Folkeskolen bliver den første store test på, om politikerne i virkeligheden ønsker det brede samarbejde over midten, som flere bedyrede under valgkampen.

Mens VK-regeringen har tabt 10 års kamp for at give den danske folkeskole et markant løft, har den nye regering lagt an til at gøre folkeskolen til et stort prestigeprojekt gennem ambitiøse initiativer og store investeringer. Varslede besparelser skal rulles tilbage, og der skal investeres op til 2 milliarder nye kroner i området.

Der er meget at tage fat på: Trods flere års politisk fokus på at få flere gennem uddannelsessystemet, står 16 pct. af en ungdomsårgang stadig uden en ungdomsuddannelse. De internationale PISA-test i læsning, matematik og naturfag udløser kun middelkarakter til de danske elever, og trods forsøg med bl.a. tvangsspredning og modersmålsundervisning er den danske folkeskole stadigvæk ikke særlig god til at bryde den sociale arv. Samtidig tårner nye problemer sig op. Presset på de kommunale skolebudgetter får stadig flere skoler til at skære timetallet til et minimum, mens udgiften per elev er faldet over 8 pct. siden 2002, viser tal fra Kommunernes Revision. 

Et bredt forlig på folkeskoleområdet er som udgangspunkt i begge fløjes interesse. Men der er lagt op til svære forhandlinger, hvor parterne må sluge store kameler og indgå svære kompromiser.

• Farvel til borgerlig skolepolitik. V og K har som udgangspunkt erklæret sig klar til at spille med på flere af de forslag, som S-SF fremlagde i deres fælles skoleudspil ”En ny start for folkeskolen”. Forhandlingerne i den gamle forligs­kreds, der ifølge Mandag Morgens oplysninger har kørt helt frem til få uger inden valget, har været præget af enighed. Begge blokke ønsker flere timer i indskolingen, en udskolingslinje for de mindre bogligt stærke unge og nye fag på skemaet, der kan stimulere elevernes innovationsevne. Men spørgsmålet er, om V, K og DF, der også er med i det nuværende forlig, kan acceptere hvad der sker, når Antorini sætter sig for enden af forhandlingsbordet. Forskellen mellem en blå og rød skolepolitik er markant på det ideologiske plan. VK-regeringens brug af øget holddeling og eliteklasser har undermineret den enhedsskoletænkning, der gennem årtier har stået som vartegnet for en socialdemokratisk skolepolitik. Som forligspartnere har S og SF lagt stemmer til. Men nu er der mulighed for at sætte en anden kurs, der frem for flere test og kontrol vil investere massive beløb i efteruddannelse, klasseloft og tolærerordning.
• Radikale mærkesager aflyst. Som regeringspartner bliver De Radikale automatisk del af et folkeskoleforlig, som de har stået uden for siden 2002. I næsten 10 år har partiet stået på sidelinjen og højlydt kritiseret S og siden SF, der kom med i forliget i 2010, for at give køb på deres uddannelsespolitiske mærkesager. Nu er turen kommet til De Radikale selv, der vil blive presset til selv at gå på kompromis med centrale mærkesager. Partiet er erklæret modstander af de nationale test og S-SFs forslag om at bruge 1,2 milliarder på en tolærerordning, ligesom de ønsker at rulle den øgede centralisering af folkeskolen tilbage. Derudover vil den gamle tvist, der oprindelig udelukkede partiet fra at indgå i det nuværende forlig – spørgsmålet om den obligatoriske ret til modersmålsundervisning – være et meget ømt punkt, der kan bringe det brede forlig i fare. 
• Uddannelsesrevolution udskudt. Alt tyder på, at det bliver Christine Antorini, der som ny undervisningsminister får det øverste ansvar for at løfte opgaven. I valgkampen varslede hun sammen med SFs Nanna Westerby en skolepolitisk revolution, hvis de røde kom til magten. Antorini har i flere år advokeret for at omdanne den danske folkeskole til en helhedsskole, og i sit efterord til bogen ”Uddannelse for de mange”, der udkom for nylig, beskriver hun visionen for en Ny Nordisk Skole, hvor undervisningskulturen og indlæringsmetoder skal gentænktes for at få alle elever med. Der bliver dog næppe plads til en vidtgående reformering af folkeskoleområdet i det kommende år, hvor fokus vil være på at indfri helt basale behov som flere timer og bedre efteruddannelse af lærerne. Antorini behøver dog ikke at tage afsked med sine mere revolutionære ideer, men kan parkere dem i en arbejdsgruppe som det skete tilbage i 1960’erne med ”Den blå betænkning”, der lagde grundlaget for enhedsskolen og dermed satte sig aftryk på mere end 50 års skolepolitik.

