Hildebrandt: Ikkebæredygtig adfærd er taberadfærd

Hvor det for ti år siden var naivt at tale om bæredygtighed i erhvervskredse, så er det i dag naivt ikke at tale om bæredygtighed, skriver professor Steen Hildebrandt.

FN’s 17 mål for en bæredygtig global udvikling handler om at ændre verden, at bevæge verden i andre retninger. Noget af det tungeste i den sammenhæng handler om virksomheders ændrede adfærd verden over.

Og her gælder det: Så længe, det er juridisk acceptabelt og økonomisk fordelagtigt for virksomheder at producere og sælge ikkebæredygtige produkter og ydelser, vil der finde en ikkebæredygtig produktion sted.

I mange tilfælde får de økonomiske motiver og argumenter ovenikøbet lov til at dominere over og udmanøvrere lovgivning, regler, aftaler og andet juridisk, og så begås der aftalebrud, lovbrud, kriminalitet m.m. med det formål at gennemføre økonomisk fordelagtige aktiviteter – uanset om de er bæredygtige eller ej.

Vi véd, at dette finder sted i meget stort omfang overalt i verden. Der er utallige eksempler: Skatteunddragelse er ét eksempel på sådanne ikkebæredygtige aktiviteter og fænomener. Danske Banks og Nordeas hvidvaskning et andet. Lovgivning alene er ikke tilstrækkelig til at forhindre ikkebæredygtig adfærd og handling. Man kan ikke lovgive sig til bæredygtighed.

Også mulighed for intet at gøre

Jura, økonomi, etik og moral er blandt de faktorer, der er afgørende for menneskers handlinger. Verdensmålene indeholder alle disse aspekter. Landene har forpligtet sig til at udarbejde planer og rapporter vedrørende deres arbejde med målene. Men det er meget vagt formulerede forpligtelser, og der er ingen strafforanstaltninger knyttet til en manglende overholdelse af bestemmelserne.

Verdensmålene indeholder en lang række etisk-moralske tilkendegivelser, som individer, organisationer og lande kan vælge at forholde sig positivt til og aktivt at arbejde for at realisere. Men alle kan også vælge det modsatte: at ignorere eller direkte modarbejde verdensmålene.

Der er knyttet umådeligt store økonomiske konsekvenser, interesser og muligheder til verdensmålene, men det er op til milliarder af selvstændige økonomiske enheder på egen hånd at tage stilling til, hvilken indsats de hver især vil yde i henseende til verdensmålene, og det omfatter også muligheden for intet at gøre.

Skrøbelige verdensmål skabt af mennesker

Verdensmålene er skrøbelige. Mange af de ubalancer, udfordringer, problemer m.m., som de skal udbedre og løse, er skabt af mennesker, forårsaget af menneskers motiver og aktiviteter.

Verdensmålene er udtænkt, formuleret og skabt af mennesker. Menneskeheden står med gigantiske udfordringer – og tilsvarende gigantiske muligheder.

Det er op til os mennesker at begribe og gribe disse udfordringer og muligheder. Verdensmålenes realisering er et menneskeligt anliggende.

Det er i denne forbindelse ikke en acceptabel forklaring eller undskyldning, at mennesker er styret af kortsigtede og egoistiske økonomiske interesser og motiver, og at al den destruktion og alt det negative, der finder sted i verden på grund af menneskers adfærd, derfor er naturlig. Det er ikke naturligt. Det er unaturligt. Det er imod naturen.

Alt dette er en del af baggrunden for, at en betydelig del af de aktiviteter og den produktion, der i dag finder sted i millioner af virksomheder verden over, er ikkebæredygtig.

Virksomheder med afgørende indflydelse

For at forstå, hvorledes det går til, skal man forstå, hvorledes der træffes beslutninger i virksomheder, organisationer, husholdninger og lande. Det er i vid udstrækning i virksomhederne, at de beslutninger træffes, der er afgørende for, i hvilket omfang og i hvilket tempo bæredygtig adfærd fremmes eller ikke fremmes.

