Danmark står ved en udenrigspolitisk korsvej. Når Storbritannien på onsdag officielt meddeler, at man agter at forlade EU, står det klart, at Danmark ikke længere er på samme hold som den mangeårige partner i London. På samme måde har valget af Donald Trump gjort det klart, at Danmark heller ikke længere kan basere store dele af sin udenrigspolitik på at please regeringen i Washington.

Danmarks nærmeste udenrigspolitiske allierede vil i fremtiden være de 26 andre EU-lande, som i weekenden deltog i festlighederne i Italiens hovedstad i anledning af Rom-traktatens 60-års fødselsdag. Tyskland, Frankrig, Sverige, Holland, Polen, Italien, Spanien og alle de andre EU-lande er Danmarks fremtidige samarbejdspartnere. Det er et historisk skifte og en betydelig udfordring for et lille land, der i årtier mestendels har set verden gennem britisk-amerikanske briller, mens kun en meget lille udenrigspolitisk elite har vænnet sig til også at skulle pejle efter, hvordan man tænker i Berlin og Paris.

Danske diplomater og topembedsmænd i dansk og europæisk tjeneste har gennem årene gjort sig kendte i Bruxelles som dygtige politiske operatører og kompromismagere. Uanset om det gælder Europol, fiskeriforhandlinger, forsvarssamarbejde eller EU’s energi- og klimapolitik, er danskerne blevet kendt for at være dygtige til at kunne spotte løsninger, der kan flyve i både juridisk og politisk forstand. Også selv om det har medført forbehold, undtagelser og andre kreative knopskydninger, som har bidraget til billedet af EU som et mangehovedet bureaukratisk monster. Det har skiftende statsministre og regeringer nydt rigtig godt af.

Efter weekendens fest i Rom – og en bemærkelsesværdig proeuropæisk demonstration i Københavns gader i går – begynder de svære forhandlinger om Brexit i denne uge. Her er Danmark – statsadministrationen, regeringen og relevante organisationer – godt forberedt.

Allerede umiddelbart efter Brexit-resultatet 23. juni 2016 var Udenrigsministeriet klar med et professionelt setup, hvor den særlige Brexit-taskforce gav samtlige fagministerier besked om at kortlægge dansk-britiske relationer på deres område. Alle disse oplysninger er blevet samlet, evalueret og prioriteret af taskforcen, som således er i stand til at rådgive udenrigsministeren, statsministeren og andre medlemmer af regeringen meget præcist om, hvilke interesser Danmark har i klemme, når Storbritannien træder ud af EU senest 29. marts 2019.

Derfor vil statsminister Lars Løkke Rasmussen have et totalt overblik, når han i denne uge mødes med erhvervslivets repræsentanter for at varme op til Brexit-forhandlingerne. Det vil ikke ændre på, at erhvervsorganisationerne uden tvivl vil have en række særlige ønsker om, hvilke slagsmål regeringen skal prioritere. Men det korte af det lange er, at Danmark som land har forberedt sig rigtig godt til forhandlingerne, der tegner til at blive stenhårde og formentlig til tider direkte ubehagelige, fordi både EU-Kommission og de 27 EU-lande i Det Europæiske Råd har en helt overordnet interesse: At det helst skal fremstå som en dårlig idé at forlade unionen.

Med den stærkt EU-kritiske britiske medieverden som megafon skal der ikke meget fantasi til at forestille sig, hvad vi i kommende måneder og år vil skulle lægge ører til af Bruxelles-kritiske tirader. Kommissionsformand Jean-Claude Juncker, Tysklands kansler, Angela Merkel, og EU’s franske Brexit-forhandler, Michel Barnier, vil formentlig blive fremstillet som britiskfjendtlige monstre, som blot er ude på at straffe de arme briter, der ikke har gjort andet end bare at ville være sig selv på De Britiske Øer.

Men et er, at Danmark er dygtige studeprangere og hestehandlere på den europæiske scene. Mere tvivlsomt er det, om Danmark også har noget at byde ind med, når det gælder den dybest set langt vigtigere debat om EU’s fremtid.

Poul Schlüter havde som bekendt ikke ret i, at ’unionen er stendød’. Tværtimod står EU27 og ikke mindst de 19 lande i eurozonen foran en række nye integrationsskridt, som ifølge både toppolitikere og eksperter er nødvendige, hvis EU skal overleve, men som der samtidig er meget lidt appetit på blandt de europæiske statsministre, når de optræder i de hjemlige nationale debatter. Det gælder områder som styrket forsvarspolitisk samarbejde, fælles asylpolitik og stadig dybere integration i eurozonen. På alle disse områder sidder Danmark billedlig talt på hegnet mellem EU’s kernelande og så de lande, der står udenfor. Det gælder en række østeuropæiske lande, der endnu ikke er medlem af eurozonen, og det gælder Sverige, der hverken vil være med i euroen eller føre fastkurspolitik over for den, som Danmark gør.

Hvis EU skal trives i fremtiden – også til gavn for danske interesser – så forudsætter det både visioner og politisk snilde, således at ikke-euro-landene på den ene side ikke stiller sig i vejen for de lande, som agter at gå videre med europæisk integration, men også så eurolandene på den anden side hele tiden har blik for, at de kollektive skridt, de tager, uvægerligt har store konsekvenser for ikke-eurolandene. Her har Danmark en vigtig rolle at spille, og Tysklands kansler, Angela Merkel, har således sagt det direkte, at Danmark kan bruges som brobygger. Hvis Danmark skal kunne udnytte de potentielle fordele i denne position, forudsætter det imidlertid, at man både engagerer sig proaktivt i debatten om EU’s fremtid, og at man får det slået helt fast, at Danmark ikke har nogen planer – what so ever – om at følge briterne ud af EU.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, har sagt det klart, at hun ikke ’vil gamble med Danmarks fremtid’. Hos statsminister Lars Løkke Rasmussen synes der heldigvis heller ikke nogen tvivl. I en kronik på regeringen.dk skriver han: ”På trods af alle dets fejl, så kunne vi ikke undvære EU. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor Europa ville være uden vores forpligtende fællesskab. Jeg vil arbejde hårdt for, at EU fortsat udvikler sig som et levende og stærkt samarbejde, som giver fred, vækst, udvikling og tryghed i Europa – også når mine børn og børnebørn skal fejre 100-årsdagen for Rom-traktaten.” De ord forpligter.