Lisbeth Knudsen har tilbragt godt 40 år i mediebranchen og har beskæftiget sig med medier og journalistik inden for både print, radio, tv og digitale platforme. De fleste af de 40 år som leder på forskellige niveauer og aktiv i forskellige bestyrelser og organisations-sammenhænge. Hele karrieren igennem har hun kombineret erfaring med både den forretningsmæssige side og den redaktionelle side. Journalistisk udvikling, nye fortælleformer, digital transformation, disruptive innovation og de nye teknologiers indflydelse på mediebranchen er en rød tråd i hendes virke, lige som nye forretningsmodeller, ledelse, politik og samfund altid har været det.
Lisbeth Knudsen tiltrådte pr. 1. december 2015 som direktør og chefredaktør for Mandag Morgen Danmark og som ansvarlig for både redaktionelle aktiviteter og mange andre opgaver med kommerciel udvikling, projekter, analyser, konferencer m.v., som foregår i Mandag Morgen regi.
Hun er adjungeret professor på CBS. Skriver kommentarer og debatindlæg flere steder - bl.a. på Altinget.dk.
Hun er desuden formand den rådgivende ingeniørvirksomhed NIRAS Group, formand for bestyrelsen for Odense Symfoniorkester og arkitektvirksomheden Rønnow, Leth & Gori og for faktatjekmediet TJEKDET.dk Hun er formand for Dansk Selskab for Virksomhedsledelse (VL-grupperne). Desuden formand for bestyrelsen for ENIGMA-museet og medlem af Illum Fondets bestyrelse.
Lisbeth Knudsen er tidligere ansv. chefredaktør for Berlingske og koncernchef (CEO) for Berlingske Media igennem 8 år til september 2015. Før det var hun nyhedsdirektør i DR i 8 år og før det igen i godt 8 år adm. dir. for A/S A-pressen og chefredaktør for Aktuelt. Hun blev uddannet journalist fra 1975 og startede sin karriere på Berlingske som politisk reporter, senere chef for den politiske redaktion, erhvervsredaktør, søndagsredaktør og medlem af chefredaktionen frem til 1990.
Glem statistikkerne for en stund og lyt til befolkningen
En ting er, hvad konkrete tal og statistikker viser om Danmark i dag. En anden er, hvordan befolkningen oplever situationen. Er vi så rige på velfærd, så lige og har så høj en samfundsmoral, som vi gerne vil have det til at se ud til?
- Der er ansat flere læger og sygeplejersker, men der forsvinder lærere, børnepassere og hjemmehjælpere.
- Danmark er blevet mere blå under Løkke. Skattetrykket falder, den private sektor fylder mere, og uligheden stiger.
- Velfærdsstaten gennemgår i al ubemærkethed en dramatisk forvandling i disse år, mener professor.
- Løkke mangler fortsat at realisere over 40 af sine løfter fra før valget for tre år siden.
Status på Løkkes velfærd: Mere sundhed og mindre social velfærd
Store huller i Løkkes politiske scrapbog
Godt på vej til en kommende valgkamp og lige før starten på et nyt folketingsår er det interessant, at det, der slår gnister i den offentlige debat, er, hvor mange milliarder der er blevet brugt på at forbedre den offentlige velfærd i de seneste ti år.
Hvem skal have æren for at have brugt flest penge på velfærd, og hvem har i virkeligheden bremset op for stigningen?
En anden kogende diskussion handler om uligheden i Danmark. Den er de facto stigende, men betyder tallet noget, og er der også positive grunde til stigningen – f.eks. at flere er kommet i job, at der er blevet flere pensionister, og at flere tager en uddannelse og derfor tjener mindre?
Jo, den stigende ulighed betyder rigtigt meget, mener den ene fløj. Og nej, det er en helt ligegyldig diskussion i et land med små indkomstforskelle, mener den anden fløj, som også påpeger, at de fleste kun er i lavindkomstgruppen i kortere tid.
Et tredje populært emne handler om, hvem der har ansvaret for centraliseringsbølgen med kommunalreform, politireform, domstolsreform og supersygehuse. Nu går trenden den modsatte vej. Der skal gøres noget for det nære i samfundet. Nærpoliti, nærhospitaler, nære uddannelsesinstitutioner.