De politiske beslutninger på alle niveauer, fra lokalt, over nationalt og op til overstatsligt niveau, er afgørende for de rammer og vilkår, som virksomhederne (og husholdningerne) agerer inden for og må respektere, men det er i selve de private virksomheder, at det konkret og i vid udstrækning afgøres, hvilken udvikling der finder sted i verden på bæredygtighedsområdet. Det er nemlig her, alle indkøbs-, produktions-, salgs- og andre beslutninger træffes.

Det hører selvsagt med til billedet, at dette sker i et meget kompliceret samspil med de milliarder af forbrugere verden over, der er i kontakt med virksomhederne i alle de transaktioner, der finder sted på markederne, og som tilsammen afgør den industrielle-økonomiske udvikling.

Op til virksomhederne selv

De fleste virksomheder gennemfører strategiske processer, som fører frem til en indkredsning af et handlingsrum, inden for hvilket virksomheden opererer og træffer både strategiske og operationelle beslutninger. Afgrænsningen af dette råde- eller handlerum og de kriterier og den lovgivning, ud fra hvilke virksomhederne træffer deres beslutninger, er selvsagt afgørende for, hvilke konkrete beslutninger virksomhederne træffer.

Holdningen og forståelsen har hidtil i langt de fleste lande i verden været, at enhver virksomhed kan udfylde dette rum på lige netop den måde, virksomheden finder er bedst for den – dog altid under den forudsætning, at gældende love og aftaler overholdes.

Vi taler om et liberalt syn på den private virksomhed og dens muligheder og opgaver, og dette syn har i praksis været karakteriseret ved åbne og frie markeder i store dele af verden, hvor virksomheder har udbudt produkter og ydelser, som et marked dernæst har efterspurgt, eller omvendt: Et marked har efterspurgt ydelser og produkter, hvilket private virksomheder herefter har svaret på ved at producere og levere det efterspurgte til markedet, og på baggrund af den såkaldt frie prisdannelse bliver og er milliarder af handler eller transaktioner blevet indgået.

Alt er (stort set) tilladt

Vi taler om frie markeder, om fri prisdannelse, om en fri markedsøkonomi. Inden for lovens rammer har virksomhederne kunnet agere, og de har og har haft meget vide rammer for, hvad de vil udvikle, producere, markedsføre og sælge.

Om de vil sælge usund, måske sundhedsfarlig mad eller økologiske, sunde og bæredygtigt producerede fødevarer, var op til virksomhedernes ledelser. Hvis de ville udvikle og producere våben til børn, var det i visse lande i orden. Om de vil udvikle kemikalier, hvis virkninger for mennesker og dyr man ikke havde nogen sikker – om nogen – viden om, var op til virksomhederne.

Op gennem 1900-tallet blev der på den måde udviklet ca. 100.000 nye kemikalier i EU, hvis virkninger man ikke havde og ikke har nogen sikker viden om.

Tænkningen er, at alt er tilladt, indtil det er bevist, at det er skadeligt for mennesker og dyr. Det siger sig selv, at hvis millioner af virksomheder verden over hver dag på den måde træffer globalt set uhensigtsmæssige beslutninger, så lider kloden derved, og en række problemer akkumuleres i kølvandet på en sådan globalt set uhensigtsmæssig strategisk adfærd fra de private virksomheders side.

Lovgivning ansporer til ikkebæredygtighed

Det siger sig selv, at hvis det er tilladt og fordelagtigt, og hvis landenes skatte- og afgiftsbestemmelser derudover måske ligefrem tilskynder til en ikkebæredygtig adfærd og produktion, så får verden ikkebæredygtige virksomheder og ditto produkter, og det er præcis, hvad der i vid udstrækning er tilfældet og resultatet.

