Hvad har de amerikanske vælgere gang i? Set fra et europæisk perspektiv virker det næsten uforståeligt, at de amerikanske vælgere så vedholdende stemmer imod deres egne interesser. Ser man f.eks. på økonomisk ulighed, så viser en lang række undersøgelser, at amerikanerne tror, at deres land er meget mere lige, end det er tilfældet, og at de ønsker en væsentlig øget lighed i deres land.

Alligevel har amerikanerne valgt et parlament med et republikansk flertal, som varmt støtter yderligere skattelettelser til de allermest velstillede. Et andet område er sundhed, hvor det republikanske flertal i Kongressen rutinemæssigt gennemfører en ceremoniel afstemning om afskaffelse af Obama Care, blot for at de over for deres bagland kan prale med, hvor mange gange de har stemt imod en lovgivning, som blot er en mindre tilnærmelse til de gratis offentlige sundhedssystemer, som bliver taget for givet i de fleste andre velstillede lande i verden. Hvad er det for et demokrati, hvor vælgerne stemmer så vedholdende på politikere, som ikke plejer vælgernes interesser?

USA’s afdrift mod højre

En del af forklaringen finder vi tilbage i 1970’ernes USA. Efter årtier, hvor det demokratiske parti under Roosevelt, Kennedy og Johnsson havde været dominerende i USA, gik stærke og velfinansierede kræfter på den amerikanske højrefløj systematisk i gang med at etablere en konservativ infrastruktur, som strakte sig fra medier over tænketanke til valgfonde. Man ville ændre den amerikanske folkesjæl, og det lykkedes. Gennem stringent og målrettet fokus på udvalgte emner som skattetryk og statsligt bureaukrati lykkedes det at rykke befolkningens opfattelse, hvilket kulminerede med valget af Ronald Reagan i 1980.

Og siden er den konservative rejse mod højre fortsat i en grad, så Reagan, der bl.a. er kendt for citatet ”The most terrifying words in the English language are: I’m from the government and I’m here to help”, i dag fremstår som en vattet liberalist i forhold til de nuværende republikanske præsidentkandidater.

I dag ryster mange danskere i ny og næ på hovedet over de småtossede amerikanere, men vi tænker sjældent på, at det amerikanske samfund tidligere var væsentligt mere moderat og midtsøgende. Ser man f.eks. på en højesteretsdommer som John Paul Stevens, så blev han ved sin udnævnelse af republikaneren Gerald Ford i 1975 opfattet som en konservativ dommer. Efterfølgende ændrede vurderingen af ham sig gradvist, således at han senere fremstod som en af rettens liberale dommere – ikke fordi han afgørende havde skiftet holdning, men fordi resten af samfundet gennem årene var rykket mod højre.

Vi bliver, hvad vi tænker

Udviklingen i amerikansk politik mod højre er bl.a. undersøgt af den amerikanske professor George Lakoff, der i bestsellerne ”Don’t Think of An Elephant” og ”The Political Mind” beskriver, hvordan konservative kræfter i USA har sat sig på den poliske dagsorden ved at definere de centrale metaforer og begreber. Venstrefløjens bløde, ”moderlige” fortælling er gradvis blevet udkonkurreret af højrefløjens autoritative, ”faderlige” fortælling i en grad, så moderate og politikere med humanistiske tilbøjeligheder fremstår som vattede, svage og uansvarlige.  

Ifølge Lakoff har venstrefløjen i USA begået den store fejl, at de har overtaget højrefløjens sprog og begreber. De har naivt troet, at de med faglige argumenter og fakta kunne vinde krigen på fjendens banehalvdel. I stedet har de blot styrket deres modstanderes verdensbillede.

Styrken i Lakoffs analyser er inddragelsen af moderne hjerneforskning, hvor han påviser, hvordan sprog og metaforer sætter sig direkte spor i hjernens biologi – de ord, vi bruger, former vores hjerne, og bruger vi vedholdende højrefløjens begreber, bliver vi mere højreorienterede. Kort fortalt virker hjernen som resten af vores krop – vi bliver bedre til det, vi gør meget, og tilsvarende får vi sværere ved at gøre ting, som vi sjældent gør. Laver jeg mange armhævninger, vokser mine biceps, og jeg kan gradvis tage flere og flere. Imens bliver mine triceps slappere, og jeg bliver dårligere til at lave armbøjninger.