I alle tre situationer handler diskussionen mere om, hvad folk oplever, end hvad det er for en historie, de konkrete tal fortæller.
Kan man vinde stemmer på at sige, at der er brugt 75 mia. kr. mere på skoler, hospitaler, ældreomsorg, psykisk syge, daginstitutioner, politibemanding m.v., hvis det, folk oplever, er, at politiet ikke kommer, når man ringer, at ens gamle far eller mor ikke kan få ordentlig hjælp derhjemme, at skolerne er dårligt vedligeholdt, og daginstitutionerne har for få pædagoger?
VELFÆRD VIL ALTID VÆRE ET BUNDLØST KAR. Uanset hvor mange penge der hældes ned i det, vil vores forventninger som borgere altid være højere end det, der kan leveres. I særdeleshed hvis det er noget, vi selv eller vores familie står og mangler. Og hver gang politikerne så prioriterer et område og sender flere penge efter det, så er man – måske lige med undtagelse af kræftpakkerne – sjældent i stand til at aflæse den konkrete effekt fire år senere.
Tilsyneladende tegner valgkampen til at blive en skønhedskonkurrence om velfærdsløfter til børn, unge, syge og gamle. Så i stedet for at skændes om, hvem der har brugt flest penge i fortiden, så lad os få de politiske prioriteringer for den kommende valgperiode på bordet.
Det strømmer ud med oplæg fra både regeringen og oppositionen til velfærdsløfter lige nu. Vælgerne er ikke dummere, end at de ved, at der ikke er råd til det hele.
Vælgerne er faktisk blevet mere skeptiske over for politikerne. Det er ikke mange år siden, at centralisering var virkelig godt. Det ville give en bedre ressourceudnyttelse, offentlige besparelser og bedre kompetencer til at finde løsninger.
Nu svinger pendulet den anden vej, fordi alt for meget er kommet for langt væk fra borgerne. Landområderne mister de unge, som skal ind til de større byer for at få en uddannelse, og de kommer ikke tilbage. Ikke så mærkeligt, at vælgerne spekulerer på, om vi har politikere, der tænker langsigtet nok, når store samfundsstrukturer rykkes rundt.
OG SÅ TILBAGE TIL DET MED ULIGHEDEN. Danskerne kan godt lide tanken om, at vi er et homogent samfund med en lav magtdistance, få virkelig rige og få virkelig fattige.
”Fremskrivningen viser ikke tegn på en væsentlig strukturelt dreven stigning i indkomstforskellene frem mod 2040,” skriver Økonomi- og Indenrigsministeriet i udgivelsen ’Fordeling og incitamenter’, som kom for nogle måneder siden. Heri lægges der kraftigt afstand til problematiseringen af de stigende indkomstforskelle.
Anderledes ser det ud med en OECD-vinkel på udviklingen. Indkomstuligheden i OECD-lande er på sit højeste niveau i det sidste halve århundrede. De 10 pct. rigeste husholdninger ejer 50 pct. af værdierne, mens de 40 pct. fattigste kun ejer lidt over 3 pct. Og den sociale mobilitet – altså evnen til at flytte sig fra lavindkomst- til mellemindkomst- og højindkomstgruppen – rokker sig overhovedet ikke ud af flækken.
Usikkerhed og frygt for social tilbagegang og udelukkelse har nået middelklassen i mange lande og noteres i høj grad som årsagen til populismens fremmarch. At håndtere udviklingen med den stigende ulighed er blevet en stærk politisk prioritet i mange lande.
Politiske veteraner som Per Stig Møller (K) og Bertel Haarder (V) har stærke synspunkter på, at der også i Danmark er advarselssignaler, som ikke bør overhøres.
Det gælder f.eks., når befolkningen oplever svigtende samfundsmoral som i hvidvasksagerne, et skattesystem, som lader svindlere og skatteunddragere slippe igennem hullerne, velspækkede bonusordninger for vellønnede direktører og lukrative fratrædelsesordninger i toppen af det danske samfund.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har gjort det til sit mål, at ingen skal føle sig ekskluderet og stå uden for på globaliseringens vej gennem det danske samfund. Men lighed handler også om følelsen af retfærdighed.
Når politikerne gør regnebrættet op til valgkampen, bør de sætte sig ind i, hvad befolkningen egentlig oplever, og ikke alene se på, hvad der fremgår af en statistik.