Megen lovgivning verden over ansporer virksomheder til ikkebæredygtig adfærd. Megen efterspørgsel fra forbrugere verden over fremmer ikkebæredygtig produktion. Mange interesseorganisationer og tusindvis af lobbyister verden over arbejder hver dag systematisk og ensidigt på at fastholde og udbygge ikkebæredygtig produktion og adfærd.

Og på første parket med rådgivere og eksperter sidder økonomerne, og ude i periferien står fysikere, kemikere, pædagoger, psykologer, sundheds- og ernæringseksperter og mange andre slags eksperter og advarer; verden er fyldt med udredninger og analyser, der klargør og dokumenterer, hvor skadelig denne adfærd fra virksomhedernes side er, og vi har samtidig tilgængelig viden, der viser, hvorledes vi kan dreje verdens udvikling i en anden retning.

Det seneste og stærkeste, verden har i den sammenhæng, er verdensmålene.

Det skal føjes til – som en selvfølge: Der er også virksomheder i verden, der er klart fokuserede på at producere bæredygtigt og på i den forbindelse at arbejde bevidst for FN’s 17 verdensmål. Der er mange af den slags virksomheder. Og formentlig er det rigtigt at sige: Hvor det for ti år siden var naivt at tale om bæredygtighed i erhvervskredse, så er det i dag naivt ikke at tale om bæredygtighed.

Ikkebæredygtig adfærd er taberadfærd.

 

Forrige artikel Husk nu: Vi er ikke i mål med verdensmålene endnu Husk nu: Vi er ikke i mål med verdensmålene endnu Næste artikel Solenergien går ned i gear Solenergien går ned i gear
  • Anmeld

    AGNETE STOVGAARD

    Tak for ordene og for dine engagerede skriverier om bæredygtighed i det hele taget.

    Økologien tror jeg, har været en øjenåbner for forbrugerens viden om, at der er forskel på produktionsmåder, og at alt mad ikke er lige sundt – det er et budskab, der også finder genklang hos den individualistiske forbruger.
    Men at skabe opmærksomhed omkring bæredygtighed, sådan som du gør det, er en opgave af de store, fordi det fordrer at fællesskabet er i fokus både hos producenten, forbrugeren og ud i det politiske liv.

  • Anmeld

    hans preben pedersen · Vi grønne EUer

    ET GIFTFRIT SAMFUND JA !!!! MEN TIL HVEM ???

    Det grønne samfund er lagt på skenner men det går alt for
    langsomt !! Men der er et andet problem !! Hvem skal
    overtage det grønne samfund !!! Flere og flere børn vokser op
    I en ikke bæredygtig familie !! Uden en far !! RØDSTRØMPEBØRN !!! Det danske Folketing har lukket sig inde
    på Borgen !!! Faderrens ligeberettigelse er fremtidens største politiske emne !!! VI VIL HAVE EN BÆREDYGTIG FAMILIE !!
    DANSKE BØRN !!!! Venligst hp.


  • Anmeld

    Peter Haag · Udviklingsrådgiver

    Problemet er illusionen om 'eksternalities'

    Den altafgørende og grundlæggende problemstilling ligger i, hvordan vi som verdenssamfund kan overvinde den århundreder gamle tro på, at der findes sådan noget som 'eksternalities', dvs. faktorer og virkninger, som ikke vedkommer os, især os som virksomhedsledere.

