Revolutionens frontlinje løber lige syd for Rømø og Bornholm. Her, i Østersøens kolde, mørke vand, er Tyskland ved at etablere en 130-dobling af kapaciteten på landets havvindmølleparker.

Det er noget af en sjat. 25 gigawatt helt nøjagtigt, hvilket ifølge European Energy Review svarer til kapaciteten på over 20 atomkraftværker. Vindfarmene vil optage et areal i Nordsøen og Østersøen svarende til otte gange New Yorks areal. Tyskerne er i fuld gang med projektering og byggeri.

I Japan går det lige så vildt for sig. Et af atomkraftens moderlande er på vej til et revolutionært skift fra atomkraft til vedvarende energi. Som følge af katastrofen i Fukushima debatteres det intensivt, om fremtiden skal være 10, 15, 25 pct. eller helt uden atomkraft.

Hvad end beslutningen bliver, så er Japan pludselig blevet en ny storspiller inden for vedvarende energi. I det mest radikale scenarie, der debatteres – og som de fleste japanske vælgere foretrækker – skal vedvarende energi levere 35 pct. af elektriciteten imod de nuværende ca. 10 pct.

Den japanske regering har varslet en endelig beslutning inden årets udgang. Tyskerne har besluttet sig – atomkraft skal udfases frem mod 2030.

Det er, uanset målestok, monumentale beslutninger. Rækkevidden er enorm og kan vanskeligt overvurderes. Man kan kun undre sig over den begrænsede interesse fra alverdens medier, i betragtning af at vi taler om verdens tredje og fjerde største økonomier.

De to landes beslutninger kan få afgørende indflydelse på verdens fremtidige energi- og klimapolitik og dermed verdens fremtid.

Kort og godt.

Mens alle politiske processer på klima- og energiområdet er sat på køl, så ruller energirevolutionen lystigt derudaf. Nedefra og op.

Borgerkrigen i Syrien, det amerikanske valg og Eurozonens gældsproblemer fylder naturligvis i landskabet lige nu, men på længere sigt vil beslutningerne i Japan og Tyskland kunne få afgørende indflydelse på den globale økonomis bæredygtighed.

Japanerne og tyskerne vil udløse et kvantespring inden for forskning, udvikling og anvendelse af vedvarende energiteknologier samt energi- og ressourcebesparelser. De kan vise sig at være de midler, der skal til for at bremse den nuværende kurs, hvor vi med stor hast er ved at undergrave vores muligheder for at skabe fremtidig rigdom som følge af bl.a. ressourcenedslidning.

Udfasning af atomkraft vil også skabe problemer, i hvert fald i en overgangsfase, fordi den i et stort omfang må erstattes med kul, olie eller gas, som forurener med CO2.

Men hvis vi for en gangs skyld antager, at glasset er halvt fyldt, så tyder alt på, at teknologi- og systemudviklingen af både modne teknologier som vind og solenergi og emerging technologies som geotermi, brint og bølgekraft er på vej til et historisk boost.

Mens en flodbølge af nye investeringer oversvømmer markedet for vedvarende energi, kan vi kun gætte på konsekvenserne. Men store bliver de.

Begge nationer er traditionelt blandt verdens førende inden for teknologi, de er kendetegnet ved høj grad af planlægningsmæsig disciplin, og begge har ophøjet energieventyret til en satsning af national betydning.

Interessant nok, så har de to landes nye kurser også noget andet til fælles. Nemlig at de afspejler noget så gammeldags og fodformet som folkelige krav. Begge landes befolkninger har ikke bare taget skarp afstand fra atomkraft, men kræver også, at politikerne erstatter det med vedvarende energi.

Post-Fukushima buldrer i Japan en intens, folkelig debat, og regeringen har iscenesat en omfattende høringsproces med folkemøder, meningsmålinger og scenarieudvikling. Tendensen er klar. De politikere, der har deres embede kært, skal omgås atomkraft med varsomhed og vedvarende energi med kærlighed. Det viser alle meningsmålinger.

Det var også Fukushima, der udløste det endelige nej til atomkraft i Tyskland, men vel at mærke efter årtier med et relativt stort, folkeligt engagement i energidebatten og vedvarende, stor modstand mod atomkraft.

Denne folkelige dimension i begge lande er uhyre tankevækkende. Og, set i et miljøpolitisk perspektiv, stærkt opmuntrende. I sidste ende kan vælgerne i Japan og Tyskland være i gang med at redde os alle sammen fra global opvarmning og ressourceknaphed.

