EU og erhvervsgiganter vil ikke vente på FN

20 års kamp i FN for at skabe en bæredygtig udvikling i verdensøkonomien har ikke formået at løse det helt grundlæggende problem: At de globale og i høj grad politisk fastsatte prisstrukturer på råvarer og energi er indrettet sådan, at de forbrugere og virksomheder, der opfører sig mest miljøbelastende, slipper billigst, mens enkeltpersoner, industrier og servicevirksomheder, der vælger at tage ansvar for klodens ressourcer gennem bæredygtige investeringer og bæredygtigt forbrug, må betale overpris.

Sådan lyder vurderingen fra to af de senere års fremmeste og mest erhvervsorienterede aktører i international klima-, energi- og miljøpolitik, EUs klimakommissær Connie Hedegaard og Yvo de Boer, tidligere klimachef i FN og nu chefklimarådgiver hos den globale revisions- og konsulentvirksomhed KPMG.

“I dag koster slid på natur og ressourcer fortsat ikke noget. Ofte skal man betale en merpris for at gøre det bæredygtige. Og det betyder, at vi fortsat producerer ved at udpine ressourcerne og forurene luften,” siger Connie Hedegaard i en kommentar til FNs bestræbelser siden 1992 på at bane vejen for en bæredygtig udvikling.

Yvo de Boer og KPMG offentliggjorde i sidste måned en omfattende rapport om de udfordringer, som klimaforandringer, mangel på råvarer og flere andre miljøproblemer stiller verdens virksomheder over for.

Rapporten Expect the Unexpected: Building Business Value in a Changing World identificerer ti megatrends relateret til bæredygtighed og disses indvirkning på 11 centrale erhvervssektorer fra elektricitet, kemi og bilindustri til føde- og drikkevarer og telekommunikation. Rapporten konstaterer, at de såkaldte eksterne miljømæssige omkostninger – skaderne på miljøet – ved de 3.000 største børsnoterede selskabers aktivitet årligt når op på 2.150 milliarder dollar. Det svarer til 50 pct. af deres samlede indtjening. Det betyder, at hvis – eller ifølge KPMG rettere når – virksomhederne selv bliver pålagt at afholde omkostningerne ved skadevirkningerne på råvarer og miljø, vil virksomheder i gennemsnit skulle lægge 50 øre for hver krone i indtjening.

Derfor bør virksomhederne mindske deres ressourceforbrug og dermed gøre sig mindre sårbare over for miljøomkostninger, og politikerne bør ifølge Yvo de Boer i forbindelse med Rio+20 følge tre anbefalinger:

• De skal opstille langsigtede, stabile og transparente politiske rammer og incitamentstrukturer, der skal gøre det muligt at skalere investeringer i bæredygtig udvikling til højere niveauer.
• De skal give stærke prissignaler vedrørende knaphed på ressourcer og vedrørende miljømæssige påvirkninger.
• De skal opstille nye platforme for samarbejde mellem offentlige og private aktører på internationalt og nationalt plan.

“Uden handling og strategisk planlægning vil risici blive mangedoblet og muligheder vil gå tabt. Virksomheder har indset, at der er muligheder og værdi i ansvarlig opførsel ud over de næste kvartalsresultater,” sagde Yvo de Boer ved offentliggørelsen af rapporten i New York i sidste måned, hvor KPMGs ledelse og de mange inviterede virksomheder rettede en indtrængende appel om at inddrage erhvervslivet i kampen mod de globale miljøforandringer.

KPMG-CEO Michael Andrew sagde, at regeringer alene ikke kan løse de globale udfordringer.

“Erhvervslivet må tage lederskabet i skabelsen af de bæredygtige samfund.

Hedegaard og Yvo de Boer vil begge være deltagere ved FNs topmøde Rio+20 til juni,. Her skal verdenssamfundet gøre status over resultaterne af 20 års FN-politisk arbejde med bæredygtighed. Men de er begge ganske utålmodige over for hele FN-processen.

“FN-processen kan ikke stå alene. Den er for langsom. Og der er alt for mange interesser, der skal plejes, blandt andet i forhold til at beskytte det bestående,” siger Connie Hedegaard til Mandag Morgen.

Klodens sande tilstand

I dag står det, særligt på klima- og miljøområdet, endnu sløjere til med bæredygtigheden end for 20 år siden. Alle fremskrivninger viser, at såvel klimaet, naturressourcerne, den biologiske mangfoldighed som i sidste ende økonomien og den politiske stabilitet er truet, hvis udviklingen de næste 20 år blot fortsætter, som den har gjort fra Rio-mødet og frem til i dag.

Hedegaard har sammen med 21 andre højtprofilerede internationale ledere udarbejdet rapporten “Resilient People, Resilient Planet”. Se MM06.

Rapporten evaluerer de seneste 20 års bæredygtighedsindsats og giver anbefalinger til den fremadrettede indsats. “Verden er endnu ikke styret ind på et spor for bæredygtig udvikling,” konkluderes det i rapporten. Det understreges, at “fremdriften mod bæredygtig udvikling har indtil i dag hverken været hurtig eller dyb nok, og behovet for mere vidtrækkende initiativer vokser hele tiden.”

Det er et pres, der vil fortsætte med forøget styrke i årene, der kommer. OECD anslår således i sin rapport “The Emerging Middle Class in Developing Countries”, at den globale middelklasse – husholdninger, der har en dagsindkomst pr. person på mellem 10 og 100 dollar – vil vokse fra godt 1,8 milliarder i 2009 til 3,2 milliarder mennesker i 2020 og 4,9 milliarder i 2030. Langt størstedelen af denne stigning – 2,7 ud af 3,1 milliarder nye globale middelklasseborgere - vil finde sted i Asien. Se figur 1.

Det vil udløse det største kollektive forbrugsboom, verden hidtil har oplevet. Blandt andet forventes den globale efterspørgsel på energi at blive øget med 45 pct., efterspørgslen på mad med mindst 50 pct. og behovet for rent vand med 30 pct. over de næste 18 år.

Ifølge rapporten er der dog enkelte lyspunkter i udviklingen. Men det er primært inden for de rent økonomiske pejlemærker. Således er det globale BNP siden 1992 øget med 75 pct. og BNP pr. indbygger med 40 pct. Det har øget den globale velstand i en sådan grad, at verden i dag er på vej til at overopfylde FNs såkaldte millenium-mål om at halvere antallet af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom i 2015 i forhold til 1990. I 1990 levede hele 46 pct. af verdens befolkning i fattigdom. I 2007 var tallet faldet til 27 pct., og det forventes at falde til under 15 pct. i 2015. Ligeledes er verden på rette vej til at indfri millenium-målene for adgang til rent drikkevand.

Det har imidlertid ikke bidraget til en mere ligelig fordeling af de økonomiske ressourcer. Tværtimod er den økonomiske ulighed mellem verdens rige og fattige nationer øget med omkring 20 pct. fra 1990 til 2005. I dag er BNP pr. indbygger i højindkomstlande 5 gange højere end i middelindkomstlande og 30 gange højere end i lavindkomstlande.

Mens den stærke økonomiske vækst, overordnet har været en succes for den fattigste del af jordens befolkning, har den således på den anden side bidraget til at øge den sociale ulighed. Men hvad der er mere problematisk, er, at væksten er skabt på et miljø- og naturressourcemæssigt ubæredygtigt grundlag. Og det gør, at væksten i sig selv hviler på et ubæredygtigt fundament.