Store udfordringer forude

Udsigterne til store knaster i et kommende bredt folkeskolesamarbejde giver næring til spekulationerne om et muligt forligsbrud. 

Tilbage i 2002 brød VK-regeringen selv det gældende folkeskoleforlig ved at fjerne den obligatoriske ret til modersmålsundervisning. Og i 2010 lagde Lars Løkke Rasmussen op til endnu et brud med det gældende folkeskoleforlig, da han i sin åbningstale fra Folketingets talerstol understregede regeringens vilje til at gennemføre borgerlig politik på bl.a. skoleområdet med sætningen: ”Vi vil ikke slække på vores ambitioner bare for at blive enige.”

Også Antorini selv har luftet tanken, da hun under valgkampen i 2007 sagde: ”Hvis der kommer en socialdemokratisk ledet regering efter valget, så melder vi nu, at vi ønsker en bredere forligskreds om folkeskolen, og dermed opsiger vi folkeskoleforliget.” Sker det, vil hun have bred opbakning fra landets skoleledere til at køre S-SFs kurs igennem. Det viser en rundspørge blandt over 400 skoleledere i Mandag Morgens skolelederpanel. Se figur 1.

Som det ser ud nu, har alle parter dog brug for at holde fast i et bredt forlig. V og K har brug for at vise deres vilje til at samarbejde og vil være parate til at ofre mærkesager på uddannelsesområdet i den sags tjeneste. Regeringen bygger på et snævert flertal og har dermed også brug for at signalere bredt samarbejde over midten.

Hensynet til det brede forlig udelukker ikke automatisk muligheden for at forny folkeskolen. En lang række nye tiltag kan f.eks. gennemføres på forsøgsbasis, uden at det påvirker lovgivningen. Men opgaven med at fastholde et bredt samarbejde og samtidig løse de centrale udfordringer, som folkeskolen står over for, bliver ikke en let. Det viser Mandag Morgens kortlægning af de otte områder, der bliver centrale diskussionspunkter i de næste års skolepolitik. Det er de samme områder, der – hvis de ikke bliver adresseret – vil svække den danske folkeskole markant.

1. Flere gennem uddannelsessystemet:

Omkring hver 8. elev, der forlader folkeskolen i dag, kommer ikke videre i uddannelsessystemet. De fleste starter på en ungdomsuddannelse, men falder fra og står dermed uden chancer for at begå sig på et arbejdsmarked, der drænes for ufaglærte job. Evnen til at få flere gennem uddannelsessystemet bliver den ultimative test på, om den nye undervisningsminister får succes med sin politik.

Fogh-regeringen erkendte problemet og opstillede en målsætning om, at 95 pct. af alle unge skulle have en ungdomsuddannelse i 2015. Da Løkke overtog Statsministeriet, blev fristen udskudt til 2020. Men det høje ambitionsniveau blev aldrig bakket op af konkrete tiltag, og andelen, der læser videre efter folkeskolen, er kun steget få procentpoint siden 2001.

Ungdomsuddannelserne selv bærer en stor del af skylden for det store frafald. Men det er i folkeskolen, at fundamentet for at kunne læse videre bliver grundlagt. Den erkendelse har S og SF gjort sig i deres fælles folkeskoleudspil, der varsler en styrket indsats over for de mindre bogligt stærke unge. Står det til de to regeringspartier, skal fag som sløjd og billedkunst fylde mere på skoleskemaet. Håndværkeruddannede skal ind i klasselokalerne, mens en del af undervisningen i boglige skolefag som matematik skal foregå på værksteder og virksomheder. Oprettelsen af flere erhvervsklasser og alternative udskolingslinjer med mulighed for at tilvælge fag som håndværk eller teknologi skal fange de mest skoletrætte unge.

