FN’s verdensmål – er optimismen fortjent?

Med tanke på, hvor lidt der globalt investeres i bæredygtighed, kan man med rette spørge, om den til tider nirvanaagtige optimisme omkring FN’s verdensmål egentlig står mål med virkeligheden.

Det var med fanfarer, skåltaler og optrædener af popstjerner som Shakira og Angélique Kidjo, at verdens stats- og regeringschefer i efteråret 2015 vedtog FN’s 17 verdensmål, der skal sikre en bæredygtig verden i 2030. Men efter tømmermændene oven på festen har lagt sig, står et centralt spørgsmål tilbage: Er målene en game changer eller blot business as usual?

Som mennesker har vi alle en tendens til at behæfte nye strategier, politikker eller mål med floskler, der skal udtrykke en motivation og vilje til at ændre fremtiden til det bedre. Desværre har vi en endnu større tendens til at eliminere sund fornuft og ignorere vores grundlæggende trang til at bevare status quo, når radikale ændringer skal indfries. Vil verdensmålene blive undtagelsen til reglen, eller overvurderer vi deres reelle betydning?

Efter at have arbejdet med bæredygtige investeringer igennem fire år hos en af Danmarks største investorer er det fascinerende gang på gang at se det internationale politiske tog igangsætte nye arbejdsgrupper og nye rapporter, der skal finde den gyldne middelvej til, hvordan vi denne gang skalerer bæredygtig vækst.

Typisk glemmer disse arbejdsgrupper eller rapporter i vores oftest indgroede silotilgange at inddrage relevante aktører, hvorved der sjældent bliver bragt noget nyt til bordet andet en cava og canapés. Desværre er det blevet en hel industri at tale forbi hinanden, fordi vi alle i bund og grund lever af at sælge noget.

De grundlæggende barrierer for at indfri verdensmålene overvindes ikke ved en række verdensmål i flotte farver. I mine øjne er der behov for at rekonstruere måden, hvorpå vi investerer i bæredygtig udvikling, hvis vi skal forene globale investeringer med verdensmålene – ikke mindst i udviklingslandene, hvor den umiddelbare effekt er størst. Så hvad venter vi på?

Der mangler billioner

Efter at den indledende begejstring over verdensmålene har lagt sig, bør vi alle stille det essentielle spørgsmål: Hvor skal alle pengene til at ende fattigdom og sult samt sikre universel adgang til grøn energi og rent vand komme fra?

Den nøgne sandhed er, at der ifølge UNCTAD, FN’s konference for handel og udvikling, mangler billioner i investeringer for at indfri verdensmålene i 2030. Alene i udviklingslandene er der et årligt investeringsunderskud på 18.000.000.000.000 kr. Ja, du læste rigtigt –18 billioner kr. Dette underskud løses ikke med flotte ambitioner og verdensstjerner som reklamesøjler. Nej, her er selv Mads Mikkelsen ikke stor nok.

I denne kontekst kan den globale udviklingsbistand ikke stå alene, og helt andre instrumenter skal aktiveres, hvis vi skal indfri forventningerne. Trods en stigning på 6,9 pct. udgjorde den globale udviklingsbistand ifølge OECD kun 930 milliarder kr. i 2015. Om end udviklingsbistanden tjener et livsvigtigt formål for millioner af mennesker, vil den i sin nuværende form aldrig udrydde fattigdom eller sikre grøn energi til alle i 2030.

FN har derfor med globale ledere og Verdensbanken i front længe italesat behovet for private investeringer, hvis den nødvendige kapital skal mobiliseres. Dette kan kun bydes velkomment, men jeg er dog imponeret over vores fantastiske evne til at forvente et andet resultat trods brug af samme tunge bureaukratiske rammer. FN’s egen hypede klimafond med hele 7 år på bagen havde i 2016 kun investeret 2,8 milliarder kr. i grønne projekter. Fortsætter samme investeringstempo, vil fonden være fuldt investeret om, og hold nu fast, 180 år. Zombietilstanden længe leve. 

Afgørende partnerskaber

Politisk ustabilitet, makroøkonomisk risiko og korruption; risiciene ved at investere i udviklingslande vil ikke kunne gå en blind forbi, og listen kunne blive ved. Det er selvsagt i udgangspunktet ikke attraktive rammevilkår, men ikke desto mindre rammevilkår, der er til at regne med. Spørgsmålet er derfor, hvordan en attraktiv balance mellem afkast og risiko skabes ved investeringer i udviklingslande?

