Formand Frederiksen står formidabelt stærkt

KOMMENTAR Mette Frederiksen står uantastet som den stærke kvinde i dansk politik. Det vil formentlig tage år for hendes modstandere at samle sig om et alternativ. Lige nu ser topstyring og mangel på penge ud til at være statsministerens største udfordringer.

Placeholder image
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

I politik – og måske også i andre dele af livet – gælder en meget enkel regel: Din største styrke er ofte også det, der kan ende med at blive din svaghed.

Sådan er det også for Mette Frederiksen, der med sit pensionsudspil i denne uge genstartede den politiske debat efter coronakrisen.

Hun gør det fra en unik position som landets ubestridt stærkeste politiker. Det er Frederiksen, der definerer den politiske samtale i Danmark, og selv om hun på papiret leder en sårbar etpartiregering, så trækker den politiske centrifugalkraft de øvrige partier ind i den cirkel, hvor forlig bliver til. Nøjagtig som Socialdemokratiet havde håbet det ville ske.

På den måde er dansk politik blevet forandret på en måde, som vi ikke har set, siden Anders Fogh og Venstre i 2001 skabte et manøvredygtigt flertalssamarbejde med Konservative og Dansk Folkeparti. Og nøjagtig som dengang må man forvente, at der kommer til at gå flere år, før de øvrige partier får omstillet sig til den nye virkelighed og finder et effektivt modsvar.

Alt kan ske i politik, men lige nu virker det sandsynligt, at Mette Frederiksen kommer til at sidde på dette årti. Hendes værste udfordringer er ikke politikerne på den anden side i folketingssalen, men derimod den svaghed, der kommer af at sidde så tungt på en regering, at det næsten kan lamme den.

 

Mette Frederiksen kom med udspillet om tidlig pension endnu et skridt nærmere sit mål om at erobre den brede midte i dansk politik med klassisk socialdemokratisk politik kombineret med en benhård retorik om udlændinge, som kun overgås af Inger Støjberg og Pernille Vermund.

Forslaget om tidlig pension er målrettet til det, Altinget kaldte ”fagbevægelsens røde fembande” – de fem store spillere fra den gamle LO-fagbevægelse, nemlig Dansk Metal, 3F, HK, FOA og NNF. Lærerne, sygeplejerskerne og pædagogerne får næppe stor gavn af forslaget.

Reaktionerne fra to af oppositionens ledere viser, hvor stærkt statsministeren nu står.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, skrev en kronik i Berlingske, hvor han satte fem pejlemærker for en ny borgerlig regering. Han åbnede blandt andet for skattelettelser, så længe der er penge nok til velfærd. Kronikken blev på den måde en tydelig erkendelse af, at DF endegyldigt har opgivet kampen om at overtage Socialdemokratiets position som Danmarks brede arbejderparti.

Venstres Jakob Ellemann-Jensen gav et interview til Avisen Danmark, hvor han undsagde sig selv og forsikrede sine vælgere om, at partiets udlændingepolitik er præcis lige så stram, som før han blev formand. Dermed sluttede det kortvarige eksperiment med at opfinde en ny position, der måske en dag kunne hive De Radikale hen over midten.

 

Med den slags rådvilde modstandere kan Mette Frederiksen se frem mod resten af valgperioden med ro i sindet. Nøjagtig som efter valget i 2001 vil det tage nogle år, før oppositionen får samlet sig om nye positioner, der kan udfordre statsministerens magtposition.

Men dermed ikke sagt, at tiden frem mod næste valg bliver nem. Regeringen har enorme udfordringer i den økonomiske politik, hvor råderummet stort set er spist op, som Mandag Morgen beskrev det i sidste uge.

Her kan med tiden åbne sig en flanke, når statsministeren igen og igen skal svare på, hvor pengene skal komme fra.

Det bliver ikke nemmere af, at der bliver behov for svimlende beløb, hvis regeringen skal leve op til det nu lovfæstede krav om at reducere CO2-udslippet med 70 procent inden 2030. Målet kan kun nås med store reformer af transportsektoren og landbruget, men begge dele risikerer at grave dybe huller i statskassen.

Samtidig bliver statsministeren udfordret i EU-politikken, hvor støttepartierne med De Radikale i spidsen nu kræver en ny europapolitisk aftale. Det bliver en lang dans på stedet, for Mette Frederiksen kommer ikke til at lade sig trække ind i nogen EU-offensiv. I stedet vil hendes udenrigsminister, der vistnok tror på EU-samarbejdet, indlede en rejse rundt for at høre, hvad danskerne mener om udenrigspolitik.

Det vil meget tydeligt illustrere, at Danmark står på sidelinjen i et EU, der for længst opererer i flere hastigheder. Mette Frederiksens indenrigspolitiske styrke løser ikke den udfordring, at Danmarks nærmeste allierede, Storbritannien og USA, sejler fra os mod vest – mens vores store nabo Tyskland driver EU mod syd og øst.

Disse politiske udfordringer skal løses af et ministerhold, der allerede nu har vist sig at være meget tilbageholdende med at mene og gøre noget, der ikke er godkendt i Statsministeriet. Mette Frederiksen står formidabelt stærkt. Men hun begynder at ligne en stærk statsminister i spidsen for en svag regering.

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i Afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail
Tilmeld dig nyhedsbrevet nu
Ved at tilmelde dig Mandag Morgens nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser