Den globale humanitære industri omsætter årligt for et trecifret milliardbeløb. Men Europas politiske handlingslammelse i den verserende flygtningekrise har tydeliggjort, at hele arkitekturen for den humanitære og økonomiske krisehjælp skal gentænkes. Flygtningeorganisationerne kan ikke løfte opgaven alene, og ifølge eksperter, udnyttes det potentialet i samarbejdet mellem frivillige, private og offentlige aktører slet ikke.
”Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt humanitære ngo’er og erhvervslivet skal arbejde sammen. Spørgsmålet er, hvordan man skal gøre det,” siger Wade Hoxtell fra tænketanken Global Public Policy Institute i Berlin. Industrien har brug for en ny managementmodel, lyder det også fra den humanitære intelligence-virksomhed ACAPS i Genève.
På verdensplan er mere end 60 millioner mennesker i dag på flugt, men med udsigt til stadig flere klimarelaterede naturkatastrofer, ser udfordringerne ikke ud til at blive mindre lige foreløbigt. Herhjemme håber udenrigsminister Kristian Jensen håber på, at danske virksomheder kan vinde ordrer på områder som vandrensning, sanitet og it-udstyr til nødhjælpsoperationer.