Analyse af 
Simon Friis Date

EU’s klimalov mangler juridiske tænder – løsningen kan være en klimapagt

ANALYSE: En europæisk klimalov kan ikke inden for de eksisterende juridiske rammer levere den forpligtende klimahandling, som mange politikere sukker efter, viser et lækket udspil fra EU-Kommissionen. Løsningen for klimaminister Dan Jørgensen (S) og andre klimaengagerede europæiske politikere kan findes i den nære fortid – sidste gang, EU stod i en større krise.

Det mest overraskende ved det udspil fra EU-Kommissionen, som blev lækket tirsdag, var hvor sent det slap ud.

Kun én dag inden offentliggørelsen af klimakommissær Frans Timmermans' planer for en europæisk klimalov, sivede et dokument fra Bruxelles ud til Europas grønne aktører og journalister. Og så kunne positionskampen begynde.

Det lækkede dokument viser et udspil, der til fulde lever op til skeptiske observatørers forventninger. I de kommende dage kan vi forvente at se klimapolitiske aktører, ministre i klimaprogressive regeringer og rød-grønne parlamentsmedlemmer skose den fodslæbende EU-Kommission og understrege behovet for omgående handling.

Ngo’er og en række medlemsstater har allerede luftet bekymringer over manglende ambitioner for perioden frem til 2030, idet udspillet skyder en beslutning om at hæve reduktionsmålet for de næste ti år til hjørne.

Men én ting er diskussionen om, hvor meget der skal reduceres hvornår. Noget andet er mulighederne for at svinge pisken over de medlemsstater, der slet ikke lever op til loven.

En juridisk spinkel krog

I sit høringssvar til EU-Kommissionen under udarbejdelsen af klimaloven lagde klimaminister Dan Jørgensen (S) op til, at EU’s domstole skal kunne sanktionere medlemslande, der ikke lever op til deres reduktionsforpligtelser.

Men allerede efter de første linjer i udspillet står det klart, at Kommissionen er iklædt en juridisk spændetrøje, som forhindrer Timmermans & co. i at efterkomme enhver ivrig politikers ønske om kontant straf til klimasyndere.

Den europæiske klimalov vil nemlig blive reguleret under EU’s forordning om forvaltning af energiunionen og klimaindsatsen, nærmere bestemt artikel 192, stk. 1. Spørger man folk med indsigt i EU-retten, er det rigtig nok svært at få øje på andre end denne juridisk meget begrænsede krog at hænge klimaloven op på.

I udspillets artikel 6, stk. 2 og 3 skriver Kommissionen, at en medlemsstat, hvis klimamæssige udvikling ikke lever op til reduktionsmålene, vil modtage en anbefaling fra Kommissionen. Vælger landet ikke at følge anbefalingen, vil det blive forpligtet til, som det hedder i udspillet, at ”provide the Commission its reasoning”. De skal med andre ord stå skoleret foran en række skuffede eurokrater og kan derefter vende hjem med en løftet pegefinger i rullekufferten.

Disse mildest talt vage vendinger vil givetvis blive fremstillet som unødigt forhalende juristeri fra en EU-Kommission, der ikke er vågnet op til klimapolitisk dåd.

I virkeligheden er det udtryk for en pinlig bevidsthed om, at der er grænser for, hvor langt en uafhængig, udøvende EU-institution kan gå uden at få ørerne i paragrafmaskinen.

Under artikel 192 kan EU-Kommissionen forfølge overtrædelser med såkaldte aktioner, en relativt ufarlig retsakt uden binding. Når Kommissionen i sit udspil til EU-klimaloven derfor skriver, at den vil anbefale medlemslandet, hvordan det kan undgå fremtidige overtrædelser af klimaloven, er det, fordi Kommissionen hverken har eller kan få hjemmel til at gå længere.

Dengang det handlede om penge …

Vejen til forpligtende klimahandling ser derfor vanskelig ud, hvis den skal gå gennem EU-Kommissionens nuværende politiske rammer.

Men i en situation, hvor både regeringer på tværs af kontinentet og Europa-Parlamentet rider på en grøn bølge understøttet af store vælgergrupper – sidstnævnte vedtog sågar at erklære undtagelsestilstand for klimaet i november 2019 – er det måske værd at undersøge, hvordan Europas folkevalgte kan sparke nye klimapolitiske døre ind.

I kølvandet på en anden krise, nemlig den økonomiske i 2008, tog en række centrale politiske aktører, ledt an af den daværende tyske finansminister Wolfgang Schäuble, initiativ til en genoprettelsesplan for eurozonens trængte økonomi.

Hvad der begyndte som ideer til økonomiske reformer, udviklede sig få år senere til den mellemstatslige traktat finanspagten, som i 2013 samlede alle medlemslande på nær Storbritannien og Tjekkiet under et budgetparadigme med strenge krav til de nationale bundlinjer og statsunderskud. I Danmark er dette blandt andet kommet til udtryk i den indflydelsesrige budgetlov.

Med finanspagtens retslige status som traktat kan EU-Kommissionen involvere EU’s domstole og idømme medlemslandene bøder op til 0,1 procent af BNP for at sikre disciplin. Her er altså en vej til reelt at håndhæve de politiske intentioner, som Dan Jørgensen og hans ligesindede lægger så stor vægt på.

Mens kloden bevæger sig med hastige skridt mod sit eget Lehman-krak, står det klart, at EU-Kommissionens klimalov ikke kan leve op til de ambitioner, som blandt andet er afspejlet i den danske klimalov.

Næste skridt skal tages af en anden politiker end Frans Timmermans, men den gode løsning er måske ikke så langt væk, som den kan synes. Ingen af de juridiske eksperter, Mandag Morgen har talt med, kan se nogen principiel hindring for, at politikere, som ønsker omgående og forpligtende klimahandling, tager ved lære af Wolfgang Schäuble.

Og så går vejen til forpligtende europæisk klimahandling ikke gennem en europæisk klimalov – så skal Europa have sin egen klimapagt.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu