Folkemødet er i gang, og politikere, organisationsfolk, spindoktorer, kommentatorer, embedsmænd, lobbyister og engagerede danskere bevæger sig til vands og i luften til Allinge. Hvis sidste års møde er nogen målestok, så vil Twitter-sfæren snart være fyldt med syrlige kommentarer om, hvor folket mon er henne på Folkemødet, og der vil cirkulere halvslørede billeder på Instagram af politikere i nærkontakt med fans, fadøl eller begge dele. Der er lagt op til demokratisk nærkamp både i solen og på de sociale medier.

På den ene side er det velgørende med det tætte engagement, debatterne og dialogerne mellem kendte og ukendte og i mødet mellem dem, der lever af at have meninger, og dem, der giver dem noget at have en mening om. Men hvorfor er det kun én gang om året, at Danmarks meningselite tillader sig at blive overrasket og udfordret i mødet med hinanden på kryds og tværs og i mødet med de borgere, som der trods alt deltager en hel del af?

Ganske vist holdes der politiske debatter i partiorganisationer, i tænketanke og i fagbevægelsen, og i det kommende valgår vil vi naturligvis se politikerne give sig i kast med folket i jagten efter stemmer, mandater og regeringsmagten.

Det Bornholmske dna

Men Folkemødet på Bornholm kan noget særligt, som jeg i hvert fald ikke før har set herhjemme, og som jeg tror handler om tre ting:

Tæthed. For det første er der en intensitet og en nærhed over Folkemødet, som trods sin voksende størrelse føles næsten intimt. Man er rent fysisk tæt på folk, man oftest kun ser i tv eller hører i radioen, og der opstår uvægerligt muligheder for dialog, simpelthen fordi folk er samlet på så relativt lille et areal. Ganske vist foregår der alskens VIP-arrangementer bag scenen for de særligt indviede – alt fra pressekonferencer til lukkede møder og cocktailfester. Men man skal nu altså alligevel fra ét sted til et andet, og når man bevæger sig fra arrangement til arrangement, bliver man nødt til at forholde sig til de mange budskaber og mennesker, som man støder på. Sidste år brugte jeg en rum tid på at høre om kampen om patentet på en særlig effektiv rottefælde, som åbenbart er opfundet og afprøvet på Bornholm. En viden, jeg ikke var klar over, jeg manglede. Tætheden er ufravigelig, og den tilfører en uforudsigelighed, som egentlig er ret velgørende.

Mangfoldighed. Uagtet at der bestemt er et elitært præg over en stor del af deltagerne, så er der mange, mange forskellige slags mennesker på Folkemødet. Det giver mulighed for helt nye kombinationer af perspektiver og verdensbilleder. Som da min organisation, MindLab, for to år siden introducerede et spil, hvor gæster i vores telt kunne trække et kort med en organisation, de skulle tage en dialog med for at skabe et nyt fælles demokratisk initiativ. Jeg er ikke sikker på, hvad det præcis var for en løsning, som Cyklistforbundet og Danske Ølentusiaster udviklede sammen, men jeg er ikke i tvivl om, at kombinationen ikke var sket uden Folkemødet. Mangfoldigheden er slående.

Højtidelighed. Endelig oplever jeg, at Folkemødet formår noget så udansk som at tage os selv seriøst. Da jeg sidste år hørte borgmester i Bornholms regionskommune Winni Grosbøll (S) åbne og motivere mødet og understrege værdien af den demokratiske samtale, blev jeg nærmest rørt. Når man ser sig om i verden for tiden – det netop overståede EP-valg er stadig friskt i hukommelsen, det samme er det brat falmede arabiske forår – så bliver man mindet om, hvor dyrebart, men også hvor skrøbeligt, demokratiet er. Folkemødet gør mere for demokratiet end at festligholde. Det højtideligholder.  

Efterspørges: nye former for folkeengagement

For et par måneder siden bragte tidsskriftet The Economist den dystre forsideartikel “What’s gone wrong with democracy?”. Heri argumenterer man for, at demokratiet globalt er ude i sin største krise siden Berlinmurens fald og den kolde krigs afslutning. Det sker med henvisning til konflikterne i Afghanistan, Irak, Egypten, Libyen, Syrien og Thailand – men også med den bekymrende pointe, at knap så demokratiske nationer såsom Kina og De Forenede Arabiske Emirater tilsyneladende er mere effektive, når det gælder at skabe vækst og velstand, end vi er. Samtidig er de demokratiske processer i Washington og i EU-hovedstaden Bruxelles i stigende grad dysfunktionelle. Med andre ord: Der er brug for at genopfinde vores demokrati, hvis det skal være en attraktiv og bæredygtig model også for fremtidige generationer.

Mange vil nok mene, at demokratiets krise er knap så markant herhjemme. Men så alligevel. Det seneste år i dansk politik har vel været et af de mest turbulente i et årti, og man skal ikke have meget fantasi for at forestille sig, at det kommende valgår kan blive præcis lige så – hvad skal man sige – interessant.

Jeg tænker derfor: Hvis vi skulle bruge erfaringerne fra Folkemødet til at nytænke vores demokrati ikke bare en gang om året, men mere systematisk, hvordan kunne vi så gøre det? Hvordan ville man genskabe tætheden, mangfoldigheden og højtideligheden i andre fora end en håndfuld telte i Allinge? Kunne vi genskabe stemningen og engagementet fra Bornholm overalt, hvor vi i vores land er optagede af politiske, sociale, økonomiske, miljømæssige og kulturelle problemstillinger og tilhørende muligheder? Kunne vi gå fra et enkeltstående Folkemøde til et mere permanent folkeengagement? Kunne borgerne blive endnu mere centrale i den dialog? Kunne sociale medier og andre teknologier hjælpe?

Hvem ved, måske det kunne være genstand for en debat på Bornholm.

Læs flere af Christian Basons indlæg her

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning