Uærlig, populistisk og partitaktisk. Så hård er dommen over den danske europapolitik 41 år efter Danmarks indtræden i det daværende Europæiske Fællesskab, og fire uger før danskerne skal vælge de 13 politikere, som i de kommende fem år skal repræsentere Danmark i Europa-Parlamentet.

Kritikken kommer vel at mærke ikke fra EU-skeptikerne i Liberal Alliance, Folkebevægelsen mod EU og det fremadstormende Dansk Folkeparti. Tværtimod er det pro-europæiske eksperter og politikere som Uffe Ellemann-Jensen, Bendt Bendtsen og Holger K. Nielsen, der over for Mandag Morgen erkender, at ansvaret for tilstandene i den aktuelle europadebat i høj grad ligger hos Folketingets EU-positive partier.

Socialdemokratiet, Venstre, De Konservative, De Radikale og SF har hver for sig og i fællesskab bidraget til at reducere europapolitikken til det, Holger K. Nielsen kalder “reservatpolitik”.

“EU påvirker stort set alle politikområder og fagudvalg i Folketinget. Alligevel er EU blevet noget, man springer hurtigt hen over, mens man i Folketinget bruger megen tid på små sager,” siger den tidligere skatte- og udenrigsminister.

Tidligere økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen, der søger genvalg til Europa-Parlamentet, mener, at hele EU-projektet “står og ryster lidt i fugerne” på grund af voksende mistillid og skepsis i stort set alle EU-lande.

For Danmarks vedkommende påpeger han, at de brede forlig om europapolitikken sled hårdt i VK-regeringens tid.

“Som gammel minister vil jeg sige: Kun en tåbe frygter ikke Folketingets Europa-udvalg. Vi var nødt til at prøve at lægge os rimeligt bredt, for at vi kunne få nogle forhandlingsmandater. Hvis der så blev besluttet noget skidt i EU, så har der været en tendens til at sige, at det også er ‘dem der nede i Bruxelles’, der har besluttet det. Hvis noget er godt, er det noget, Folketinget har besluttet,” siger Bendt Bendtsen.

Manglende lederskab

EU-eksperten Marlene Wind, professor ved Københavns Universitet, mener ligefrem, at Danmarks politiske elite har været uærlig i sin EU-kommunikation: Den har nægtet, at EU er et politisk projekt, som ikke bare drejer sig om økonomi og handel.

“Det er noget, der har kendetegnet vores EU-medlemskab lige fra starten. Hver gang der har været ændringer i traktaterne, har den politiske elite sagt, at man bare skal stemme ja, at der ikke er nogen problemer, og at der ikke er nogen reel overdragelse af suverænitet. Dér har politikerne ikke gjort deres hjemmearbejde godt nok,” siger Wind.

“Man har, måske bevidst, forsømt at forklare, hvor gennemgribende EU-samarbejdet reelt er. Når man gerne vil udvide EU med nogle meget fattigere lande, så vil der selvfølgelig være et pres fra øst til vest, og det kan indebærer nogle problemer for de vesteuropæiske lande, hvis reglerne er indrettet forkert. Og det er problematisk, at man ikke har været mere ærlig omkring det.”

Resultatet af det manglende lederskab ses i disse uger, hvor Danmark befinder sig i en europapolitisk valgkamp, der er præget af en dyb tillidskrise mellem regeringsbærende politikere og tilsyneladende stadig mere EU-skeptiske vælgere.

I Danmark og stort set alle andre EU-lande er de reelle nationale og europæiske udfordringer fortrængt fra valgkampen til fordel for ophidsede debatter om påstået velfærdsturisme og generelle anklager mod de europæiske institutioner, der beskrives som elitære og virkelighedsfjerne.