Partnerskaber, der sammentænker institutionelle investorer, private virksomheder og det offentlige, er afgørende for at lukke det nuværende finansieringshul. Det er sagt før, og jeg gentager det gerne. Sådanne partnerskaber kan via et bredt udvalg af simple finansieringsinstrumenter mobilisere private investeringer ved at reducere en del af investorernes og virksomhedernes risici ved investeringer i udviklingslande.

Potentialet er enormt. En undersøgelse fra FN’s miljøprogram viser, at for hver krone, som det offentlige investerer, kan der tiltrækkes mellem 3 og 15 kr. i privat kapital. Alene i Danmark forvalter pensionsbranchen over 3 billioner kr., hvilket dog blegner sammenlignet med den samlede pensionsformue i OECD-landene, der ifølge OECD’s globale pensionsstatistik udgør 175 billioner kr.

Det kræver dog mere end store formuer og undersøgelser. Lad mig slå fast med syvtommersøm: Det er ikke nemt, og skal samarbejder mellem offentlige og private aktører føres fra teori til praksis, kræver det store ambitioner og ikke mindst handling fra alle sider.

Ohøj, dansken kommer

I 2014 under den daværende SRSF-regering tog Danmark teten og etablerede den 1,3 milliarder kr. store Klimainvesteringsfond, der er et samarbejde mellem den danske investeringsfond for udviklingslande (IFU), den danske stat og danske institutionelle investorer. Fonden investerer i klimarelaterede projekter i udviklingslande, og i denne ligning er IFU med sine konkrete erfaringer fra udviklingslande, netværk og viden om de faktiske risici en afgørende faktor.

Fonden bliver velbegrundet kaldt innovativ, og den danske stat valgte i forbindelse med etableringen at investere 275 mio. kr., som kom fra udviklingsbistanden, hvilket illustrer en nødvendig vilje til at kombinere udviklingsbistand med investeringer i bæredygtig vækst. Eller skrevet med tidligere udenrigsminister Kristian Jensens (V) ord:

”Udvikling er ikke længere en opgave, der skabes gennem statslig udviklingsbistand fra landene i nord til landene i syd. Udvikling kommer ikke af passiv bistand, men af aktive investeringer.”

I 2017 er det den danske stats ambition at etablere en verdensmålsfond med fire-fem milliarder kr. til investeringer i udviklingslande. Fonden etableres ved, at staten i samarbejde med IFU indskyder 100 millioner kr. fra udviklingsbistanden, hvorefter dialog med private investorer igangsættes. Verdensmålsfonden er i sig selv en imponerende ambition, og det er befriende, at vi som danskere tør hæve overliggeren og gå forrest. Hvem sagde jantelov?

Isbjerge forude

Men dansken kan ikke løse verdens globale udfordringer alene. Fra udlandet kigger mange investorkolleger desværre misundeligt på Danmark og resten af Norden, fordi man i deres hjemlande først nu har taget hul på diskussionen om offentlige-private partnerskaber som et instrument til at skalere bæredygtige investeringer, og den diskussion er ikke overstået i morgen. Om end vi i Norden har taget taktstokken, skal der handles globalt, hvis blot en delvis indfrielse af verdensmålene skal ses i horisonten. Jeg spejder, alt hvad jeg kan!

Tager vi luppen frem og undersøger, hvor meget der i dag på globalt plan bliver investeret i projekter, der i deres kerne kombinerer finansielle og bæredygtige hensyn, ja, så skal man desværre være Sherlock Holmes for at finde beviserne sammenlignet med de totale globale investeringer.

Januar plejer at være måneden for selvrefleksion og nytårsforsæt. Med tanke på, hvor lidt der egentlig investeres i bæredygtighed, kan man med rette spørge, om den til tider nirvanaagtige optimisme omkring verdensmålene egentlig er fortjent?

De danske erfaringer viser og vil i 2017 understrege, at partnerskaber mellem offentlige og private aktører kan være en afgørende faktor i indfrielsen af verdensmålene. Men der er én betingelse. Vi skal som nytårsforsæt beslutte at afvise FN-iseringen af bæredygtige investeringer med deraf følgende tunge politiske processer, arbejdsgrupper og styregrupper, der ikke formår at omsætte ide til handling.

Vi står over for en kolos af en udfordring, og medmindre politikere, investorer og virksomheder (og mange flere) tør smide skyklapperne og italesætte denne udfordring befriet for egne kortsigtede politiske interesserer, nærer jeg lidet håb til, at verdensmålene bliver indfriet. Hvorfor agerer vi så kortsigtet, når de fleste af os satser på at vågne op i morgen?

Forrige artikel EU-lande bør boykotte Trump Næste artikel Hvorfor insisterer vi på at belønne silotænkning?