”Tyskernes engagement (…) er så europæisk sindet, at man næsten må undre sig over det format, som tyskerne udviser i disse år."

Sådan sagde økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager i sidste uge til Berlingske i forbindelse med EU’s uformelle finansministermøde i Nicosia, Cypern.

Vestager er ikke den eneste europæiske nationalpolitiker, der har svært ved rigtig at fatte, hvad det er, der sker i EU for tiden. Vidtgående forslag om bankunion, finanspolitisk union og politisk union fyger gennem luften, og i modsætning til tidligere kan disse forslag ikke bare afskrives som vidtløftig snak i Bruxelles. Tværtimod.

Alle ovennævnte forslag er handlet af mellem den faste formand for EU’s Ministerråd, Herman Van Rompuy, formanden for EU-Kommissionen, José Manuel Barroso, formanden for eurogruppen, Jean-Claude Juncker, og chefen for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi. Derudover har de opbakning fra de to store konservative og socialdemokratiske grupper i Europa-Parlamentet. Samtidig er de nøje diskuteret igennem med Europas mest magtfulde politiker, Tysklands kansler, Angela Merkel, ligesom de har bred opbakning i Tyskland.

Hos Merkels eget kristdemokratiske CDU og hos Socialdemokraterne og De Grønne i oppositionen går alle ind for, at EU med eurozonen som udgangspunkt udvikler sig til en politisk union. Da de 620 medlemmer af Forbundsdagen i slutningen af juni stemte om finanspagten og om Tysklands bidrag til ESM-fonden, stemte henholdsvis 491 og 493 ”ja”.

Tysklands politiske ledelse af og økonomiske solidaritet med resten af Europa bygger med andre ord på et ekstremt bredt politisk flertal. Ganske vist vokser den borgerlige modstand hos CDU’s søsterparti, CSU, i Bayern, ligesom også Merkels koalitionspartner, det liberale FDP, rummer en del euroskeptikere a la dem, man i Danmark finder i Liberal Alliance.

[quote align="left" author="Eric Maurice, chefredaktør ved Presseurop"]Bayerske medlemmer af Forbundsdagen er blevet for Europa, hvad kongresmænd fra Midtvesten er for verden – politikere, hvis indflydelse rækker langt ud over landets grænser, mens hvis verdensanskuelse bliver stadig mere snæversynet[/quote]

Det er imidlertid ikke kun Tyskland selv, der ønsker at lede Europa. Tyskland er tværtimod under stigende pres for at påtage sig det europæiske lederskab. I en tale i Berlin sidste efterår krævede Polens udenrigsminister, Radak Sikorsky, ligefrem, at Tyskland leder Europa. Det samme krav lød forleden fra den ungarskfødte, jødiske amerikaner George Soros i et indlæg, som dagbladet Information oversatte noget af.

Heri lyder det bl.a. fra Soros: ”Fru Merkel fornemmer, at også Tysklands skæbne kan blive bestemt i Europas baggård, og netop derfor har hun trods alt også valgt solidariteten, om end i en tøvende og behersket udgave. For mig at se er den optimale udvej i den aktuelle situation at overtale Tyskland til enten at blive et mere velvilligt hegemoni. Eller også forlade euroen. Tyskland må enten lede eller falde fra.”

Eric Maurice, der er chefredaktør ved det relativt nye europæiske webmedie www.presseurop.eu, sammenligner Tysklands rolle i Europa i dag med den rolle, USA har haft i de seneste 70 år. Under overskriften American style Germany skriver han:

”På samme måde som amerikansk handling eller mangel på handling har haft konsekvenser for fremskridt andre steder i verden, fungerer Europa i dag stort set i henhold til den fart, der sættes i Berlin. På samme måde som den amerikanske præsident ofte møder forhindringer i Kongressen, hvor afstemningerne bliver bestemt af rent nationale – eller ligefrem lokale – interesser og pres fra lobbygrupper, må den tyske kansler forholde sig til en Forbundsdag, hvis medlemmer står til ansvar for interesser forfægtet af Tysklands føderale regioner og partier og af økonomiske pressionsgrupper. Bayerske medlemmer af Forbundsdagen er blevet for Europa, hvad kongresmænd fra Midtvesten er for verden – politikere, hvis indflydelse rækker langt ud over landets grænser, mens hvis verdensanskuelse bliver stadig mere snæversynet, i takt med at deres irritation over andre europæeres angivelige svagheder vokser.”

Vestagers eget forbehold

Men tilbage til citatet fra Vestager: ”Tyskernes engagement (…) er så europæisk sindet, at man næsten må undre sig over det format, som tyskerne udviser i disse år."

[quote align="right" author=""]Gad vide, om Vestager tør kaste dette retoriske forbehold til side og bakke fuldtonet op om det tyske lederskab i Europa?[/quote]

 

Her er det, at man har lyst til at spørge, hvad den radikale leder egentlig mener, når hun siger, at man ”næsten” må undre sig over det format, som tyskerne udviser i disse år. Undrer hun sig over, at Tysklands politiske ledelse kan se, at hvis Europa – herunder Tyskland – skal have nogen relevans på den globale scene i de kommende årtier og århundreder, så må man stå sammen? Eller undrer Vestager sig over, at Merkel tør udvise et politisk lederskab, hvor hun ikke er bange for at engagere tyske skatteyderpenge i redningen af euroen? Hvad er det for et forbehold, Vestager flager, når hun bruger ordet ”næsten”?

Gad vide, om Vestager tør kaste dette retoriske forbehold til side og bakke fuldtonet op om det tyske lederskab i Europa?

Der er næppe tvivl om, at det vil være med til at klare luften i den danske europapolitiske debat, hvor Tysklands kansler ofte klandres af socialdemokrater og SF’ere for at føre den ansvarlige, økonomiske politik, der til forveksling ligner den, som De Radikale holder den nuværende danske regering fast på.

I øjeblikket synes Vestager at føre en lettere skizofren politik, når hun repræsenterer Danmark i EU-sammenhæng. Hun bakker på den ene side – næsten – op om Tysklands stærke proeuropæiske ledelse. På den anden side flirter hun også kraftigt med Storbritanniens og Sveriges regeringer, der er arge modstandere af de heftige integrationsplaner i eurozonen, ikke mindst bankunionen.

De seneste dage har vist, at Nationalbanken, Danske Bank og Nordea er meget bekymrede for, hvad det konkurrencemæssigt vil betyde for bankerne, hvis Danmark og Sverige står uden for bankunionen. Men samtidig er det svært at se, hvordan Danmark kan gå med uden at afskaffe euroforbeholdet. Det kræver som bekendt en folkeafstemning, og hvis en sådan skal resultere i danskernes tilslutning, vil det kræve et usædvanligt stålsat politisk lederskab af Vestager, statsministeren og resten af Folketingets europapolitiske flertal.