For nylig kunne man læse i medierne, at flere og flere unge visiteres til en førtidspension. En reform for 10 år siden betød et væsentligt fald, men siden da er antallet steget år for år i en jævnt opadgående kurve. Hvad skyldes stigningen?

Fra fagpersoner på området kommer blandt andet denne forklaring:
“Hvis man møder de her unge mennesker, så er det helt sikkert, at de ikke ønsker sig på førtidspension. Men de er syge. Og det ændrer alle mulige forskellige indsatser og ressourceforløb ikke på. Tværtimod risikerer man at knække dem helt,” som socialrådgiveren Marianne Stein sagde i Politiken.

Dermed kan man få det indtryk, at beskæftigelsesindsatsen over en bred kam ikke kan gøre meget fra eller til, da det er den enkeltes sygdom og de unges mistrivsel, der er den bagvedliggende årsag.

Men når ansvaret hovedsageligt lægges på de unge og deres mistrivsel, så har vi individualiseret problemet. Og så overser vi behovet for at skabe de bedste rammer for, at unge finder vej til et meningsfuldt arbejde.

Vi vil argumentere for, at vi som samfund bærer et stort ansvar for det øgede antal unge førtidspensionister, og vi skal derfor gentænke vores beskæftigelsesindsats på en måde, som hjælper flere unge mod job, uddannelse og fællesskaber – frem for at sortere dem fra.

At få en uddannelse og et meningsfuldt arbejde er på mange måder en del af det gode liv, og vi mener, at vi som system bør kæmpe for, at flest muligt unge får denne mulighed. Det giver dem en mulighed for en positiv identitet, det giver dem en oplevelse af at kunne bidrage og være til nytte, ligesom det giver en hverdag med rytmer og indhold. Det er også grundlæggende næstekærlighed, når vi forventer noget af de unge og tror på, at de godt kan. 

Systemet er ikke gearet til opgaven

Ifølge Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering er 67 procent af de unge på uddannelseshjælp  kategoriserede som aktivitetsparate (modsat at være jobparate). Nu kan man diskutere, om det er en god måde at kategorisere mennesker på (det kan i sig selv være stigmatiserende). Men det viser, at vi som system har vurderet, at rigtig mange unge ikke umiddelbart vurderes at være klar til at tage et arbejde. Der skal noget andet til.

At få en uddannelse og et meningsfuldt arbejde er på mange måder en del af det gode liv, og vi mener, at vi som system bør kæmpe for, at flest muligt unge får denne mulighed. 

Der er tale om nogle af samfundets mest sårbare unge, som grundet faglige, sociale og/eller helbredsmæssige problemer vurderes at have brug for ekstra støtte, inden de kan starte uddannelse eller arbejde på almindelige vilkår. Det er en meget sammensat gruppe af unge med udfordringer, der spænder over diagnoser, psykiatriske indlæggelser, misbrug, vold, svage netværk og svære sociale relationer. Fælles for dem er, at de har mange og ofte afbrudte forløb med uddannelse, arbejde og aktivering. De har mistet mange af de strukturer og rammer, der bidrager til at skabe afgørende orienteringspunkter i ungdomslivet, og problemerne skygger for evnen til at se muligheder fremadrettet.

Derfor er det vigtigt først og fremmest at skabe muligheden for en ny bevægelse i de unges liv.

Problemet er, at vi historisk set har opbygget et beskæftigelsessystem, der har som sin primære opgave at matche en borger med en uddannelse eller arbejdsmarkedet. Man kan sige, at vi har et beskæftigelsessystem, der langt hen ad vejen er gearet til at tage sig af de jobparate, selvom mange unge har brug for en anden vej eller anden støtte for at lykkes. Og her kan man spørge: Hvis man har et møde hver fjerde uge – hvor meget af tiden går med at indhente oplysninger og informere om ret og pligt – hvilken forskel forventer vi så at kunne gøre i den unges liv? Vi ved, at både sagsbehandlere og unge oplever, at det ikke er gode rammer til at skabe en relation.

Afklare arbejdsevnen eller inspirere til afklaring

Når vi taler med unge, der har erfaring fra jobcentrene, så giver de ofte udtryk for, at det kan være meget tilfældigt, hvem og hvad man møder. Man kan møde en fagperson, der inspirerer og konkret hjælper én videre. Man kan møde en person, der forbinder en til et større netværk af muligheder, og som fagligt kvalificerer de drømme og ønsker, man har. En person, som kæmper for én. Men det modsatte kan absolut også være tilfældet: At man møder en person, som ikke opleves at være en hjælp.

Der er altså en høj grad af tilfældighed, i forhold til hvilke muligheder der åbner sig, afhængigt af hvem man møder, og hvor man havner. Der er også stor forskel på jobcentre og beskæftigelsesindsatser landet over. Nogle steder er det cv-kurser og korte samtaler i jobcenteret, der dominerer. Andre steder er der fokus på at skabe tid og gode rammer for det relationelle møde mellem ung og medarbejder.  Der er desværre stor forskel på, i hvor høj grad de unge får mulighed for at udforske, hvor deres egne mål, ønsker og drømme ligger, og hvilken støtte de får.