I årtier har den økonomiske og politiske tænkning domineret energi-, miljø og klimapolitikken. Af gode grunde. I 1970’erne troede vi, at i en verden, hvor miljøproblemerne tårner sig op, ville forbrugerne drive politikerne frem mod et grønt nirvana.

De nye havvindmøller, som f.eks. denne Siemens B75 Quantum Blade, får selv en Airbus 380 til at synes lille. En havvindmøllepark, som dem der opføres af Tyskland, kan nemt bestå af over 100 vindmøller. Kilde: Siemens. 

Det viste sig at være en illusion. Massernes interesse for miljøvenlige produkter, hvad enten vi taler om solenergi, parfume eller økologi, har været til at overse, selv i en tid, hvor forurening påvirker vores børns sundhed, vandkvaliteten på vores feriestrande og sågar vejret.

Den højt besungne ”politiske forbruger” tilhører et lille, eksklusivt storby-segment, og ”folkets stemme” har kun sjældent ladet høre fra sig i moderne miljøpolitik.

Med Japans og Tysklands aktuelle kursskifte ser vi måske et første eksempel på, at vælgerne sætter handling bag ordene. Vel at mærke i en sag, hvor de ikke umiddelbart står til at ”tjene” på det. Både tyskerne og japanerne ved f.eks., at elregningen bliver betydeligt større uden atomkraft.

I begge lande trodser vælgerne desuden betydelig modstand fra erhvervslivet, finanssektoren og store dele af det politiske parnas, som med dybe panderynker maner til ”besindighed”.
Men der sker noget alligevel. Der handles.

I Japan popper solfarme, geotermianlæg og vindmøller op som paddehatte, mens disse linjer skrives.

Smag på tallene: I løbet af de næste to årtier vil japanerne investere 487 mia. USD i vedvarende energi og energieffektivisering (hør Bloombergs podcast: http://www.bnef.com/Downloads/podcast/312/mp3file).

Den japanske regerings nye, generøse feed-in tariffer trådte i kraft den 1. juli i år, og regeringen modtog i den første måned ansøgninger fra 33.000 (!) små og store vedvarende energiprojekter, heraf mange iværksat af japansk industris magnater, bl.a. Toshiba, Kyocera og Hitachi.

Investeringerne går i høj grad til solfarme, baseret på solar PV. Japanerne har imidlertid også store planer hvad angår geotermi, som har potentiale til at blive en stabil, ikke fluktuerende energikilde pga. de geologiske forhold i Japan.

Bloomberg New Energy Finance forudser, at Japan i løbet af to år kan etablere 20 gigawatt kapacitet inden for sol og vind, hvis investeringslysten fortsætter. Dermed bliver Japan med raketfart verdens tredjestørste marked for solenergi.

Vestas’ senior vice president Morten Albæk forudser, at Japans konvertering til vedvarende energi vil have en dominoeffekt på det globale marked:

”Når verdens tredjestørste økonomi tager et sådan skridt, vil det inspirere andre,” sagde han for nylig til Bloomberg og tilføjede, at ”hvis nogen for to år siden havde sagt, at både Tyskland og Japan var på vej til at udfase atomkraft, så ville man blive betragtet som den mest naive, akademiske skabning.”

I Tyskland går det mindst ligeså vildt for sig. Tyskerne investerer i de kommende år 263 mia. USD alene i offshore vindenergi og smart grids. Det sker oven i Tysklands i forvejen store markeder for bl.a. solenergi og landbaseret vindkraft. Investeringer i en skala, der får analytikere til skiftevis at sammenligne det med Tysklands genopbygning efter 2. Verdenskrig eller USA’s Apollo-program i 1960’erne.

Den helt store udfordring syd for grænsen er, at etablere det grid, der skal forbinde havvindmølleparkerne med fastlandet på en smart og rentabel måde. Et problem, som alle lande med vindenergi står overfor, herunder Danmark, og et glimrende eksempel på at japanerne og tyskerne forventeligt vil skabe en række teknologispring, der accelerer hele verdensmarkedet og i sidste ende kommer os alle til gode.

Der er grund til en vis optimisme, når Japan og Tyskland slipper deres samlede innovations-, ingeniør- og industrikraft løs på en fælles, global udfordring.

Vi har gennem årtier vænnet os til, at nyheder på miljø- og klimaområdet bliver mere og mere deprimerende. Og vi har vænnet os til, at problemerne skal løses oppefra og ned, på store FN-konferencer, hvor alverdens præsidenter og politikere mødes for at forhandle ord og dokumenter.

Men vi er muligvis ved at blive overhalet indenom af virkeligheden. Og det er – for første gang i lang, lang tid – godt nyt om fremtiden for vores fælles planet.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.