”Det går lidt langsomt,” siger Henning Christophersen med rolig stemme.

Ideen var ellers, at det skulle ske meget hurtigt. Der gik ikke mange uger efter den nye formand for Europa-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, trådte til i november 2014, før han kom med en stor vækst- og investeringsplan, der skulle puste liv i EU’s slumrende økonomi. Store europæiske infrastrukturprojekter skulle sikres en omfattende kapitalindsprøjtning med vækst og nye job som eftertragtet bivirkning.

Det var Junckers håb, at EU, ved at levere en risikovillig bund udgjort af finansieringskilder fra blandt andet den Europæiske Investeringsbank, kunne lokke private investorer ud af busken og gennem en såkaldt multiplikatoreffekt skaffe 15 gange så mange private investeringsmidler for hver euro, EU selv kunne garantere. I alt 315 milliarder euro i perioden 2015-2017.

Henning Christophersen, der var dansk europakommissær i 1985-95, var projektansat af Kommissionen i den første forberedende fase af det, der nu kendes som Juncker-planen. De politiske visioner manglede ikke, men der er slet ikke nok investeringsklare projekter, påpeger han.

”Der er brug for mange flere modne projekter. Mere end fugle på taget – ikke en tunnel gennem Pyrenæerne engang om 10 år,” siger Henning Christophersen, som i dag er seniorpartner i konsulentfirmaet Kreab i Bruxelles, men stadig følger udviklingen for investeringsplanen.

Det er på den baggrund Christophersens vurdering, at planen er ramt af en række ret forudsigelige børnesygdomme, og at den med al sandsynlighed skal forlænges ud over de planlagte tre år, hvis Juncker skal gøre sig håb om at få leveret resultater.

Det grundlæggende problem for Juncker-planen er ifølge Christophersen, at den bygger på en snæver top-down-vurdering af, hvad der er brug for:

”Hele regnestykkets udgangspunkt var, at hvis der skal gang i EU’s økonomi, så skal der bruges 315 milliarder euro i investeringer. Men da vi gik i gang med det forberedende arbejde, måtte vi også spørge til bottom-up-siden. Altså, hvor mange projekter er der reelt i pipelinen? Konklusionen er her, at der er brug for mange flere modne projekter.”

Her spiller det ind, at et land som Tyskland har meget komplicerede godkendelsesprocedurer.

”En ting er at identificere et projekt, noget andet er at gøre det modent til gennemførelse. Det er et kæmpearbejde. Først skal der laves VVM-undersøgelse (Vurdering af Virkninger på Miljøet, red.), hvilket kan tage 1-1½ år. Derefter skal der projekteres og godkendes hos myndighederne. Inden du har set dig om, er der gået 5 år. For at speede forberedelsen af modne projekter op, er der brug for generel regelforenkling – der er simpelthen for meget bureaukrati. Det er jo ikke usædvanligt, at det tager længere tid at forberede et projekt end at gennemføre det. Når først man går i gang med at bygge, går det hurtigt.”

Christophersen bemærker her, at traktaten om Femern-broen blev underskrevet i 2007. Men til dato er byggeriet ikke gået i gang endnu:

”Det er ikke sat nogen spade i vandet, og byggeriet kommer måske først i gang i 2020. Så man bliver nødt til at forlænge Juncker-planen ud over de planlagte tre år, hvis man mener det seriøst,” siger han.

Investorerne tøver

Den anden store udfordring er, at der stadig ikke er mange private investorer, der har udvist mere end blot venlig interesse for investeringsplanen.

”Generelt synes man hos potentielle investorer som Allianz og ATP stadig, at det er for besværligt. Først og fremmest er det for uklart, hvilken risiko de løber. Pensionskasser kan jo ikke gå ind som medinvestorer, bare fordi de synes, det lyder politisk spændende – direktionen i bestyrelserne har et personligt ansvar, de skal leve op til,” siger Christophersen.

”Man holdt jo et stort seminar i oktober med hele tre kommissærer Bulc, Šefcovic og Katainen (hhv. transport, energiunion samt vækst og investeringer, red.). Der var mange deltagere – men det var næsten kun på efterspørgselssiden. Der var regioner, kommuner, offentlige selskaber og private entreprenørvirksomheder, der ledte efter private investorer. Der var kun 3-4 stykker på investorsiden,” fortæller Christophersen.

Det er ikke, fordi billedet er negativt over hele linjen. Hjælpen kan eksempelvis komme fra International Forum of Sovereign Wealth Funds, der er en samling af 29 internationale fonde med aktiver på over 6.000 milliarder euro:

”I en del af denne gruppe er en udvikling i gang, der muligvis kan hjælpe Juncker- planen. Fonde i lande som Kina, Japan, Singapore og Sydkorea er baseret på pensionsopsparing. Deres mål er ikke at understøtte statskasser. De er interesserede i langsigtede investeringer, der matcher deres pensionsforpligtelser. Og der er investeringer i infrastruktur en mægtig god ide. Så der er ved at ske et skifte, der giver håb,” siger Christophersen.

Men det kan være et kortvarigt fænomen, understreger han:

”Man skal huske på, at Sovereign Wealth-fonde jo også har andre investeringsmuligheder. Men så længe obligationsrenten er så lav, som den er, er der interesse. Stiger den igen, kan de blive fristet til at søge bedre afkast i for eksempel tyske statsobligationer.”

Forsinkelser på vej

En af vejene frem er at lave forenklede miljøgodkendelsesprocedurer for grænseoverskridende projekter. Og det begynder at haste.

