Thomas Boe smøger skjorteærmerne lidt op, træder et skridt frem og får den lille forsamlings fulde opmærksomhed.

Hans ternede jakke er smidt hen over tasken, ovre i hjørnet. Man kan ikke længere se den lille nål med Koldings byvåben i jakkens revers, men signalet er på plads. Thomas Boe er som kommunaldirektør byens mand – og så er han klar til det, en træner ville kalde en peptalk før en af de kampe, der bare skal vindes.

Foran ham sidder en gruppe af kommunens medarbejdere, som skal på rejse fra det sikre, fra det regelstyrede, hvor de starter med lovgivningens paragraffer og til det usikre, men unikke, hvor de får plads til at udvikle løsninger med udgangspunkt i borgerens behov.

Thomas Boe og de 16 medarbejdere befinder sig i kommunens træningshal omme bag jobcentret på Dieselvej 6. Der er nedtælling til dagens mentale fitness. Inde i hallen venter opgaver, der station for station skal udfordre de 16 medarbejdere og deres måde at arbejde på.

"Vi skal øve os på at hjælpe hinanden med hele tiden at reflektere over, hvordan vi lykkes i hver enkelt af de situationer, vi møder i vores hverdag. Vi skal i fællesskab opøve en refleksionskultur," siger han.

Til Mandag Morgens udsendte forklarer han, at han som kommunaldirektør ikke kan give medarbejderne retningslinjer, der er så præcise, at de passer til alle de problemstillinger, de møder i løbet af deres dagligdag.

"Vi kan ikke sidde i toppen og styre alting fra sag til sag. Medarbejderne skal finde de rigtige løsninger, og hvis de tager fejl, så skal jeg bakke dem op," siger han.

I sit oplæg fortæller Thomas Boe om sine egne helt personlige oplevelser med "systemet". Han er lige blevet opereret i ryggen og har altså mødt systemet som borger og ikke som den øverste chef.

Her har han selv oplevet, hvordan to forskellige love har trukket i hver sin retning. Den ene tilskyndede ham som borger til at komme i arbejde så hurtigt som muligt efter operationen. Derfor er det vigtigt, at han er i kontakt med sin arbejdsplads og f.eks. tjekker sine mail og svarer på de mest relevante. Ifølge en anden lovgivning kunne der kun udbetales støtte til ham, hvis han ikke arbejdede og altså heller ikke havde kontakt med arbejdspladsen.

Det er altså ikke altid, lovgiverne på Christiansborg har tænkt alle detaljerne igennem i de forskellige love, en kommune som Kolding skal følge.

Så i stedet for at man sidder med hovedet i lovsamlingerne, er der brug for mere omtanke, mener Thomas Boe.

Farvel til facitlisten

Træningssessionerne i hallen skal hjælpe ham og medarbejderne med at løse en bestillingsopgave af de store.

Efter kommunalvalget i 2017 konstituerede byrådet sig med en aftale, der sætter borgeren i centrum og anlægger "en helhedstænkning med udgangspunkt i borgerens situation". 

Der er tale om en slags version 2.0 af den tilgang til kommunens arbejde og opgaver, som siden 2011 har fundet sted under overskriften ’Kolding designer livet’.

I aftalen fra 2017 fokuserer byrådet særligt på, at mange borgere i praksis har behov for støtte, der ikke bare trækker på én forvaltning som for eksempel et jobcenter, men på flere forvaltninger og fagområder. Thomas Boe fortæller, at borgere med mere komplekse problemer kan have mellem 10 og 15 kontakter fordelt på forskellige forvaltninger. Det mest omfattende tilfælde er en familie med 30 kontakter.

For nogle borgere er det derfor et arbejde i sig selv at holde styr på de mange kontakter og efterfølgende handleplaner. Og det fjerner fokus fra målet om at skabe det gode liv.

Byrådets politikere har altså sat deres finger på et temmelig ømt punkt. Kommunens medarbejdere skal begynde med det, de kalder "Borgerens Centrum", hvilket også er navnet på projektet. Og det kræver en omstilling af de store.

Sammen med det centrale samarbejdsudvalg beder byrådet Thomas Boe og den øvrige direktion om at "være projektejere for en tillids- og sammenhængsreform, der forholder sig til alle arbejdsområder og medarbejdere i den kommunale organisation".

Og med det er vi tilbage i træningshallen på Dieselvej. Thomas Boe og hans direktion kan skubbe til deres organisation, men selve opgaven skal løses af mellemledere og medarbejdere.

Lige netop det er kernebudskabet til medarbejderne.

"Vi skal på en rejse sammen, og I har en særlig rolle. Vi skal op i tempo, og I er krumtappen i det arbejde, vi er i gang med. Vi kan som direktion ikke sige: ’Gør det’, og så sker det, men vi kan åbne op for jeres refleksion," siger han i sin peptalk.

Dagens træningspas

I hallen overtager to trænere holdet fra Thomas Boe. Det er en ombygget lagerhal med plads til i alt syv stationer, hvor medarbejderne kan træne forskellige opgaver. Trænerne er selv medarbejdere i kommunens forvaltninger.

Dagens hold kommer fra HR-afdelingen og står altså for rekruttering af de ledere og de medarbejdere, der skal begynde opgaveløsningen sammen med borgerne.