Systemets fokus på ‘at afklare arbejdsevnen’ hos den unge og matche vedkommende med relevante virksomheder forudsætter, at de unge selv ved, hvor de skal hen. Det har sårbare unge ofte ikke. Derfor er det relevant at kigge på eksempler rundt omkring i landet, hvor beskæftigelsesindsatser i højere grad har til formål at inspirere, motivere og skabe de afgørende erfaringer for unge, der gør, at de kan finde en retning.

Et eksempel er ’Energi til hinanden i Esbjerg’, hvor fællesskaber og aktiviteter blandt unge er en integreret del af jobcenterets virke. Eller ’Aspiranterne’ i Helsingør, hvor ledige unge får kreative mentorer og indgår i arbejdsfællesskaber og løfter reelle opgaver på kulturinstitutioner, hvilket giver dem mod på at løfte blikket og pejle mod nye horisonter.

Vi står i kølvandet af en Reformkommission, der i maj måned pegede på, at vi skal gentænke beskæftigelsessystemet. De siger, at der er brug for et beskæftigelsessystem, der rækker ud i samfundet og skaber nye rammer for, at de unge kan finde deres egne veje. Både civilsamfundet og virksomhederne skal indtænkes mere ambitiøst, ligesom jobcentrenes arenaer skal gentænkes.

Set i lyset af dette er det for os mærkeligt at diskutere, om vi har ramt det rette niveau for førtidspensioner. Vi vil hellere – i forlængelse af kommissionens anbefalinger – drøfte indholdet i beskæftigelsesindsatsen og karakteren af systemets møde med de unge. Kan vi ændre systemet, så det kan inkludere flere unge på deres egne præmisser? Og kan vi skabe et jobcenter, hvor flere unge føler sig hjulpet?

Ikke visitere til ledighed

Blandt de ansatte i jobcentrene er der én sætning, der mange steder bruges som rettesnor i jobafklaringsforløb. ”Vi skal ikke visitere til ledighed”, hedder det. Denne bekymring kan være afgørende for, om de unge får tilkendt førtidspension eller fleksjob. Hvis den unge trods sit ønske om at forblive på arbejdsmarkedet har mange eller særlige skånehensyn, som gør, at det reelt kun er meget specifikke arbejdspladser, vedkommende passer ind i, eller hvis den unge kun skønnes at kunne arbejde relativt få timer om ugen, så kan man i nogle jobcentre foretrække at tilkende førtidspension. Man frygter, at den unge ellers kommer tilbage i systemet igen og ender med længere perioder med ledighed, hvor jobcenteret har svært ved at finde en ny passende arbejdsplads.

Vores erfaring er, at der rent faktisk sidder unge på førtidspension, der har en reel arbejdsevne, og som ellers kunne passe ind i specifikke funktioner på en arbejdsplads. En forklaring på, at de alligevel ender på førtidspension, kan være, at man i systemet har mere fokus på “ikke at visitere til ledighed” end på at fastholde den reelle arbejdsevne og arbejdsidentitet, som den unge måtte have.

Vores erfaring er, at der rent faktisk sidder unge på førtidspension, der har en reel arbejdsevne, og som ellers kunne passe ind i specifikke funktioner på en arbejdsplads.

En anden problemstilling kan være de rå incitamenter i vores beskæftigelsessystem. Nogle kommuner vil måske vurdere, at det er mindre ressourcekrævende for sagsbehandlerne at sende unge på førtidspension end at bruge tid på at udrede til det rette fleksniveau og finde den rette arbejdsplads. Det gælder ikke mindst unge, der kun vil kunne arbejde relativt få timer om ugen i et fleksjob. Spørgsmålet er, om de unge bliver ofre i en kommunal ‘her og nu’-besparelse, som kommer til at koste dyrt på længere sigt?

Endvidere bliver kommunerne af beskæftigelsessystemet benchmarket på deres evne til at få folk i job. Ved at man sender unge på førtidspension, udgår de ‘besværlige unge’ af statistikkerne – hvilket giver kommunerne en bedre placering i forhold til andre kommuner, der sender færre på førtidspension. Der er således incitamenter i systemet, der vender forkert.

Endelig tror vi også, at mange unge visiteres til førtidspension ‘i bedste mening’. Ofte er det det, som de unge selv efterspørger. Og med det eksisterende beskæftigelsessystem kan en pension være en måde at skåne unge fra de krav om samtaler og aktivering, som beskæftigelsessystemet er bygget op om. Men måske er ønsket om førtidspension blot et udtryk for, at nogle unge ikke har mødt et tilstrækkeligt hjælpsomt system? En ung fra Aspiranterne i Helsingør siger:

“Jeg har fået øjnene op for rigtig mange ting, mens jeg har gået her. Både det første halve år, og mens jeg har arbejdet her. Altså, helt lavpraktisk, så tænkte jeg, at jeg skulle på førtidspension og sådan noget, men det fandt jeg så ud af, at det skal jeg ikke. Jeg kan godt bruges til noget, ikke? Jeg har bare fået øjnene op for, hvem jeg er, og hvor mine grænser er, ja, og hvor min plads er, og hvad jeg egentlig kan bruges til.”

