Løkke har høje ambitioner for (en del af) klimapolitikken. Hans svaghed er, at hans venner i blå blok har lavere ambitioner. Mette Frederiksens vigtigste styrke er, at hendes venner i rød blok har meget høje klimapolitiske ambitioner.

Klimaet deler vælgerne som få andre politiske emner. Venstrefløjens vælgere sætter klimaet helt op i toppen af den politiske dagsorden, mens de blå vælgere er noget mere lunkne. Se figur 1.

Den forskel giver et meget godt billede af Mette Frederiksens styrke og Lars Løkke Rasmussens svaghed.

Mette Frederiksen skal samarbejde med Alternativet, Enhedslisten, SF og De Radikale, der helt som deres vælgere prioriterer klimaet helt i top. Omvendt skal Lars Løkke Rasmussen samarbejde med partier som Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, der på linje med deres vælgere ikke har prioriteret klimaet ret højt.

"Både Socialdemokratiet og Venstre har fremlagt klimaplaner, der på mange måder er ambitiøse. De får ikke altid beskrevet, hvordan de vil nå målene, men den store forskel ligger i deres respektive parlamentariske baglande. Her har Mette Frederiksen nogle meget ambitiøse partier, mens Lars Løkke Rasmussen har langt mindre ambitiøse partier," siger Christian Ibsen, direktør for tænketanken Concito.

Højt på dagsordenen

Venstre og Lars Løkke Rasmussen har noteret, at vælgerne samlet har sat klimaet helt op i toppen af den politiske dagsorden.

Lars Løkke Rasmussen løftede for alvor de grønne ambitioner, da han i sin åbningstale til Folketinget i oktober sagde, at benzin- og dieselbiler ikke skal kunne sælges i Danmark efter 31. december 2030. Hans vision er, at der på det tidspunkt vil køre over én million hybrid-, el- eller tilsvarende grønne biler i Danmark. Det svarer til hver tredje bil.

Det er ambitiøst, og det tager fat på udledningen af CO₂ fra transportsektoren, der i mange år har været klimapolitikkens smertensbarn. Hvor vindmøllerne producerer en stadig større del af elektriciteten, køber langt, langt de fleste danskere stadig en benzin- eller en dieselbil.

I 2018 blev der solgt 4.142 elbiler – eller blot 1,9 procent af det samlede salg.

Vejen til Løkke Rasmussens 1 million elbiler er lang, og statsministeren har endnu ikke beskrevet, hvad der skal til for at flytte salget af elbiler.

Lige så ambitiøs statsministeren var med hensyn til elbilerne i sin åbningstale, lige så meget efterlyste det uafhængige Klimaråd tilsvarende ambitioner i regeringens samlede klimaplan, der blev fremlagt ugen efter åbningstalen. Planen reducerer udledningen med mellem 4 og 5 millioner ton drivhusgasser over de kommende ti år. Det er markant mindre reduktioner end i tiåret fra 2010 til 2020, hvor Danmark reducerede udledningen med cirka 20 millioner ton.

Socialdemokratiet vil skrue endnu mere op for ambitionerne.

"Vi vil skrue tempoet op og brede indsatsen ud, så alle sektorer, landbruget, transporten og boligerne, bidrager markant mere end i dag," siger Socialdemokratiets klimapolitiske ordfører, Jens Joel.

Han nævner som eksempel Socialdemokratiets støtte til det fælles forslag fra Danmarks Naturfredningsforening og Landbrug & Fødevarer om at lave 100.000 hektar landbrugsjord om til natur og blandt andet derigennem sænke landbrugets klimabelastning med 10 procent. Her står oppositionen og regeringsparti med et for rollen klassisk standpunkt: Modsat Socialdemokratiet ser Venstre mere på de mulige omkostninger for samfundsøkonomien end på de mulige gevinster for klimaet.

Regeringens sundhedsreform udstiller uenigheden mellem V og S og kan blive en gamechanger. Den kan flytte vælgere over midten.

