Forleden fløj jeg hjem fra England via Heathrow-lufthavnen, og der bemærkede jeg følgende opslag: Investing in education could be your wisest investment.

Det fik mig til at tænke på en ejer og leder af en større dansk virksomhed med ca. 1.200 ansatte, som på et seminar sagde: ”Vores virksomhed er også en skole. Og det vil den være i endnu højere grad i fremtiden”. En anden virksomhedsleder sagde engang: ”Jeg vil hellere uddanne mine medarbejdere med risiko for at miste dem til andre virksomheder, end ikke at uddanne dem og med risiko for, at de forbliver i min virksomhed.”

Budskabet fra de to erhvervsledere er det samme, som det jeg mødte i Heathrow: Vi skal investere i uddannelse, og ”vi” er selvfølgelig stat og kommuner, men det er også private og offentlige virksomheder.

Samtidig siger vi, at Danmark har et produktivitetsproblem. Og Produktivitetskommissionen prøver at udtænke nye veje og midler, så produktiviteten kan komme i vejret. Men gad vide, hvor meget af dette produktivitetsproblem, der skyldes for ringe kompetencer? Ikke bare hos de såkaldt menige medarbejdere, men hos alle i virksomhederne – også de daglige ledere og bestyrelsesmedlemmerne?

Eller for at være mere præcis: Gad vide, hvilke produktivitetspotentialer, der ligger gemt her? Vi bør nemlig ikke tænke på dette som et problem, men som et potentiale, der endnu ikke er udfoldet.

Der findes en betydelig gruppe danske offentlige og private virksomheder, der er i front, når det handler om at investere i uddannelse, efteruddannelse, kompetence- og talentudvikling – eller hvad man nu vælger at kalde det. De kan melde hus forbi, fordi de har en stærk tradition for at satse, endda store midler, når det handler om uddannelse.

Det er typisk virksomheder, der klarer sig godt på kvalitet, konkurrence, overskud m.m. Men på trods af deres resultater og erfaringer, er der fortsat for mange danske virksomheder, der netop kører i frihjul, når det handler om at dygtiggøre medarbejderne.

Fra efterslæb til potentiale

Hvis man tager dansk erhvervsliv og danske offentlige virksomheder under ét, er der et stort efterslæb med hensyn til at påtage sig det nødvendige og store investeringsansvar, det er at sikre kompetencerne i en organisation ved hjælp af uddannelse og efteruddannelse.

Eller for igen at være mere præcis: Der er ikke tale om et efterslæb, men om  et stort uudnyttet potentiale. Det er ikke en tung pligt, som virksomhederne skal forsøge at undgå, men en mulighed, de skal forsøge at udnytte.

Her er én ting vigtig at gøre sig klar: Der er mange opgaver på disse områder, der kun bliver håndteret og løst, hvis private og offentlige virksomheder gør noget ved det. For der er ikke andre – heller ikke stat og kommuner – der gør det.

Der er meget snak og debat om, at Danmark er bag efter andre lande, når det handler om uddannelse. Det gælder især for folkeskolerne og universiteterne. Og der er mange, der er parat til at kritisere både regeringen, Folketinget og alle kommunerne for ikke at gøre tilstrækkeligt ved problemet.

Men sandheden er vel, at hvis der skal gøres noget nu og her, der har virkning inden for en overskuelig fremtid, så skal man ikke rette blikket mod regeringen og kommunerne, men mod erhvervslivet og den offentlige sektors virksomheder og organisationer. For det er dem – og kun dem – der på kort sigt kan gøre en mærkbar forskel.

Indsatser på folkeskole- og universitetsområdet virker ikke på kort sigt. Og det hjælper heller ikke på det meget store antal mennesker både på og uden for arbejdsmarkedet, hvis uddannelser og kompetencer ikke slår til, når det handler om fremtidens arbejdsmarked.

Færdiguddannet, men ikke klar

Meget tyder på, at der er et stort og påtrængende behov for uddannelse på det eksisterende arbejdsmarked, som ingen stats- og kommunalt finansierede og styrede uddannelser overhovedet rammer. Det gælder både faglærte og ufaglærte mennesker i den ene ende og en stor gruppe af akademikere i den anden ende, hvis uddannelser med stor sandsynlighed ikke slår til, når det handler om fremtidens behov.

Hvem kan gøre noget ved dette problem, og hvem har ansvaret og mulighederne for at vende disse udfordringer til potentialer? Svaret er: Det har de offentlige og private virksomheder, som jeg taler om.

Der findes mange akademikere i Danmark, som på trods af en formelt set færdiggjort uddannelse ikke har en chance for at blive ansat i en dansk – eller for den sags skyld udenlandsk – virksomhed. Universiteterne har sluppet disse mennesker, men nogle af dem er ikke egnede til job i erhvervslivet eller i den offentlige sektor. De har brug for de private og offentlige virksomhedes investeringer i at udvikle deres kompetencer, så de kan komme til at gøre en forskel i professionelle erhverv.

Det samme kan siges om betydelige nuværende og fremtidige grupper af fag- og ufaglærte mennesker. Hvem hjælper her? Hvem løfter denne opgave? Regeringen og Folketinget er optaget af at øge udbuddet af såkaldt arbejdskraft og gør sig alle mulige anstrengelser.

Men er alle disse mennesker egnede til de job, som findes på arbejdsmarkedet nu og i fremtiden? Har disse mange potentielle medarbejdere de kompetencer, der efterspørges?

Nej, er svaret formentlig, i hvert fald for en stor dels vedkommende. De kan ikke klare sig med deres nuværende uddannelser og erfaringer. Derfor skal de videreuddannes.

Hvem gør det? Hvem har ansvaret for det?

Citatet fra lufthavnen handler primært om erhvervslivets og de offentlige virksomheders investeringer i uddannelse. Det er måske de klogeste investeringer, virksomheder kan foretage?

Læs flere indlæg af Steen Hildebrandt her.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.