Danmark er ikke alene

Både i Danmark og i en række andre lande tegner det kommende parlamentsvalg til at blive en stor sejr for de EU-skeptiske partier. Se figur

I Østrig nærmer det nationalkonservative Frihedsparti (FPÖ) sig tidligere tiders højder med omkring 20 pct. af vælgertilslutningen. I Italien er det få år gamle venstrepopulistiske protestparti Femstjernebevægelsen anført af komikeren Beppe Grillo nu det næststørste parti og ifølge flere meningsmålinger tæt på at erobre hver fjerde italienske vælger. I Frankrig er Marine Le Pens højreekstremistiske Front National nu også næststørste parti og står til at tre- eller firedoble vælgertilslutningen i forhold til sidste EP-valg. Og i Storbritannien er EU-skepsissen nu så dominerende, at det EU-fjendtlige enkeltsagsparti UKIP står til at vinde næsten hver tredje stemme, mens det konservative regeringsparti har kastet sig ind i kampen om at føre den mest EU-skeptiske valgkampagne.

Dertil kommer flere EU-skeptiske protestpartier, som forsøger at stå uden for den almindelige højre-venstre-skala, såsom UKIP i Storbritannien og Femstjernebevægelsen i Italien, der har stor opbakning til deres enkeltsagskampagner.

Og i Tyskland ser det nydannede euroskeptiske parti Alternative für Deutschland for første gang ud til at blive parlamentarisk repræsenteret med en opbakning på mellem 6 og 7 pct. i de seneste meningsmålinger.

I europæisk perspektiv står Danmark lige nu til at indtage en femteplads over de mest EU-skeptiske lande, takket være en historisk stor tilslutning til Dansk Folkeparti, som også synes at have påvirket valgkampagnerne hos både Venstre og De Konservative i en mere nationalistisk retning. Kun i Storbritannien, Ungarn, Grækenland og Polen kan EU-skeptikerne mønstre større tilslutning.

Den europæiske tillidskrise

Den udbredte folkelige skepsis over for det europæiske samarbejde er i høj grad resultatet af, at regeringsbærende nationale politikere i Europa i årevis har forsømt at forklare og forsvare de kompromiser, som nationale politikere med mandat fra flertal i de hjemlige parlamenter har indgået i Bruxelles. Se tekstboks.

Dette gælder både indførelsen af den fælles europæiske mønt, euroen, og den historiske udvidelse af EU i 2004, der åbnede de europæiske arbejdsmarkeder for millioner af nye EU-borgere fra Øst- og Centraleuropa.

Begge reformer, der med rette betragtes som milepæle i det europæiske samarbejde, har ført til dybere integration og overflytning af suverænitet til EU, end hovedparten af de nationale politikere gav udtryk for, da beslutningerne blev truffet.

To tidligere formænd for EU-Kommissionen, Jacques Delors og Romano Prodi, har begge erkendt, at man fra begyndelsen erkendte det uholdbare i, at euroen kun stod på et monetært ben, mens den økonomisk-politiske side var underudviklet. Siden finanskrisen gjorde det klart, at euroen kun kan overleve med et stærkere politisk ben, er overflytningen af suverænitet fra det nationale politiske niveau til det europæiske niveau kun accelereret. Den udvikling vil fortsætte i de kommende år og truer med at øge spændet mellem den politiske elite og de skeptiske befolkninger.

“Europas politiske eliter har ikke i rette tid inddraget befolkningerne i integrationsprocessen,” sagde Jürgen Habermas, en af Tysklands og Europas mest EU-kyndige tænkere, da han i februar talte dunder til SPD’s partiledelse om europapolitikken. Konsekvensen er ifølge Habermas, at både politikerne og borgerne reagerer på tabet af handlekraft ved at klamre sig så meget desto voldsommere til nationalstaten og dens grænser.

Danmarks tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen erkendte for nylig, at han og andre EU-positive politikere ikke altid har været dygtige nok til at forklare og forsvare de kompromiser, man har indgået i Bruxelles.

“Når man har indgået et kompromis i EU, bliver man nødt til at udvise lederskab ved at forklare og forsvare de beslutninger, man har truffet. Der har vi måske ikke altid være dygtige nok til at få alt det med, som stod med småt,” sagde den tidligere Venstre-formand forleden ved et arrangement på Christiansborg, hvor tænketanken EUROPA fremlagde rapporten “New Pact for Europe – Strategic Options for Europe’s Future”.

