Iran kunne i dag være blevet lige så rigt og frit som Norge, hvis landet havde fået lov til at udnytte sine rige olieressourcer på samme måde, som det skete i Norge et par årtier senere.

Men sådan gik det ikke i Iran, fordi Storbritanniens og USA’s efterretningstjenester MI6 og CIA i 1953 fjernede Irans demokratisk valgte premierminister Muhammad Mossadegh ved et kup, hvis eksistens i dag er bekræftet og anerkendt af amerikanske myndigheder.

Kuppet blev foranlediget af Storbritanniens premierminister, Winston Churchill, der var fortørnet over, at Mossadegh to år tidligere havde nationaliseret selskabet Anglo-Iranian Oil Company, AIOC, der i næsten 50 år havde haft retten til at udvinde den iranske olie. AIOC blev anset for at være den britiske stats mest værdifulde aktiv og lagde kun 16 procent af sit overskud i den iranske statskasse, mens de resterende 84 procent blev sendt hjem til London.

Kuppet i 1953, der sendte den liberale og kommunist-kritiske Mossadegh i fængsel og indførte et repressivt regime under shahen Muhammad Reza Pahlavi, var i mange år tabu i amerikansk politik. Barack Obama vakte derfor voldsom vrede i store dele af det konservative establishment i USA, da han i sommeren 2009 – i sin store tale i Egypten til den muslimske verden – erkendte den uret, der efter hans opfattelse var overgået iranerne.

”USA spillede en rolle i omstyrtelsen af en demokratisk regering,” sagde Obama, der, samtidig med at han påpegede det senere iranske præstestyres terror og vold mod amerikanske borgere, opfordrede til, at man nu så fremad.

Åbningen over for Iran i sommeren 2009 var præsident Obamas måske mest ambitiøse udenrigspolitiske initiativ overhovedet, og det var dét, der kulminerede i 2015 med indgåelsen af atomaftalen JCPOA mellem Iran, USA, Rusland, Kina, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og EU.

Alt dette er som bekendt fortid i dag, efter at Donald Trump i 2018 trak USA ud af atomaftalen og i 2019 genindførte økonomiske sanktioner mod Iran. Det har ført til et drastisk fald i Irans olieeksport, der var steget kraftigt efter åbningen i forbindelse med atomaftalen.

I januar 2020 er Iran med dets flere end 80 millioner indbyggere og dets strategisk vigtige placering mellem Europa, Mellemøsten og Centralasien tilbage i rollen som en international pariastat. Samtidig betyder de økonomiske sanktioner, at styret i Teheran i efteråret 2019 blandt andet måtte hæve prisen på benzin. Det førte til folkelig uro, der blev så brutalt nedkæmpet af det despotiske styre, at formentlig omkring 1.500 mennesker blev dræbt.

USA producerer masser af olie

Når det seneste halve års dramatiske udvikling i Mellemøsten – både drabet på den iranske general Qassem Soleimani og det iransk-dirigerede missilangreb på det førende saudiske olieraffinaderi i september – ikke har ført til panik på alverdens energimarkeder, skyldes det ganske paradoksalt, at USA selv er blevet verdens største producent af olie og gas. I dag importerer USA på grund af skifergasrevolutionen i 2010’erne kun 25 procent af sit olieforbrug, mens det tilsvarende tal i 2008 var 65 procent.

Både Saudi-Arabien og Iran har derfor i dag fundet deres vigtigste kunder i Kina, Indien, Japan og Sydkorea, mens USA og Europa ikke længere er nær så afhængige af den mellemøstlige olie.

De rigelige mængder af olie og gas på verdensmarkederne ses også på nøgletallene for det samlede energiforbrug, der til skuffelse for tilhængere af den grønne omstilling fortsat er meget fossile. Olieselskabet BP’s autoritative opgørelse for 2018 viste således, at verdens energiforbrug dækkes på følgende vis: olie: 33,6 procent, kul: 27,2 procent, naturgas: 23,9 procent, vandkraft: 6,8 procent, atomkraft: 4,4 procent, øvrig vedvarende energi: 4,1 procent.

Det Internationale Energiagentur, IEA, konstaterer i sit World Energy Outlook 2019, at der selv i et bæredygtigt scenarium fortsat vil være meget stor efterspørgsel på olie i verden med et behov for 65 millioner tønder olie om dagen i 2040 – med en pris på 70 dollar per tønde er det fortsat meget store og attraktive forretninger.

De 65 millioner tønder om dagen i det bæredygtige scenarium bygger på en forudsætning om, at olieefterspørgslen først og fremmest vil falde drastisk i transportsektoren i USA, Europa og andre udviklede økonomier.

Det betyder, at efterspørgslen efter olie kan falde med helt op til 50 procent i de udviklede økonomier, mens den kun vil falde med 10 procent i udviklingsøkonomierne. I samme scenarium ventes olieefterspørgslen fra plastindustrien og andre petrokemiske industrier at vokse markant, og dét selvom man indregner et substantielt løft i genanvendelsen af plast.

Ramt af den grønne omstilling

Både Iran og Saudi-Arabien er i øvrigt lande, der meget vel kan blive berørt af de såkaldte geopolitiske risici, der er forbundet med den grønne omstilling.

Disse risici er beskrevet i 2019-rapporten ’A New World – Geopolitics of the Energy Transition’, der er udgivet af Irena, det internationale agentur for vedvarende energi. Både Saudi-Arabien og Iran vil blive betydeligt mere sårbare, efterhånden som deres traditionelle velhavende kunder i Vesten bliver stadigt mere selvforsynende med både vedvarende og fossil energi.

Iran er mindre sårbart end Saudi-Arabien, fordi landet alt andet lige har en mere varieret national økonomi end den historiske rival, der ligger i et ekstremt ufrugtbart ørkenlandskab. Til gengæld er der ingen tvivl om, at Irans stadigt voksende politiske og økonomiske isolation gør landet ekstra sårbart. I den forbindelse gør det særligt ondt på regimet i Teheran, at også Kina nu for alvor er begyndt at lægge afstand til Iran efter en lang periode som trofast støtte.

Kina har både købt store mængder olie, solgt våben og været en stabil investor i udvindingen af olie og gas i Iran. Men sådan er det ikke længere. Nu har også Kina vurderet, at man i sin fortsatte armlægning med USA under ledelse af Donald Trump hellere må lægge afstand til Iran. Det har betydet, at kinesiske virksomheder sidst i 2019 aflyste deres deltagelse i et stort gasprojekt i Iran – et projekt, som man var på vej ind i, fordi det franske selskab Total havde sagt nej tak efter pres fra USA.

Ifølge Irena-rapporten er Norge det mindst skrøbelige olieproducerende land i verden. Det skyldes, at man har samlet sig en anseelig national formue i den statskontrollerede oliefond – som i øvrigt har besluttet at begrænse sine investeringer i fossil energi.