Når Helle Thorning-Schmidt er inviteret til et møde, der mest af alt ligner en jobsamtale, hos Angela Merkel i Berlin i dag, er det, fordi Tysklands 60-årige kansler ser Danmarks 47-årige statsminister som en af de yngre politiske ledere i Europa, der har talentet, viljen og evnen til at styre EU gennem de historiske forandringer, det europæiske samarbejde står over for i de kommende år.

Thornings status som medlem af det, man kan kalde Angela Merkels europæiske talenthold, er belønningen for en målrettet diplomatisk og europapolitisk indsats fra den danske statsministers side. Men det er samtidig resultatet af et sammentræf af omstændigheder, der gjorde, at Thorning i perioden november 2011 til udgangen af 2012 mødte Angela Merkel langt over ti gange og derved fik mulighed for at skabe en tillidsfuld relation til Europas reelle politiske leder. En mulighed som Thorning ifølge en diplomatisk kilde har grebet med stort engagement og politisk stringens.

De to kvinders første møde finder sted kun to uger efter, at Angela Merkel i begyndelsen af november 2011 er brudt grædende sammen under et G20-topmøde, hvor USA’s og Frankrigs præsidenter forsøgte at presse hende til at bryde den tyske forfatning og lade Den Europæiske Centralbanks seddelpresse rulle for at redde euroen.

Merkel giver allerede ved modtagelsen af den danske statsminister i Berlin 17. november 2011 udtryk for, at hun ser Thorning og Danmark som en potentiel brobygger i den truende konflikt, der tegner sig mellem integrationsivrige eurolande og mere EU- og euroskeptiske lande som Storbritannien, Sverige og Danmark i det nordlige Europa. En konflikt som i disse uger slog ud i lys lue.

”En seriøs kandidat”

Thornings tilsyneladende tætte og tillidsfulde relation til Angela Merkel gør, at førende iagttagere af udviklingen i EU i dag anser Helle Thorning-Schmidt for at være en seriøs – omend meget overraskende – kandidat til posten som EU’s præsident, når Herman Van Rompuy fratræder 1. januar 2015.

Det gælder både Olaf Boehnke, leder af Berlin-kontoret i European Council on Foreign Relations, og Jacob Kierkegaard, euro- og EU-specialist ved tænketanken Peterson Institute for International Economics i Washington.

”Man kan se skitsen til det kompromis, der tegner sig, hvis Merkel holder fast i Jean-Claude Juncker (Luxembourgs tidligere premierminister, red.) som ny kommissionsformand. Hvis hun gør det, vil Thorning som formand for Ministerrådet være en indrømmelse til ikke-eurolandene Storbritannien og Sverige. Når Thorning skal møde Merkel i Berlin, er hun i mine øjne en seriøs kandidat,” siger Olaf Boehnke, der var seniorrådgiver i europapolitiske spørgsmål i den tyske Forbundsdag, før han kom til tænketanken ECFR.

Jacob Kirkegaard finder det bemærkelsesværdigt, at Thorning har ”skaffet så megen acces” til den tyske kansler.

”Men det er klart, at Thorning personificerer lige præcis det, Merkel har haft brug for siden slutningen af 2011, hvor det stod klart, at euroen kun kan overleve, hvis man sætter turbo på integrationen i eurozonen: Lande, som bygger bro mellem eurozonen og ikke-eurolandene. Her kan Danmark og Thorning være et perfekt match,” siger Kirkegaard, der ligesom flere andre af Mandag Morgens kilder forventer, at besættelsen af de europæiske topposter kan lade vente på sig helt til begyndelsen af september.

Meget tyder på, at Angela Merkel prøver at bygge en bred konsensus om EU-Kommissionen og Ministerrådets politiske linje for de kommende fem år. Merkel er ikke bange for at bruge tiden som sin allierede, hvilket hun blandt andet har vist i forbindelse med de langvarige forhandlinger med den aktuelle socialdemokratiske regeringspartner SPD frem til regeringsdannelse umiddelbart før jul.

Da Merkel brød sammen i tårer

Socialdemokraten Helle Thorning-Schmidt dukker op på Angela Merkels radar præcis på det tidspunkt, hvor det står klart for Tysklands magtfulde, men også konsensussøgende kansler, at hun står med en monumental politisk ledelsesopgave med at holde sammen på EU.

Europa befinder sig i en dyb økonomisk krise, og samtidig har eurokrisen gjort det klart, at status quo i EU ikke længere er en option. Hvis euroen skal overleve på længere sigt, skal eurozonen integreres tættere, alt imens Merkel skal forhindre, at ikke-eurolande som Storbritannien, Sverige og Danmark glider helt ud af EU.

