MasterCard afhjælper sultproblemer sammen med World Food Programme. IKEA udvikler nyt ”hus” til flygtningelejre sammen med UNHCR. Og i Svendborg har en vaks bilforhandler skabt en stor forretning på at sælge biler til nødhjælpsorganisationer i Afrika. Nødhjælp til flygtninge og etablering af flygtningelejre i katastrofeområder verden over er blevet en global industri med en trecifret milliardomsætning, som stadig flere virksomheder involverer sig i – både af humanitære og af forretningsmæssige grunde.

Samtidig står det klart, at den aktuelle flygtningekrise i Europa, Mellemøsten og Afrika vil øge efterspørgslen efter serviceydelser fra nødhjælpsorganisationer, private virksomheder, nationale myndigheder og multinationale organisationer, der tilsammen udgør det, man kan kalde det humanitærindustrielle kompleks. Krisen har tydeliggjort, at hele området for bistand til flygtninge og håndtering af den økonomiske migration mod Europa er præget af betydelige spændinger og politisk handlingslammelse.

Mens det endnu er for tidligt at afgøre, hvilke europapolitiske konsekvenser den systemiske krise omkring flygtninge- og migrationspresset vil føre med sig, er det hævet over enhver tvivl, at Danmark og resten af Europa i de kommende år har en stærk fælles interesse i at styrke effektiviteten i den humanitære industri. Men det vil kræve, at offentlige myndigheder og både nationale og multinationale nødhjælpsorganisationer bliver bedre til at samarbejde med den private sektor.

Dette skyldes dels, at private leverandører på en række områder er mere omkostningseffektive end ngo’erne selv, og dels at eksempelvis den udvikling, der skal finde sted i de flygtningeproducerende krisers nærområder, vil omfatte investeringer i infrastruktur i en skala, som offentlige aktører ikke har midlerne til at finansiere alene.

[quote align="right" author="Wade Hoxtell, Global Public Policy Institute."]Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt humanitære ngo’er og erhvervslivet skal arbejde sammen. Spørgsmålet er, hvordan man skal gøre det.[/quote]

Også hvad angår integration og beskæftigelse af flygtning i Europa, kan opgaven ikke løses uden et tæt samarbejde med den private sektor. Og endelig har den aktuelle flygtningekrise i og omkring Europa nået et sådant omfang, at de europæiske samfund bliver nødt til at gentænke selve systemarkitekturen for løsningen af de multifacetterede udfordringer, som flygtningekrisen medfører.

Dette er hovedkonklusionerne i Mandag Morgens analyse af potentialet og de væsentligste udfordringer i den vækstindustri, som katastrofe- og nødhjælpsindustrien udgør. Analysen bygger på samtaler med førende internationale eksperter og en række nye rapporter fra internationale tænketanke på området.

”Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt humanitære ngo’er og erhvervslivet skal arbejde sammen. Spørgsmålet er, hvordan man skal gøre det. Der er behov for refleksion på begge sider om, hvilken rolle den private sektor kan og bør spille. Det er en stor normativ debat. Men målet er, at vi får gjort den humanitære og udviklingsmæssige indsats så omkostningseffektiv som overhovedet muligt,” siger Wade Hoxtell, hovedforfatter til den dugfriske rapport ”Business Engagement in Humanitarian Response and Disaster Risk Management” fra tænketanken Global Public Policy Institute i Berlin.

Ngo’er vil gerne samarbejde med virksomheder

Wade Hoxtell fra GPPI i Berlin redegør i sin nye analyse ”Business Engagement in Humanitarian Response and Disaster Risk Management” for de mange forskellige former for samarbejder, der allerede i dag eksisterer mellem de store nødhjælpsorganisationer og private virksomheder.

Den mest udbredte samarbejdsform er, at virksomhederne er klassiske underleverandører af varer eller serviceydelser til ngo’er som eksempelvis Dansk Flygtningehjælp. Herudover er der også en meget lang række af eksempler på, at virksomheder donerer varer, serviceydelser eller mandskab til de humanitære organisationer. Det gælder eksempelvis det multinationale tyske postvæsen DHL, der ofte stiller med logistikeksperter til bemanding af lufthavne i katastrofesituationer, eller Mærsk, som påtager sig transportopgaver for Dansk Flygtningehjælp, USAID eller WPF. Se figur.

Wade Hoxtell og hans medforfattere konkluderer imidlertid i rapporten, at der er en række barrierer, som forhindrer et optimalt samarbejde mellem de tre hovedgrupper af aktører i det humanitærindustrielle kompleks: de multinationale ngo’er, statslige og overstatslige nødhjælpsagenturer og endelig den private erhvervssektor.

På den ”kulturelle” side handler dette primært om, at der i mange ngo’er hersker en bekymring for, om private bundlinjeorienterede virksomheder er i stand til at leve op til de særlige etiske krav, som stilles i forbindelse med humanitært arbejde. På den politisk-administrative side peger Hoxtell blandt andet på, at EU’s nødhjælpsorganisation ECHO i sine statutter er bundet til kun at agere gennem ngo’erne, mens man slet ikke har mulighed for at arbejde med leverandører fra den private sektor, såkaldte contractors. Dette står ifølge GPPI-rapporten i skærende kontrast til, at EU-Kommissionen selv i andre anbefalinger vedrørende virksomheders Corporate Social Responsibility-strategier udtrykker ønsker om, at virksomhederne engagerer sig i den humanitære sektor. Begrænsningerne i ECHOs mandat betyder, at man er nødt til at gå gennem en af ngo’erne, når man eksempelvis skal indgå kontrakter om flytransport og andre logistikydelser. Endelig skader fremgangsmåden ifølge GPPI-rapporten transparensen i forbindelse med pengestrømmene i det humanitærindustrielle kompleks.

På plussiden fremhæver Wade Hoxtell, at der er store potentielle gevinster at hente for både ngo’er og virksomheder i forbindelse med et tættere samarbejde. Ngo’erne kan lære meget om drift og ledelse af den private sektor. Samarbejdet mellem ngo’er og diverse webvirksomheder, logistikspecialister, farmaceutiske virksomheder og andre industrier inden for kommunikation, fødevarer og andre sektorer kan også danne grobund for innovation af produkter og for serviceydelser til de kraftigt voksende grupper af forbrugere blandt verdens fattige – det segment, man omtaler som BOP-markeder: markets at the bottom of the pyramid.

I Danmark har Andreas Kamm, generaldirektør i Dansk Flygtningehjælp, ved flere lejligheder udtrykt ønske om at indgå i tættere samarbejder med danske virksomheder og erhvervsorganisationer.

”Jeg vil meget gerne sætte mig ned og tale med virksomhederne om, hvordan vi kan udvikle vores samarbejde. Man bliver nødt til at tænke forretningsmæssigt, fordi det er det, der bærer på den lidt længere bane. Jeg har en stor ambition om at udvikle projekter sammen med virksomhederne,” sagde Kamm tidligere i år til Mandag Morgen.

Han gør selv meget for at professionalisere arbejdet i Dansk Flygtningehjælp mest muligt.

[quote align="left" author="Kristian Jensen, udenrigsminister"]Vi skal se udviklingssamarbejdet i et nyt lys: som en investering i udvikling.[/quote]

Dette er blandt andet sket gennem en større kommunikationskampagne, hvor virksomheden fortæller om sig selv som en international humanitær koncern, Danish Refugee Council (DRC), med i alt 6.700 ansatte, godt 5.000 frivillige, operationer i 36 lande og en omsætning på 2,2 mia. kr. Det er Kamms ambition at drive DRC lige så effektivt, som Mærsk driver sin containervirksomhed.

Udenrigsminister Kristian Jensen mener også, at det er oplagt, at man i endnu højere grad får involveret erhvervslivet i Danmarks humanitære indsatser og langsigtede udviklingssamarbejde.

