Kan man tillade sig konstatere, at humanitær hjælp til flygtninge er big business? Er det ikke alt for kynisk at omtale nødhjælpsorganisationer som omdrejningspunktet i et humanitærindustrielt kompleks? Er det ikke direkte ulækkert at lede efter forretningsmuligheder og vækst i katastrofeindustrierne, når lig af druknede flygtningebørn skyller op på græske strande?

Nej, sandheden er, at vi i Danmark og i Europa lige nu bliver nødt til at lægge følelser og fine fornemmelser til side og se flygtningekrisen i Middelhavet, som det den er: En kolossal fælles europæisk udfordring, der gennem adskillige år har fået lov til at vokse sig så meget desto større, fordi EU-landene ikke har kunnet enes om hverken fælles asyl- og indvandringspolitik.

Flygtningekrisen er et fælleseuropæisk og humanitært måneprojekt, som netop er, hvad Europa har brug for i disse år. Europæerne har med tiden glemt Europas værdipolitiske arv som global bannerfører for menneskerettighederne. Derfor har nationalpopulister haft frit spil til at foregøgle vælgerne, at man kan lukke nationale landegrænser, alt imens man fortsat nyder godt af globaliseringens og det åbne Europas fordele.

Hvis Europa som helhed og EU-landene hver for sig investerer den fornødne politiske vilje og økonomi i at modtage flygtninge, at integrere indvandrere og i at hjælpe Libanon, Jordan og Tyrkiet med at håndtere millioner af flygtninge, så er der ingen tvivl om, at investeringerne vil komme mangefoldigt tilbage.

Den globale humanitære industri omsætter årligt for et trecifret milliardbeløb. De europæiske lande beskæftiger allerede i dag titusinder af mennesker i de humanitære industrier, der hjælper flygtninge og ofre for naturkatastrofer over hele kloden. Og både flygtekriserne og det stigende antal klimarelaterede naturkatastrofer garanterer, at der også i de kommende mange år vil være brug for innovative og omkostningseffektiver svar på de hjerteskærende humanitære katastrofer. På samme måde som store offentlige investeringer i rumfarts- og militærteknologiske programmer skaber innovation, der spreder sig til værdikæderne i andre industrier, har også de udfordringer, som de humanitære organisationer og virksomheder i den globale katastrofeindustri står over for, potentiale til at genere innovative løsninger, der kan bidrage til en mere bæredygtighed udvikling til gavn for menneskeheden.

Som det fremgår af Mandag Morgens analyse i denne uge er der rum for betydelige forbedringer af effektiviteten i den humanitærindustrielle sektor i Europa. Den politiske handlingslammelse i flygtningekrisen har tydeliggjort, at hele arkitekturen for den humanitære og økonomiske krisehjælp skal gentænkes. Mens arbejdet i disse industrier i sagens natur skal udføres under hensyntagen til grundlæggende humanitære principper, er det hævet over enhver tvivl, at et længere og tættere samarbejde med private virksomheder vil være gavnligt både på nødhjælpsorganisationernes humanitære bundlinje og på virksomhedernes forretningsmæssige bundlinje.

På det det konkrete plan har flygtningekrisen gjort det klart, at EU ikke har godt nok styr på sine ydre grænser, ligesom det er blevet åbenlyst, hvor dybt usolidarisk EU-samarbejdet er, når man overlader håndteringen af flygtningepresset til Italien, Grækenland, Spanien og Ungarn alene. Dertil kommer, at EU-landene ikke har præsteret noget, der bare ligner et seriøst forsøg på at sikre den rodfæstning af retssamfundet i de nordafrikanske lande, hvor det såkaldte arabiske forår for ganske få år siden tændte håb for millioner af borgere. Det er ikke første gang, EU-landene ikke har kunnet leve op til egne skåltaler og forsikringer om at være vogtere af de universelle menneskerettigheder – og formentlig heller ikke den sidste. Men der er mere end nogensinde brug for europæisk samling for at løse de grænseoverskridende problemer, som den globaliserede verden medfører, og hvoraf de aktuelle migrantstrømme til Europa blot er det seneste.

