Sidste uges politiske begivenheder i København og Bruxelles viser, at den grønne omstilling i løbet af de seneste fem år er blevet politisk bæredygtig i Europa, selvom den har været i strid modvind fra en historisk økonomisk, finansiel og beskæftigelsesmæssig krise.

Når Danmarks centrumvenstre-regering præsenterer en grøn milliardfond sammen med sit røde støtteparti – kort tid efter at man indgik et forlig med de borgerlige om at barbere PSO-afgiften ned og dermed trådte en smule på den grønne bremse – er det udtryk for, at den grønne omstilling er blevet den politiske midte, hvor der skabes konkrete politiske aftaler. På samme måde slog EU’s 28 regeringschefer under deres topmøde i Bruxelles i sidste uge endnu en gang fast, at de uanset ståsted er enige om, at en omstilling af Europas energisystemer er central for varetagelsen af de europæiske borgere og virksomheders interesser.

Som det fremgår af Mandag Morgens kortlægning, er regeringsbærende centrumvenstre- og centrumhøjre-partier i EU’s vigtigste lande i dag enige om nødvendigheden af den grønne omstilling. Se Figur 1. Røde og blå partier kan finde henholdsvis røde eller blå argumenter for den grønne omstilling i deres partipolitiske værktøjskasser.

Hos Europas socialdemokrater i København, Berlin, Paris og Rom vil man gerne bruge den grønne omstilling som løftestang for øget jobskabelse gennem udvikling af nye industrier inden for vedvarende energi og  ’grønne’ infrastrukturprojekter. På samme tid fastholder Europas borgerlige regeringschefer i London, Berlin, Warszawa og Madrid hovedlinjerne i den grønne omstilling, alt imens de fremhæver, at energieffektivisering og innovation er vigtige forudsætninger for at fastholde strategiske industriers konkurrenceevne.

Den politiske konsensus om grøn omstilling betyder, at et regeringsskifte i Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Italien, Spanien eller Polen ikke nødvendigvis udgør en risiko for energiselskaber, industrivirksomheder og investorer. I sluterklæringen fra EU-topmødet torsdag og fredag bekræfter regeringscheferne på tværs af partifarver deres enighed om at forfølge både de blå og de røde målsætninger i energi- og klimapolitikken.

”Det Europæiske Råd bekræfter, at det specifikke mål for reduktioner af drivhusgasser i 2030 er helt på linje med det vedtagne ambitiøse mål for reduktioner i 2050,” hedder det i sluterklæringen, der også indeholder en klar advarsel til Rusland om, at EU-lederne er meget opmærksomme på øge den kollektive energisikkerhed.

”I lyset af de konstaterede risici for kortsigtede afbrydelser af forsyningerne, vil eksisterende krise- og solidaritetsmekanismer – herunder lagring af gas og vending af flowretningen i pipelines – blive styrket for at kunne imødegå risici for de mest sårbare medlemslande.”

Grøn kerne i EU’s femårige strategi

EU-topmødet i Bruxelles torsdag og fredag i sidste uge var præget af besættelsen af EU’s topposter. Men alligevel stod energi- og klimapolitikken centralt både i sluterklæringen fra mødet og i det udspil til en femårig strategiplan for hele EU, som Herman Van Rompuy cirkulerede til regeringschefer før mødet.

Planen, med titlen ”Strategic Agenda for the Union in Times of Change”, kan betragtes som et forarbejde til det ’regeringsgrundlag’, EU’s institutioner skal arbejde efter i perioden frem til næste EP-valg i 2019. I strategiplanen ridser ministerrådets afgående præsident EU’s fem væsentligste udfordringer og svar på dem op: Unionen skal skabe jobs og vækst. Den skal beskytte og engagere sine borgere. Den skal give sine borgere frihed, sikkerhed og retfærdighed. Den skal kunne optræde som en stærk global aktør. Og så skal EU sikre et effektivt, forsyningssikkert og grønt energisystem. Se tekstboks.

I den mere dagsaktuelle sluterklæring forholder stats- og regeringscheferne sig dels til de fremskridt, man har gjort, når det gælder EU’s ’energiforlig’ for perioden 2020-2030. Samtidig talte man om forsyningssikkerhed og afhængigheden af Rusland i lyset af Ukraine-krisen. Netop den sidstnævnte udvikling gør, at EU-landene til oktober muligvis lander på et mere ambitiøst energiforlig, end der blev lagt op til, da Kommissionen kom med sit udspil i januar i år.

Kommissionen spillede ud med, at CO₂-udledningen skal reduceres med 40 pct. i 2030 i forhold til 1990, mens man ikke skal have bindende mål for hverken energieffektivisering eller vedvarende energi. Kommissionens ’blå’ formand, José Manuel Barroso, og den ’blå’ økonomikommissær, Günther Öttinger, fremhæver, at dette skulle være den billigste vej til de nødvendige klimaforbedringer. Det anfægtes dog af en række grønne industrialliancer og ngo’er, som påpeger, at energieffektivisering faktisk kan være vækst- og jobskabende, hvis man sætter bindende mål og investerer fornuftigt.

Dette er i en vis forstand, hvad SR-regeringen i København lægger op til med den grønne fond og oprettelsen af en statslig kickstart-kapital på 80 mio. kr. samt et forventeligt indskud på op imod 2 milliarder kr. fra diverse pensionsselskaber.

Global aftale i 2015 er EU’s mål

EU-landenes fortsat skarpe fokus på den grønne omstilling er ikke mindst stærkt forankret i Tyskland og Frankrig. Tysklands Energiewende er kansler Angela Merkels personlige prestigeprojekt.

I Frankrig har socialdemokraten François Hollande netop fremlagt en meget ambitiøs national energi- og klimaplan, der skal reducere andelen af atomkraft fra 75 til 50 pct. af elproduktionen i 2025. Det betyder, at den vedvarende energi i Frankrig skal gå fra 15 pct. af elproduktionen i 2014 til 40 pct. i 2025. Hollandes plan har støtte i den borgerlige opposition, ikke mindst fordi den bliver bakket op af både private og virksomheder, der ønsker at skifte til elbiler.

Frankrigs nationale energi- og klimaplan kommer året før, at landet i december 2015 er vært for FN’s klimakonference, COP 21. Klimakonferencen er af de store deltagere i FN’s klimaforhandlinger udset til at være den COP, hvor man skal lande en ambitiøs global klimaaftale. Og Frankrig har sat alle sejl til for, at Paris 2015 bliver kendt for, at det var i den franske hovedstad, at man for alvor bragte USA, Kina og Europa sammen i kampen mod de menneskeskabte klimaforandringer, efter at den mission mislykkedes ved COP 15 i København i 2009.

I EU-landene og hos EU’s klimakommissær Connie Hedegaard glæder man sig over, at USA’s præsident Barack Obama nu har valgt at bruge sine præsidentielle magtbeføjelser til at tvinge en begrænsning af CO₂-udledninger igennem på amerikanske kraftværker. Og man noterer sig, at Kina også i stigende grad tager den globale opvarmning alvorligt. Men det ændrer ikke ved, at en fremsynet bæredygtig energi- og klimapolitik i 2014 er noget, man fører i Europa, USA og Kina, fordi man mener, at det tjener egne europæiske, amerikanske eller kinesiske interesser.