”Det er alle nødhjælps- og udviklingsorganisationer meget opmærksomme på. Men ikke nok med det. Vi skal se udviklingssamarbejdet i et nyt lys: som en investering i udvikling. For det første skal vi aktivt bruge udviklingssamarbejdet som en katalysator til at fremme flere private investeringer i udviklingslandene. For det andet skal vi understøtte udviklingslandenes egen investering i udvikling ved at støtte opbygning af effektive og fair skatte- og retssystemer,” siger Kristian Jensen i en kommentar til Mandag Morgen.

”På det humanitære område står danske virksomheder særlig stærkt inden for blandt andet vandrensning, sanitet og it-udstyr til nødhjælpsoperationer. Og på det langsigtede udviklingssamarbejde har det danske erhvervsliv løsningerne på mange af de udfordringer, udviklingslandene står over for i forhold til blandt andet energi, klima, sundhedssystemer og fødevareproduktion. Det er min klare målsætning, at vi skal have danske kompetencer endnu mere i spil ude i verden. Også til gavn for Danmark,” siger udenrigsministeren.

Et andet område, hvor ngo’er, offentlige myndigheder og virksomheder kan have gavn af hinanden, er beskæftigelse af flygtninge, som har en lav deltagelse på arbejdsmarkedet, og derfor i Danmark og andre EU-lande beskyldes for at være dovne og særlig interesserede i at modtage sociale ydelser og derfor ligger samfundsøkonomien til byrde.

Her påpegede Kamm i sidste uge i dagbladet Børsen, at de herskende tilstande på det danske arbejdsmarked er sådan, at det er endog meget svært for flygtninge at få fodfæste, og han skosede arbejdsmarkedets parter for at værne alt for nidkært om den såkaldte danske model, der i realiteten holder flygtningene ude af arbejdsmarkedet.

Big data skaber humanitær innovation                                                                

Både Wade Hoxtell fra GPPI i Berlin og Lars Peter Nissen fra APACS i Genève peger på samarbejdet mellem World Food Programme og MasterCard som et eksempel på, hvordan både ngo’erne og deres ”slutbrugere” – de fattige, nødlidende mennesker – og de private virksomheder kan have gavn af samarbejde.

Programmet kaldes ”digital food” og handler om at sikre fattige befolkninger mad ved at give dem penge gennem en digital betalingsløsning etableret af MasterCard. Løsningen er brugt i lande som Kenya, Pakistan og Filippinerne.

”Dette gavner i høj grad det humanitære system, fordi det løser logistiske problemer. Samtidig støtter man det lokale økonomiske økosystem. Den seneste forskning viser, at det er langt mere effektivt at give folk disse vouchere i stedet for at dumpe varer, som de ikke har brug for,” siger Wade Hoxtell.

Forfatteren Patrick Meier skriver i bogen ”Digital Humanitarians”, der udkom først på året, om de mange potentielle gevinster for det humanitære arbejde, som ligger i at udnytte big data og de mange nye informationsteknologiske landvindinger, der er gjort i løbet af det seneste tiår.

Satellitbilleder og meteorologiske data gør det muligt at varsko befolkninger i forbindelse med naturkatastrofer. Patrick Meier deler på bloggen iRevolutions sine erfaringer med digital humanitær innovation, og her kan man blandt andet læse om et projekt, hvor Verdensbanken sammen med blandt andet det svenske svar på Danida undersøger, hvad man kan bruge droner til i forbindelse med humanitært arbejde.

Under alle omstændigheder står det i efteråret 2015 klart, at væksten i den globale katastrofeindustri vil fortsætte mange år endnu. Antallet af flygtninge fortsætter med at vokse, og kun hvis nødhjælpsorganisationer, offentlige myndigheder og private virksomheder finder sammen i konstruktive samarbejde, vil man kunne løfte opgaverne med at tilgodese både akutte humanitære behov og de mere langsigtede udviklingsbehov, der er nødvendige, hvis man skal gøre sig forhåbninger om at stoppe de massive vandringer af folk, der flygter fra krig og fra fattigdom.