Thomas Boe insisterer på, at tankegangen bag "Borgerens Centrum" ikke bare gælder, når en medarbejder møder en borger, men også når en medarbejder i HR-afdelingen møder en kollega fra en anden forvaltning. Man skal altid begynde med at sætte sig i den andens sted og sammen udvikle en løsning.

Holdet tager hul på den første opgave.

"I skal glemme Thomas’ oplæg og skrive de tre ting, I forstår ved borgerens centrum," siger den ene af de to trænere.

Og så skriver deltagere løs på små farvede Post-its. De har godt nok ikke alle sammen helt glemt, hvad Thomas Boe har sagt, og skriver blandt andet ord som "helhed", "tværgående samarbejde", og "uden manual". Andre tager opgaven et skridt videre og skriver "lyttende", "tilpasningsdygtig" og "udfordringer af mindsettet" på de små farvede papirlapper.

Bagefter kommer lapperne op på tavlen og deltagerne uddyber.

De beskriver en nuværende praksis, som kan være omklamrende, fordi en medarbejder gerne vil gøre det bedste for borgerne og på deres vegne. De sætter spørgsmålstegn ved, om de lytter godt nok til, hvad borgeren siger.

Det kan f.eks. være, at problemet måske ikke kun handler om den person, der sidder lige foran dem, men om ægtefællen, om hele familien eller en anden større sammenhæng.

De svære dilemmaer

Efter den indledende opgave med de farvede Post-its, bliver opgaverne sværere.

Det viser sig, at det er nemmere at skrive ord som "helhed" på en Post-it, end at praktisere det. HR-afdelingens medarbejdere har ikke kun de sjove opgaver, når der skal ansættes, men også de sure, når der er samarbejdsproblemer et sted, og en medarbejder måske skal afskediges.

I så forskellige situationer er det ikke lige til at svare på, hvad "helhed" er.

Er det hensynet til samarbejdet i afdelingen, eller er det hensynet til den medarbejder, der kan blive afskediget og måske bagefter må gå fra hus og hjem, med de konsekvenser, det kan have for familien?

Medarbejderne i træningshallen begynder diskussionerne i to grupper, der står rundt om to identiske figurer på gulvet. "Borgerens Centrum" befinder sig inde i midten af figuren, i "Borgerland". Alleryderst er der et andet land, "Fagland".

Figuren fortæller to ting. For det første er det helt tydeligt, at borgerne skal være i centrum. For det andet er det lige så tydeligt, at medarbejderne ikke skal lægge deres faglighed væk i samtalerne med borgerne. De skal ikke udvikle løsninger alene på borgernes præmisser, men i et fællesskab.

Fra deres position rundt om figuren diskuterer medarbejderne i de to grupper et oplagt spørgsmål om, hvem der skal stå inde i centrum: Er det den medarbejder, der skal afskediges, eller er det den leder, der foretager afskedigelsen?

Det er her, det bliver svært. For hvor ligger den rigtige balance i de hensyn, man skal tage?

Beslutningerne rykker tættere på borgeren

Omstillingen af Kolding Kommunes organisation bliver fulgt af to forskere fra Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse på SDU, Karina Solsø Iversen og Henry Larsen. De er med til at tilrettelægge opgaver og workshops for ledere og medarbejdere, og så følger de som forskere den udvikling, byråd og direktion har sat gang i.

"Medarbejderne står hele tiden i dilemmaer. Thomas Boe og direktionen lægger op til at medarbejderne selv skal foretage de afgørende, og også nogle gange svære, valg, og det gør de med byrådets opbakning. Det er et radikalt skifte fra den hidtidige organisation og dens faste rammer, hvor der var en forventning om, at lederen kunne give klare svar," siger Henry Larsen.

Et blik ud over de 98 kommuner viser, at den tilgang til ledelse og opgaver vinder frem. Det gælder f.eks. i de to største kommuner, København og Aarhus, som i en årrække har arbejdet med hver deres udgave af en tillidsreform.

Fællesnævneren for de mange kommuner er et opgør med to af de dominerende tendenser i den offentlige forvaltning.

For det første har kommunerne siden kommunalreformen i 2007 opbygget stærke faglige miljøer omkring de opgaver, de skal løses. Det har styrket en tendens til at gøre borgeren til klient, mens løsningen baseres på faglige eller juridiske skøn.

Men som figurerne på gulvet i træningshallen på Dieselvej i Kolding indikerer, lægger mange kommuner nu op til, at løsningerne udvikles med udgangspunkt i borgerens situation, mens medarbejderne så bidrager med deres faglighed.

For det andet gør kommunerne op med New Public Management og dens meget detaljerede måde at styre medarbejderne på.

"Vi ser et radikalt skifte, hvor en ledelse ikke skal fortælle medarbejderne, hvad de skal gøre, men i stedet forventes at hjælpe medarbejderne med aktivt at kunne træffe gode valg i de dilemmaer, de står midt i," siger han.

Det skaber nye udfordringer for ledere og for medarbejdere, som hele tiden må tale sig til rette om de løsninger, der skal udvikles.

"Om Borgerens Centrum blot ender som pæne ord afhænger ikke kun af Thomas Boe og direktionen, men også om medarbejdernes reaktioner. Det bliver afgørende om dialogen om de forskellige oplevelser og perspektiver kan holdes åben op og ned – og på tværs i organisationen. Her er direktionens vigtigste rolle måske at blive ved med at prikke til nysgerrigheden og lysten til at blive endnu dygtigere til at medskabe de gode løsninger for borgerne, og så selv huske at lytte," siger Henry Larsen.