Et af valgkampens varmeste temaer bliver sundhed. Det står allerøverst på listen over de højst prioriterede temaer hos både Venstres og Socialdemokratiets vælgere. Det skaber dyb uenighed mellem de to partier. Og specielt statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) håber på at have en vindersag med sin nye sundhedsreform, der gerne skulle flytte tusindvis af vælgere over midten fra rød til blå blok.

Skal Løkke have succes med at gøre sin sundhedsreform til en vindersag, er han dog nødt til at vinde fortællingen om reformen først. Det kan blive svært.

De to partier er langt hen ad vejen enige om, at flere behandlinger skal flyttes væk fra sygehusene og tættere på folks eget hjem. Men de er dybt uenige om måden, det skal ske på.

Venstre vil slå på, at reformen giver flere og bedre sundhedstilbud tættere på borgerne. Samtidig udbygger reformen en Løkke Rasmussen classic, patienternes rettigheder. Derudover skal reformen føre til mere ensartet behandling på tværs af landet og ikke mindst sikre et langt bedre samarbejde mellem sygehuse, kommuner og de praktiserende læger.

Venstre begynder med behovene, og ja, så nedlægges regionerne.

Socialdemokratiet vil omvendt slå på, at sundhedsreformen indfører ekstra administrative lag mellem kommunerne og staten. Den er et bureaukratisk, ufolkeligt og udemokratisk monster, som betyder øget centralisering, så flere sundhedsopgaver styres fra Slotsholmen i København.

Socialdemokratiet mener, de nuværende fem regioner med folkevalgte politikere er langt bedre til at styre sundhedsvæsenet, end staten er.

Vælgerne tror mest på S

Selvfølgelig kan det være svært for hr. og fru Jensen at forholde sig til de mange tal og argumenter i sundhedsdebatten om den bedste politiske kur til at fremtidssikre sundhedsvæsenet. Men foreløbig har Løkke ikke helt fået den politiske gevinst af sin reform, som han havde sat næsen op efter. Et flertal af vælgerne mener fortsat, at en S-ledet regering er bedst til at håndtere sundhedspolitikken, selv om flertallet er skrumpet lidt i forhold til for bare et halvt år siden. Se figur 1.

Internt i Venstre, både i folketingsgruppen og i baglandet, har der været kritik af reformen. De mange faglige organisationer, patientforeninger og forskere har heller ikke udgjort et stort jubelkor.

Tilbage står, at Løkke har fremlagt et mere omfattende, gennembearbejdet og konkret bud på Danmarks fremtidige sundhedsvæsen, end Mette Frederiksen (S) har. Venstre og regeringen har overtaget store dele af hendes sundhedsudspil 'Tid til omsorg'. Tilbage er næsten kun spørgsmålet om struktur.

Begge partier vil for eksempel uddanne flere læger og sygeplejersker. Socialdemokratiet vil uddanne 1.000 flere sygeplejersker. Venstre foreslår 2.000 flere sygeplejersker. Begge partier vil give nybagte mødre ret til at blive på sygehuset eller et barselshotel i to dage.

Løkke kan håbe på, at debatten om sundheden kommer til at handle om de mange konkrete tiltag, der skal styrke et nært sundhedsvæsen og ikke sker på Socialdemokratiets præmisser om nærhed versus centralisering. Undgår Løkke at ende i den fælde, vil han formentlig kunne overbevise mange tvivlende vælgerne om, hvor de skal sætte krydset ved det kommende valg.

Lykkes det ham ovenikøbet at få Alternativet med i en aftale om sundhedsreformen, kan den blive en gamechanger.

Socialdemokratiets markante kursskifte på udlændingeområdet er den primære årsag til, at Mette Frederiksen er favorit til statsministerposten. Men det kan en lang valgkamp om udlændinge ændre på.

En af valgets største jokere er udlændingepolitikken, der for femte gang ud af de seks folketingsvalg siden 2001 kan afgøre, hvem der skal være landets nye statsminister. Indtil nu har sejrherren hver gang været Venstre.

Derfor forbereder Venstre igen en valgkamp, der bomber løs på Socialdemokratiet og for alvor tester Mette Frederiksen og Socialdemokratiets nye stramme kurs.

Det vil ske på tre fronter: Venstre vil for det første pege på, at Løkke Rasmussens regeringer siden valget har gennemført mere end 100 stramninger, mens den tidligere S-ledede regering under Helle Thorning-Schmidt omvendt lempede udlændingepolitikken på 45 områder.

For det andet vil Venstre fremhæve, at Socialdemokratiet ikke stemte ja  til øen Lindholm som udrejsecenter. Og for det tredje vil Venstre pege på, at Socialdemokratiet både har afvist den særligt lave hjemsendelsesydelse til flygtninge og kontanthjælpsloftet.

For Venstre er drejebogen til et valgopgør med Socialdemokratiet om udlændingepolitikken allerede skrevet.

I vælgernes verden har Mette Frederiksens dramatiske kursskifte på udlændingeområdet trukket mellem 30.000 og 40.000 vælgere over midten fra primært Venstre og Dansk Folkeparti.

Det store spørgsmål er, om vælgerne også på valgdagen tror, at S vil være garant for en stram udlændingepolitik de næste fire år, eller om Mette Frederiksen vil give efter for presset fra de andre partier i rød blok og må lave lempelser. Selv har hun sagt nej med så store bogstaver som muligt:

"Hvis vi i Socialdemokratiet ændrer på vores udlændingepolitik, så er vores troværdighed væk."

Angreb fra højre og venstre

Foreløbig har Mette Frederiksen og Socialdemokratiet stemt for stort set alle regeringens mange stramninger af udlændingelovgivningen – og nogle gange endda overhalet regeringen indenom sammen med Dansk Folkeparti – uden at det har ført til den store interne ballade.

Mette Frederiksen er også klar i skyttegravene med sin version af en ny, socialdemokratisk farvet version af den stramme udlændingepolitik. I alliance med Dansk Folkeparti sætter hun spørgsmålstegn ved regeringens ønske om at gøre det nemmere at tiltrække udenlandsk arbejdskraft fra lande uden for Europa.

Socialdemokratiet er også klar med andre forslag, som Venstre kan få svært ved at sluge som for eksempel, at der maksimalt må være 30 procent ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i skolerne. Forslaget om en slags Marshall-hjælp til de afrikanske lande for at hjælpe dem til vækst og udvikling og ad den vej dæmme op for udvandringen, støtter Venstre heller ikke.

Indtil nu har Mette Frederiksen haft held med at begrave spørgsmålet om den meget lave hjemsendelsesydelse og kontanthjælpsloftet under gulvtæppet. Det skal en kommission kigge nærmere på, hvis hun vinder valget. Dermed har hun vundet tid. Men blot for en stund. For meget tyder på, at hun som statsminister atter vil hæve disse lave ydelser, i det mindste for nogle grupper.

Det bliver et af valgkampens varmeste omdrejningspunkter.

Løkke dropper nulvæksten til fordel for en moderat vækst i det offentlige forbrug. Mette Frederiksen er klar med flere penge end Løkke. Men ikke så mange, som hendes vælgere forventer.

Skal pengene gå til skattelettelser eller til børnehaver, ældrepleje og anden velfærd? Det klassiske spørgsmål deler Venstre og Socialdemokratiet.

Her har Venstre og Lars Løkke Rasmussen flyttet sig. Op til valget sidste gang talte han og partiet om nulvækst i det offentlige forbrug. Nu taler han om en "moderat" vækst.