Denne rapport konkluderer, at det europæiske samarbejde og medlemslandene befinder sig i en regulær politisk krise med stigende politisk ustabilitet som følge af voksende tilslutning til populistiske protestpartier med EU-skepsis og indvandrerfjendtlighed på programmet.

“Unionens aktuelle tilstand rejser spørgsmålet, om Europa endnu en gang vil være i stand til at komme styrket ud af en krise. En ting synes sikker: Hvis europæerne ønsker at komme ud af den aktuelle krise og forberede sig på de interne og eksterne udfordringer, der venter forude, bliver de nødt til snart at træffe strategiske valg, når det gælder EU’s fremtid på langt sigt,” skriver forfatterne, der blandt andre tæller den førende danske EU-diplomat og embedsmand Poul Skytte Christoffersen.

Et fælles ansvar

I Danmark har Folketingets europapolitiske flertal, der spænder fra SF til Venstre, i flere år været klar over, at Danmark meget snart kommer i en situation, hvor man skal tage stilling til, om man skal følge Tyskland og eurozonen, eller om man skal vælge en britisk inspireret kurs, hvor man lægger afstand til EU’s kernelande.

Dette spørgsmål var det centrale i de forhandlinger om en ny europapolitisk aftale, som nu er brudt sammen, efter at Venstre og De Konservative valgte at gøre den såkaldte “velfærdsturisme” til et stridspunkt i forhandlingerne. De to partier traf dette taktiske valg i håbet om at dæmme op for Dansk Folkepartis fortsatte fremgang. Taktikken synes imidlertid at have slået fejl, eftersom DF nu står til mere end hver fjerde stemme ved valget til Europa-Parlamentet 25. maj.

“Det store nybrud i dansk europapolitik er, at Venstre valgte at køre taktisk på sagen om børnechecken til EU-borgere. Jeg var selv skatteminister, da det i juni 2013 stod klart, at vi ikke kunne opretholde optjeningsprincippet. Og jeg troede, at der så ville være enighed om at rette ind. Men her var det så, at Venstre valgte at køre partitaktisk,” siger Holger K. Nielsen.

Bendt Bendtsen påpeger, at den politiske kultur på Christiansborg er markant anderledes end i både Europa-Parlamentet og i Odense Byråd, hvor han sad i 10 år, inden han kom i Folketinget.

“Arbejdet i byrådet og i Europa-Parlamentet minder meget mere om hinanden. Der render vi og skubber til hinanden, når der er valgkamp, og så er det dét. Derefter arbejder vi sammen inden for de rammer, der er givet. I Folketinget handler det meget om at smide skidtspande i hovedet på hinanden, fordi der hele tiden kan dukke et folketingsvalg op,” siger Bendtsen.

Han mener dog ikke, at man kan give de regeringsbærende partier hele skylden for de aktuelle tilstande i europapolitikken. Det ansvar påhviler også EU-skeptikerne. “Det har jo altid været lettere at stå og lette ben op ad systemet uden at tage ansvar for noget som helst.”

Fra skeptiker-siden beskyldes de EU-positive partier for at have overset de udfordringer, som EU’s østudvidelse i 2004 ville skabe for Danmarks velfærdsordninger, der i princippet er universelle og ikke bundet til individuel optjening af rettigheder.

Sandheden er imidlertid, at både VK-regeringen og den socialdemokratiske opposition i 2003-2004 var opmærksomme på problematikken omkring “social turisme’’, men vurderede, at der ikke ville blive tale om noget omfattende problem, fordi østeuropæere og andre EU-borgere først og fremmest ville komme til Danmark og andre vesteuropæiske lande for at arbejde.

Denne antagelse er blevet bekræftet af en række analyser i Danmark, Sverige, Tyskland og Storbritannien i 2013 og 2014. De viser alle, at vandrende arbejdstagere fra andre EU-lande bidrager positivt til nationaløkonomien i deres nye arbejdslande, fordi de i gennemsnit efterspørger velfærdsydelser i mindre grad end værtslandets fastboende befolkning.