Jean-Claude Juncker blev valgt til posten som formand for Europa-Kommissionen i foråret 2014 efter noget, der skulle ligne en europæisk præsidentvalgkamp i forbindelse med valget til Europa-Parlamentet. I sit valgprogram lovede han at prioritere vækst og beskæftigelse. Derfor havde han brug for hurtigt at sende et signal om, at Kommissionen ville gøre noget for væksten i EU.

”I løbet af i år vil der begynde at komme nogle spørgsmål – hvor er investeringerne, hvor blev de job af? Har I skaffet pengene? Så vil man se på Kommissionen, for det er ikke medlemslandenes plan,” påpeger Christophersen.

Den Europæiske Investeringsbank, der er Kommissionens primære finansielle redskab bag investeringsplanen, gjorde status midt i januar. Ifølge direktør Werner Hoyer har man rejst 50 milliarder euro, hvilket svarer til 16 pct. af planens mål på 315 milliarder euro. Men multiplikatoreffekten, der skulle op på 15, har til dato vist sig at ligge på 4,4 for de i alt 42 EIB-finansierede projekter, men den ligger på 14 for projekter med finansiering fra European Investment Fund.

På spørgsmålet om, hvorvidt det positive resultat af COP21-klimatopmødet i Paris kan bidrage til at fremme grønne investeringer under Juncker-planen, er Christophersen mere forsigtig:

”Det kan godt spille ind på energipolitikken. For når vi taler om infrastruktur i Juncker-planen, handler det også om energiinfrastruktur. Det kunne være LNG- terminaler (Liquid Natural Gas, red.) eller interconnectors-kabler, der skal forbinde elnet mellem Norge, Storbritannien, Tyskland og Danmark. I hvert fald vil den tyske beslutning om et energiewende (opgivelse af A-kraften, red.) betyde, at der bliver brug for meget store investeringer. Efter min mening har tyskerne malet sig selv lidt op i et hjørne. Uden A-kraft og kulfyrede værker bliver det svært. De har jo ikke selv olie og gas af betydning. Så der bliver brug for langt mere energieffektivitet og for eksempel isolering af offentlige bygninger,” siger Christophersen.

I en snæver dansk sammenhæng kan Juncker-planen også blive relevant for infrastrukturprojekter:

”Femern-broen er jo allerede en del af planen. Men andre projekter kunne være en motorvejstunnel vest for Aalborg, det midtjyske motorvejsprojekt og på sigt en ny Lillebæltsbro. Den gamle er jo bygget tilbage i 1935. Andre ting kunne være investeringer i Københavns Lufthavn, der skal moderniseres, hvis den på sigt skal klare sig og bevare en position som knudepunkt i konkurrencen med Amsterdams og Berlins lufthavne. Det vil kræve ret store investeringer.”

Brandslukkernes EU

Som kommissær i perioden 1985-95 tilhørte Henning Christopersen en tid, hvor Kommissionen var under ledelse af franskmanden Jaques Delors, som tog store skridt fremad for integrationen – navnlig euroen og færdiggørelsen af det indre marked. Christophersen var selv dybt involveret i ØMU-forhandlingerne, og han fremhæver en bemærkning fra Delors, om, at vi siden dengang er gået ”fra arkitekternes til brandslukkernes EU” – hvor man løber fra krise til krise og forsøger at rydde op.

”EU er jo blevet ramt at en række kriser. Nogle er udefrakommende, andre skyldes mangler i arkitekturen. Hvis du tager eurosystemet, kan du sige, at der manglede noget i Maastricht-traktaten fra 1993. Dengang ville Frankrig også have en økonomisk regering, hvor der skulle træffes beslutninger om finanspolitikken i de enkelte lande. Men det ville Tyskland ikke være med til, fordi man frygtede, at kunne blive tvunget til at føre en mere letsindig og slap finanspolitik. Det mærkelige er så, at tyskerne i dag gerne vil være med, mens andre lande er blevet langt mere betænkelige,” siger Christophersen og tilføjer, at tyskerne dengang forventede, at euroen ville blive en lille klub med kun 5-6 kvalificerede lande. Men det endte hurtigt med en langt større gruppe.

Tilbage i nutiden tegner år 2016 allerede til at blive et svært år for EU. Men er Henning Christophersen en bekymret mand?

”Jeg er mest af alt bekymret for udsigten til et EU uden Storbritannien. Det kan blive en helt uoverskuelig situation. Ud over det pengeslagsmål, der vil opstå, melder der sig en masse spørgsmål. Hvordan er det overhovedet muligt at forblive i det indre marked, og kan briterne leve med en norsk løsning uden indflydelse? Og hvordan vil et EU uden Storbritannien blive læst i Moskva, i Washington D.C. og i Beijing? Det vil militært set blive en svækkelse af Europa.”

”Og hvad med EU’s fælles handelspolitik? I hvilket omfang vil Storbritannien være med i EU’s relationer til for eksempel Mercosur, Lomé-landene og ASEAN-landene, og hvad med EU’s kommende frihandelsaftale med USA? Det mener OECD ikke, at briterne kan. Så det bliver meget, meget komplicerede forhandlinger – og det vil tage meget, meget mere end to år. I mellemtiden vil Storbritannien stadig være bundet af EU’s regler. Men de vil ikke være med ved bordet for at forhandle deres egne udtrædelsesbetingelser. Det vil de resterende EU-lande bestemme med kvalificeret flertal. Det bliver en svær situation.”