Sætter man tal på, vil Lars Løkke Rasmussen og regeringen lade det offentlige forbrug vokse med 0,4 procent om året – inklusive de stigende udgifter til Forsvaret. Socialdemokratiet vil på sin side lade det offentlige forbrug vokse med 0,7 procent om året. Forskellen svarer til knap 2 milliarder kroner årligt.

Men Venstre-kilder fortæller, at partiet måske er klar til at løfte det offentlige forbrug med endnu et hak under valgkampen.

Både Venstre og Socialdemokratiet tager udgangspunkt i det råderum, der efter Finansministeriets vurdering er til stede i den offentlige økonomi frem mod 2025.

Venstre deler pengene i råderummet op i to: En del går til velfærd og en anden til skattelettelser. Socialdemokratiet lægger i sine udspil frem mod valget ikke op til skattelettelser, men er klar til at bruge hele råderummet på velfærd.

En analyse fra Finansministeriet viser, at det offentlige forbrug skal vokse med 0,7 procent om året, hvis det stigende antal børn og ældre fremover skal have nøjagtig samme velfærd, som børn og ældre har i dag. Se figur 1.

Alt andet lige betyder Løkke Rasmussens "moderate" vækst, at børn og ældre fremover ikke kan se frem til helt samme velfærd som i dag, mens Socialdemokratiets lidt mere generøse vækst lige netop kan betale for samme serviceniveau som nu. Til gengæld er der ikke plads til skattelettelser i Socialdemokratiets regnestykke.

"Den offentlige sektor står over for en kæmpe udfordring, og vi vil derfor tilføre flere midler til kernevelfærd. Men vores politik styres ikke af et regneark. Vi er klar til at prioritere de penge, der er, og tage ansvar for det. Vi ønsker et velfungerende sundhedsvæsen, ældrepleje, uddannelser og daginstitutioner," siger Venstres politiske ordfører, Britt Bager.

Røde venner vil have mere

Ved et første øjekast ser det derfor ud til, at Mette Frederiksen står med en vindersag for den mere velfærdsglade del af befolkningen. Hun vil lade det offentlige forbrug vokse med 0,7 procent, så flere børn og ældre kan få samme velfærd som i dag.

Det sætter Socialdemokratiets finanspolitiske ordfører, Benny Engelbrecht, meget velforberedte ord på.

"Hver gang, der kommer to nye pensionister, vil Lars Løkke Rasmussen betale for velfærden til den ene, mens vi betaler for velfærden til dem begge," siger han.

Der er bare en ting til. Skal velfærden ikke "kun" ligge på samme niveau som i dag for det stigende antal børn og ældre, men også følge den almindelige velstandsstigning i samfundet, skal det offentlige forbrug ifølge beregninger fra Tænketanken Kraka stige med hele 1,2 procent om året. 

Politikerne vil derfor opleve et stigende pres fra vælgere, der kan se, at deres egen velfærd stiger hurtigere end det, børnene oplever i skolen, eller deres ældre familiemedlemmer oplever på plejecentrene.

Selv om hverken Venstre eller Socialdemokratiet vil tillade den slags automatiske udgiftsstigninger, vil særligt Socialdemokratiet blive presset af "vennerne" i rød blok til at lade velfærden vokse mere end de 0,7 procent.

Nedslidte borgere skal kunne gå på pension tidligere. Sådan lyder et meget populært udspil fra Socialdemokratiet. Venstre er kritisk og spørger til detaljerne: Hvem skal det gælde for, og hvem skal det ikke gælde for. Socialdemokratiet siger: Hvor der er en vilje, er der en vej.

Mette Frederiksen og Socialdemokratiet har sat dagsordenen for en af de allermest populære sager blandt danskerne. En differentieret pensionsalder for nedslidte danskere.

I en survey siger ni ud af ti danskere ja til, at nedslidte bør kunne gå på pension før tid. Der er altså ingen tvivl. Mette Frederiksen og Socialdemokratiet har fat i en folkesag og har store dele af fagbevægelsen bag sig. Se figur 1.

