv – godt valg for tre år siden. Hvor regeringsledere i hele Europa ikke alene har tabt magten, men også oplevet markant tilbagegang for deres partier, så gik Venstre frem – et enkelt mandat, men frem. I Norge måtte først Stoltenberg aflevere nøglerne til statsministeriet efter vælgertilbagegang for Socialdemokratiet, og for en måned siden måtte Moderaternes Fredrik Reinfeldt gøre det samme i Sverige. Før dem mærkede både Sarkozy og Blair, at krisetider er noget, man taber valg på.

Langt endnu

Når historien om Venstres 2011-valg alligevel ikke bare kan overføres én-til-én til Socialdemokraterne, så skyldes det ikke alene, at Thorning fik en historisk vælgerlussing ved sidste valg, men også et fravær af den politiske fortælling og retning. 

I foråret 2010 var Venstres folketingsgruppe trætte af at se på VK-regeringen – måske endda mere trætte, end danskerne var. Fyrede ministre og garvede folketingsmedlemmer, som aldrig havde fået ministerchancen. Hvad var der efterhånden at kæmpe for? Hvorfor ikke bare få renset luften og få blandet posen på ny? Lars Løkke Rasmussen var startet forsigtigt med fortællingen om lille Lars fra Græsted. Ikke nogen eksperimenter her. Arkitekten for Foghs fritvalgsreformer på sundhedsområdet og den omfattende kommunesammenlægning var erstattet af vikaren. Og billedet var ved at brænde sig fast.

Alt det var Lars Løkke Rasmussen pinlig bevidst om. Som central minister siden 2001 og en fast del af de forudgående tre folketingsvalg var det helt afgørende at få partiets tillidsfolk med. V-ministre, folketingsgruppen, VU, folketingskandidaterne og Venstres medlemmer.

Det skete ved tre lejligheder. Grundlovstalen i 2010, som var et opgør med kontraktpolitikken. Den nye krisetid krævede en kontrakt med danskerne om at gøre det nødvendige for at sikre velfærden. Samme efterår kom Genopretningspakken, og som sidste element kom nytårstalen med budskabet om at afskaffe efterlønsordningen. Fra at være et træt parti, fik Lars Løkke Rasmussen sit parti med.        

Om Helle Thorning-Schmidt og S-toppen har en lignende plan i skuffen, er der kun få, der ved. Men hvis 47 pct. til blokken skal være et realistisk målepunkt, så skal der skabes en fortælling, der først og fremmest kan vække begejstring internt. Den blev hverken defineret på kongressen eller ved Folketingets åbning. Uret tikker, og lige nu bliver der talt meget om 47 pct. i medierne, men rød blok ligger i det seneste vægtede snit i Berlingske Barometer på 45,3. Der er kun ét parti, som kan hente det tabte over midten. Det parti er statsministerens eget og står i det vægtede snit til 21,7 pct. af danskernes stemmer. Et nyt historisk lavpunkt. Med mindre S-toppen udelukkende satser på nye personsager i Venstre, så skal Thorning snart rulle sin plan ud, hvis hun vil nå at sætte hak ved punkt fire, inden hun udskriver folketingsvalget. Der er lang vej til 47 procent. 

Læs flere af Mikael Børstings indlæg her

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.