    Den videnskabelige økonomi er gennemsyret af modeller og grundantagelser, som inge hold i virkeligheden har: mennesket er et rationalt væsen - hvorfor har vi så reklamer? mennesket er egoistisk - hver eneste dag bliver der gennemført millionvis af beviser af det modsatte, de kommer bare ikke i nyhederne; men måske den mest skadelige af alle disse økonomiske myter er den, at der er konsekvenser af vores adfærd, som vi som virksomhedsledere ikke behøver tænke på: hvor går affaldet af vores produkter hen? forurening af luft, vand og jord med kemi, plastik osv har kun i løbet af 1900-tallet langsomt og typisk mod stærk modstand fra lobbyen fundet vej ind i virksomheders beslutning via en alt for langsom fremkrybende lovgivning. Merchants of doubt, forhælingstaktik, alt bliver sat ind for at nedsætte tempoet i denne udvikling. Men i virkligheden har alt vi gør konsekvenser for alt. Hvordan vores arbejders liv kan hænge sammen med de arbejds- og lønvilkår vi byder dem; hvordan vores samfunds fælles ressourcer bliver skånet og genopbygget igennem nænsomme processer.

    Idéen om 'eksternalities' giver virksomheder lov til fuldstændig at tilsidesætte vores alles fælles ressourcer og interesser: biodiversitet, ren luft og vand, dyrevelfærd, en natur, der trives og beholder sit evne at re-etablere sig selv, værdige livsforhold: alt det kommer os alle ved, og det skal vi alle ikke lade nogle få tage fra os for deres eget, kortsigtede gevinst, ofte under påskud af, at det sker i vores egen interesse.

    Og hér kommer mediernes meget vigtige rolle ind: fremhæv konsekvent de gode eksempler der bliver sat; og vis virksomheders grådige og uansvarlige, snylterlige, smafundsundergravende og parasitære adfærd for alle, hvor det sker ('shame them'); og hold op med at betegne nogen for 'elite' fordi vedkommende er rig, men forbehold dette mærkat for dem, der opfører sig ordentligt.

  • Anmeld

    Nicolai Nielsen

    Kun forbrugerne kan få virksomhederne på ret kurs,

    men forbrugerne skal have lidt hjælp...

    Hvis der er én ting virksomheder har (og bør have) respekt for, så er det deres kunder. Forbrugerne af deres produkter og serviceydelser. Hvor love og regler for de fleste virksomheder blot er nogle begrænsende rammer for deres virke, som de gerne udfordrer og skubber til, hvis muligt, så er kundernes holdning til virksomheden langt mere essentiel.

    Derfor er jeg helt enig med Peter Haag herover i, at medierne har et stort ansvar for at finde og fortælle om de virksomheder, der tager ansvar for en bæredygtig fremtid - og stille kritiske spørgsmål, til dem, som ikke gør. Det vil gøre det nemmere for almindelige forbrugere at træffe bæredygtige valg i det daglige.

    Men de skal også fortælle, hvordan vi - os helt almindelige forbrugere - er med til at påvirke verden. Hvordan vores vaner og måden vi lever på, påvirker og bidrager til de 17 verdensmål. Vi skal have synliggjort konsekvenserne af de valg vi træffer i det daglige. Og det skal både medierne, virksomhederne, NGO'erne og landets politikere hjælpe med.

    Medierne skal fortælle historien om de gode virksomheder, der formår at se de 17 verdensmål som en business case og ikke blot nogle begrænsende rammer. Om virksomheder, der er i gang med at ændre deres produktion til mere bæredygtige principper - også selvom de ikke er helt i mål. Og lige så vigtigt om de virksomheder, der nægter at forholde sig til deres ansvar for, at vores børn og børnebørn også kan vokse op i en verden, hvor naturen er udenfor døren og ikke i et glasmontre på et museum.

    Men de skal også italesætte det personlige ansvar, vi har som forbrugere. Vi kan nemlig i fællesskab, hvis vi vil, tvinge virksomhederne til at tænke mere bæredygtigt. Det kræver dog, at vi selv er villige til at lave noget om. Vi skal kigge i køleskabet og fryseren og tænke: Hvordan er jeg mon med til at påvirke de 17 verdensmål? Er det bæredygtigt, at jeg spiser kød hver dag? Flere gange om dagen? Vi skal kigge på vores tøj og tænke: Er den her trøje mon produceret bæredygtigt? Og hvad med de sko, jeg købte i sidste uge? Er de? Og var det overhovedet nødvendigt med nye sko? Og vi skal tænke på, hvordan vi transporterer os selv rundt - i det daglige og når vi skal på ferie: Skal jeg tage cyklen på arbejde? Eller toget? Skal jeg flyve på sommerferie med familien? Og skal vi tage på skiferie i Alperne hvert år? Kunne vi holde ferie i Danmark?