Alligevel er det langtfra sikkert, at hun også har fået fat på en vindersag.

Socialdemokratiets udspil er meget ukonkret. Det fremgår ikke, hvordan en model konkret kan skrues sammen, og hvor mange folk den omfatter. Dog må prisen højest være 3 milliarder kroner. Og det kommer S ikke langt for.

Under valgkampen vil Venstre gøre sit til, at diskussionen ikke handler om selve problemet med nedslidningen, men om Socialdemokratiets manglende svar på, hvordan den differentierede pensionsalder helt præcist skal indrettes. For lige så let det er at pege på problemet, lige så svært er det at finde løsningen.

Man kunne for eksempel gå på pension efter lidt mere end 40 år på arbejdsmarkedet, sådan som Mette Frederiksen har lagt op til i meget runde vendinger. Men det er uklart, hvordan den enkelte kan dokumentere de 40 års arbejdsindsats, der skal udløse pensionsretten. 

"Det er hjerteblod for os, og jeg tror på, at vi sammen med arbejdsmarkedets parter kan finde en god løsning. Hvor der er en vilje, er der en vej," siger Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht.

Det er blandt andet derfor, at regeringen og De Radikale har foreslået, at den nuværende, men stort set ikke anvendte seniorførtidspension skal revideres. Det ville betyde, at flere nedslidte borgere kan få en seniorførtidspension.

Også her gemmer problemerne sig i detaljerne. Endnu er der ikke enighed om, hvad der karakteriserer nedslidning. Derfor er kriterierne for en mere generøs tildeling af seniorførtidspensionen ikke til stede.

Alligevel vil diskussionen af den differentierede pensionsalder ikke gå væk.

Folketinget hævede pensionsalderen fra 65 til 65,5 år ved nytår. Næste år hæves den med endnu et halvt år. Lidt efter lidt ender pensionsalderen på den måde med at være 68 år i 2030.

For at følge den stigende levealder har et flertal i Folketinget vedtaget, at de i 2020 skal tage stilling til, om pensionsalderen skal sættes op til 69 år i 2035. Så uanset om statsministeren til næste år hedder Lars Løkke Rasmussen eller Mette Frederiksen, vil pensionsalderen stige.

Det vil øge presset for at finde en løsning for de borgere, der er så slidte, at de lige nu slæber sig på arbejde. Den differentierede pensionsalder bliver med garanti en sag med store skillelinjer mellem V og S.

Løkke har siden valget sænket skatterne med 27 milliarder kroner og afviser ikke nye skattelettelser i næste valgperiode. Mette Frederiksen går en anden vej. Hun vil hæve skatten med 3 milliarder kroner.

Venstre er fem gange gået til valg på et skattestop. Det kommende valg bliver sjette gang, Venstre præsenterer sine vælgere for kravet om et skattestop. Denne gang bliver skattestoppet dog ikke placeret helt fremme i forreste række.

Netop skat er et af de emner, der skiller vælgerne efter helt klassiske linjer. Borgerlige vælgere – med undtagelse af Dansk Folkepartis vælgere – mener i langt højere grad end socialdemokratiske vælgere, at skat er vigtigt. Se figur 1.

Når Venstre igen går til valg på skattestoppet, tiltaler det i særlig grad de borgerlige vælgere. Men skattestoppet er mere end pæne ord til vælgerne. Skattestoppet betyder noget.

Siden valget i 2015 er det lykkedes for Løkke Rasmussens to hold af regeringer at sænke skatterne med 27 milliarder kroner om året, når alle aftalte reformer er fuldt indfaset i 2025. Skattelettelserne er ikke kommet til verden med et enkelt hug, som for eksempel Liberal Alliances Anders Samuelsen ville det med sit ønske om at afskaffe topskatten.