Den nye undervisningsminister har selv været en aktiv stemme i kritikken af, at folkeskolen er blevet for akademiseret og en fødekæde for de unge, der skal videre i gymnasiet og universitetet. Lykkes det at komme igennem med en politik, der genintroducerer de praktiske elementer i folkeskolen, vil det blive opfattet som en ikke kun politisk, men også stor personlig sejr for Antorini.

Selv om den forrige regering brugte flere år på at luge ud i de praktisk-musiske fag til fordel for flere timer i dansk og matematik, har både V og K erklæret sig positive over for en praktisk udskolingslinje. Under valgkampen overraskede Løkke Rasmussen sågar med et forslag om at indføre et nyt fag, idéudvikling, i folkeskolens ældste klasser.

Spørgsmålet er dog, om de varslede tiltag er nok til at løse udfordringen. International forskning bekræfter, at flere praktiske fag i folkeskolen rent faktisk løfter de mindre bogligt stærke elever. Men det vil tage mange år, før effekten slår igennem. Samtidig kræver det store ændringer i undervisningsindholdet, og lærerstaben skal optrænes i at undervise efter forskellige læringsstile, før tiltagene vil have nogen effekt. Også det vil koste tid og ressourcer, der skal tages fra andre udfordringer.

2. Løft i undervisningskvaliteten:

Den danske uddannelsesverden gik i chok, da den første PISA-måling i 2001 udstedte middelkarakterer til de danske skoleelever. Meddelelsen fik Fogh-regeringen til at forhandle et nyt forlig, der lagde ekstra vægt på folkeskolens faglige formål, på plads med S. Siden har undervisningskvaliteten fyldt meget på skoledagsordenen, og det vil også være et område, hvor den nye regering vil blive fulgt tæt og løbende målt på sine præstationer.

VK-regeringen satte ind med flere timer på skemaet, gav tilladelse til øget holddeling og indførte nationale test som evalueringsredskab. Indsatsen har delvist givet pote: Der er sket fremgang i de danske skolebørns læsefærdigheder, og elever i 4. klasse er nu lige så gode til naturfag og matematik, som de før var i 5. klasse. Men der er også store hængepartier. 15 pct. af eleverne forlader i dag skolen som funktionelle analfabeter, og antallet af elever, der modtager færre timer, end loven foreskriver, er vokset, fordi flere skoler vælger minimumtimetallet frem for det vejledende timetal, når skolebudgetter og skemaer skal gå op i en højere enhed.

Udviklingen har skabt stor medieopmærksomhed og fået forældre- og interesseorganisationer til at efterlyse et markant løft af den faglige kvalitet. Af samme grund er S og SF gået til valg på at love to lærere i folkeskolens yngste klasser og et klasseloft på 24 elever, mens V og K vil realisere det ”læseløfte” til skolens mindste elever, som Løkke Rasmussen afgav i sin tid som statsminister. Indsatsen skal finansieres af en læsepulje på 150 millioner kr. årligt, der især er møntet på ekstraundervisning til dårligt læsende elever. Yderligere vil de borgerligere partier indføre en seks timers skoledag i de mindste klasser og højere fagmål for de enkelte klassetrin. Dansk Folkeparti og De Konservative advokerer for, at minimumtimetallet erstattes med det vejledende timetal for at sikre nok timer i skolen.

Blokkenes forskellige tiltag er ikke uforenelige, men økonomien sætter sine begrænsninger. Der bliver brug for en hård prioritering, hvis indsatsen skal gøre en forskel. Forslagene om tolærerordning og klasseloft møder stor opbakning i Mandag Morgens skolelederpanel, hvor mere end 60 pct. erklærer sig enige. Men regningen for at have to lærere i de mindste klasser lyder på 1,2 milliarder kr., og De Radikale er ikke enige i, at de penge er bedst brugt her. Forslagene møder også kritik fra flere eksperter og Danmarks Lærerforening, der ikke mener, at de vil have den ønskede effekt.