    Der er mange valg at træffe som forbruger. Og hvis vi hver især når frem til den konklusion, at vi nok ikke kan gøre så meget på egen hånd - så har vi tabt. Og vores planet har tabt. Så lad os få italesat det personlige ansvar. Jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg sikkert kunne gøre langt mere for at bidrage til en bæredygtig fremtid. Men jeg kunne godt bruge noget hjælp til at finde ud af, hvordan jeg gør det bedst muligt.

    Og må jeg så ikke til sidst opfordre medierne til at anlægge en mere seriøs og nuanceret tilgang til sagen. Hvis jeg skal kunne bruge mediernes dækning til noget, skal de fokusere mere på fakta og nuancer, og samtidig skrue ned for den altødelæggende clickbait-kultur med sine pinlige og forskruede overskrifter. Her kan de med fordel lære af Mandag Morgen.

  • Anmeld

    Jesper Steenberg · Leder af ENERGI & VAND – Greater Copenhagen Living Lab

    Dannelse 4.0 i praksis – Skal FN’s 17 verdensmål nås, skal dannelse gentænkes.

    Professor Steen Hildebrandt har ret, vi lever i en verden, hvor vi mennesker er blevet den dominerende miljømæssige kraft på planeten, og vores fælles fremtid i stigende grad afhænger af de beslutninger, vi kollektivt tager.

    Der er brug for dannelse 4.0!

    De kompromisser, vi mennesker laver, bliver afgørende for, om vi kan nå FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling. Derfor har vi brug for en dannelse 4.0, som gør, at vi igen kan tale sammen og finde de kompromisser, som verden har brug for.

    Er vi klar til dannelse 4.0?

    Dannelse 4.0 skal sikre en faktuel forståelse af verdens udfordringer, deres udvikling og størrelsesorden, da dette er forudsætningen for at handle og løse f.eks. den moralske opgave at udrydde ekstrem fattigdom eller løse den potentielt meget farlige klimaudfordring.

    Herudover skal dannelse 4.0 sikre færdigheder i at kunne oscillere mellem perspektiver, herunder mellem et øko-romantisk og et øko-modernistisk perspektiv, samt analysere i, hvilke situationer det ene, det andet, eller begge perspektiver, giver bedst mening samt kritisk og engageret, at præsentere egne og andres visioner for en bæredygtig verden.

    Øko-romantikerne og øko-modernisterne har hver sin opfattelse af menneskets rolle i verden og derfor også forskellige syn på, hvordan vi sikrer en mere bæredygtig verden og hvordan vi realiserer FN’s verdensmål. De to perspektiver lever ofte i helt lukkede verdener, og når de mødes, ser de ofte hinanden som modstandere, selvom begge grupper ønsker en udvikling i retning af en mere bæredygtig verden og realisering af FN’s verdensmål. Det er et problem, da begge perspektiver er nødvendige for at nå FN’s verdensmål og gøre verden mere bæredygtig.

    Økoromantikernes naturlige balance!

    Øko-romantikerne ser på verden som endelig, hvor mennesker, ligesom andre biologiske dyr, er begrænsede af deres omgivelser. Skåret til benet er mennesket ligesom bakterier i en petriskål, begrænset af petriskålens grænse. Menneskets grænse er jordens ressourcer, og der er grænser for vækst. Hvor bakteriernes skæbne er forseglet af petriskålen, ville øko-romantikerne se menneskehedens skæbne som afhængig af at skabe en naturlig balance mellem menneskets ressourceforbrug og naturgrundlaget.