Det er de mange små reformer – lige fra lempelser af bilskatter over forhøjelsen af jobfradrag og pensionsfradrag til forskellige erhvervsskatter –– der tilsammen giver 27 milliarder færre skattekroner i kassen om året. Til sammenligning ville en afskaffelse af hele topskatten kun have ført til en lempelse på 118,4 milliarder kroner.

Det er også den type skattelettelser, Venstre foretrækker. Hvor både De Konservative og Liberal Alliance igen taler om lettelser af topskatten, vil Venstre ikke begunstige de rigeste. Skal skatten lettes, skal det ske i bunden eller ved at reducere afgifter, alle kan mærke. Lettelser for erhvervslivet kan også komme på tale.

"Det må ikke blive dyrere at være dansker, men samtidig skal vi også have penge til velfærden. Derfor er der ikke planer om at lette skatten yderligere. Hvis der er råderum til det, vil vi gerne lette skatten for de laveste indkomstgrupper. Men det er ikke aktuelt," siger Venstres politiske ordfører, Britt Bager.

S trækker i modsat retning

Under valgkampen vil Socialdemokratiet trække i den stik modsatte retning. Det vil være i god overensstemmelse med S-vælgerne, der prioriterer velfærd markant højere end skat.

Når Socialdemokratiet går til valg på forbedringer af velfærden og samtidig accepterer den samme økonomiske ramme som Løkke Rasmussen, er der brug for ekstra skatteindtægter. Derfor har partiet lavet en plan, som rammer hårdest i toppen af samfundet. Planen betyder, at bankers finansielle spekulationer skal beskattes, at virksomheder skal betale en ekstra skat, hvis de giver deres direktører mere end 10 millioner kroner i årsløn, at arveafgiften målrettes de rigeste, at den arbejdsgiverbetalte telefon igen beskattes, og at tilskuddet til privatskolerne sænkes. Planen vil indbringe 3 milliarder kroner årligt.

Det er langtfra tilfældigt, at Socialdemokratiets skattepolitik har netop denne profil.

"Vi laver en reel omfordeling, og det lægger vi bestemt ikke skjul på: Toppen skal ikke stikke af," siger Socialdemokratiets finanspolitiske ordfører, Benny Engelbrecht.

Skat er altså ikke bare et redskab, der giver flere indtægter til stat, regioner og kommuner, men suppleres med en fortælling om et samfund med en mere "retfærdig" fordeling af goderne. Skatten skal indrettes, så den dæmper den voksende ulighed i samfundet.

Der er tale om en klassisk, men også ny socialdemokratisk fortælling. Med Helle Thorning-Schmidt som statsminister blev grænsen for, hvornår man skal betale topskat, skubbet godt op ad lønskalaen. Det betød, at de bedst lønnede metalarbejdere samt mange skolelærere og sygeplejersker ikke længere skal betale topskat. De skattelettelser vil partiet dog ikke rulle tilbage. Men hertil og ikke længere synes budskabet at være. 

Brexit viser, at Danmark har brug for EU, mener både V og S. Men Venstre går ind for et liberalt EU, mens Socialdemokratiet vil styrke beskyttelsen af lønmodtagere i EU og arbejde for mere EU på skatteområdet.

Selv om EU-politikken næppe i sig selv bliver det største stridspunkt mellem Venstre og Socialdemokratiet under valgkampen, vil Danmarks forhold til EU og Europa uden tvivl spille en større rolle end ved tidligere Folketingsvalg.

Det skyldes, at først Storbritanniens beslutning om at forlade EU og siden valget af Donald Trump har gjort det klart for Danmarks to reelle statsministerkandidater, at Danmark ikke har noget alternativ til det europæiske samarbejde, hvilket også er gået op for vælgerne generelt.

Man kan ikke længere begrænse europadebatten til et ja eller nej til EU eller til at ville have mere eller mindre EU. Politikere på valg bliver derfor nødt til i højere grad at melde ud, hvilken politik de mener, at EU skal føre.