Det er nærmere bestemt natten mellem 3. og 4. november 2011, at Merkel ved et uhyre dramatisk G20-topmøde i Cannes får at føle, hvor stort et pres, der hviler på hende som Europas økonomisk og derfor politisk stærkeste politiker.

USA’s præsident Barack Obama og Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy vil have Merkel til at tillade Den Europæiske Centralbank at starte seddelpressen for at redde euroen, der på dette tidspunkt er i akut fare på grund af en truende statsbankerot i Italien.

Men Merkel vil ikke. Det ville være et indgreb i den tyske Forbundsbanks uafhængighed og en krænkelse af den tyske forfatning. Det natlige møde ender med, at Merkel med øjnene fulde af tårer udbryder: ”Det er ikke fair. Jeg har ikke tænkt mig at begå selvmord.”

Denne interessante detalje om den ellers så rolige og nøgterne tyske kansler er bragt til offentlighedens kendskab af Peter Spiegel, der er leder af den anerkendte britiske avis Financial Times’ Bruxelles-kontor. Spiegel beskriver i en serie dybdeborende artikler med titlen ”How the euro was saved”, hvor tæt den europæiske møntunion reelt er på at bryde sammen i oktober, november, december 2011, hvor presset fra de finansielle markeder har sendt renterne på græsk, italiensk, spansk og irsk statsgæld op i lejer, som landene ikke kan honorere.

Thorning til teambuilding hos Merkel

Det står altså klart for Angela Merkel og hendes europapolitiske rådgiver i Kanzleramt i Berlin, Nikolaus Meyer-Landrup, at kansleren nu står med det, tyske udenrigspolitiske eksperter kalder ”den ultimative udfordring”: At indtage den politiske ledelse i Europa for at redde euroen. Netop på dette tidspunkt overtager Danmark EU-formandskabet, og Thorning får derfor rig lejlighed til at pleje tæt omgang med både Angela Merkel og Ministerrådets faste formand, Herman Van Rompuy.

De mange møder mellem Thorning og Merkel i 2011 og 2012 har ganske forskellig karakter. Ved nogle lejligheder har Merkel og Thorning kun hinanden at forholde sig til. Ved en anden lejlighed er de en del af en intim gruppe af fire regeringschefer samlet på Tysklands svar på Camp David, slottet Meseberg nord for Berlin, hvor Merkel i foråret 2012 afholder tre teambuilding- og brainstormmøder med ledere fra mindre og mellemstore europæiske lande. Mange af deltagerne i disse seancer er medlemmer af det, som man kan kalde Merkels talenthold. Se tekstboks.

Et andet møde finder sted ved World Economic Forum i januar 2012, hvor Merkel gør særlig stads af at introducere Thorning for de globale topledere i Davos. Men ved de fleste lejligheder er Merkel og Thorning deltagere i det kollektive beslutningsforum, som de 28 stats- og regeringschefer samt EU-topfolkene José Manuel Barroso og Herman Van Rompuy udgør, når de samles til et topmøde. Disse topmøder er politiske begivenheder, der ofte har spredt mere, end de har samlet, fordi nationale ledere ofte i højere grad bruger topmøderne til at tale til den hjemlige medieoffentlighed end til at søge de kompromisser, der er af afgørende nødvendighed i et enestående tæt politisk samarbejde med 28 principielt suveræne medlemslande.

Et lærestykke i at tjene Danmark

Hvis Thorning bliver EU’s næste præsident, vil hun i høj grad agere på mandat fra Angela Merkel, som også har sin forrige europarådgiver fra Kanzleramt, Uwe Corsepius, siddende som generalsekretær i Ministerrådet. Ikke desto mindre er posten, som et medlem af regeringen i København siger med beundring i stemmen, ”en af verdens ti vigtigste politiske poster”. Den politiker, der bestrider posten, har betydelig indflydelse på udformningen af EU’s samlede politiske agenda, og vedkommende vil skulle repræsentere EU ved topmøder med USA, Kina, Rusland og i FN, G7 og G20.

Mens det endnu er for tidligt at sige, hvorvidt Thorning ender med at få jobbet som leder af Ministerrådet eller et af de andre europæiske topjobs, levner kilder ingen tvivl om, at Thornings vej til jobsamtalen i Berlin på torsdag er et lærestykke for fremtidens danske toppolitikere i, hvordan man bedst tjener Danmarks interesser i Europa og i verden.

”Hun kan i modsætning til sin forgænger helt tydeligt godt lide at færdes ved EU-topmøderne og i andre internationale sammenhænge. Og det er vel sådan, at det man godt kan lide at lave, er som regel også det, man bliver bedst til,” som en dansk seniordiplomat med stor Bruxelles-erfaring udtrykker det.