Tilsvarende ændrer hjernen sig på et fysisk plan som spejling af de metaforer og associationer, som jeg udsættes for. Hvis jeg vedholdende danner mentale link mellem begreber som flygtning, byrde og udgift, bliver det stille og roligt sværere og sværere for mig at forbinde begrebet flygtning med positive ord som f.eks. ressource, mulighed eller nabo.   

I forbindelse med research til et bogprojekt havde jeg før jul fornøjelsen af at spise frokost med professor Lakoff på Berkeley. Snakken kom hurtigt til at dreje sig om den politiske udvikling i Europa, hvor Lakoff var vældig optaget af, hvordan centrum-venstre håndterede den voksende nationalisme og højrefløjens voksende opbakning. Hans store frygt var, at den europæiske venstrefløj, på samme måde som det var sket i USA, ville overtage højrefløjens sprog og metaforer og derved understøtte et permanent holdningsskred i befolkningen. I stedet for at fortælle om sine egne holdninger, ambitioner og drømme synger man med på modstandernes melodi.

Strammeren Helle

Med Lakoffs bekymringer i frisk erindring har det været tankevækkende at se Helle Thorning-Schmidts kampagneplakater overtage bybilledet de seneste måneder. I sine bestræbelser på at imødegå vælgerflugten til Venstre og særligt Dansk Folkeparti begår Helle alle de fejl, som Lakoff advarer imod. Med paroler som ”Stramme asylregler og flere krav til indvandrere” overtager og understøtter Helle helt bevidst højrefløjens retorik. For hvad er det modsatte af stram? Det er slap – et negativt ord, som hverken i soveværelset eller i politik vækker positive associationer.

Når Helle forsimpler asyl- og flygtningepolitikken til et spørgsmål om stram vs. slap, løber hun lige i favnen på DF og brænder broen til sit eget partis forhistorie og værdier. Hun sætter alle argumenter for en mere humanistisk, næstekærlig eller solidarisk asylpolitik skakmat, når hun stiller dem op som det slappe alternativ til en stram politik. 

Et andet interessant område er skatten. Hvorfor hedder det skattetryk og skattelettelse? Kunne det ikke lige så godt hedde skattebidraget? Retorisk bruger vi et væld af negative metaforer omkring skattebegrebet – skat er noget negativt, som vi er blevet pålagt mod vores vilje, og som det er bedst at have så lidt af som muligt. Det er ikke godt at blive trykket, og alle har godt af en lettelse.

Det er forståeligt, at regeringen med Bjarne Corydon i spidsen taler om lettelser i selskabsskatten, når det borgerlige Danmark skal charmeres, men ved at understøtte billedet af skattebetaling som en negativ byrde bæres der ved til de borgerlige bål. 

Pis i bukserne

At overtage modstandernes retorik for at charmere deres vælgere er som at pisse i bukserne. Det luner kortvarigt, men bliver hurtigt en taktik, som man bittert kommer til at fortryde. Helle har umiddelbart fået vind i sejlene med sine bombastiske kampagner, og det kan være, at hun i en dramatisk slutspurt ender med at slå Lars Løkke på målstregen. Det vil være et imponerende comeback efter syv valgnederlag i træk og flere års elendige meningsmålinger. Men selvom hun kan vinde det næste slag, så vil hun bidrage til at tabe krigen. For hun rykker Danmark til højre, og hun gør det sværere og sværere at skabe et troværdigt alternativ til den borgerlige fortælling.      

Winston Churchill sagde noget i retning af: ”Først former vi vores bygninger, og bagefter former de os”. Det er derfor ikke uden konsekvenser, når Helle vil trække sit partis teltpløkker op for at flytte ind i højrefløjens borgerlige hus. 

Læs flere indlæg af Ask Agger her

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.