I de kommende uger vil København igen være fuld af udenlandske gæster, der med entusiasme i øjnene fotograferer mylderet af cyklister i hovedstadens gader. Danske virksomheder, arkitekter og byplanlæggere vil fremvise bæredygtige bygninger og smarte klimaløsninger for beslutningstagere fra hele verden. Og København vil vække beundring blandt alverdens mest innovative og vidende klimaentusiaster.

Når disse ca. 2.000 fremtrædende udlændinge med nogle af verdens vigtigste lande og virksomheder i spidsen kommer til København, har de alle muligheder for at lære af de mange danske erfaringer med at vende miljø- og klimaforandringerne fra kritiske udfordringer til positive muligheder. Og det er, fordi Danmark både på europæisk og globalt niveau bliver betragtet som en grøn frontløbernation, som det er interessant at samarbejde med for så vigtige lande som Tyskland, Kina, Mexico og Sydkorea og virksomheder som Samsung, Siemens og McKinsey. 

Statsminister Helle Thorning-Schmidt kan således med rette være stolt af Danmark, når hun her til morgen byder velkommen til Global Green Growth Forum, der for fjerde år i træk finder sted i København. Hun indleder dermed et par uger, hvor København omdannes til en international workshop om klodens fremtid, som vi beskriver i analysen på side 6. De to uger afrundes den 2. november, når København er vært for lanceringen af FN’s afsluttende statusrapport over den globale klimakrise. Undervejs byder programmet på begivenheder, som dækkes talstærkt af den internationale presse og kunne have været en fornem kulisse for at fremlægge en ambitiøs dansk energi- og klimavision.

DERFOR VÆKKER DET FORUNDRING, at statsministeren tilsyneladende ikke tør bruge den grønne vindersag i sit forsøg på at blive genvalgt ved det kommende folketingsvalg. At det forholder sig således, fik man syn for i sidste uge, da Thorning sammen med sin radikale vicestatsminister Morten Østergaard lempede regeringens bæredygtighedsstrategi ud af bagdøren i form af en kronik i dagbladet Politiken på en mediemæssigt stille mandag i efterårsferien.

Regeringens to ledende politikere turde tilsyneladende ikke stille op ved et pressemøde og sælge budskabet om, at bæredygtighed er vejen til fremtidens job og eksportsucceser, sådan som de gør det, når de optræder i internationale sammenhænge. Thorning og Østergaard fandt det ikke nyttigt at holde visionære taler om, at vi i Danmark – by og land hånd i hånd – kan skabe et rigere, bedre og mere retfærdigt samfund, hvis vi vælger pragmatiske grønne løsninger i landbruget, i industrien og i vores personlige valg af forbrug og mobilitet.

Regeringen er tilsyneladende af den opfattelse, at den grønne omstilling ikke har appel til den danske befolkning. Eller i hvert fald at den grønne omstilling er en tabersag, når den møder den nationale politiske virkelighed på Christiansborg. Til regeringens forsvar kan man sige, at Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti mest af alt minder om den amerikanske Tea Party-bevægelse, når det gælder klima- og energipolitikken, selvom også borgerlige vælgere i stort tal har statsstøttede solceller på taget. Men netop derfor er det også uforståeligt, at regeringen ikke griber det betydelige folkelige engagement i bæredygtighedens dyder, som folder sig ud blandt danske boligejere, iværksættere, vindmølleejere, genbrugsentusiaster og hverdagscyklister. I en tid med økonomisk krise, taler den moderne klimasag indlysende til de sparsommelige vælgere. Men den taler også til de pragmatiske og solidariske, der hopper i delebiler og bruger Uber på rejsen. Og den taler til de innovative og kreative, der ser nye forretningsmuligheder og skaber job og sund, grøn vækst.

Kort sagt skulle der nok være resonans i den grønne vindersag til at nå de fleste af regeringens potentielle vælgere.

UNDER ALLE OMSTÆNDIGHEDER er det med den grønne omstilling som med alle andre politiske projekter, der griber ind i grundlæggende økonomiske samfundsstrukturer. Det forudsætter visionær politisk ledelse og kommunikation at vinde vælgernes opbakning. Regeringens 48 sider lange bæredygtighedsstrategi ”Et bæredygtigt Danmark – udvikling i balance” favner både den økonomiske, den sociale og den miljømæssige bæredygtighed, hvilket i sig selv ligger fint på linje med udviklingen i både den europæiske og den globale klima- og energipolitik.

Men til gengæld er regeringspapiret blottet for visionære formuleringer af det enorme velfærds- og forretningspotentiale, der ligger i den bæredygtige udvikling. Der er intet forsøg på at forme den fortælling, der favner de mange danskere, der i deres arbejdsliv og i deres privatliv oplever, at ressourcebevidst omgang med energi, fødevarer og andre ressourcer ikke bare er godt for pengepungen, men også ligefrem bærer værdier i sig, som giver større tilfredsstillelse end den blinde jagt på materiel velstand.

Den danske regerings manglende indenrigspolitiske mod, når det gælder den grønne omstilling, skal imidlertid ikke skygge for, at der er et utal af positive udviklinger i gang, når det gælder den globale omstilling til mere bæredygtige produktions- og forbrugsmønstre.

Som Frankrigs europaminister Harlem Désir formulerer det i denne uges udgave af Mandag Morgen, har man indset, at bæredygtig udvikling og økonomisk vækst sagtens kan gå hånd i hånd. Den samme konklusion nåede den såkaldte Calderon-rapport skrevet af nogle af verdens førende økonomer frem til i september. Vi står altså nu med et gennembrud for den globale udbredelse af den selvsamme erkendelse, som skiftende danske regeringer dygtigt har promoveret internationalt, siden Danmarks grønne økonomiske diplomati blev opfundet i 2006-2007. Den er den væsentligste forudsætning for, at verden i de kommende år kan mobilisere de enorme private milliardinvesteringer, som er nødvendige, hvad angår både at tilpasse sig og at forebygge klimarelaterede katastrofer. Og det kunne være en politisk etapesejr, som regeringen kunne bryste sig af, hvis den ikke var så bange for sin egen skygge.

De kommende to ugers begivenheder i København er ligesom EU’s energi- og klimaforlig for perioden 2020-2030, der ventes vedtaget i Bruxelles på fredag, vigtige skridt på vejen frem mod FN’s klimatopmøde i Paris næste år. Og heldigvis er verden blevet så meget klogere siden COP15 i København i 2009, at man godt ved, at løsningen på verdens klimaproblemer ikke kommer ene og alene i form af en forkromet politisk aftale. I dag ved vi, at det er bredden og dybden i den folkelige, erhvervsmæssige og politiske koalition bag den bæredygtige udvikling, som i det lange løb er garanten for, at den grønne omstilling finder sted. De mange løsninger, der præsenteres i København i de kommende uger, er beviserne på, at den er i fuld gang.

Men regeringen forpasser en enestående chance for at høste vælgernes gunst.