S-kandidat: Brug for et nyt sprog

Selv om omfanget af den såkaldte “velfærdsturisme” altså overdrives, vil emnet fortsætte med at sætte negative spor i europadebatten, så længe de EU-positive partier i de vesteuropæiske lande bruger den som et politisk drilleobjekt i det taktiske spil mellem regering og opposition.

Socialdemokraternes spidskandidat ved Europa-Parlamentsvalget, Jeppe Kofod, mener, at debatten om velfærdsturismen er blevet alt for sort/hvid.

“Det er en klar fordel for Danmark at have adgang til arbejdskraft fra andre EU-lande. Og når folk arbejder og betaler skat her, har de også ret til understøttelse og velfærd. Til gengæld synes jeg, at det er rimeligt at stille spørgsmål ved, om man som rumænsk lønmodtager i Danmark skal have ret til at sende danske børnepenge hjem til familien i Rumænien. Det burde vi kunne finde en ordning på,” siger Jeppe Kofod.

Den socialdemokratiske spidskandidat erkender, at EU nogle gange bliver brugt som prygelknabe af de nationale politikere. Men han påpeger samtidig, at der er problemer i hele det sprog, som de politiske beslutninger i Bruxelles pakkes ind i.

“Hvorfor skal det eksempelvis hedde EU’s bankunion? Det lyder stort og pompøst, og som mere, end det egentlig er. Jeg ville foretrække, at man i stedet talte om, at man nu laver et nyt regelsæt, der gør det muligt at forhindre, at bankerne og finanssektoren igen trækker os ud i en dyb krise. Sådan nogle regler er jeg stor tilhænger af, og det siger jeg klart under valgkampen,” siger Jeppe Kofod.

Han ønsker dog ikke at sige direkte, at Danmark efter hans opfattelse bør træde ind i bankunionen, som blev vedtaget tidligere på foråret. Denne debat har regeringspartierne og Venstre og De Konservative, der alle er tilhængere af bankunionen, valgt at udskyde til efter 25. maj.

Mens europavalgkampen i Danmark helt er kommet til at stå i velfærdsturismens tegn, har udenrigsminister Martin Lidegaard (R) meldt klart ud i debatten om Danmarks europæiske fremtid. Han mener, at Danmark skal være så tæt på kernen i Europa som muligt.

“At være tæt på kernen handler om at påvirke EU’s stemme i verden. Men det handler også om at få indflydelse på de beslutninger, som uundgåeligt påvirker danske borgere og virksomheder. Det handler om, at Danmark skal blive ved med at spille en aktiv rolle på de områder, som vi prioriterer, og hvor vi har noget at byde på: Det indre marked, finansiel regulering, vores velfærdsmodel, grøn omstilling og den fælles udenrigspolitik,” sagde Lidegaard forleden i en tale om Danmarks europæiske og globale ambitioner i Udenrigspolitisk Selskab.

Kilder:

• ”Verden set fra Danmark”, tale af udenrigsminister Martin Lidegaard i Udenrigspolitisk Selskab, 10. april 2014. 
• ”At nytænke Europa”, tale af filosoffen Jürgen Habermas ved SPD’s Europa-konference i Potsdam, februar 2014. Dansk oversættelse i Dagbladet Information.
• Towards a Genuine Economic and Monetary Union, Herman Van Rompuy (med José Manuel Barroso, Jean-Claude Juncker and Mario Draghi), december 2012.
• The Global Economy in 2030: Trends and Strategies for Europe, Centre for European Policy Studies for The European Strategy and Policy Analysis System (ESPAS).
• New Pact for Europe: Strategic Options for Europe’s Future, European Policy Center, november 2013.
• Eurosceptics in the European Parliament Isolated and Divided in Brussels but Driving National Debates, Stiftung Wissenschaft und Politik, Berlin, februar 2014.