Derimod viser erfaringer, at en national indsats for at styrke den faglige læsning i alle fag vil kunne løfte niveauet markant. Det kræver bl.a., at lærerne efteruddannes til at sætte fokus på læsningen i deres egne fag. Danmarks Lærerforening har sat sit eget projekt i gang på dette område. Men skal udfordringen løses, kræver det, at der afsættes ressourcer til indsatsen fra centralt hold.

3. Lærere i verdensklasse:

Flere internatonale studier fra bl.a. McKinsey har påvist en klar sammenhæng mellem dygtige lærere og gode elevpræstationer. Effekten af undervisernes kompetencer er i flere tilfælde større end effekten af øgede budgetter og strukturelle reformer. Fælles for lande som Finland og Sydkorea, hvor elevpræstationerne ifølge OECD ligger i top, er tilstedeværelsen af ambitiøse, lange læreruddannelser, der kun optager de dygtigste studerende.

Sådan er forholdene langtfra i Danmark. De sidste års kritik af folkeskolen har efterladt dybe ridser i lærernes autoritet og faglige stolthed. Antallet af lærerstuderende, der søger mod landets seminarier, er halveret siden 2002, og flere seminarier må køre med frit optag, hvilket leverer nye skyts til kritikken af lærernes faglige niveau.

Samtidig ender stadig flere lærere med at undervise i linjefag, som de ikke er uddannet i. Knap halvdelen af folkeskolens undervisere har ikke adgang til den nødvendige efteruddannelse, viser en opgørelse fra Danmarks Lærerforening. Beslutningen om, at hovedparten af specialeleverne skal sluses tilbage i normalklasserne, lægger ekstra pres på kompetencerne.

Af samme grund står netop efteruddannelse af lærerne og en genopbygning af deres faglige tillid højt på den nye regerings liste. Godt nok har VK-regeringen afsat puljemidler til efteruddannelse siden 2006. Men kun en lille del er kommet i spil, fordi de er betinget af kommunernes medfinansiering, der er udeblevet som følge af besparelser. Står det til den nye regering, skal dette krav fjernes, og der skal afsættes flere statslige midler til indsatsen. De Radikale vil have uddannet flere lærere i deres linjefag, så den faglige kvalitet af undervisningen styrkes. Også skolelederne skal opgrades gennem mere efteruddannelse.

Hos VK er det primære fokus på læreruddannelserne, der ifølge de borgerlige partier skal udstyres med minimumkarakterkrav for at tiltrække de bedste studerende. Står det til Dansk Folkeparti og De Konservative, skal læreruddannelsen gøres femårig og lægges ind under universiteterne. Det forslag har dog ikke bred opbakning.

På landets lærerværelser kan man se frem til en styrket indsats for efteruddannelse. Hvor omfattende den bliver, er dog meget uklart. En systematisk efteruddannelse af landets knap 60.000 skolelærere, som S-SF lægger op til, vil trække hårde veksler på de nationale og kommunale skolebudgetter. Den største trussel mod mere efteruddannelse er ikke manglende konsensus, men evnen til at få skaffet de penge, der skal til for at finansiere indsatsen.

4. Voksende evalueringskultur:

Diskussionen om de nationale test og kvalitetsrapporter er nok det emne, der har fyldt mest i folkeskoledebatten de senere år. Det er samtidig et punkt, hvor partierne vil blive tvunget til at indgå store kompromiser for at bevare et bredt folkeskoleforlig.

Partierne bag det gældende forlig i 2006 valgte at indføre flere initiativer for at styrke evalueringskulturen i skolerne. Pakken indeholdt bl.a. elevplaner, nationale test og kvalitetsrapporter som redskaber til at vurdere, hvordan elever og skoler klarer sig på landsplan. Initiativet kom fra VK-regeringen, men fik støtte fra Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne, der dermed ragede uklar med både SF og De Radikale.

Siden har SF tilsluttet sig, mens De Radikale stadig en erklæret modstander. Partiet har bl.a. krævet, at de nationale tests gøres frivillige, til gengæld for at bakke op om S-SFs forslag om klasseloft og tolærerordning. De borgerlige forligspartier vil omvendt have de obligatoriske test offentliggjort på landsplan, så der kommer fuld gennemsigtighed om skolernes resultater. 

