Hvis EU skal være et globalt foregangskontinent i kampen mod klimaforandringer, må der ikke være nogen, der kører gratis med. Derfor skal medlemsstater i EU kunne havne i retten, hvis de ikke lever op til Unionens reduktionsmål.

Det mener regeringen, der i et høringssvar til Kommissionen har fremhævet EU-domstolene som en vigtig instans, når medlemsstaterne skal holdes ansvarlige for klimamålsætningerne i de kommende år.

Det er ifølge professor med speciale i EU på Københavns Universitets Center for International Courts Marlene Wind meget sigende, at regeringen fremhæver den juridiske vej. Når EU’s politikere synes, det bliver svært at nå til enighed på tværs af Unionen, har de nemlig i de senere år ofte valgt at erstatte dialog og forhandling med en paragraf-pisk.

”Så kan politikerne vaske deres hænder og sige, at det er et spørgsmål for domstolene. Der er en stigende tendens til, at i svære spørgsmål mellem øst og vest, hvor man ikke kan blive enige, så sparker man det over til domstolene,” siger hun og fremhæver tvisten mellem EU og østlande som særligt Polen og Ungarn, der blandt andet kritiseres for at politisere domstolene og svigte de såkaldte københavnerkriterier om demokratisk regeringsførelse. 

Et to-siders ark med hensigter

Onsdag 4. marts præsenterer Kommissionen sit første udspil til en EU-klimalov, som blev bebudet i december under præsentationen af The European Green Deal. Frem til 6. februar har aktører, regeringer og alle øvrige EU-borgere givet input til Kommissionen, ligesom der er afholdt møder og konferencer med flere aktører og såkaldte stakeholders.

Når regeringen i sit høringssvar fremhæver domstolene, sætter det også en finger på det ømtålige men afgørende spørgsmål: Hvilken forpligtelse kommer EU-klimaloven til at pålægge medlemslandene? Skal domstolene spille en rolle, er klimaloven nødt til at have forrang for national ret, og så er det ikke nok, hvis Kommissionen gør, som de fleste klimapolitiske observatører og aktører lige nu forventer og udgiver et to-siders ark med en række hensigtserklæringer og et mål om klimaneutralitet i 2050.

Hvis domstolene overhovedet skal kunne involveres, har det ifølge Marlene Wind afgørende betydning, hvilken retlig status klimaloven får. 

”Det skal være bindende EU-ret, hvis domstolene skal blande sig. Den går ikke ind og dømmer lande på henstillinger eller noget, politikerne har valgt bare skal være en målsætning. Så det er meget afgørende,” siger hun.

Klimaduksenes konkurrencebagdel

Taler man med det klima- og europapolitiske embedsværk, er regeringens ønske om at gøre EU’s reduktionsmål juridisk bindende knyttet op på, at man skal kunne sanktioneres for brud. Det er givetvis derfor, at vendingen legally binding target er så hyppigt forekommende i det to en halv side lange høringssvar.

Men faktisk er spørgsmålet om at sanktionere medlemslande ifølge Peter Pagh, der er professor i EU-ret ved Københavns Universitet, temmelig kontroversielt.

”Sanktioner giver ikke ret meget mening,” siger Pagh og forklarer, at der særligt på et spørgsmål som udledning af drivhusgasser tidligere har vist sig nogle problemer med at håndhæve loven og straffe overtrædelser.

”For når først niveauet for udledning er nået, hvad gør man så med eventuelle overskridelser?” spørger han retorisk og svarer, at dette ikke er et spørgsmål, som egner sig til at løse med sanktioner. ”Så er det mere effektivt at sørge for, at der fremover sker en yderligere reduktion.”

”Det kunne man i øvrigt gøre uden at ulejlige domstolene,” konstaterer han.

Peter Pagh ser ligesom Marlene Wind en tendens til, at politikere bliver lidt for glade for at ty til sanktionsmekanismer, når de støder ind i svære spørgsmål.

Men de kan også begge forstå dilemmaet i, at et land som Danmark binder sig til relativt høje reduktionsmål, hvis nabolandene ikke bliver tvunget til at følge med i samme takt.

”Det kan lynhurtigt gå hen og blive konkurrenceforvridende,” vurderer Marlene Wind.

”Hvis der ikke er ens krav og regulering i alle EU-lande, så kan det hurtigt blive en konkurrencebagdel at skulle producere under meget stramme vilkår i Danmark,” fortsætter hun og åbner op for den bekymring, et land som Danmark har med den såkaldte carbon leakage.

Hvis det er for dyrt at producere i Danmark grundet strenge klimakrav, er det nemlig oplagt for virksomheder at flytte produktionen til lande med mere lempelig regulering, og så rykker udledningen bare til et andet land, mens Danmark mister arbejdspladser.

Selv om Marlene Wind kalder det helt afgørende, at EU-klimaloven bliver retligt bindende, levner hun det ikke mange chancer.

”Jeg tror ikke, det er muligt. Polakkerne er inderligt imod det, og der er helt sikkert også nogle andre lande, som vil prøve at undslå sig en bindende lov.”

Det har ikke været muligt at få et interview med klimaminister Dan Jørgensen inden deadline, men i en skriftlig kommentar understreger han, at EU’s klimalov skal have bindende mål ligesom den danske.  

“Og det skal stå klart, at et EU-land kan bringes for EU-Domstolen og potentielt idømmes sanktioner, hvis det ikke lever op til sine forpligtelser. Det er allerede almindelig praksis i dag, hvor medlemslande kan blive bragt for EU-Domstolen, hvis de ikke efterlever EU-lovgivning. Det betyder altså ikke, at EU-Domstolen skal have nye beføjelser eller sanktionsmuligheder, men det betyder, at det også bør udvides til at gælde for målet om klimaneutralitet.”  

”Når vi ønsker, at der er juridiske konsekvenser, hvis man ikke lever op til sine forpligtelser, så er det selvfølgelig for at sikre, at vi når vores mål,” konkluderer ministeren.