Det overraskende mønster kunne tyde på, at de borgerlige partier har så forskellige profiler, at de blå partier også kan tiltrække endda meget forskellige vælgergrupper.

”Bortset fra de radikale ligger Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten stort set på samme akse. De tilbyder alle sammen velfærd – SF og Enhedslisten bare lidt mere end Socialdemokraterne. Her er de borgerlige partier meget mere forskellige. Dansk Folkeparti ligger til højre på nogle værdipolitiske spørgsmål, men ikke på fordelingspolitikken, mens det er helt omvendt med Liberal Alliance,” siger Peter Kurrild-Klitgaard.

Den forskellighed, der under forhandlingerne om regeringsdeltagelse og regeringsgrundlag gav Lars Løkke Rasmussen hovedpine, viser sig omvendt og paradoksalt nok også at være det, der gjorde, at de borgerlige partier samlet set kunne hente vælgere hen over midten.

Selvom Liberal Alliance med sin højt profilerede kampagne om at sænke topskatten ofte fremstår som et endog meget liberalt borgerligt parti, peger Kurrild-Klitgaard på, at partiet har flere politiske varer på hylderne. En anden af Liberal Alliances fire mærkesager er kritikken af statslige forbud og umyndiggørelse, en kritik, som ifølge Peter Kurrild-Klitgaard har potentiale til at kunne tiltrække visse venstrefløjsvælgere.

Også partiets forslag om, at man ikke skal betale skat af de første 7.000 kr., kan have trukket nye vælgere til.

”Forslaget om at hæve det skattefrie bundfradrag viser måske nogle ellers røde vælgere, at Liberal Alliance ikke kun tænker på topskatten og de rige,” siger Kurrild-Klitgaard.

Trods den statistiske usikkerhed, der er forbundet med vælgerundersøgelser, betegner også Jørgen Goul Andersen Liberal Alliances evne til at trække vælgere hen over midten som en overraskelse. Men det kan – siger han – måske forklares med, at de vælgere, der er tiltrukket af partiets politik, er yngre end gennemsnittet.

”De unge stemmer ofte på partier med klare og markerede holdninger som f.eks. Liberal Alliance eller Enhedslisten. De to partier plejer at stå stærkt, når der er prøvevalg på gymnasierne. Og så er afstanden mellem de to partier kun meget stor på velfærdsdimensionen, og meget mindre på den værdipolitiske dimension,” siger han og peger på, at ca. 35 pct. af Liberal Alliances vælgere er under 30 år.

Der er altså ekstra fokus på partier som Liberal Alliance og Enhedslisten blandt unge, der befinder sig i den såkaldt formative alder, altså det tidspunkt i livet, hvor holdninger udvikles. Samtidig ligger de unge værdipolitisk mere til venstre, end de ældre. Begge forhold kan ifølge Jørgen Goul Andersen være med til at forklare de overraskende vandringer, som nogle vælgere foretager fra f.eks. Enhedslisten til Liberal Alliance.

De ekstra troløse

Kortlægningen af vælgernes vandringer hen over midten udpeger ikke bare, hvilke partier der har vundet på vandringerne, men også at vælgere i stort tal er parate til at skifte mellem ikke bare partier inden for egen blok, men også mellem blokkene.

Alt i alt vandrede lidt mere end 10 pct. af de vælgere, der både stemte ved valget i 2011 og i 2015.

Det tyder på, at vælgerne ikke nødvendigvis opfatter et skifte mellem partier fra hver sin blok som noget særligt. Heller ikke selvom det er netop de vælgere, der i de tætte danske valgopgør afgør, hvem der skal være statsminister. Her er det bedste eksempel vælgernes skifte mellem Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti, et skifte, der til en vis grad også går den anden vej: Socialdemokraterne henter også stemmer fra Dansk Folkeparti.

”For mange vælgere står Dansk Folkeparti som et velfærdsparti a la Socialdemokraterne. Så de opfatter ikke forskellen mellem de to partier som så stor. Ved valgkampen i juni eksponerede Dansk Folkeparti ikke deres skepsis over for flygtninge og indvandrere i særlig høj grad. Og dermed kunne de tiltrække vælgere, som partiet under Pia Kjærsgaard aldrig ville kunne få fat i,” siger Jørgen Goul Andersen.

Små forskelle – store konsekvenser

Selvom valg afgøres af vælgere, der for eksempel skifter mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne, og selvom deres beslutning kan have meget store konsekvenser og i sidste ende føre til et regeringsskifte, ser denne gruppe af vælgere flere ligheder end forskelle mellem de to partier. Det siger Kristian Thulsen Dahl, formand for Dansk Folkeparti.

”Jeg synes, at det er lidt kunstigt at opdele dansk politik i to blokke, for når man gør det, så forstår man ikke, hvordan virkeligheden ser ud for mange danskere. Når en vælger vandrer fra Socialdemokraterne til Dansk Folkeparti eller den modsatte vej, så flytter vælgeren sig ikke fra midten af dansk politik. De har allerede placeret sig i midten og vurderer derefter, hvilket parti der leverer bedst på de emner, der betyder mest for dem. Det er ikke vælgerne, der pludselig forlader deres positioner,” siger Kristian Thulesen Dahl.

Ser man på alle vandringer, og altså også bevægelserne mellem partierne inden for den samme blok, så skyldes Dansk Folkepartis store fremgang denne gang først og fremmest frafaldne Venstre-vælgere.

Den udvikling bekræfter, at der er en stor gruppe vælgere, der helt som Thulesen Dahl formulerer det lægger mere vægt på deres egne interesser og holdninger, end på om deres beslutning sender statsministerposten til den ene eller den anden side af dansk politik.

”Velfærdsvælgerne ønsker en høj social profil, og det har Venstre i en periode kunnet levere. Men Lars Løkke Rasmussen har trukket Venstre i en mere klar og tydelig borgerlig retning, og det er øjensynlig mere, end velfærdsvælgerne har kunnet acceptere ved dette valg. Det er vælgerfigurer som ”Blå Bjarne” og ”Røde Lone”, der bevæger sig mellem Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne. Ved valget har mange af dem forladt Venstre, og så er de først og fremmest gået til Dansk Folkeparti, men nogle er også gået til Socialdemokraterne,” siger Goul Andersen. Se figur 2.