Brugen af test og afrapportering til centraladministrationen er udbredt internationalt på anbefaling fra bl.a. OECD – også blandt de skolesystemer, der ligger i top. Uden adgang til denne viden er det vanskeligt at vide, hvor der skal sættes ind for at styrke undervisningen. Men herhjemme har implementeringen været omgivet af store startproblemer. De nationale test blev forsinket i to år og har kostet skatteborgerne over 100 millioner kr., inden de overhovedet kom i gang.

De Radikale ønsker at frigøre de mange ressourcer, som de nationale test og kvalitetsrapporter lægger bånd på i centraladministrationen. I stedet vil de investere pengene i at sende fagkonsulenter ud på skolerne for bl.a. at bistå i den inklusionsproces, der i disse år bringer mange specialelever tilbage i normalklasserne. 

Men selv om testene har splittet fagmiljøerne, tyder flere ting på, at evalueringskulturen vinder mere opbakning. Et stigende antal kommuner vælger frivilligt at offentliggøre faglige test for bedre at kunne måle sig med hinanden. Forældreorganisationer bifalder den øgede gennemsigtighed. Også hovedparten af skolelederne mener, at testene skal fastholdes som obligatoriske, så længe resultatet ikke offentliggøres. Det giver S og SF en god grund til at holde stand mod De Radikales krav.

Uenigheden om de nationale test er en mulig kandidat til at ødelægge et bredt skoleforlig. Det er sandsynligt, at forligspartnerne vil vælge at benytte sig af, at ordningen ifølge en fælles aftale skal evalueres til næste år, inden den implementeres fuldt ud. Det giver parterne noget tid at løbe på. Men med tiden bliver det nødvendigt at tage et opgør, og her vil De Radikale være i mindretal.

5. Mere frihed til folkeskolen:

De seneste år har Undervisningsministeriet udstedt flere dispensationer, end der er folkeskoler i landet. 11 folkeskoler har fået dispensation til at øge timetallet og indføre heldagsskoler, mens 17 skoler har fået lov til at køre eliteklasseprogrammer, hvor eleverne skal opfylde særlige krav for at blive optaget. Andre skoler har bl.a. fået lov til at teste nye fag som kinesisk og iværksætteri og gøre brug af rullende skolestart. De øgede frihedsgrader står i kontrast til, at centraladministrationen på andre punkter har strammet kontrolgrebet om skolerne – bl.a. gennem kvalitetsrapporterne.

De ni frikommuneforsøg, der starter 1. januar 2012, giver endnu flere muligheder for at eksperimentere. Det var disse kommuner, Lars Løkke Rasmussen havde i tankerne, da han under valgkampen foreslog, at skolerne kan gøres til selvejende institutioner efter taxameterprincippet. De forsøg med 100 heldagsskoler, som S og SF har afsat 100 millioner kr. til at gennemføre, skal også testes på forsøgsbasis.

De øgede frihedsgrader til selv at eksperimentere skaber begejstring ude på skolerne. Det giver undervisere og skoleledere ejerskab til udviklingen og til at teste ideer, der aldrig ville være opstået fra nationalpolitisk niveau. F.eks. bakker over 80 pct. af de 400 ledere, der deltager i Mandag Morgens skolelederpanel, op om øgede frihedsgrader til skolerne.

Står det til den nye regering skal denne bevægelse ikke modarbejdes, men styrkes på forskellige fronter. Selv ønsker Christine Antorini en folkeskole, der åbner for inspiration udefra og i langt højere grad inddrager ’Foreningsdanmark,’ end det sker i dag. 

De Radikale er imod indholdet af flere af de forsøg, der testes, og modsætter sig især ideen om at gøre skolerne til selvejende institutioner, fordi det vil flytte mere magt til ministeriet. Men så længe forsøgene ikke griber ind i lovgivningen, vil konflikten være til at håndtere inden for det gældende forlig.

6. Integration tilbage på dagsordenen:

Som socialdemokratisk undervisningsminister er Christine Antorini tvunget til at forholde sig til, at den danske folkeskole er dårlig til at bryde den sociale arv, sammenlignet med andre lande.

