Europa er så bange for at slippe Tyrkiet, at man reelt finder sig i rigtig mange ugerninger fra den store, strategisk vigtige partner mod sydøst.

Uanset hvor mange krænkelser af menneskerettighederne, tyrkiske ledere står bag, og uanset hvor meget den aktuelle præsident, Erdogan, indskrænker retsstaten og demokratiet, er der en dyb angst i Europa – både i EU og i NATO – for at lade Tyrkiet drive ind i det mellemøstlige kaos, som det store land med 80 mio. mennesker rent geografisk lever på kanten af.

På den baggrund skal man ikke forvente særlig højlydte protester fra EU-regeringer over det tyrkiske regimes systematiske bortførelser og tortur i hemmelige fængsler, som Mandag Morgen sammen med syv andre internationale medier under ledelse af den tyske researchorganisation CORRECTIV netop har undersøgt.

Og dét selv om det står klart, at tyrkiske myndigheder lægger stort pres på europæiske regeringer for at få dem til at bidrage til fængslingen af tilhængere af imamen Fethullah Gülen, som ifølge Tyrkiets regering udgør en terrororganisation.

De tyrkiske myndigheder kalder Gülen-bevægelsen for FETÖ – på engelsk Fethullahist Terrorist Organization – med inspiration fra Fethullah Gülens fornavn. EU’s antiterror-koordinator, Gilles de Kerchove, har flere gange gjort det klart, at han ikke opfatter Gülen-bevægelse som en terrororganisation, fordi de tyrkiske myndigheder ikke har kunnet fremlægge dokumentation for, at det var Gülen-folkene, der – sådan som regeringen i Ankara påstår det – stod bag det mislykkede kup i Tyrkiet i sommeren 2016. Gilles de Kerchove har i et interview med Reuters gjort klart, at det under alle omstændigheder er op til domstolene at afgøre, om tyrkiske statsborgere med sympati for Gülen skal udvises til Tyrkiet.

”Beslutningen om at udvise folk ligger i alle medlemslandene hos uafhængige domstole. Og de kræver hårde fakta,” sagde EU’s antiterrorkoordinator.

Officielt kandidat til EU

Den dominerende tankegang i Paris, Berlin og de europæiske institutioner, inklusiv NATO, er, at det altid vil være bedre at have Tyrkiet med sig end det omvendte. Dette blev i realiteten dokumenteret, da EU-landene i 2016 indgik en aftale, der betød, at Tyrkiet mod en betaling på tre milliarder euro – godt 22 milliarder kr. – tillod millioner af syriske flygtninge at blive i Tyrkiet. I dag er der over 3,5 mio. syriske flygtninge i Tyrkiet, og hvis ikke de var der, ville de være i Europa, hvilket ville have gjort flygtningekrisen i Europa endnu mere alvorlig, end den allerede er.

Europas krampagtige holden fast i Tyrkiet var baggrunden for, at landet i 1964 fik en fordelagtig associeringsaftale med det daværende EF. Det samme var tilfældet, da Tyrkiet i 1987 officielt indgav sin ansøgning om at blive medlem af det europæiske samarbejde, og da Tyrkiet i 1995 indgik en fortsat gældende toldunionsaftale med EU.

Og sådan var det også, da EU-landene i 2005 officielt indledte forhandlinger om, at Tyrkiet en dag skulle blive medlem. Disse forhandlinger er i dag fortsat i gang, selv om de i realiteten er sat på pause på ubestemt tid – ikke mindst fordi Tyrkiet under Erdogans politiske ledelse har bevæget sig stadig længere væk fra at opfylde de helt grundlæggende kriterier om retsstat og demokrati, som EU kræver af nye medlemslande.

Den dybest set hykleriske diplomatiske holdning til Tyrkiet står i skarp kontrast til den offentlige opinion i Europa, hvor der formentlig aldrig på noget tidspunkt har været et folkeligt flertal i noget EU-land, der ønskede at optage Tyrkiet som medlem.

Tyrkiet har ikke mindst i kraft af adgangen til EU’s indre marked oplevet en markant fremgang i økonomien siden 2000. Helt frem til udgangen af 2017 oplevede Tyrkiet høje økonomiske vækstrater – 7,4 pct. i 2017 – som gjorde det muligt for Erdogan-regimet at øge offentlige investeringer i uddannelse og offentlig velfærd, alt imens man samtidig fortsatte den gradvise islamisering af det tyrkiske samfund, som Erdogan og hans AKP-parti går ind for. Siden årsskiftet 2018 har Tyrkiet imidlertid oplevet en alvorlig økonomisk krise med faldende vækst og høj inflation, hvilket er en giftig cocktail for et land, hvor den private gældsætning i euro og dollar er vokset voldsomt.

På trods af Tyrkiets aktuelle økonomiske svagheder skal man ikke forvente, at Erdogan-regimet for alvor lytter til den kritik, der trods alt lyder fra førende politikere i Europa som Tysklands kansler, Angela Merkel, og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og institutionerne i Bruxelles.

Tværtimod arbejder Erdogan og hans folk målrettet på at styrke regeringspartiet AKP’s indflydelse blandt de flere end 5,5 millioner tyrkiske statsborgere – og langt flere efterkommere – der lever i Vesteuropa.

Og den tyrkiske regering lader sig ikke længere skræmme af demokratiske dogmer eller afholder sig fra metoder som bortførelser og tortur, som det fremgår af de afsløringer, som Mandag Morgen sammen med en række medier nu fremlægger i forbindelse med offentliggørelsen af Black Sites Turkey.