Hvad er samfundets overordnede syn på og dermed mål og forpligtelse over for vores sårbare unge medborgere? Tror vi på, at de kan blive en del af vores fællesskaber, eller betragtes de som ‘lost cases’? Skal vi nysgerrigt finde en vej sammen med den enkelte, eller skal de vurderes på, om de er stærke nok til at være sårbare i vores beskæftigelsessystem?

Lad os investere i alternative arenaer og i job, der tilpasses unges udfordringer

Så hvad skal vi gøre? Lad os først og fremmest bygge trygge og hjælpsomme beskæftigelsessystemer, hvor unge oplever, at de kan få reel hjælp. Hvor de bliver mødt af mennesker, der er interesserede i at hjælpe, og som tør bruge sig selv og sit netværk.

Lad os tale om, hvad det er for kompetencer og handlemuligheder, som fagprofessionelle i kommunen skal have for at kunne hjælpe. I beskæftigelsessystemet er mange medarbejdere trænet til at agere i et ‘produktionsregime’, der handler om at opfylde en lang række procesmål, og hvor der er krav om hurtigt at få borgere videre i praktik, uddannelse eller arbejde.

Der er brug for et paradigmeskifte, hvor der sættes fokus på relationer og på, at unge mødes på deres egne præmisser. Hvor de mødes lige præcis der, hvor de er i livet, og hvor der lyttes til, hvad de selv ønsker. Man kan her blive inspireret af Helle Øbos nye bog ’Man møder et menneske’, som udfolder, hvordan man konkret kan kompetenceudvikle til denne måde at arbejde på.

Lad os først og fremmest bygge trygge og hjælpsomme beskæftigelsessystemer, hvor unge oplever, at de kan få reel hjælp. Hvor de bliver mødt af mennesker, der er interesserede i at hjælpe

Lad os investere i alternative læringsarenaer, hvor unge i fællesskab med andre unge kan finde ud af, hvad de skal. Aspiranterne i Helsingør giver sådanne muligheder ved at bruge kunst og kultur som omdrejningspunktet for en udvikling. Det kunne også være naturen, som i projekt ’Grobund til fremtiden’ . Eller idrætten som hos Sportucation, eller madlavning som hos ’Højskole uden mure’.

Endelig er det vigtigt at give unge den rette støtte – også efter de er kommet i job. Det kan være i form af mentorstøtte. Det kan være i et støttende fællesskab ved siden af jobbet, for eksempel i regi af en civilsamfundsorganisation. Og det kan være ved, at der udnyttes nogle af de mange muligheder, der i lovgivningen er for handicapkompenserende ydelser.

Så lad os hjælpe virksomheder og organisationer med at skabe ‘gode, bæredygtige job’ – altså job i et tilpas antal timer, med de rette opgaver, den rette støtte og med fokus på fællesskab og tryghed. Vi skal væk fra ‘et-job-er-et-job'-tankegangen, og vi skal væk fra, at et job nødvendigvis altid er på 37 timer. I stedet skal vi øve os i jobcrafting som metode. Det handler om at skabe job, der tilpasses i omfang og jobfunktioner til de udfordringer, den enkelte unge har. Det stiller krav til virksomhederne, der kreativt skal tilpasse opgaver og rammer. Vi oplever heldigvis mange virksomheder, der gerne vil påtage sig ansvaret – særligt hvis de får hjælp til, hvordan det konkret kan gøres.

Regeringen lægger i regeringsgrundlaget op til, at nogle grupper af unge helt skal undtages fra beskæftigelsesindsatser – for eksempel ved at blive tilkendt en førtidspension. Vi tænker, at det er helt rigtigt for en lille gruppe. Men det kan meget nemt gå for vidt. Vi ender med at svigte udsatte grupper. Så lad os i stedet kæmpe sammen med unge om at skabe de rammer, hvor de kan udvikle sig.

Jo bedre vi lykkes med at nytænke beskæftigelsesindsatsen, desto færre borgere behøver at blive undtaget fra den.

Om forfatterne: Allan Klie er leder af beskæftigelsesindsatsen Aspiranterne i Helsingør, Robin Vickery er rådgiver i Fjerde Sektor Rådgivning, og Dorte Bukdahl er partner i Mobilize Strategy Consulting. De har samarbejdet i regi af partnerskabet ’En Vej Til Alle’, der arbejder for, at flere unge finder vej til job, uddannelse og fællesskaber.