Verden over kæmper elever med indvandrerbaggrund med flere sociale og økonomiske problemer end deres indfødte klassekammerater. Men i Danmark får disse forhold lov til at påvirke elevernes skoleindsats markant mere, end det er tilfældet andre steder. Er man indvandrer, er risikoen for at ende blandt den dårligste fjerdedel af folkeskolens elever dobbelt så høj, som hvis efternavnet er Jensen eller Nielsen, viser en opgørelse fra OECD. I Københavns Kommune er flerårige forsøg med at øge indvandrerbørnenes læsefærdigheder slået fejl, og mange andre kommuner kæmper med lignende udfordringer.

Efter at have fyldt meget i 90’ernes værdipolitiske diskussioner, er integrationsdebatten de senere år rykket ned ad den skolepolitiske dagsorden. Men udfordringen er der stadig og kan udvikle sig til en trussel for det brede forlig, som det skete i 2002, da regeringen på Dansk Folkepartis opfordring fjernede retten til obligatorisk modersmålsundervisning og dermed brød med det gældende forlig.

Flere af de forslag, der allerede er fremlagt i de forskellige partiers udspil, favner også de svagere indvandrerbørn. Det gælder f.eks. S-SFs forslag om at indføre flere praktiske fag i folkeskolen og Venstres læseindsats. Men når det gælder tiltag, der kon­kret er henvendt til indvandrerbørnene, er der tale om konfliktstof, der kan forstyrre det brede samarbejde.

Det gælder f.eks. S-SFs forslag om at bruge lovgivningen til at presse privatskolerne til at tage flere svage elever. Ifølge forslaget, der blev lanceret under valgkampen, skal ingen skoler have mere end 30 pct. tosprogede elever. I stedet skal elever, der klarer sig dårligt i sprogtest, tvangsspredes ud på flere skoler.

Udmeldingen har mødt stor modstand fra De Radikale, Venstre og Enhedslisten og får derfor svære kår i et bredt samarbejde. Det samme gælder kravet om at genindføre retten til modersmålsundervisning, der er et hjertebarn i De Radikales uddannelsespolitik. Her vil Dansk Folkeparti, der er med i den nuværende forligskreds, spænde ben.

7. Den digitale folkeskole:

Christine Antorini har gode muligheder for at blive den undervisningsminister, der for alvor fører folkeskolen ind i den digitale tidsalder.

Fra begge fløje er der lagt op til en indsats på området. VK-regeringen offentliggjorde få uger før valget en syvpunktsplan for bedre it i folkeskolen, der bl.a. vil afsætte midler til indkøb af digitale læremidler og opstiller mål for, hvordan alle skoler skal være udstyret med trådløst netværk og adgang til computere for alle elever.  S og SF foreslår i deres udspil, at alle børn og lærere udstyres med en digital værktøjskasse i form af en bærbar pc eller tablet-pc.

Ambitionerne har før været høje. Siden midten af 1990’erne har undervisningsministeriet – under skiftende regeringer – brugt op imod en milliard kr. på it-projekter i folkeskolen. I 2000 brugte den daværende regering 323 millioner kr. på at styrke den pædagogiske anvendelse af it i undervisningen. Og i 2003 blev der bevilliget 495 millioner kr. til at anskaffe it-udstyr, efteruddanne lærere og udvikle netbaserede læremidler.

Resultatet af de mange investeringer er dog knap så overvældende. En undersøgelse, der sammenligner elevernes it-færdigheder i 1999 og 2008, viser minimale fremskridt. Det er i stor stil stadig det trykte undervisningsmateriale, der råder i klasselokalet, selv om danske skolelever er blandt dem i verden, der har bedst adgang til it i hjemmet.

Samtidig er det kommet frem, at de 500 millioner kr., som regeringen i 2010 lovede skulle investeres i at styrke it i folkeskolen, aldrig har fundet vej til skolerne, selv om Fonden for Velfærdsteknologi, der råder over midlerne, har godkendt bevillinger for op imod 200 millioner kr.

