77 pct. af danskerne støtter Kongehuset. Selv om den kongelige familie bestemt ikke er billig i drift, kan det betale sig med et monarki. En opgørelse foretaget af kreditrangeringsselskabet S&P i 2015 viste, at monarkier har en bedre rating, når et lands kreditværdighed skal opgøres.

Ud af de 129 undersøgte lande var 39 monarkier, og de havde en gennemsnitlig kreditscore på A-, mens republikkerne i snit lå på BBB til BBB-. Samtidig havde de konstitutionelle monarkier som det danske, svenske og norske sammenlignet med absolutte monarkier som f.eks. Brunei og Saudi-Arabien, hvor regenten har uindskrænket magt, en højere kreditværdighed. Især de mellemøstlige monarkier klarer sig dårligere end de øvrige monarkier, da opgørelsen fra S&P viste, at tilliden til dem i gennemsnit lå på B-. Danmarks havde og har i øvrigt den højest mulige rating, nemlig AAA.

Til gengæld har monarkierne også brug for den høje kreditscore for at være i stand til at afsætte deres obligationer, der bruges til at finansiere statsgælden. 40 pct. af verdens obligationsgæld kommer således fra lande, der har en konge eller dronning som statsoverhoved. Det er tre gange så meget som republikkernes gæld. 

Monarkier giver økonomisk vækst

I 2013 skrev bloggeren Dylan Matthews et indlæg, hvor han havde beregnet levetid og BNP pr. indbygger og sammenlignet konstitutionelle monarkier med alle andre lande. Her nåede han frem til, at konstitutionelle monarkier har et gennemsnitligt BNP pr. indbygger på 29.000 dollar, mens resten af verden kun kan hoste op med 13.000 dollar. Befolkningerne lever også længere i et konstitutionelt monarki, nemlig 76 år mod 68 år.

I 2007 undersøgte den hollandske økonom Harry van Dalen fra Tilburg University, hvad et konstitutionelt monarki som statsform betyder for den økonomiske vækst. Ifølge van Dalen giver det yderligere 0,8-1,0 procentpoint i økonomisk vækst. Han peger bl.a. på, at et konstitutionelt monarki skaber tillid og stabilitet. Van Dalen har også beregnet en slags ’monarkibonus’, som i Holland i 2006 lå på 4-5 mia. euro, ca. 29-37 mio. kr. Til sammenligning kostede driften af den hollandske kongefamilie samme år 100 mio. euro.

Ser vi på det danske kongehus, er der tale om mere beskedne beløb, og selv om udgifter på tværs af kongehuse ikke kan sammenlignes direkte, bl.a. som følge af forskelle i opgørelsesmetoder, vil kongehusets indtægter langt overstige udgifterne. 

Modernisering nødvendig

Til gengæld er der behov for en modernisering af, hvordan ordner tildeles. Det er sjældent, at topchefer fra det private erhvervsliv benådes med kongelige ordner. En gennemgang af modtagerne af ridderkorset af Dannebrogordenen viser, at det er sjældent, at dansk erhvervsliv får det royale skulderklap. Til gengæld er der mange modtagere, som er offentligt ansatte. Det er en gammel tradition, som går tilbage til enevældens tid, og den linje har Dronning Margrethe valgt at fortsætte.

Det er typisk fagministerierne, som indstiller de personer, der skal modtage en orden, og ansvarsområdet ligger hos den enkelte departementschef. Alle kan principielt indstille en person til at modtage en orden, og erhvervsorganisationerne kommer ofte med indstillinger af værdige modtagere.

Et afgørende kriterium for tildeling af en orden er, at en topchef skal være langtidsholdbar. Det er ikke bare et spørgsmål om at skabe omsætning og arbejdspladser i løbet af få år. Det skal være noget som forløber over flere årtier. Af samme grund er det ikke iværksættere, som står først i køen.

Et andet – og mere svært definerbart kriterium – er, at det skal være en tildeling, som giver anerkendelse blandt andre. Med andre ord. Det skal ikke være en overraskelse, når en topchef modtager en orden.

Et tredje kriterium er, at man skal arbejde for at forbedre erhvervsvilkårene. Et medlemskab af kommissioner og råd er derfor en god vej, mens et fjerde kriterium er, at man skal opføre sig ordentligt. 

Det er på høje tid, at flere af dem, som skaber værdierne i samfundet og dermed fundamentet for vores fælles velfærd, får det skulderklap, det er at modtage en orden fra Kongehuset. Derfor er der behov for, at departementscheferne og ikke mindst den mangeårige og magtfulde Michael Dithmer i Erhvervsministeriet gør en indsats for at ændre balancen mellem offentlige og private modtagere af ordner.