I den forstand er der store forskelle i de EU-politikker, Venstre og Socialdemokratiet lægger frem for vælgerne, og som Lars Løkke Rasmussen eller Mette Frederiksen vil forfægte på den europæiske scene.

Skal EU blande sig skatten ?

Socialdemokratiet mener, at EU skal være bedre til at sikre arbejdere mod løndumping, arbejde for en bund under selskabsskatten i EU. På det energi- og klimapolitiske område ønsker Socialdemokratiet, at Danmark skal være mere ambitiøst, og at man skal bidrage til at trække hele EU i en mere ambitiøs retning.

Venstre slår på, at EU skal være liberalt, holde sig fra skattepolitik og styrke det forsvarspolitiske samarbejde.*

EU-forbehold til afstemning?

Socialdemokratiet traf i sommeren 2018 beslutning om ikke længere at ville bringe de danske EU-forbehold til folkeafstemning. Dette vakte voldsom vrede i toppen af fagbevægelsen, og det betyder i realiteten, at de danske forbehold mod forsvarssamarbejde, euroen og retspolitikken ikke kommer til afstemning i næste valgperiode, uanset hvem der bliver statsminister.

Til gengæld kan det komme på tale med en folkeafstemning om dansk deltagelse i EU’s Bankunion, efter at Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, i 2018 ændrede på sin hidtidige opfattelse og nu gav udtryk for, at en dansk deltagelse bør lægges ud til folkeafstemning. Begge udmeldinger om forbeholdene kan ses som led i den politiske tilnærmelse til Dansk Folkeparti, som Socialdemokratiet har gennemført, siden Mette Frederiksen overtog ledelsen efter Helle Thorning-Schmidts farvel.

Nationale interesser styrer

Danmarks optræden i det daglige politiske arbejde i EU er i øvrigt mindre præget af rød-blok-blå-blok-uenigheder, end det er tilfældet i Folketinget.

Sagen er, at mange af Danmarks politiske positioner i EU i høj grad fastlægges efter dialog med diverse interesseorganisationer. Dette ses på en række område fra direktiver om energieffektivisering over landbrug til realkredit og arbejdsmarkedslovgivning.

Lars Løkke Rasmussen har i sagens natur det bedste netværk i kredsen af EU-landenes ledere, og alt tyder på, at den liberale lejr i EU generelt vil opleve fremgang ved valget til Europa-Parlamentet 26. maj.

Omvendt står den socialdemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet til et historisk ringe valgresultat, fordi socialdemokratiske partier i bl.a. Tyskland, Frankrig, Italien og Holland er dybt svækkede. Det samme er tilfældet blandt stats- og regeringscheferne i Det Europæiske Råd, hvor Spanien er det eneste store EU-land, der er repræsenteret ved en socialdemokrat. Dog vil Mette Frederiksen med Socialdemokratiets nye stramme udlændingepolitik kunne samarbejde med alle borgerlige regeringschefer i EU på dette område.

* Efter redaktionens slutning besluttede Venstre på partiets EU-landsmøde lørdag den 2. marts at ændre sin politik, og partiet støtter nu ideen om et bundniveau for selskabsskatten på tværs af EU.

Venstre og Socialdemokratiet har hver sit fokus i kampen for at skaffe (de rigtige) hænder til arbejdsmarkedet. V har fokus på, at de sociale ydelser ikke må holde folk hjemme i sofaen, mens S har fokus på uddannelse. 

Først en succeshistorie af de helt store. Siden 2006 har reform på reform øget udbuddet af arbejdskraft med, hvad der i 2025-tal svarer til 250.000 borgere.

Sådan lyder det glade budskab i Finansministeriets omfattende analyse af de seneste mere end 10 års reformer. Reformer, der har fundet sted under både Venstre og socialdemokratisk ledede regeringer.