Det mest positive, man kan sige om den politiske udvikling på området lige nu, er, at Tysklands kansler Angela Merkel er trådt helt frem på scenen med forsikringer om, at Tyskland og resten af Europa nu både kan og skal leve op til deres fælles ansvar. Den tyske kansler fik i sidste uge Frankrigs præsident Francois Hollande med på et bastant krav om, at EU-landene nu skal enes en kollektiv fordeling af væsentligt flere end de 40.000 flygtninge, som man forgæves har forsøgt at fordele mellem EU-landene.  Presset fra Tyskland og Frankrig – og ikke mindst fra de britiske medier – virkede allerede fredag på den britiske premierminister David Cameron, der gjorde det klart, at Storbritannien nu er klar til at tage 4.000 flygtninge. Den britiske kovending øger presset på Danmarks statsminister Lars Løkke Rasmussen, som i de kommende uger vil komme under massivt pres på at deltage i en kollektiv europæiske byrdefordeling på flygtningeområdet.

Hvilken betydning det får, at tidligere statsminister Helle Thorning Schmidt tilsyneladende er på vej ind i jobbet som FN’s generalsekretær for flygtninge, er det endnu for tidligt at sige. Men der kan næppe herske tvivl om, at det for Danmarks tidligere socialdemokratiske statsminister bliver vigtigere at pejle efter, hvad Tysklands kansler mener om Europas håndtering af flygtningekrisen, end hvad Lars Løkke Rasmussen måtte mene om sagen.

FN’s afgående flygtningechef, Antonio Guterres, gjorde det således fredag klart, hvad det er man fra FN’s side forventer af EU nu.

"Dette er et historisk afgørende øjeblik for Den Europæiske Union, som nu ikke længere har noget andet valg end at mobilisere alle kræfter omkring denne krise. Den eneste vej til at løse dette problem er, at unionen og alle dens medlemmer implementerer en fælles strategi baseret på ansvarlighed, solidaritet og tillid.”

Den tidligere portugisiske premierminister har ret i, at EU må mobilisere alle kræfter omkring flygtningekrisen. Dette betyder også, at man bør mobilisere langt ud over det politiske livs rammer. Erhvervsorganisationer, civilsamfundet, virksomheder og borgerinitiativer bør alle inviteres til at yde deres bidrag til, at flygtningene modtages, huses, ernæres og beskæftiges i henhold til retningslinjerne i de internationale konventioner, Europa roser sig af at have skabt.

Både internt i Europa og i de flygtningeproducerende nærområder bør man etablere de brede samfundsalliancer og gennemføre de reformer, der gør det muligt at optimere resultaterne af den humanitære indsats og at integrere de nye samfundsborgere til gavn for både de berørte individer og for de samfund, som de nu skal være en del af.

Man skal ikke lede længe blandt de nye generationer af talenter inden for erhvervslivet, den akademiske verden, sportens og kulturens cirkler og det politiske liv i Danmark, Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Sverige og Holland, før man finder unge mennesker af afghansk, marokkansk, tyrkisk, pakistansk, tunesisk, irakisk, bosnisk eller syrisk oprindelse. Disse unge mennesker er levende beviser på, at integrationen er i fuld gang, og at unge kulturmuslimer i allerhøjeste grad er kompatible med de samfundssystemer, vi roser os af i Europa. Omvendt står det også klart, at de nye hastigt voksende grupper af muslimske samfundsborgere i Europa bør komme overens med, at den europæiske samfundsmodel bygger på en reel adskillelse mellem politik og religion.

Hvis EU skal udvikle sig til den troværdige spiller på den globale scene, som er en nødvendighed, hvis vi vil opretholde vores sociale markedsøkonomi, så forudsætter det, at man er i stand til at engagere og integrere den nødvendige andel af det globale talent, som i stigende grad uddannes på universiteter i lande som Indien, Indonesien, Bangladesh, Nigeria og den arabiske verden. Hvis ikke vi kan det, vil virksomheder som Novo Nordisk, Maersk, Grundfos, Danfoss og andre bliver nødt til at overveje, om Danmark er det rette sted for dem at have deres hovedkvarterer og udviklingsafdelinger.

Danmarks aktuelle velstand bygger på, at vi i århundreder har handlet og ageret i et tillidsfuldt samspil med vores europæiske naboer. Hvis Danmarks smalle Venstre-regering fortsætter den udlændingefjendtlige kurs, som man i øjeblikket fører efter krav fra Dansk Folkeparti, er der til gengæld ikke tvivl om, at det vil skade Danmarks virksomheder og dermed det danske samfunds velstand på længere sigt. Det kan ingen være tjent med.