    Øko-romantikerne ser verdens nuværende tilstand som ikke-bæredygtig, og årsagen hertil bunder i en værdimæssig og moralsk problemstilling: Et umoralsk overforbrug af materielle ressourcer i den vestlige verden.

    Øko-romantikerne betragter den naturlige verden som en overordnet orden, der ikke bør forstyrres, og naturen som havende en ret i sig selv. Æstetisk ser øko-romantikerne en differentieret natur som værdifuld, og løsningen for fødevareproduktionen er dyrevelfærd og økologi. Kraftig nedsættelse i menneskets ressourceforbrug: Mindre materielt forbrug, flere cykler, færre udlandsrejser, mindre kød og mere vegetarisk kost er nødvendigt for at genoprette den naturlige balance og anses for at være vores eneste vej til at nå FN’s verdensmål og sikre en bæredygtig verden. Øko-romantikernes store udfordring er, at det ikke længere er sandsynligt at opnå en naturlig balance mellem menneskets ressourceforbrug og naturgrundlaget ift. klimaudfordringen og med en befolkning på mellem 9,5-11 milliarder mennesker på jorden, som ønsker samme levestandard som i vesten. Dette er en næsten ubærlig tanke for øko-romantikeren, for hvem den naturlige balance næsten er en form for religion.

    Økomodernistens tro på menneske og teknologi!

    Øko-modernisterne, på den anden side, ser verden som fuld af muligheder og næsten uudtømmelig, så længe der er energi nok. Mennesket adskiller sig fra dyr og kan bruge fornuft, teknologi og opbygge institutioner, som kan sikre bedre livsvilkår for menneskearten.
    Mennesket har gennem de sidste 100 år udviklet mirakler ift. livslængde, sundhed, madproduktion og velstand. Og for øko-modernisterne er denne udvikling på ingen måde slut. Menneskets grænse er termodynamikkens lov om entropi - at alt bliver mere kaotisk og uordentligt uden tilførsel af ny energi. Skåret til benet er universet, solen og jorden en værktøjskasse, hvis indhold er frit tilgængeligt for mennesket ift. at designe den verden, vi som mennesker vil have.
    Alle biologiske og teknologiske processer skaber restprodukter. Øko-modernisterne erkender, at disse kan være negative og potentielt farlige for mennesket og miljøet på jorden, men de anses som noget, der kan og skal løses. Øko-modernisterne ser naturen og dens økosystemtjenester som værdifulde og vigtige for menneskene, og som noget der skal sikres plads til gennem at designe og aktivt forvalte fremtiden.

    Løsningen på at nå FN’s verdensmål og sikre en mere bæredygtig verden, er netop at designe og forvalte verden, så målene opnås ved brug af mere ren energi, bedre teknologi, stærke institutioner, mere cirkulær økonomi og ved at springe de mange led i naturen over i energiproduktionen: Ved f.eks. at gå direkte efter at bruge solens energi, i stedet for at bruge biomasse, kan vi skåne naturgrundlaget. Dette gælder også delvist i fødevareindustrien, f.eks. i kødproduktionen, hvor kunstigt kød fremstilles i laboratorier baseret på dyreceller i stedet for gennem en ineffektiv, forurenende kødproduktion.
    Øko-modernisterne vil skabe en ny balance mellem menneskets ressourceforbrug og naturgrundlaget. En teknologiunderstøttet balance, som både vil kunne sikre en høj levestandard for verdens befolkning og frigive landarealer til mere fri natur, biodiversitet og andre økosystemtjenester. Øko-modernisternes store udfordring er, at deres løsninger af mange ses som unaturlige, pragmatiske og teknokratiske løsninger, som truer drømmen om den naturlige balance.

    En flersporet faktabaseret dannelse med FN’s verdensmål som retning tak!