Ud over at udstyre eleverne med et ’digitalt penalhus’ ønsker regeringen at bruge penge på at efteruddanne lærerne til at bruge de nye læremidler. Undersøgelser viser, at det tiltag er helt afgørende, hvis it-investeringerne overhovedet skal give mening. Det kræver dog store investeringer og historien om regeringens syltede it-millioner vil klæbe til Antorini, hvis hun ikke formår at finde pengene og får tilrettelagt en strategi, der hurtigt kan mærkes helt ude i klasselokalet.

8. Økonomisk puslespil:

Det største stridsemne i et kommende bredt folkeskolesamarbejde bliver uden tvivl den økonomiske politik, der skal finansiere de mange bekostelige tiltag, som især S, SF og De Radikale lægger op til.

Investeringer i bl.a. mere efteruddannelse, flere lærerressourcer og øget brug af it koster mange penge. De Radikale vil tilføre området ekstra 1,5 milliarder kr., mens S og SF vil bruge hele 2 milliarder kr. på at styrke folkeskolen. Derudover planlægges det at rulle den forrige regerings besparelser på uddannelses- og forskningsområdet på 5 milliarder kr. tilbage.

Hvis det står til S og SF, skal de ekstra milliarder til nye skoleinvesteringer bl.a. findes ved at pålægge bankerne en ny punktafgift.  Det er dog uklart, om De Radikale vil gå med på en sådan løsning. Her ser man hellere, at pengene til bl.a. mere efteruddannelse af lærerne findes ved at fjerne udgiftstunge tiltag som f.eks. de nationale test.

Selv om V og Ks forslag er billigere, hviler de også på et skrøbeligt grundlag. De to partier vil finde pengene til den sekstimers skoledag ved at fjerne SU’en for hjemmeboende studerende. Men da S og SF tidligere har fredet SU’en, vil det ikke være en mulighed. Løkkes bebudede læsefond skulle efter den oprindelig plan finansieres af det forventede overskud fra Finansiel Stabilitet. Denne mulighed er dog forsvundet, efter Amagerbankens krak tidligere på året spiste det sidste af overskuddet.

Der er bred enighed om, at special­eleverne skal tilbage til normalklasserne. Men hvor V og K ser tiltaget som en spareøvelse, der kan frigive ressourcerne til andre formål, vil regeringen have, at pengene følger med tilbage til klasserne for bl.a. at efteruddanne lærerne til differentieret undervisning. 

VK-regeringen har i sin levetid levet højt på den udbredte forestilling om, at den danske folkeskole er blandt verdens dyreste, og brugt argumentet til at afvise yderligere investeringer i området.

Men ifølge OECD kommer Danmark kun ind på en 7.-plads målt på, hvor mange penge der investeres på området. Samtidig er de ressourcer, der bruges per elev, faldet med 8,1 pct. siden 2002. I kommunerne slås man med store besparelser. I 2011 nedlægges der 1.839 lærerstillinger som følge af besparelser, og seks ud af ti kommuner planlægger at skære yderligere på området til næste år.

Med besparelserne, der kan mærkes helt ud i den enkelte kommune og klasselokale, får den nye regering et stærkt argument for at trække den anden vej. Men skal budgetterne hænge sammen, er den også tvunget til at tage nogle skridt, der kan bringe den på kant med kommuner og faglige organisationer. Ifølge beregninger fra V og K kan der frigives 2,3 millioner undervisningstimer, eller hvad der svarer til 3.000 fuldtidsstillinger, hvis alle lærere underviser lige så meget som i de fem kommuner, hvor de underviser mest. Forslagene om resultatløn og øget brug af undervisningsassistenter og pædagoger i undervisningen er kontroversielle, men bør overvejes i jagten på de ekstra skolemilliarder.

Kilder:

• Faglighed og frihed – Regeringens udspil til en bedre folkeskole. Regeringen, december 2010.
• Vores Skole, Det Radikale Venstre, 2011.
• En ny start for folkeskolen – S og SF’s reform for en fælles og faglig stærk folkeskole, 2010. 
• Lars Olsen: Uddannelse for de mange. Opskrift på en kulturrevolution, 2011.