Jamen, så lad os da afskaffe kommunerne
Kommunalvalget den 21. november kan meget vel blive det sidste af sin slags. En tilsyneladende uskyldig manøvre fra innovationsministeren peger mod den totale udradering af lokalpolitik i Danmark.
Knud Aarup
Uafhængig agent inden for udvikling af velfærdssamfundetI dagbladet Børsen 7. september er innovationsminister Sophie Løhde (V) citeret for at mene, at nu skal det være slut med gak-gak-praksis, hvor kommunerne går og leger private virksomheder.
Det vil ministeren gøre op med ved at lovfæste den såkaldte kommunalfuldmagt. Det lyder umiddelbart som noget teknik, og der er vel ingen, som vil forsvare ’gak-gak-praksis’, vel?
Men virkeligheden bag denne uskyldige manøvre fra ministeren og hendes håndgangne mænd på Slotsholmen er den totale udradering af lokalpolitik i Danmark.
I Danmark tror vi på, at folkelig deltagelse i politiske beslutninger er medvirkende til at sikre, at beslutningerne bliver relevante for de borgere, som bliver berørt.
Kommunalfuldmagten er kommunernes ret til at varetage opgaver, som ikke er defineret ved lov, samt at budgettere med midler til formålet.
Den reguleres af en række uskrevne regler i form af afgørelser, udtalelser og almen praksis, som bl.a. indebærer, at de opgaver, som kommunen ønsker at varetage eller støtte, skal være af en vis nytte for kommunens indbyggere, at kommunen ikke må varetage opgaver, der er henlagt til andre myndigheder, og at kommunen ikke må drive erhvervsvirksomhed, medmindre der er lovhjemmel til det.
Hvis en kommunal opgavevaretagelse reguleres i den skrevne lovgivning, viger kommunalfuldmagtsreglerne for den skrevne lovgivning.
Kilder: Økonomi- og Indenrigsministeriet og KL.
Det kommunale selvstyre er således tæt vævet sammen med danskernes store tillid til samfundets institutioner og til hinanden generelt.
Det kommunale selvstyre blev faktisk etableret, før vi fik en demokratisk grundlov i 1849. Det skete først med styrelsesordningen for København i 1837 og senere med Chr. 8.s løfte til borgerne i 1841.
Han ønskede at ”give borgerne en forøget betryggelse for en pålidelig og hensigtsmæssig bestyrelse af de anliggender, der vedkommer det samfund, hvortil de nærmest hører”.
Det betyder kort fortalt, at borgerne skal have ret til at styre deres egne lokale anliggender. Kongen mente samtidig, at en ny kommunalforfatning kunne ”have en gavnlig indflydelse på at nære iver og rigtig sans for det almindelige vel”.
Afgørende for velfærdssamfundet
Kernen i det danske demokrati er således de mange lokale fællesskaber. Det er her, man finder sammen om at løse de udfordringer, som man bedst kan klare lokalt.
Den kerne har været afgørende for udviklingen af velfærdssamfundet, ved at der lokalt var borgere, som tog initiativer til fælles løsninger, og at disse løsninger blev forhandlet og udviklet i de lokale råd.
Det er derfor, at man har politisk valgte lokale råd til at bestemme lokalt. Det er kernen i kommunalfuldmagten, at der overhovedet er et lokalt politisk råderum.
Jeg selv er blevet den, jeg er i dag, fordi det socialdemokratiske bystyre i Nakskov i 1920’erne besluttede, at begavede arbejderbørn også skulle have en chance for at få en uddannelse.
Derfor oprettede Nakskov Byråd en kommunal mellemskole og et kommunalt gymnasium, og de uddelte samtidig små studielegater, så der bedre blev råd til at fortsætte med uddannelse.
Derfor blev min far mønsterbryder og student i 1947, teologisk kandidat fra Københavns Universitet i januar 1953 og efterfølgende præst. Derfor blev min farbror lærer, og min faster Montessori-pædagog.
Centralisering kvæler handlefrihed
Den form for folkelig aktivitet og medvirken vil fornyelsesminister Løhde gerne af med. Eller vil hun? Er det Venstre-politik at udradere de lokale, folkelige initiativer?
Det flugter dårligt med formuleringer fra principprogrammet som: ”Venstre vil derfor værne om det kommunale selvstyre og retten til lokal handlefrihed”.
Afskaffelse af kommunalfuldmagten er derfor langt snarere endnu et resultat af slotsholmsbureaukraternes ønske om at fortsætte den centralisering, som har været en tendens herhjemme siden begyndelsen af 1990’erne.
Ønsket om og troen på, at Danmark er så lille et land, at det selvfølgeligt kan styres fra centraladministrationen, har hersket og dermed påvirket politikken i mere end 25 år. Det er besværligt at have lokale politikere, som er valgt til at tænke på fællesskabet i et konkret geografisk område.
De kan have politiske meninger om, hvad der er ønskeligt for befolkningen lokalt. De kan lade sig påvirke af hensynet til konkrete befolkningsgrupper, som ikke bliver repræsenteret nationalt. De er som en sten i skoen på et centralistisk ønske om snorlige styring og konsekvent implementering.
Det sidste kommunalvalg
Den afskaffelse af den sidste rest af lokalt selvstyre, som forslaget om at lovfastlægge kommunalfuldmagten vil medføre, betyder, at der ikke længere er brug for folkevalgte lokalpolitikere.
Kommunalvalget til november kan derfor meget vel blive det sidste af sin slags. Der er ikke brug for lokalpolitisk tilpasning eller afbødning af centralt fastlagte beslutninger. Derfor er der heller ikke brug for lokale politikere – for der findes ikke lokalpolitik.
I stedet vil man kunne bruge professionelle bestyrelser til at lede de kommunale administrationer. Den model var på bordet i forhold til styring af sygehusområdet i forbindelse med arbejdet op til kommunalreformen i 2007.
Centraliseringen er endeligt fuldendt. Alt kan styres fra Slotsholmen. Danmark er tæt på at kunne drives som en virksomhed. Danmark som velfærdssamfund og som fællesskab ophører med at eksistere.
Lad os ikke håbe, at ministeren får held med den slags fornyelse.