    Kun gennem at koble flere perspektiver, herunder det øko-romantiske og det øko-modernistiske perspektiv, kan vi nå FN’s verdensmål. Uden øko-modernisternes fokus på f.eks. STEM (Science, Teknologi, Engineering & Mathematics) samt innovation, kan vi ikke sikre en acceptabel levestandard for hele klodens befolkning og samtidig sikre nok areal til menneskelig udfoldelse, natur og økosystemtjenester. Og uden øko-romantikernes fokus på værdier, æstetik og moral, vil øko-modernisternes løsninger risikere at blive for teknokratiske.

    Dannelse 4.0 rummer: En forståelse for science og teknologis store betydning for en bæredygtig udvikling i verden, i fortid, nutid og fremtid, herunder en faktuel numerisk grundforståelse af udviklingen; en forståelse for hvordan forskellige samfundstyper ser på bæredygtighed, herunder den traditionelle, moderne, postmoderne og metamoderne samfundstype; en mulighed for konkrete handlingserfaringer ift. virkelige lokale, regionale og globale problemstillinger og deres samspil med naturens, teknologiens, kulturens og politikkens domæner.


    Uddannelse i FN’s verdensmål giver muligheder!

    Uddannelse i FN’s verdensmål er en oplagt mulighed for at sætte en dannelse 4.0 på dagsordenen. En type dannelse, som indeholder elementer fra den naturvidenskabelige dannelse og som har en faktabaseret bæredygtigheds-handlekompetence som dannelsesmål. En dannelse som stræber mod en mere bæredygtig verden og har FN’s verdensmål som pejlemærker.

    En dannelse som ikke ser et grundlæggende skel mellem natur og kultur. En dannelse der anerkender, at det er os mennesker i den antropocæne tidsalder, der har ansvaret for at designe verden med både natur og kultur så vi bl.a. når FN´s verdensmål. En dannelse som erkender, at vi lever i en ny teknologisk æra og at menneskelige samfund altid udvikler sig gennem forskellige udviklingsstadier i samspil med den teknologiske udvikling. At historien har en form for retning, som bygger oven på tidligere forståelser af verden, men at denne retning evolutionært udvikler sig gennem tests af meta-fortællinger om retningen, hvor FN’s verdensmål er et eksempel på en suverænitetsdemokratisk besluttet retning, hvilket giver retningen legitimitet.

    Dannelse 4.0 skal på dagsordenen!

    Lad os sætte dannelse på dagsorden igen. Ikke en 1.0 dannelse - det traditionelle samfunds gud, konge og fædreland, ikke en 2.0 dannelse som en tilbagevenden til en modernistisk ukritisk tro på naturvidenskab og teknologiudvikling, ikke en 3.0 dannelse a la den postmoderne antidannelse med dekonstruktion af seksualitet, køn, familie, hierarkier, fællesskaber, religion, politiske ideologier, naturvidenskab, sammenhængskraft og troen på fremtiden.

    Nej, lad os benytte FN’s 17 verdensmål til at sætte dannelse 4.0 på dagsorden, med en suverænitetsdemokratisk besluttet dannelsesretning. En dannelse hvor vi mennesker har sat retningen for vores klodes udvikling. Lad FN’s 17 verdensmål vise vejen for dannelse 4.0.

    Tid til refleksion i uddannelsessystemet!

    Hvis øko-romantikere og øko-modernister succesfuldt skal kobles i en ny dannelse for FN´s verdensmål, er der brug for refleksion både hos de grønne ildsjæle og hos de fagfaglige science-lærere på lærerværelset, på seminarierne, ingeniøruddannelserne og blandt undervisere inden for bæredygtighed. Er vi klar til det?

    Kronikør: Jesper Steenberg, Lærer, PD videnskabsteori, Civilingeniør og Master i ledelse og innovation. Leder af ENERGI & VAND – Greater Copenhagen Living Lab