Havde reformerne ikke øget arbejdsudbuddet, ville konsekvenserne for velfærden være alvorlige. Når arbejdsudbuddet stiger, er der flere til at dele regningen for velfærden, og færre er afhængige af ydelserne. Uden de ekstra hænder på arbejdsmarkedet skulle bundskatten ifølge analysen sættes op med 8 procentpoint for at holde samme velfærdsniveau.

I denne valgperiode ville Løkke Rasmussen fortsætte med reformerne: Arbejdsudbuddet skulle igen øges, denne gang med mellem 55.000 og 60.000 borgere. Så langt er regeringen slet ikke kommet. Reformerne i denne valgperiode har kun øget arbejdsudbuddet med mellem 4.000 og 5.000 borgere.

En af de mest omdiskuterede reformer er kontanthjælpsloftet, der først blev indført af VK-regeringen i 2004, afskaffet af SRSF-regeringen i 2012 og så genindført af Løkke-regeringen i 2015.

Nu kommer kontanthjælpsloftet igen i centrum for en valgkamp. 

"Det skal kunne betale sig at arbejde, og derfor  har vi sænket sociale ydelser," siger politisk ordfører i Venstre Britt Bager og nævner, at kontanthjælpsloftet har øget forskellen mellem ydelsen på kontanthjælp og indtægten ved et job markant.

I sin analyse forventer Finansministeriet, at kontanthjælpsloftet løfter arbejdsudbuddet med 700 borgere. I forhold til reformernes samlede løft af arbejdsudbuddet på 250.000 borgere er effekten altså ret beskeden.

Med henvisning til de lave effekter på arbejdsudbuddet spørger venstrefløjen, om de nedsatte ydelser nu også er det mest effektive redskab til at flytte modtagerne af kontanthjælp til et arbejde. Partierne til venstre for Socialdemokratiet mener det ikke og presser igen på for at afskaffe loftet, men Mette Frederiksen og Socialdemokratiet vil denne gang nedsætte en kommission for at analysere behov og alternativer.

Venstre spørger til gengæld, hvorfor Socialdemokratiet vil udskyde sin stillingtagen til kontanthjælpsloftet til efter valget.

"Vi har svært ved at se, hvorfor Socialdemokratiet vil udskyde sin stillingtagen til kontanthjælpsloftet efter valget, " siger Venstres politiske ordfører Britt Bager.

Omprioriteringer og uddannelser

Et andet stort stridspunkt mellem S og V er besparelserne på uddannelsesområdet.

Selv om behovet for løbende besparelser i den offentlige sektor ikke blev nævnt under valgkampen i 2015, indførte Lars Løkke Rasmussen omprioriteringsbidraget med dets årlige 2 procent besparelse på alle udgiftsposter umiddelbart efter valget.

Efter to år droppede regeringen omprioriteringsbidraget for kommunernes del af velfærden. Siden er omprioriteringsbidraget fastholdt på både uddannelsesområdet og på det kulturelle område.

Beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at omprioriteringsbidraget for gymnasierne, erhvervsakademierne, professionshøjskolerne og universiteterne førte til en besparelse på knap 3 milliarder kroner alene i 2018. Den årlige 2 procent besparelse løber hurtigt op i store milliardbeløb. Ser man på hele perioden fra 2016 til 2022, løber de samlede besparelser op i 20 milliarder kroner. Se figur 1.

Venstre lægger op til, at de årlige 2 procent besparelser fortsætter.

I de tre år frem til finansloven for 2022 skal uddannelsessektoren med andre ord aflevere endnu 10 milliarder kroner til statskassen. Efter 2022 skal pengene ikke flyttes fra sektoren til Finansministeriet, men bruges på omprioriteringer inden for sektoren. 

Den automatiske årlige besparelse på 2 procent på uddannelserne skal ikke fortsætte under en S-regering. Til gengæld fastholder Socialdemokratiet, at der – også inden for uddannelserne – fortsat kan være behov for prioriteringer af midlerne. Heller ikke Socialdemokratiet har en uudtømmelig pengepung.